Når et sidste farvel er sagt..

[Gæst Sitto]

Til jer der har prøvet at måtte sige et sidste farvel til jeres hund - hvor længe er der gået før i er "kommet videre"?

 

Sitto måtte jeg sige farvel til den 23. februar i år, så det er kun ca. 1½ måned siden. Jeg ved ikke om nogen af jer har fulgt med i min tråd om kat, men at jeg muligvis gerne ville have sådan én fordi jeg savner at have dyr - men ikke har tiden til en hund lige pt. Begyndte faktisk at glæde mig til at skulle have kat igen - lige indtil jeg gik ind på loppetjansen.dk og begyndte at kigge på katteting. Her dukkede der en helt forkert følelse op i maven, det føltes næsten som at have ondt i maven. Savnet til Sitto dukkede pludselig op sådan for alvor samt følelsen af det nederlag jeg føler, fordi jeg måtte opgive hende og ikke kunne hjælpe hende hele vejen igennem hendes angst..

Og så begyndte det hele ellers i mit hovede, tankerne kørte rundt og det var som om en "stemme" hele tiden sagde inde i mit hoved, hvad nu hvis det samme sker igen og jeg må give slip endnu engang?!

 

Jeg kan godt mærke at jeg ikke er klar til det endnu - alt det her med Sitto er stadig alt alt for tæt på mig. Jeg troede jeg var mere afklaret med det, men nej.. Men jeg savner hende også enormt meget og græder stadig nemt når jeg ser billeder af hende / snakker om hende / eller bare tænker på hende. Det er stadig så underligt at jeg aldrig mere skal se hende.. ville give alt for én dag mere med hende.. :kys:Hun er ubeskrivelig meget savnet.. det er virkelig hårdt stadigvæk.

[Doberfan]

Beklager du har mistet din Sitto.

 

Mht. at komme videre, saa er det nok forskelligt fra person til person, men jeg tror ogsaa det spiller ind, hvordan man mistede hunden.

 

Nu har jeg aldrig mistet en, uden at jeg stadig havde en eller to andre, saa paa sin vis er man saa "noedt" til at komme videre, men jeg skal aerligt indroemme, at jeg stadig tuder over Cash, som jeg mistede 9/11/2008.

Det var en hammer umulig ulykke - han droenede ind i et trae i moerket og braekkede ryggen. Og han var kun 3 eller 4. Og saa var han den bedste hund, jeg nogensinde har haft.

 

Foer ham mistede jeg en taeve, men hun var oppe i alderen, og det kom jo lidt mere "ventet", saa det var lidt lettere synes jeg.

 

Og saa mistede jeg en anden han i 2007, og det var naesten en lettelse, for han var lidt af et haabloest tilfaelde, havde vaere frygteligt mishandlet og var blevet efterladt bundet til et trae ude i skoven, saa han kunne sidde der og sulte ihjel. Vi fik fat i ham for sent, han ville ikke spise og til sidst maatte vi opgive ham. Og til trods for den behandling var han noget saa kaerlig.

 

Naa, det blev lidt langt - jeg tror egentlig bare min pointe er, at det er meget individuelt.

 

Det lyder da som en fin ide at faa en kat, som jo er mindre tidskraevende, men kan holde dig med selskab naar du har behov for det, indtil du er klar til at faa hund igen, baade tids- og foelelsesmaessigt.

[Gæst Ina]

Jeg mistede min dalmatiner Pongo i april 2007 - forud for det var der gået en sygdomsperiode hvor han røg ind og ud hos dyrlægen. Hans sygdom bestod i nyresten som til sidst fik hans urinrør til at klappe sammen. Derudover var han svær allergisk.

Dyrlægerne ville operere urinvejen ud af siden på ham hvor han skulle gå med en pose på maven - dette betød at et aktivt hundeliv ikke var muligt - og byder man sin hund sådan noget? Selvom det var enorm hårdt så traf vi beslutningen om at give ham fred for han skulle ikke leve et liv i skyggen af dyrlæger/hospitaler. Jeg fik Pongo kremeret og han ligger i dag begravet under sit elskede birketræ i vores have.

 

Allerede to måneder efter fik jeg en ny hund nemlig Charlie som er en beagle og genplacering og i oktober samme år fik vi Oscar som 8 uger hvalp. Jeg måtte videre på denne måde - få en ny hund/hunde at gå op i.

Pongo har jeg aldrig glemt - han er stadig i mit hjerte og mine tanker og vi har også billeder fremme af ham. Det gav mig ro at jeg ved at han ligger ude under birketræet og i dag er savnet til at bære.

 

Vi reagerer alle forskelligt når vi mister noget vi har kært.

[Gæst Venus222]

Jeg har ingen kloge ord, jeg vil bare sige at jeg er ked af at høre at du har mistet Sitto. Har jo fulgt jeres gøren og laden i flere år efterhånden. *s* Både her og på Jubii-debatten.

[Gæst Miss_menelli]

Vi har også mistet to hunde.

Den første, vores gravhund, blev på ulykkeligvis kørt over af et tog.

Hun mistede livet alt for tidligt, og efter vi havde kæmpet en hård kamp mod discos og et eller andet i knæet - Men hun kom sig, og blev fuldstændig rask.

Så det var meget hårdt at miste hende så pludseligt.

 

Vi fik så vores anden hund, Betzi, en kleiner münsterländer, et par måneder efter. Der gik noget tid inden jeg rigtig kom til at holde af hende, og jeg sammenlignede hende konstant med vores første hund.

 

Men da jeg så endelig havde lagt sorgen bag mig, så kom jeg i den grad til at elske Betzi, og hun er til dato, den bedste hund jeg har mødt.

Hun måtte tage turen over regnbuebroen for 1½ år siden, pga. gigt, en cyste eller kræft i brystkassen. Hun var 12 år, og hendes gigt gjorde, at vi ikke ville begynde at behandle for cysten, men det bedste for hende var at få fred.

 

Det gjorde ondt, selvom hun var en gammel tøs, med mange skavanker.

Der gik et halvt år, før jeg var klar til at få hund igen - Det blev så Bamse.

Jeg har bestemt ikke fortrudt at jeg ventede med at få en ny hund.

Ellers er jeg bange for, at scenariet fra første gang ville gentage sig.

 

Jeg har brug for tid til at lægge sorgen bag mig, men andre kommer hurtigere videre, hvis de får noget nyt at glæde sig over!

 

Så det er helt individuelt, og der er ingen facitliste på, hvornår sorgen går væk. Intet der er rigtigt eller forkert.

 

Gid der var - Det ville være meget nemmere, hvis man kunne sætte et kryds i kalenderen og sige, at på den dato, så har jeg det godt igen og er klar til en ny hund.

 

Så der er ikke andet at gøre, end at mærke efter indeni, og så følge mavefornemmelsen.

 

Du ved jo hvor du kan få lov at nusse vovser lige alt det du har lyst til, indtil du har overskud til at kaste kærligheden på det næste dyr - Om det så bliver en kat eller en hund, er underordnet, så længe det fylder hverdagen med glæde og kærlighed!

[Lab-lover]

Jeg måtte aflive min gamle tæve i september.

Jeg får stadig tårer i øjnene, når jeg ser billeder..

 

Hendes urne står i stuen, så jeg går og snakker til hende nogle gange. Folk tror sgu jeg er åndsvag, men hun var min helt speciele ven..

 

Heldigvis havde vi Cody på 1 år, da hun blev aflivet, så tomheden blev begrænset. Men savnet går aldrig væk..

[a9]

Da jeg mistede Lucki og siden Bondo, var jeg totalt knust i en uge - græd hele tiden, sov med tøjet på, spiste ingenting, kort sagt helt opløst :megaked:

 

Derefter gik det godt i en periode, troede faktisk jeg havde "accepteret" tabet, men nej i 3. uge fik jeg et tilbagefald og i 6. uge endnu et, hvor jeg blev hammer hammer vred, stampede i jorden og FORLANGTE at få min hund tilbage LIGE NU!!!!!!! BASTA

 

Derefter har forløbet været forskelligt.

 

Lucki mistede jeg af alderdom og kroniske fysiske smerter i nov. 2006 - der var intet at gøre, det har jeg accepteret, at det var det bedste for ham - så den akutte smerte rammer stjældent - jeg savner ham stadig, men ikke rigtig smertefuldt - hvis du kan følge mig.

 

Bondo mistede jeg pga. kronisk genetisk psykiske smerter i marts 2008, han blev kun 19 mdr. - altså faktisk af samme årsag som du mistede Sitto :ae: - jeg har accepteret, at det var det rigtige for ham at få fred :kys: men egoisten i mig har meget svært ved at acceptere, at det også var det bedste for mig og det gør, at smerten stadig kan ramme meget hårdt og akut, og jeg kan stadig tage mig nogle gedine tudeture - og jeg tror ikke, det bliver bedre før jeg acceptere, at det også var det rigtige for mig at give slip ...... så det arbejder jeg på Langt de fleste dage går det dog godt, og jeg kan tænke tilbage på ham med glæde og taknemmelighed

 

Så udover smerte- og tabshåndtering er meget individuelt, tror jeg også, at omstændighederne rundt tabet har meget at sige for, hvordan og hvor hurtigt man kommer sig igen

[Dimsen]

For mig blir det aldrig nemt, jeg får det lidt på afstand, lære at leve med det, men det blir aldrig nemt.

 

Bare mens jeg sidder og skriver dette, og tanken bag, får tårene til at trille.

 

Diesel måtte jeg jo desværre tage afsked med i utide, kan stadig ikke se billeder af ham uden at få en ubehagelig klump i halsen.

 

Min gamle schæfer, som tog over broen for ca 10 år siden, savner jeg stadig som en i H......

 

Men som sagt man lære at leve med savnet og de andre føleser der spiller ind over.

[Gæst Sitto]

Tak for alle jeres svar.

Nej "desværre" er der ingen facitliste på hvornår man er kommet videre.. det er jo individuelt, og det ved jeg også godt. Ville bare gerne lige høre hvad andre har gjort.

 

Mit "problem" er nok også at jeg også er fyldt med vrede, over de hvalpekøbere der købte Sitto som lille hvalp - og mishandlede hende! Faktisk skulle hun være sendt til Sverige som udstilling og avlshund. Hun passede perfekt ind i standarden og hun var jo en utrolig smuk hund. Men ret hurtigt opdagede kennelen et minimalt underbid, det var ikke nemt at se - men kom indimellem til udtryk ved at hendes ene læbe sad lidt skævt og en lille tand stak ud. Det så ellers så charmerende ud! :hjerte: Men det gjorde jo at hun ikke kunne bruges i avlen - så herefter blev hun jo så sat tilsalg igen som hvalp med fejl, og her købte et ægtepar hende så. Jeg bander de mennesker langt, langt væk som ødelagde hendes liv så meget..

OG så er der jo det at hun måtte afsted over regnbuebroen 6 år og 7 måneder gammel.. Havde hun så bare været en gammel hund, med et langt og glad liv bag sig, som bare var mæt af dage - så var det noget andet. Men jeg har skulle tage beslutningen om at slutte et andet væsens liv, som faktisk var i sin bedste alder.. og som burde have haft MANGE år endnu.. hun burde være her endnu! Og sommetider har jeg også bare lyst til at ligge mig ned og skrige - for jeg vil have hende tilbage!!

 

Jeg ved jo godt det var det rette - hun var ikke tjent med at leve resten af sit liv i angst hver dag. Det er ikke noget værdigt liv! :ae: Men hold op hvor synes jeg stadig det hele er uretfærdigt..

Det er jo ikke fordi det kom som et chok, tingene har vel stået stille med hende i et års tid og vi begyndte at snakke om det i slutningen af 2009. Så har et godt stykke tid været klar over, hvilken vej det gik.. men alligevel kom det som et chok, at det lige pludselig skulle ske. Og selvom hun fik en virkelig smuk afsked, så var det virkelig underligt at se hvor hurtigt det hele var ovre - pludselig var min Sittopige bare væk.. kun det smukke ydre, men med et tomt blik i øjnene, var tilbage..

At efterlade hende livløs i sin kurv, hos dyrlægen - var simpelthen det mærkeligste.. jeg havde lyst til at gå tilbage og tage hende med mig, i håbet om at hun ville vågne op igen..

 

Og nu tuder jeg igen..

6 år fik jeg med hende - og jeg ville aldrig have været foruden dem. Det var den bedste tid. Og jeg ville ønske jeg kunne få den tilbage igen - bare med en Sitto som altid var glad og tryg, og aldrig angst.. :kys:

[BlackGSD]

Har ikke været så meget på HF på det sidste, så vidste faktisk ikke at du har taget den tunge beslutning mht. Sitto - Føler med dig :ae:

 

Jeg har også prøvet at sige farvel til mange af mine hunde, alt alt for tidligt. Og jeg er faktisk forundret over at jeg stadig tør kaste mig ud i, at få en hvalp igen efterfølgende. Men samværet og venskabet med en hund, og tiden man bruger sammen med den, flder bare så utroligt meget i min verden, at jeg ikke ville være foruden. Selvom jeg har brugt mange tårer på den bekostning igennem de sidste par år.

 

 

Og jeg vil også sige, at savnet er meget individuelt. Jeg savner alle de hunde jeg har måttet sige farvel til, men ondt sagt så savner jeg faktisk nogle mere end andre..

 

Hally savner jeg stadig meget efter 4 år, hun var den hund jeg først begyndte at få træningsoplevelser med, og som jeg havde et helt utroligt bånd med. Hun var så ukompliceret, og hun var bare MIN hund.

Men efter langtids sygdom var jeg ligesom afklaret med at skulle tage afsked med hende, men det var stadig hårdt, og jeg tudede som besat i lang tid, men det trøstede mig, at jeg fik Caisar så kort tid efter (han blev født få dage inden hun blev aflivet).

 

Caisar sagde vi farvel til i Nov. 2008 - blot 2 mdr. efter at vi måtte tage afsked med Kimba.

 

Kimba havde jeg investeret utrolig meget tid og følelser i, på trods af at hun kun blev 9½ mdr. Og hun vil altid være savnet, hun var en utrolig sjov hund, men kunne faktisk også være en pain in the ass... Jeg tror ikke at jeg føler det samme savn til hende, som med Hally, Caisar og Ninja, fordi at hun aldrig nåede at blive så gammel, så jeg kunne "høste frugterne" af det arbejde der blev lagt i hende. Hun fyldte enormt meget, den skønne tøs.

 

Men Caisar, ham savner jeg som en i h...... Hvis man kan have en soulmate inde for hunde, så var han min. Og nu tuder jeg så igen. Efter 2 år, troede jeg faktisk at jeg havde accepteret at han ikke er mere, men nej... Jeg kan stadig blive rasende over at jeg ikke fik mere tid med ham. Han har virkelig satte dybe potespor i mit hjerte, og vil altid have den mest særlige plads der. Nej hvor jeg savner ham, han blev kun 2½ år

 

Ninja savner jeg også ubeskriveligt meget. Hun var den sidste chance for at få en rask schæfer, og det lykkedes ikke Og hun valgte mig ud, og ikke omvendt... Vi havde en helt speciel forbindelse fra hun var 3-4 uger, og lige frem til vi måtte tage afsked, hun blev 11 mdr. Savnet af hende, tror jeg også bunder lidt i, at jeg vidste at hun var den sidste schæfer hvis det ikke gik som forventet. At jeg investerede de "sidste følelser" i hende. Og at hun så var den hund som hun var, gør det ikke bedre.

Hun blev også aflivet pga. angst, som udviklede sig til smerte-aggression efter hun kom til skade.

 

 

Jeg går nu og venter på en ny hvalp. Og når den forhåbentlig kommer ind af døren, har jeg været uden egen hund (Ling er delehund med mine forældre!) i 8 mdr. Og jeg savner rigtig meget at have en ven at komme hjem til, at træne med, at lege i haven med, jeg savner at have en hund!

Men det er da ikke uden en lille uro i maven. Jeg har ikke prøvet at have egen hund, som er blevet gammel og grå - jeg har altid måttet tage afsked for tidligt Og den skræk sidder da i mig, derfor har vi også valgt at gå efter en helt helt anden race og type, også fordi vores ønsker til en hund har ændret sig. Og jeg har fuldstændig mistet lysten til BHP/IPO med tabet af Caisar, Kimba og Ninja. Men jeg glæder mig istedet til at skulle prøve kræfter med jagthundetræning, LP træning og starte til agility igen.

 

Og indrømmet, jeg har da overvejet om jeg skulle prøve at få en schæfer igen - men min mave snører sig sammen, og jeg tør bare ikke, ligemeget hvor meget jeg elsker disse hunde og racen, og har jeg brændt fingrerne så voldsomt, så jeg er bange for at jeg vil "se spøgelser" hele tiden, og i værrere grad end jeg gjorde med Kimba og Ninja - det har jeg ikke lyst til igen.

 

Men jeg tror også det har været sundt med en lang hunde-pause (selvom jeg selvfølgelig har haft Ling), og jeg glæder mig til at få en Vizsla ind ad døren

 

 

Sorry at det blev så langt, men det er bare et emne som også ligger mig meget på sinde

[Gæst Sitto]

Har ikke været så meget på HF på det sidste, så vidste faktisk ikke at du har taget den tunge beslutning mht. Sitto - Føler med dig :ae:

 

Jeg har også prøvet at sige farvel til mange af mine hunde, alt alt for tidligt. Og jeg er faktisk forundret over at jeg stadig tør kaste mig ud i, at få en hvalp igen efterfølgende. Men samværet og venskabet med en hund, og tiden man bruger sammen med den, flder bare så utroligt meget i min verden, at jeg ikke ville være foruden. Selvom jeg har brugt mange tårer på den bekostning igennem de sidste par år.

 

 

Og jeg vil også sige, at savnet er meget individuelt. Jeg savner alle de hunde jeg har måttet sige farvel til, men ondt sagt så savner jeg faktisk nogle mere end andre..

 

Hally savner jeg stadig meget efter 4 år, hun var den hund jeg først begyndte at få træningsoplevelser med, og som jeg havde et helt utroligt bånd med. Hun var så ukompliceret, og hun var bare MIN hund.

Men efter langtids sygdom var jeg ligesom afklaret med at skulle tage afsked med hende, men det var stadig hårdt, og jeg tudede som besat i lang tid, men det trøstede mig, at jeg fik Caisar så kort tid efter (han blev født få dage inden hun blev aflivet).

 

Caisar sagde vi farvel til i Nov. 2008 - blot 2 mdr. efter at vi måtte tage afsked med Kimba.

 

Kimba havde jeg investeret utrolig meget tid og følelser i, på trods af at hun kun blev 9½ mdr. Og hun vil altid være savnet, hun var en utrolig sjov hund, men kunne faktisk også være en pain in the ass... Jeg tror ikke at jeg føler det samme savn til hende, som med Hally, Caisar og Ninja, fordi at hun aldrig nåede at blive så gammel, så jeg kunne "høste frugterne" af det arbejde der blev lagt i hende. Hun fyldte enormt meget, den skønne tøs.

 

Men Caisar, ham savner jeg som en i h...... Hvis man kan have en soulmate inde for hunde, så var han min. Og nu tuder jeg så igen. Efter 2 år, troede jeg faktisk at jeg havde accepteret at han ikke er mere, men nej... Jeg kan stadig blive rasende over at jeg ikke fik mere tid med ham. Han har virkelig satte dybe potespor i mit hjerte, og vil altid have den mest særlige plads der. Nej hvor jeg savner ham, han blev kun 2½ år

 

Ninja savner jeg også ubeskriveligt meget. Hun var den sidste chance for at få en rask schæfer, og det lykkedes ikke Og hun valgte mig ud, og ikke omvendt... Vi havde en helt speciel forbindelse fra hun var 3-4 uger, og lige frem til vi måtte tage afsked, hun blev 11 mdr. Savnet af hende, tror jeg også bunder lidt i, at jeg vidste at hun var den sidste schæfer hvis det ikke gik som forventet. At jeg investerede de "sidste følelser" i hende. Og at hun så var den hund som hun var, gør det ikke bedre.

Hun blev også aflivet pga. angst, som udviklede sig til smerte-aggression efter hun kom til skade.

 

 

Jeg går nu og venter på en ny hvalp. Og når den forhåbentlig kommer ind af døren, har jeg været uden egen hund (Ling er delehund med mine forældre!) i 8 mdr. Og jeg savner rigtig meget at have en ven at komme hjem til, at træne med, at lege i haven med, jeg savner at have en hund!

Men det er da ikke uden en lille uro i maven. Jeg har ikke prøvet at have egen hund, som er blevet gammel og grå - jeg har altid måttet tage afsked for tidligt Og den skræk sidder da i mig, derfor har vi også valgt at gå efter en helt helt anden race og type, også fordi vores ønsker til en hund har ændret sig. Og jeg har fuldstændig mistet lysten til BHP/IPO med tabet af Caisar, Kimba og Ninja. Men jeg glæder mig istedet til at skulle prøve kræfter med jagthundetræning, LP træning og starte til agility igen.

 

Og indrømmet, jeg har da overvejet om jeg skulle prøve at få en schæfer igen - men min mave snører sig sammen, og jeg tør bare ikke, ligemeget hvor meget jeg elsker disse hunde og racen, og har jeg brændt fingrerne så voldsomt, så jeg er bange for at jeg vil "se spøgelser" hele tiden, og i værrere grad end jeg gjorde med Kimba og Ninja - det har jeg ikke lyst til igen.

 

Men jeg tror også det har været sundt med en lang hunde-pause (selvom jeg selvfølgelig har haft Ling), og jeg glæder mig til at få en Vizsla ind ad døren

 

 

Sorry at det blev så langt, men det er bare et emne som også ligger mig meget på sinde

Tak for dit indlæg. :kys:

Men jo den 23. februar (to måneder siden i går..) sagde jeg farvel til Sitto. Det er nok det sværeste jeg nogensinde har gjort - jeg tror på at man kan have en soulmate, og Sitto var uden tvivl min! Hun fik fred pga. hendes angst, som jo er kommet af mishandling som hvalp. Vi har haft samtlige trænere i Bording dch til at hjælpe mig med hende, der har været en adfærdsbehandler, jeg har søgt så meget hjælp på nettet og læst og læst, vi har haft hende på baldrian / d.a.p, vi har haft hende ude hos Gudrun og hun har været på Clomicalm. Hun kom rigtig langt med sin angst, jeg troede virkelig på at jeg kunne hjælpe hende - men pludselig var det som om hun ramte en mur, hvor ingenting påvirkede hende positivt mere. Når hun var udenfor var hun glad og tryg! (Undtagen på meget befærdet veje) Men fremmede mennesker kunne snakke med hende osv., ingen problemer. Så snart hun var indenfor var hun hele tiden opmærksom og gøede af de mindste lyde (og ofte også når der ingen lyde var) og hvis der kom gæster røg hun helt op i det røde felt, gøede fuldstændig ukontrolleret og hun var tydligt bange.. det var ikke noget ordentligt hundeliv!

 

Men hold op hvor jeg savner hende - det er så uretfærdigt at hun måtte væk herfra i en alt for tidlig alder.. Og det kender du jo også alt for godt til :ae: Jeg har sagt farvel til flere dyr tidligere - og selvom det måske lyder "hårdt", så har det aldrig før gjort så ondt som det her gør. Jeg tuder igen nu.. og gør det ofte bare ved at tænke på Sitto og snakke om hende. Jeg har virkelig svært ved at acceptere jeg aldrig mere skal se hende.. jeg savner hende så ubeskriveligt meget. Jeg ville give alt for bare en dag mere med hende - med hendes kærlige sind, smukke øjne, hendes små kærlige slik på kinden og hendes glade sind, når hun bare var sammen med mig og dem som hun var tryg ved. Hun var den bedste hund jeg nogensinde kunne forestille mig at få, ingen kan nogensinde erstatte hende. Hun var virkelig en ener - og hun vil altid være savnet og elsket!

Efter tabet af hende er det som om en lille del af mig mangler - og det vil aldrig kunne fyldes ud af andre. Hun var virkelig noget helt helt specielt, og det gør ondt som bare pokker at vide at jeg aldrig mere skal se hende - og ja, at jeg ikke kunne hjælpe hende hele vejen igennem hendes angst er også et kæmpe nederlag for mig..