MartinJ

Tak, det skal nok blive godt. Det er jeg sikker på. Ingen medicin. Vi prøver uden. Det ku sikkert godt hjælpe på hans angst. Men ja.. Det er måske nok lige så meget en holdning. Så vi tager den lange vej. Men tak for rådet!

Ja det er lige med at få følelser lagt i ro igen efter et par dage og kigge tilbage på hvad der er sket. Mange tak!

Jeg har det på samme måde som de fleste af jer. Jeg bryder mig ikke om at have en hund der kan være så "utilregnelig". Vi har os kun haft ham siden januar, så der er selvfølgelig en hel masse at arbejde med, som først at lære en 6 årige hund at kende og "redde op på". Han er også altid på vagt når vi går med ham, kan man se. Det kan være virkelig svært at fange hans fokus. Træner meget med at aflede ham, og vi har fået ham til ikke at trække så meget mere efter hans ønsker. Dog til tider svær at kontrollere, når vi kommer forbi andre hunde. Nogle hunde kan han hilse på og lade det være det. Nogle hunde kan han løbe frit med i lukkede områder og lege med (min brors fx). Andre ser han bare rødt på. Jeg må være ærlig og sige at med det hele og den her oveni hatten, så føler jeg ham nærmest kun som en klods om benet... Gåture har ikke før og stadig ikke altid været en fornøjelse. Dog blevet meget bedre med træningen der er blevet mere intensiv indenfor de sidste uger. Og ja... Hun elsker ham jo.. Men fine svar. Tak for jeres mening. Det er rart at høre hvad folk udefra uden forhold mener om situationen. ---------------------------------- Vi har ladet der gå nogle dage nu efter episoden, så alle følelser kunne falde til ro igen, og med jeres og fleres meninger, analyseret situationen. Vi vælger at arbejde med ham og bruge alle kræfter det koster. Man knytter sig jo til det levende væsen som ellers er så dejlig. Og han agerer jo som han gør af en årsag et sted. Vi som ejere ved hvor voldsom han kan være, når han reagerer og det var jo en menneskelig fejl af mig, at have ham løs i en gårdhave, hvor der er en mulighed for at kunne komme andre hunde, bare fordi jeg aldrig har bemærket andre hunde derude. Noget andet vi har fundet ud af er, at vi som ejere nok også har præsenteret gårdhaven forkert overfor ham, da han ikke har mødt andre hunde derude og sjældent andre mennesker, andet end set og hørt dem fra vinduet, hvor han vil gø af dem. Det har selvfølgelig fået ham til at tro at det han hans territorie og derfor har han vel reageret på en fremmed hund, der bare lige pludselig står inde på hans område. At han så reagerer så voldsomt er problemet der nok sidder dybt i ham, som vi får svært ved. Men hele situationen har været vores fejl. Så vi vil gøre alt hvad vi kan for ham. Vi tog ham trods alt til os for at give ham et hjem resten af hans dage, og det skal han få. Tak til jer alle!

Jeg har det på samme måde. Jeg bryder mig ikke om at have en hund der kan være så "utilregnelig". Vi har os kun haft ham siden januar. Han er også altid på vagt når vi går med ham, kan man se. Træner meget at aflede ham, og har fået ham til ikke at trække så meget mere efter hans ønsker. Dog til tider svær at kontrollere, når vi kommer forbi andre hunde. Nogle hunde kan han hilse på og lade det være det. Nogle hunde kan han løbe frit med I lukkede områder og lege med. Andre ser han bare rødt på. Jeg må være ærlig og sige at med det hele og den her oveni hatten, så føler jeg ham nærmest kun som en klods om benet... Gåture har ikke før og stadig ikke altid været en fornøjelse. Dog blevet bedre. Og ja... Hun elsker ham jo.. Men fine svar. Tak for jeres mening.

Hej alle hundefolk Det er med stor sorg og vrede at jeg skriver her. Min kæreste og jeg har adopteret en 6-årig gammel hund, som manglede en kærlig lille familie at forblive ved. Vi er rigtig glade for ham, da han er utrolig glad og social ved mennesker og NOGLE hunde. Vi vidste at han havde boet et sted i København 6 år, hvorefter han blev overtaget af et par fra Lolland. De fik at vide at han kunne med tæver, men ikke andre hanhunde. De havde selv en tæve og to katte. Efter en måned skulle de bare af med ham, ellers blev han aflivet. Det viste sig at han havde skambidt en af deres katte en dag de var ude, så den døde. Foruden det, havde han haft en episode med nabo hanhunden, da han åbenbart var sluppet igennem hækken. Vi har haft ham siden januar, og han viser tydelige tegn på separations angst. Vi gør meget med at prøve og træne ham og få han til at føle sig tryg ved os. Det shrimp resulteret i store kradsmærker på døren, flere sko der er bidt i stykker og hvad han ellers kan få fat i, samt gør I lange perioder. Vi bor i lejlighed.. Og igen.. Vi prøver alle gode råd vi har kunne læse os frem til. Nogle dage er værre end andre. Vi fjerner os det meste nu, når vi går. Foruden alt dette er han en dygtig hund. Men her den anden dag har jeg ham ude i en aflukket gårdhave, for at børste ham, så han har ingen snor eller kæde på. Og før jeg ved af det, kommer der åbenbart en nabo ud med deres lille 12 måneder pekingeser tæve. De har haft den i 14 dage. En uskyldig sjæl der blot stod i sin snor med lovrene hale med sin ejer af en ældre dame. Det skal lige siges, at vores hund er en labrador/schæfer/rottweiler. Vores hund løber hurtigt hen til dem og bider den anden lille hund hen over ryggen og løfter den op og klemmer. Jeg når at løbe hen og tvinge ham til at give slip... Den lille hund har brækket ribben og fået hul på lungen... De ønsker ikke vores hund aflivet, men blot at vi betaler regningen, selvfølgelig. Jeg står dog selv i den sorg og vrede over oplevelsen af dette og pludselig sammen med alt det andet og i den tvivl... Bør vi få ham aflivet? Eller ville I som hundeejere lade ham leve. Men i snor og måske endda med mundkurv på resten af sine dage? :-/ Venlig hilsen MartinJ