Hop til indhold

Sjældent hundeuldstæppe opdaget i Seattle


Journalisten
 Share

I et særegen tilfælde af held i uheld afslørede en rift i et tæppe, at der var tale om meget mere end et sædvanligt indianer-klenodie. Forskerne på Burke Museum i Seattle opdagede nemlig, da de ville reparere tæppet, at det indeholdt pels fra en uddød og næsten ukendt hunderace.

I de 15-30.000 år der er gået, siden mennesket tæmmede hunden, har vi brugt de firbenede til mangt og meget. Jagthunde, hyrdehunde, vagthunde og krigs-hunde hører til blandt de allerførste firbenede arbejdere, og vi føjer hele tiden nye opgaver til, som narkohunde, førerhunde, bombehunde og så videre. Men det er nok de færreste der kender den såkaldte Salish Uldhund.

Uldhunden fra Salish var en lille spidshund, som Coast Salish-folket - den oprindelige befolkning i det der nu er delstaterne Washington og British Columbia - opdrættet alene for deres uldne pels. Pelsen var af virkelig god kvalitet, næsten ligesom gedeuld, men skyldtes et recessiv, altså svagt, gen. For at hundene ikke skulle miste deres unikke pels på grund af krydsavl, blev de isoleret på små øer eller i indhegninger, ligesom får.

Tæppet er anonymt beige og et af mange på Burke Museum, men konservatoren Liz Hammond-Kaarremaa, der blev sat til at undersøge og udbedre skaden, opdagede hurtigt at der gemte sig en speciel historie bag det lidt kedelige ydre. Tæppet er vævet på en helt særlig måde, og da hun gik i dybden fandt hun ud af, at det, udover bark og sener, indeholdt en usædvanlig slags garn. DNA-undersøgelser viste, at der var tale om uld fra den uldhunden.

Fundet er opsigtvækkende, fordi man i forvejen kun har meget få overlevende materialeprøver af Salish Uldhundens pels. Selvom Salish-folket opdrættede hunde til pelsbrug i over tusind år, forsvandt traditionen på ingen tid, efter europæernes indtog i Amerika. Billigere og nemmere måder at lave tæpper på, gjorde hundene unødvendige, og de sygdomme europæerne bragte med sig var ikke kun menneske-sygdomme. Vi medbragte også vores egne hunde, med dertil hørende nye vira og bakterier, som de lokale hunde ikke var resistente overfor. Man mener at de sidste Salish Uldhunde uddøde i midten af 1800-tallet.

Sammen med de få andre hundeuldstæpper og -kapper, der opbevares på eksempelvis The Smithsonian, kan Burke-tæppet bruges af efterkommere af Salish-folket, der prøver at genoplive deres forfædres rige kultur.

 Share


Bruger Feedback

Recommended Comments

Der er ingen kommentarer at vise




×
×
  • Tilføj...