Hop til indhold

Sådan får du succes med din første hund!


Umulia

1: Vælg ikke hund kun efter udseende, men vælg en race eller blanding, der i temperament, aktivitetsniveau og plejebehov passer ind i din families hverdag. Husk at tage minimum to ugers ferie, så du gradvist kan lære din nye hvalp at være alene hjemme.

2: Køb ikke hund hos en hundehandler, der f.eks. importerer hvalpe fra østlande, eller fra danske opdrættere, der har mange hunde gående sammen i en stald eller lade. Foruden stor risiko for sygdom eller indavl, er der også risiko for at hvalpe fra sådanne steder ikke har fået den omsorg og menneskekontakt de har brug for i deres første 8 leveuger. Det kan give hunden adfærdsproblemer resten af livet.

3: Læs mange bøger om hunde og/eller søg oplysninger på internettet før du køber. Så undgår du måske at begå de mest almindelige begynderfejl.

4: Start tidligt til hundetræning. De fleste klubber modtager hvalpe allerede fra 8 - 12 ugers alderen. Din hvalp har godt af at lære at omgås andre hunde, og du kan få gode råd om hundeopdragelse hos instruktøren. Vælg kun træningssteder der bruger positive metoder. Træning baseret på straf underminerer tillidsforholdet mellem dig og din hund, og kan give hunden alvorlige adfærdsproblemer.

5: Sørg for at din hund får de lovpligtige vaccinationer og chipmærkning hos dyrlægen. Det, samt ansvarsforsikring, er også et krav i de fleste hundeklubber. Husk at du også kan tegne en sygeforsikring for din hund. Det kan spare dig for store udgifter, hvis uheldet er ude.

6: Når du begynder opdragelsen af din nye hund, er indkald det første og vigtigste den bør lære. Sig hundens navn og giv den samtidig en godbid og ros. Gør det flere gange dagligt. Efter kort tid vil hunden forbinde lyden af sit navn med noget godt, og vil derfor hellere end gerne komme når der bliver kaldt.

7: Når hunden flytter ind hos dig, bør du give den et eller flere steder i hjemmet, hvor den kan have "helle" - dvs. hvor ingen må røre eller på anden måde forstyrre den. Det er især vigtigt hvis der er mindre børn i huset. Børn kan godt lære at respektere hundens "helle", ligesom de f.eks. kan lære at man ikke må røre ved en varm kogeplade. Hvis du vil have hunden ud af dens "helle", er alt hvad du behøver at gøre at kalde på den og belønne den for at komme.

8: Giv din hund madro. Det er ikke nødvendigt at træne hunde til at de skal acceptere at blive forstyrret medens de spiser. Din hund vil stole langt mere på dig hvis du ikke "stjæler" dens mad, og vil derfor ikke reagere negativt hvis du engang for alvor bliver nødt til at tage noget fra den. Indøv i stedet f.eks. ordet "slip", først med ting der har lav værdi for hunden, derefter med ting den er glad for, f.eks. legetøj eller tyggeben. Beløn hunden for at slippe og giv den omgående tingen tilbage. På den måde lærer hunden at det ikke er farligt at lade dig tage noget fra den, og du kan gøre det uden problemer hvis det bliver nødvendigt.

9: Giv din hund så meget motion som dens race kræver, men giv den også hver dag mindst én opgave at løse. Hunde bliver meget mere trætte af at bruge deres hjerne og næse end af at bruge deres ben. Man kan lave eller købe meget spændende aktivitetslegetøj til hunde, men bare det at strø hundens mad ud på gulvet eller græsplænen, i stedet for at give det i en skål, er god beskæftigelse.

Sidste og vigtigste råd: Prøv at undgå at have urealistiske forventninger til din hund. Hunde er dyr, de har instinkter og drifter, og de forstår som udgangspunkt ikke menneskesprog, selv om de kan lære det. Respektér din hunds naturlige adfærd og lad være med at overskride dens grænser. Så mangedobler du dine chancer for at få en trofast ven for livet.


Bruger Feedback

Recommended Comments

Der er ingen kommentarer at vise




×
×
  • Tilføj...