[ATTACH=CONFIG]95277[/ATTACH][ATTACH=CONFIG]95278[/ATTACH]
Vi hentede Lady for godt fem år siden. Vi vidste godt at vi ikke ville have hende i mange år, da hun allerede på det tidspunkt var 5 år gammel. Lady faldt rigtig godt til hos os og inden for kort tid var det, for hende så vel som for os, som om hun altid havde været hos os og det var der hun hørte til. Lady var rigtig god til at fornemme, hvornår humøret ikke var så godt og han var altid klar på opgaven at muntre én op. Hendes ufattelige charme, kærlige sind og evne til et komme hen og putte på de mest perfekte - og uperfekte, upraktiske tidspunkter var fantastisk. Selvom hun væltede ind over computer tastaturet med overkroppen og trykkede på taster, der ikke skulle trykkes på, og slikkede på ens hånd, mens man prøvede at skrive opgaver mm. var hun umulig at blive irriteret eller sur på. Når hun kiggede på én med hendes store brune øjne, var man solgt. Hver eneste gang.
D. 29 juni i år, dagen efter billedet med mig og hende blev taget, tog jeg en af de sværeste beslutninger i mit liv. Vi havde de foregående uger været igennem et langt forløb, hvor hun havde opført sig meget mærkeligt. Dette eskalerede en lørdag aften, hvor det endte med at vi havde hende ved vagtdyrlægen. Her fik hun en diagnose og hun skulle nok komme sig, det var let at behandle. Hun fik det umiddelbart bedre i løbet af den uge, hvor hun var på smertestillende samt nogle andre piller. Dog, da hun ikke længere var på smertestillende, kom symptomerne stærkt tilbage. Vi tog hende til vores egen dyrlæge, som desværre kunne fortælle os, at grunden til at hun fik det lidt bedre af det smertestillende, var at det tog lidt af smerten fra kræften, der plagede hende. Han anbefalede at vi ikke gav os til den store behandling pga. hendes alder, og i stedet valgte at give hende fred. Han gav os smertestillende til hende, til en uge, så vi havde tid til at vænne os til tanken og sige farvel til hende. Det var mærkeligt at stå op om morgenen og lufte hende, vel vidende om at det var hendes sidste uge i live. Og så lige midt i eksamensperioden.
Om eftermiddagen d. 29 Juni efter en uge med forkælelse og så mange billeder, jeg slet ikke kan tælle dem, var det så tid. Jeg havde været til religionseksamen om morgenen og det var gået ad helvedes til. Min religionslærer klappede mig på skulderen og spurgte om jeg var okay, da jeg så lidt skidt ud. Han sagde også at jeg da ikke skulle være så nervøs og midt i det hele fandt jeg det komisk. For selvfølgelig var det dét han troede var galt.
Men i hvert fald tog vi hende ind til dyrlægen der om eftermiddagen. Min far var med og spillede macho og jeg var bare et stort omvandrende rod. Jeg sad med min store, klodsede beagle på skødet, for det ville hun helst, selvom hun normalt ikke måtte i bilen. Jeg forsøgte at trøste hende hele vejen derind, men hun vidste jo alligevel ikke hvad der foregik, så jeg trøstede nok mest mig selv. Inde ved dyrlægen satte han et "optaget" skilt på døren ind til venteværelset og så var vi derinde. Hun fik den første sprøjte og begyndte at blive træt og sløv og ville ikke rigtig lægge sig ned. Jeg endte med at sætte mig ned på gulvet til hende og det fik hende til endelig at overgive sig og lægge sig med hovedet i mit skød. Jeg nussede hende på øret og hun slikkede mig på hånden og snart begyndte hun at snorke som en fuldvoksen mand, som hun havde gjort så mange gange før, når hun har sovet hos mig på den måde, hjemme i sofaen. Midt i alle tårerne kom jeg til at grine af hele det tragikomiske aspekt der lå i hendes ufattelig høje, ucharmerende snorken inde i det ellers fuldstændig stille rum og jeg kom til at tænke på, at jeg aldrig mere skulle vågne om natten og prikke hende lidt i siden, så hun vendte sig til en mindre snorke stilling og pludselig var det komiske gået af det... Da dyrlægen kom tilbage og sikrede sig, at hun var væk, spurgte jeg om hun kunne mærke noget mere. Da hun ikke kunne, lagde jeg hendes hoved på gulvet igen, for jeg sad med hende i skødet for hendes skyld og hvis hun ikke følte noget længere, så ville jeg ikke sidde med hende, mens livet sivede ud af hende. Og så var det den anden sprøjte, og så var hun væk.
Så her er det. Et alt for langt indlæg. Men til minde om Lady; den første hund, jeg har mødt, der havde en lyd der hørte til hver eneste ting hun gjorde. Hvil i fred, ven.
[ATTACH=CONFIG]95279[/ATTACH]
