Audrey

Tak :kys:

Jeg synes det er en smuk historie. Jeg tror du har ret i, at din mor holder øje med, om du har det godt. Jeg har altid været skeptisk overfor folk, som siger de kan se ånder, og i det hele taget den spirituelle verden. Og det tror jeg stadig jeg er, men nogle gange, sker der bare ting, som er uforklarlige. Så kan man jo selv vælge, om man vil søge en logisk forklaring, eller om man tør åbne sig for alternative muligheder.

Jah, jeg tænker jo, at hvis det virkelig kan lade sig gøre for en sjæl, at genopstå i et andet legeme, så er der ingen begrænsninger på, i hvilken form. Det er jo heller ikke sådan, at jeg sidder og tænker: "Audrey er Lady". Der er kun en Lady og Audrey er Audrey, men det vækker bare tanker i mig, at de har så meget til fælles i adfærd og udstråling. Jeg er faktisk ikke religiøs, men hvorfor skulle der ikke eksistere uforklarlige omstændigheder? :hmm:

Nå, Paw kommer i pleje hos naboen, så min tråd er ikke helt så aktuel længere. Dog vil jeg da prøve, at have ham til overnatning på et tidspunkt, så vi kan træne det til hvis det skulle blive nødvendigt en anden gang.

Tusind tak :kys: Hun var ufatteligt smuk og det er virkelig ikke løgn når jeg siger, at min drømmehest ikke var halvt så smuk som Lady. Jeg er også rigtig glad. Tror virkelig vi får det godt sammen!

Nu får I en meget lang historie Jeg har været henne og besøge Audrey igen idag. Hun er altså bare vokset for hver uge der er gået Opdrætter Mie vidste vist ikke rigtigt, hvordan jeg ville tage det, da hun fortalte mig, at jeg nok skulle forberede mig på, at jeg skal være meget bestemt overfor Audrey, og virkelig vise hende at det er mig der er chef. Hun er en rigtig bisse! Selvom hun er den mindste i kuldet, er hun ikke bange for at starte slåskampe med de andre, og hun går bare til den! Hun gør hvis hun har noget at sige og er ret generelt virkelig langt fremme i skoene. Det har fået mig til at tænke på, at hun på mange måder minder om min dejlige hest Lady, som blev aflivet for snart to år siden. Hun var også en ledertype, hun var en rigtig "hoppe", og hun skulle i hvert fald nok fortælle andre, hvad der passede hende eller ikke gjorde. Men bag facaden var hun også den dejligste hest, sød og kærlig, og vi havde en forståelse for hinanden, som ingen andre kunne tage del i. Hun kunne finde på at lave ballade med mig, når hun vidste jeg kunne tage det, men hvis hun fik en rytter, som hun kunne mærke var urutineret, listede hun nærmest afsted, og det var tydeligt at se, at hun passede på vedkommende på ryggen af hende. Hun fornemmede når jeg var ked af det, og hun tilgav mig altid, hvis jeg havde en dårlig dag, og kom til at lade hende tage skraldet. Hun var fantastisk og jeg savner hende stadig enormt meget, men pludselig har jeg fået en følelse af, at hun slet ikke er så langt fra mig, som jeg hidtil har troet. Jeg har aldrig rigtigt troet på reinkarnation. At ens sjæl bosætter sig i et andet legeme af enten højere eller ringere rang, afhængigt af sjælens fortjeneste eller skyld. Men lige pludselig giver det mening for mig, og jeg kan simpelthen ikke lade være med at tænke: Kan Audrey være en reinkarnation af Lady? Lady var rideskolehest i tre år før hun blev min, og den eneste grund til at hun havnede sådan et sted, var p.g.a. en benskade. Havde hun ikke haft den benskade, havde jeg nok aldrig mødt hende. Det var også p.g.a. denne skade, at jeg til sidst tog mit livs sværeste valg. Det var ikke kærlighed ved første blik (hun brækkede skulderen på min daværende yndlingshest ), men det kom helt af sig selv, da jeg begyndte at ride hende. På samme måde var Audrey ikke den første hvalp, som kom spænende, sådan som man så gerne vil kunne fortælle om mødet med ens lille nye familiemedlem. Jeg troede faktisk at det skulle være en af de andre hvalpe, men pludselig havde Audrey lagt sig til ro op ad mig, og mens hun lå der og sov, sad jeg og aede hende, og blot ved det, opstod der kemi. Det var, som om hun valgte mig. Lady er det dyr, som har betydet mest for mig. Hun har lært mig at tage det fulde ansvar for et dyr. Den erfaring kan jeg nu bruge til at sørge for Audrey, og jeg kan ikke abstrahere fra den tanke, at det ikke kan være tilfældigt, at de to har så mange fælles træk. Hvis Audrey er Lady, så har Ladys sjæl ventet på, at jeg igen var klar til at have hende i mit liv, og denne gang kan jeg have hende lige fra starten, og sørge for at hun får det liv hun fortjener. Desuden var Lady fuld af liv, energi, og arbejdsglæde, og jeg kan ikke forestille mig et bedre match med hendes sjæl, end med en ung, rask hundekrop, som kan spæne rundt uden problemer, og oparbejde et tæt samarbejde med mig som ejer. Det kan være det lyder, som det rene vås og pladderromantik, eller måske bare ønsketænkning fra min side. Men nogle gange skal man jo have lov til at tro på, at der er mere mellem himmel og jord, end vi umiddelbart går og bilder os selv ind. Jeg er i hvert fald sikker på, at Audrey og jeg er et perfect match, og vi kommer til at få et fantastisk liv sammen, Lige nu sidder jeg og småflæber. Dels fordi jeg tænker på Lady og savner hende, dels fordi jeg er så lykkelig over at min hvalp er Audrey. :hjerte: Mine to prinsesser:

Jeg har så ingen erfaring med at have kastrerede hanhunde boende sammen med løbske tæver, men vores kastrerede han viser absolut ingen anden interesse for tæver end som legekammerater, når vi er ude. Jeg kan ikke forestille mig, at det ville være anderledes om han boede sammen med en tæve.

Det lyder rigtig godt. :5up: Det er min plan, at de skal kunne lege sammen, og jeg har tænkt mig at tage Audrey med, når jeg skal besøge mine forældre, så det er rigtig vigtigt for mig, at de kan enes. Tak!

Det tror jeg heller ikke

Det var lige hvad jeg gerne ville høre :banan: Jeg håber nok at naboen kan passe ham, så han kan få den fulde opmærksomhed (som han jo er vant til ) men hvis det nu ikke passer hende, vil jeg gøre alt for at han kan være her sammen med Audrey og mig. Tak for svar

Jeg har lige brug for eksperterne! Mine forældre plejer at tage til Spanien en måneds tid hver sommer. Det samme skal de i år. Jeg eller min lillebror plejer at passe Paw mens de er væk, men min lillebror er ved at flytte til Vancouver og jeg får jo snart selv min dejlige vuffer hjem. Vores gamle hund blev passet i hundepension når vi var ude og rejse, og han eeeelskede det. Men Paw er en helt anden type. Vi adopterede ham da han var 1 1/2 år, og vi tror ikke han har glemt, at han er blevet "forladt" af sine gamle ejere. Han elsker os meget højt og er faldet til i vores familie 100 %, så jeg tror ikke, at han savner sine gamle ejere (jeg kan selvfølgelig ikke vide det ), men selv 5 1/2 år senere, føles det nogle gange som om, at frygten for at blive forladt igen stadig sidder i ham. Dengang jeg boede hjemme og havde bil, tog jeg ham tit med ud at køre (for det elsker han ), og i starten nægtede han nærmest at forlade bilen af frygt for, at jeg ville køre fra ham. Det er blevet bedre siden, men han er en meget følsom hund og jeg er bange for, at han vil tro vi har forladt ham, hvis han skal passes i en pension. Min mor og jeg har snakket meget om det før, og sidst de var ude at rejse (kun en uge) blev han passet af deres nabo, som er vild med ham. Det er også plan A i denne omgang, men min mor siger, at hvis naboen ikke kan passe ham, må han komme i pension. Det jeg gerne vil høre jeres mening om er, om jeg kan passe Paw herhjemme, eller om det bliver alt for forvirrende for Audrey, at han skal bo her i en måned?? Jeg får hende hjem i starten af juni og mine forældre regner vist nok med, at rejse i slutningen af juli, så hun når at have været her godt to måneder. Jeg vil selvfølgelig sørge for, at de har mødt hinanden flere gange og være sikker på, at de kan enes, i tilfælde af, at jeg skal passe ham. Jeg håber I kan hjælpe mig Jeg vil jo for alt i verden ikke gøre det svært for Audrey, men det ville godt nok være svært for mig at acceptere det, hvis Paw skal i pension. Undskyld det laaaaange indlæg

Ååh altså, hvor er han dog bedårende Men han kan da næsten ikke finde ud af at vælge mellem alt det legetøj :blink: Stort tillykke :klap:

Hej og velkommen

Stoort tillykke Laila :banan: Han er bare superdejlig

Ja ja, vi keder os ikke her Dog vil jeg sige, at det som regel er sjovere set i bakspejlet :blink: Han bliver også smaddersur når jeg laver pruttelyde med munden. Så skælder han ud! Og så bliver jeg ved :slem:

Puha, det var da ellers noget af en opgave! Jeg vil gerne have en han mere. Skal ikke have unger og tror nok han vil være lige så glad for det, som for en dame. I øvrigt er de helsøskende så det ville jo ikke være så smart hvis de begyndte at parre sig... Lige nu er jeg jo Joeys kæreste, og ifølge opdrætteren er han utilfreds, fordi jeg ikke gør som en fuglepartner normalt ville gøre :blink: Men aldrig i livet om jeg vil lade mig dirigere rundt af et uopdragent næbdyr

Tak Elsker grå jacoer men jeg var/er slet ikke rutineret (for ikke at tale om velhavende) nok til sådan en. Joeys opdrætter har to og de har så lært at immitere parakitterne, så de hyler faktisk mere end parakitterne selv gør :stupid: Kan du ikke uploade et par billeder?

Nej det er rigtigt at parakitter ikke larmer så meget som undulater. Joey er som regel også ret stille, men nu er han altså blevet forårskåd, og hver eneste gang jeg går ud af det rum han er i eller om morgenen, når han kan høre jeg vågner, begynder han at skrige op! :stupid:

Spændende tråd! :5up: Den skal jeg følge. Man må jo suge til sig :slem:

Sejt! De er ellers svære at få til at tale. De hvide er også rigtig flotte Joey er faktisk babygul med rouge Lillebror bliver grå. Vi venter spændt på at han bliver udklækket. Her bliver et rend af dyrebabyer! :klap:

Han elsker bare at bade! Men der skal faktisk ikke ret meget til for at gøre ham glad. Han er så taknemmelig :hjerte:

Nej det har jeg ikke. Jeg synes også de er smukke, men vist ikke så gode som kæledyr?? Og så larmer de også ret meget. Nymfeskrig er forfærdeligt men det er sjældent han larmer. Eller det vil sige, der var engang :stupid:. Han er virkelig strid for tiden, så håber det hjælper når han får en af egen art at herse med :blink: Har du billeder af dine undulater?

Ja de er virkelig sjove. De har så meget personlighed! Joey er en topseriøs diva! Har også haft undulater men de døde begge to lige pludselig, så jeg skiftede til nymfeparakit. Joey er min første og vi får en lillebror her til sommer så lejligheden bliver propfuld, men det er jeg nu så vant til

Tak Joey synes det er MEGET hyggeligt at vi deles om mors mad, men det er faktisk så slemt med ham, at jeg er nødt til at lukke ham ind i buret hvis jeg skal have spaghetti. Han kan simpelthen ikke beherske sig og vælter rundt på tallerkenen. Men lige den dag fik han lov, han er jo lidt svær at stå for I skrivende stund sidder han på min skulder og tygger i mit hår

Nu må I altså ikke blive vrede på mig over, at jeg lige smækker et par ikke-hundebilleder på forum , men en fugl er vel lige så lidt en hund, som en kat er, og sidder her, og nyder, at Joey for første gang i mange dage ikke går mig på nerverne med sit parringsskrig :damn: Derfor får I lige et lille kig på min (idag) søde fuglefyr, imens han nyder en gang nudler. Det betyder åbenbart ikke noget, om det stammer fra Italien eller Asien, så længe det består af æg, mel, salt og vand