det skrækkeligste, mest frygtindgydende man kan forestille sig!

[Gæst Stinnemus]

Ja, vi er blevet belejret derhjemme og det er RIGTIG slemt

 

Jason kan gå forbi godstog, busser, traktorer, tanks, brandbiler, you name it og han vil ikke engang blinke af dem eller føle den mindste smule nervøsitet, men dette her er 10 gange værre end noget af det!!!!!

 

Jeg blev helt paf over jasons opførsel i går morges - pludselig da vi går ud af døren hopper han til side med halen mellem benene, render så langt væk fra døren som muligt og vender sig om og gør en rasende, bange gøen mens hele hans krop ryster!!!!! Grunden: en barnevogn er placeret lige ved siden af døren

 

Jeg sætter mig på hug og forsøger at lokke ham til mig (ved siden af barnevognen), men han er fuldstændig stiv af skræk og vil ikke nær. Jeg sætter mig så lidt længere væk og får ham lokket til mig og sidder stille og roligt mens han kigger og falder lidt til ro, men da jeg prøver at få ham lidt nærmere bliver han stiv af skræk igen så vi går nogle få skridt frem og står til han falder til ro og går så ud opå vores gåtur (han bliver sig selv ligesåsnart vi er 5 m fra barnevognen). Da vi kommer tilbage gentager det hele sig igen - jeg kan slet ikke få ham til at gå hen til døren og da jeg langt om længe får ham lokket igennem døren går han som en syg schæfer - bagpartiet helt nede ved jorden og meget trykket ved det hele Da vi er inde i opgangen og han ikke længere kan se barnevognen er han igen sig selv:roll:

 

hvordan hulan kan en hund synes en barnevogn er farlig (vi kan godt gå forbi dem hvis de er i bevægelse) når der ikke er andet der kan slå ham ud? Han HAR været mørkeræd (jeg vil dog stadig ikke lade ham være alene hjemme når det er mørkt ifald det kommer tilbage), men efter vi er begyndt at træne redningshundene i mørke er han ligeglad med det.....

[Zaz-zaz]

Nu er Jason jo i den følsomme alder og kan derfor pludselig blive bange for det særeste. Noget man har passeret tusinde gange før kan lige med et blive SÅ farligt. Det er det så et stykke tid og pludselig er det glemt igen.

 

Vi har været igennem åh-nej-en-skraldespand, gys-en-cyklist-i-mørke, skræk-og-rædsel-for-de-sorte-sække-med-haveaffald-i-den-der-indkørsel osv osv osv. Det er bare sådan en periode de skal igennem. Det går over igen, men det er altså umuligt at sige, hvad der er næste skrækkelig punkt på programmet og jeg synes man bliver lige målløs hver gang, der optræder en eller anden ny ting, der bare er SÅ forfærdelig.

 

Der er vist ikke andet at gøre ved de små sarte sjæle end at stå ved deres side i nøden og vise dem, at den der cykel, barnevogn, skraldespand what ever bare slet ikke er så farlig som de lige forestiller sig, men det er altså en lidt løjerlig alder. Det er både synd for kræet og samtidig lidt latterligt, hvad der kyser livet af dem, men gode miner til slet spil og support i livets svære stunder må være løsningen...og så må man vist bare smile lidt for sig selv af det cirkus