Mone

Det er SÅ hårdt jeg mangler hende hele tiden ved min side 😢 Jeg forestiller mig hundehimmelen lige præcis som du beskriver og for Snutzi er der masser af hendes livretter frikadeller og pølser og alle hendes lege kammerater som heller ikke længere er i denne verden. Det gør mig så glad at tænke på at hun ikke længere har smerter eller besvær med vejrtrækningen og nu kan udfolde sig lige som hun var inden hun blev syg ❤️

Hej Therese det gør mig ondt at du også måtte sige farvel til din hund i maj :’( jeg håber på at jeg ligesom du snart får flere af de gode dage hvor jeg også kan mindes min snutzi uden den kæmpe sorg og tomhed som der er nu jeg glæder mig også til den dag hvor vi bliver genforenet med vores elskede hunde ❤️

Åh jeg har haft de helt samme tanker. Når man får en hund ved man at det er på lånt tid og at man skal igennem den største sorg og jeg har også frygtet for denne tid i lang tid :’( Men jeg vil jeg aldrig have været for uden de skønne år jeg fik med min Snutzi ❤️ Og måske er det derfor tankerne nu kredser om jeg skal have en lille ny som måske kan lindre smerten en smule over tabet og give mig noget af den del tilbage af mig som jeg føler jeg nu også har mistet 😢

Tak for dit svar Jeanette. Åh det er bare så hårdt Snutzi var også min første hund. Jeg glæder mig til jeg også kan mindes hende kun med glæde og uden at græde, hun var virkelig også mit hjertebarn ❤️ Jeg er meget i tvivl om en ny hvalp og vi er stadig også kun ved overvejelserne, vil aldrig gøre noget som Trut ikke vil trives med, men kan bare mærke hun mangler en makker og bedsteven som Snutzi var for hende. Jeg ved heller ikke hvornår jeg bliver klar til en ny hund eller om jeg nogensinde bliver det..

Tak for din besked Umulia, jeg er glad for at der er nogen som kan sætte sig i mit sted og forstår mig. Jeg har brug for at græde over hende som du også skriver sammetid er det som om mit hoved prøver at gemme sorgen væk og det er så hårdt, jeg har langt fra lyst til at glemme hende nogensinde hun fortjener at blive husket altid for den fantastiske hund hun var<3 Jeg håber jeg snart kommer frem til at jeg gjorde det bedste for hende, for mig var min vigtigste opgave i livet netop at passe på hende og give hende det bedste liv. Jeg er glad for at høre at en ny hvalp fik din grand danois til at få helt nyt mod på livet. Måske en lille hvalp også vil hjælpe Trut og os<3

Kære alle jeg skriver dette indlæg i håb om at nogen af jer har nogle råd til at hjælpe mig igennem den største sorg jeg nogensinde har oplevet jeg mistede min dejlige sheltie Snutzi i onsdags, det her er de værste dage i mit liv hun var mit et og alt og det aller bedste der var sket for mig. Jeg har et kæmpe tomrumsfølelse og har svært ved at se glæde ved livet nu. Vi tog den hårde beslutning om at hjælpe hende med at få fred. Hun var 12 år gammel og havde fået kræft. Vi prøvede med en operation i april da dyrlægen var optimistisk og hun klarede det så flot og kom sig helt, men bare nogle uger senere kom der nye knuder. :’( vi smertedækkede hende i hele forløbet og hun spiste og ville stadig gå tur og lege, men til sidst fik hun vejrtrækningsproblemer (dyrlægen mener det havde spredt sig til lunger) og så fik hun fred<3 den værste beslutning nogensinde havde sådan håbet hun havde sovet stille ind når hendes tid var. Jeg sidder nu tilbage og er bange for at vi ikke lod hende få fred tidsnok, men vi holdte fast i de små opblomstringer hun havde og håbede virkelig til det sidste på et mirakel. Jeg har skyldfølelse over at jeg ikke satte mig mere ned til hende på gulvet til sidst (hun ville ikke være ved os i sengen eller sofaen til sidst pga varmen) og jeg føler at det er som om det ikke er sket eller som om det er længe siden det er sket, det er som om min hjerne ikke kan huske de sidste måneder af hendes liv og jeg kæmper for at huske nogle gode minder fra den sidste tid, jeg er bange for at jeg måske sørger forkert og at jeg ikke får bearbejdet denne kæmpe sorg rigtig? Jeg kigger på billeder af hende mange gange om dagen og så husker jeg hendes dejlige udtryk og ubetinget kærlighed og jeg græder over at hun ikke længere er her hos os. Vi har også en anden lille sheltie Trut hun har haft Snutzi gennem hele hendes 10 år lange liv, og hun er også blevet mere stille, sover meget og er ikke så aktiv som hun ellers altid har været. Selvfølgelig savner hun også sin Snutzi som var hendes klippe. Vi har overvejelser om at få en ny lille sheltie både for at hjælpe os igennem dette kæmpe tab og jeg ved at både Snutzi og Trut har elsket hinandens selskab, så også for Truts skyld. Det skal nævnes at Trut ikke er så glad for andre hunde udover et par vi kender og så elskede hun Snutzi, men vil det mon blive anderledes hvis vi fik en lille ny? Sammetid vil jeg ikke have at nogen skal erstatte min dejlige Snutzi for hun var virkelig en en’er, og jeg vil ikke gøre noget som vores Trut ikke vil trives med. Håber sådan nogen af jer har prøvet noget lignede og måske har nogle trøstende ord<3 Kærligst Simone