[Manglende dækhår]

Loui havde for et års tid siden et sår på indersiden af baglåret - lidt større end en lillefingernegl og der er stadig overhovedet ingen pels og umiddelbart ser det heller ikke ud til at komme. det ligner at hårlaget er blevet fjernet, da hun kom til skade (ved ikke hvordan det skete, men som når vi kvinder får barberet lidt rigeligt af benet ved hårfjerning....)

 

Wow Nej, gudskelov har Møffe ikke fået en næsten 10cm stor bar cirkel på benet, hvor såret var! Det er bare dækhårene, der mangler, underulden er kommet...

 

Jeg tænker også hårsækkene kan have taget skade. Og ellers er der jo noget med at hårene ikke vokser hele året. Så hvis han ikke har været i fæld siden han fik såret, så er der håb endnu.

 

Men det er da bare mærkeligt, at underulden kommer ud - men ikke dækhårene? :hmm: Det er jo netop underulden, der er årstidsbestemt (og dem skulle han lige have fældet). Nu har jeg barberet Møffe ALT for mange gange grundet hot spots i hans ungdom og der kom begge dele samtidig.

 

Sådan her så han ud 3 måneder efter korsbåndsoperation og det viser nogenlunde hans pels normale voksehastighed - man kan se, hvor morfinplasteret sad, men det er fint dækket af dækhår og så kan man også ane noget ved bagbenet :

 

 

Og så hans ben nu, efter 5 måneder - er ikke rigtig i tvivl om, at dækhårene er på vej nu - for få uger siden var det helt "tørt" at se på, som underuld nu er Benet var klippet nøjagtigt som de typisk bliver ved korsbåndsoperationer - så mange spurgte, hvad han dog var blevet opereret for

[Hvalpeplaner i 2017?]

Spændende!

Og dejligt at høre at de klarer jagterne med hale! Måske ikke det vigtigste fokus, men fandme man bør prøve at avle hunde, man ikke er nød til at skære ting af på, for at de kan fungere i deres job... Så det lyder godt - uden jeg har forstand på resten ) Men dejlig ser den ud!

[Kastreret hund blir humpet]

Har selv (haft) en (intakt) hanhund, der humpede alle kastrater, så jeg kender problemet... Jeg fik ham til gengæld også lært at holde op, så længe han mødte pågældende hund ofte nok - gik der for lang en pause, var al lærdom glemt!

 

 

Jeg vil sige, at al samværd imellem de to bør være overvåget, indtil det er lært. Det kan SAGTENS aflæres, men den intakte han kører typisk i så høj en drift, at det ikke er fair at bede den anden hund om at sige fra - for det hjælper næppe. Her må vi som mennesker gå ind og styre samværdet.

 

Hav masser af ros, tålmodighed og godbidder og overvåg samværdet. Ros-ros-ros alle tegn på ikke at have fokus på bagpartiet/humpedrift - al egentlig leg, al afslappet adfærd osv. belønnes/roses. Og vær parat til at stoppe ved den første antydning af opkørthed. Hvis den intakte hanhund, trods afbrydelse, går igang igen straks med drifterne, så skal der afstand til og samværdet startes ikke igen, førend den er afslappet.

 

Brug også tid på at lære ham, at være afslappet sammen med den gamle. Træn læg dig med godbidder. Hav en line parat til hjælp, når I trænger til et break.

 

Det vigtigste er, at han lærer alternativ adfærd og ikke får succes med at humpe. Det lod jeg aldrig min få og han lærte at blive venner med og lege med disse kastrerede hanner, som han ellers havde opført sig virkelig grimt over for (som i - desperat voldtægtsforbryder agtigt).

 

Her et eksempel med labben Arrie, som var kastreret og over vildt lækkert, men det lykkedes at træne det væk, til trods for at de sås mellem 1-3 gange om ugen kun Jeg tænker, at det kan læres rimelig hurtigt, når de lever under samme tag, så går det spændende nok også lidt af - men det er ikke fair eller sundt over for den gamle, at håbe på, at tiden løser problemet.

 

[Guldklumpen]

Tillykke med den lille Walther! Og ja, jeg vil da også sige, at her er en seriøs mangel på billeder

[Manglende dækhår]

Hej alle!

 

Møffe havde et hot spot på bagbenet i sommers, juli måned.

 

Det kom i behandling og alt blev fint. Hele benet blev barberet og underulden er nu vokset ud igen. Men dækhårene lader vente på sig...

 

Vi har aldrig oplevet dette før... Jeg tror måske, jeg kan mærke, at der er nogle dækhår på vej nu, men er ikke sikker.

 

De sidste gange, vi har haft et helt barberet bagben, har al pels næsten været tilbage på 3 måneder (han er jo langhåret, så der skal en del til, førend alm. længde er nået over det hele). Det er 5 måneder siden nu, at han blev barberet.

 

Er der nogle, der har oplevet dette med deres hunde? Jeg overvejer, om der kan ligge noget til grund for det, eller om det er fordi han ikke er så ung længere - 7½ år har han jo nået nu.

 

Han virker dog heldigvis fit for fight Det er bare lidt spøjst med de dækhår.

[Hvalpeplaner i 2017?]

Æv, troede lige du kom herind for at fortælle, at du også skulle have hvalp. Nu er jeg skuffet

 

Sorry Er nu også hamrende skruk! Er dog ikke sikker på, at Møffe er enig i, at vi trænger til familieforøgelse

[Hvalpeplaner i 2017?]

Bliver grøn af misundelse... Jeg vil også ha' hvalp til foråret...! Men nope, ingen planer foreløbigt, da fremtiden lige skal være lidt mere forudsigelig, end den er nu...

[Hvilken sele?]

Jeg ville personligt aldrig købe en Julius K9. I mine øjne, skal en sele fylde "så lidt på hunden som muligt", så den er til mindst muligt gene. Har også hørt (hørt, rygter og alt det der, tredjehåndsoplysninger) at der er dyrlæger, der har set skader på hunde (hvalpe), fordi de har brugt K9 selen over længere perioder og derfor ikke har haft fri bevægelighed i rygsøjlen. Om det passer, det aner jeg ikke. Men jeg har ikke svært ved at tro på, at det kan ske. Kan desværre ikke huske detaljerne nærmere.

 

Selv ville jeg gå primært efter y-sele typen og derudover kan jeg ikke rådgive. Alle hunde er forskelligt bygget og hvad der sidder godt på én - sidder dårligt på en anden

[Ubrugelige og ligegyldige skills]

Møffe er også sådan en slags kompas - når vi går tur på stillevejene og han er løs. Nogle gange, så er den anden vejside altså bare spændende og så stopper man op liiige ved kantstenen og kiiiiiiiigger på én. Et "værsgo'" sender ham afsted med høj haleføring til den anden vejside Et "Nej, ikke denne gang" kræver til gnegæld gentagelse og efterfølges kun modvilligt.

 

Han er alle tiders tiggehund. Sidder lige dér og kiiiigger på én. Og kigger man på ham, så får man nok et kys. Det plejer jo at give pote?

 

Han er ekspert i at sørge for, at ingen unødvendigt åbner opvaskemaskinen. Den ligger han altid foran, når vi er i køkkenet!

 

Morgenmøsser er han også god til. Dem får mor-Ea hjertens gerne i sengen, når jeg lukker ham ind, fordi jeg skal på arbejde (til mor-Ea's lykke er dette næsten aflært og han går efterhånden bare ind og lægger sig, så hun kan sove i fred).

 

Og så kan han, selvfølgelig, som enhver dannet hund, spise af gaffel og ske - især ske. Hver søndag bliver han fodret med blødkogt æg af ske. Ét æg, kogt specielt til ham.

[Labradorhvalp.]

Nå ja, det er ikke sådan, når man logger på og ser man har et like, går ind i tråden og så svarer man på tråden, som om debatten stadig er i fuld gange

[Labradorhvalp.]

Ja, jeg mener da i allerhøjeste grad at ledlidelser er arvelige - om de springer frem og graden de fremtræder i, afhænger så af miljøet.

 

Jeg har en nevø lige nu, 3 år gammel og fulgt ham fra han var 0. Hvis han havde været en hund, ville han ifølge diverse "dommedagsteorier" om hvalpe nok både have svær dysplasi i albuer og hofter, sprungne korsbånd og diskusprolaps og spondylose. Det har godt nok sat nogle tanker i gang hos mig om avlen af hunde.

 

Men han er heldigivs sund og rask. Har besteget hjemmets trapper et utal af gange dagligt fra han havde forstået hvordan (superviseret med voksne hænder parat til at gribe ham indtil balance osv. var på plads). Springer ned fra stole, der er højere, end der hans albuer går til (det råd jeg fik af opdrætter, da jeg købte Møffe, nemlig ikke at lade hvalpen springe højere ned end dens albues højde), ude og vandre lange ture med sin far m.m. Da jeg arbejdede i vuggestue, havde jeg lidt af de samme tanker. Selvfølgelig kan man ikke sætte direkte paralleller op, men alligevel?

 

 

Altså er min konklusion, at hunde er noget skravl avlsmæssigt! Og selvfølgelig skal vi passe på dem, men der må altså være grænser for galskaben imo, hvis en dedikeret familie på 2. sal ikke kan anskaffe sig en labrador - så er de da godt nok blevet for syge genetisk. Kender selv en lab, der lever på anden sal, han har ingen problemer (endnu i hvert fald). Læste for resten lige fra tidligere ejer i går på en bernergruppe om deres berner, der blev 14 år - levet på 2. sal hele sit liv. Det er jo så det dobbelte af, hvad racens gennemsnit er og ofte begynder dens bentøj under gode forhold at give gener, når den er 10, måske endda tidligere.

 

Men nej, selvfølgelig skal man ikke lade sin hund springe ubehersket og utallige gange op og ned ad trappperne og slet ikke i voksealderen. Roligt og begrænset, som det nok helt naturligt også er (altså begrænset).

[Labradorhvalp.]

Af hvad jeg kan se er det kun i forhold til HD.

 

Det har du ret i, men tror næppe det gør den voldsomme forskel - selvom der selvfølgelig højsst sandsynligt er forskel. Men hvalpe er vist ikke helt så skrøbelige, som man ellers går og prædiker ifølge dette studie, i hvert fald ikke i hofterne.

[Labradorhvalp.]

Du kan ikke sætte at skåne for meget op mod at belaste forkert. Jeg gad godt høre den dyrlæge der anbefaler at man går på trapper med sin hvalp for at den skal opbygge muskler.

 

Ifølge dette studie, så er det kun de tre første måneder det har betydning om hunden går på trapper:

 

"Season of birth being fall or winter, breeder house type being single family house, and daily use of stairs at 3 months of age increased the risk of CHD."

 

Gå til side 64, der står det bedre uddybet, sammen med flere andre interessante ting

 

http://www.knickerbockers.se/upload/Krontveit_PhD_thesis_2012.pdf

[Labradorhvalp.]

Møffe går op og ned ad trapper flere gange dagligt hjemme hos os, da der er trapper fra stuen op til køkkenet og soveværelserne og han har endnu ikke problemer med gigt - til trods for løse hofter og sprungne korsbånd. I hvert fald ikke noget, han lader sig genere af. Han er 6½ år nu og en stor hund. Og han smutter vel at mærke op og ned ad de trapper mange gange i løbet af en dag, da han nogle gange søger roen i den anden ende, andre gange spænder efter for at observere os lave frokost eller aftensmad eller hvis vi befinder os i hver vores ende af huset, så skal man jo også nogle gange lige på visit hos de forskellige.

 

Så jeg må indrømme, at jeg overraskes over, at en labrador ikke skulle kune tåle at gå op og ned fra anden sal 4 x dagligt (hvor ofte er det nødvendigt, når man ikke bare kan lukke hunden ud i haven, når den lige skal tisse og ikke absolut skal luftes? Min hund har selskabsblære og kunne sagtens nøjes med 2-3 gange uden at generes)?! Der er selvfølgelig altid risici, men opstår der problemer, så må man tage den derfra, imo?

 

Ja, den bliver nok ikke lige så gammel, som hvis den havde levet i stueplan og derfor ikke ville have problemer med trapper som gammel og gigtplaget med at blive luftet... Men så længe den ellers har haft et godt og langt og givtigt liv, så gør det vel egentlig ikke den store forskel, om den blev 10, 11 eller 12 år. Og da slet ikke, hvis den har levet livet hos en dedikeret familie, som den har været ønsket hos og som har gjort hvad de kan for, at den har fået et godt liv. Hvilket jeg synes det lyder til med denne familie.

[Clicker Expo 2016]

Jeg aner egentlig heller ikke rigtig hvad jeg har tilmeldt mig, har bare kun hørt godt om ClickerEXPO - så ja, jeg har tilmeldt mig og jeg GLÆDER mig!

[Dominans]

Rigtig videnskab kendetegnes ved, at det skal kunne modbevises. Derfor ser man aldrig noget konkluderende. Det er sandt.

Hvis bare de folk, der fastholder dominansmyten til skade for hunde kunne anvende den ydmyghed lidt, så var man nået langt, men som I nok har bemærket i debatter om emnet, så raser de ofte meget aggressivt frem - især hvis de kombinere det med straf af den dominante hund. En norsk forsker siger, at det skyldes, at vi "bliver det vi træner" - både os og hundene. Derfor er det altid et svært emne at debattere sobert ret mange steder. Men man bør blive ved og ved

 

Ascha: Jeg sender dem en mail en af dagene, så ser vi hvad de siger

 

Uha, jeg - men jeg synes nu også, at positive trænere kan være voldsomt aggressive, desværre. De glemmer vist, at principperne gælder for alle arter...!

[Dominans]

Har du gennemtænkt dette?

Genetisk tilpasning sker jo med stort set alt, de adfærd/egenskaber mv. som ikke længere er nødvendige fades ud og nye mere nødvendige kommer til. Det må da være genetisk...

 

Jeps, det er snarere mit ordvalg, den var helt galt med Det jeg mente, var intelligent evolution, som jeg mente at Lenschow hentydede til, da hun skrev "genetisk hukommelse" (jeg ved det dog ikke?). En interessant tanke, som jeg læste en artikel om for nylig, hvor det blev bragt op, at det måske rent faktisk ikke bare er en gammel teori, men en del af den egentlige arvegang... Fx. at giraffen fik en længere hals, fordi den havde brug for det og ikke kun fordi, det var de længsthalsede, der klarede sig bedst (om dette kunne ske ifølge artiklen ved jeg dog ikke, skimmede den kun - hvilket irriterer mig nu). Jeg har selvfølgelig glemt hvor jeg fandt artiklen, mener det var i en FB-gruppe - men der deles massevis af ting i flere grupper, hvor artiklen kunne have relevans :chok:

 

Så sandt som det er skrevet!

Ydmyghed er af største vigtighed i denne forbindelse

 

Jeg kan ikke sige, hvor træt jeg er af mennesker, der bare har den der affejende "sådan er det" attitude :damn:

[Dominans]

Jeg tænker, at det de har ment var at miljøet former en zoo-model, hvis du forstår. Går du ud og indfanger en vild ulv i Canada og sætter den ind midt i en zoo, dør den af skræk. Ud over læringen fra lille, så mener flere også at dyrene genetisk tilpasser sig, og nogle mener endda, at de dyr vi ser i zoo i dag er så ændret at de ikke længere viser vild adfærd. Dette er omdebatteret. Lige som genetisk hukommelse fx er debatteret.

 

Genetisk tilpasning er jo et interessant emne, jeg godt hørte lidt om for nylig. Jeg har svært ved at tro det dog. Tillægger miljøet betydningen. Og nej, vi kan ikke sætte zoo-dyr ud i naturen og forvente de overlever - det kræver decideret oplæring for manges tilfælde.

Undskyld lidt korte svar - men synes lige jeg ville svare før job Jeg ved bestemt ikke mere end dig eller andre - mine ord er total taget fra andres forskning.

 

PS forum driller - håber du kan se mine svar - den vil ikke citerer som jeg vil

 

Det er ok, der er dog ingen grund til at du behøver skynde dig med at svare Jeg skal ikke kunne sige, om jeg kan se alt, hvad du har skrevet dog?

 

Og om du ved mere, kommer an på definitionen af "at vide" - du har trods alt en uddannelse bag dig hos Hund og Træning. Men det er altid godt at være ydmyg - det er selv forskerne... Én ting jeg har bidt mærke i, er at de yderst yderst sjældent er konkluderende. Hvilket gør mig så meget mere irriteret over hundemennesker, der mener, at de ved (og dermed afskriver andres fortolkninger) noget om hundeadfærd, når selv en forsker ikke påstår at vide

 

Det er hunde (og ulve) jeg forholder mig til her

 

 

 

Ja og det har jeg ofte hæftet mig ved, når jeg ser udsendelser om andre dyr end ulve/hunde.

Men en ting kan være hvordan man indenfor hunde/ulve har valgt at definere begreberne, noget andet kan være hvordan man indenfor andre arter definerer, jeg ved det ikke, men synes det er noget rod, med definitioner som ikke stemmer overens på tværs af arterne.

 

Indenfor ulve/hunde er man ved at gå bort fra visse begreber dels fordi de er vanskelige at definere dels fordi de er vedhæftet med en masse fejlfortolkninger.

 

I "gamle dage" havde vi for eksempel et begreb som "dominansaggression", som ikke længere anvendes, selv om den adfærd der ligger i begrebet stadig findes.

 

Må nok erklære mig rigtig enig i, hvad du skriver her om brugen af begrebet dominans - det er simpelthen for flyvsk og udefinerbart!

 

Som vi ser det hos sultne ulve som forsvarer deres ret til føden, altså den adfærd vi ser hos ressourceforsvarende hunde.

 

Men er der ikke rimelig bred enighed om, at alle hunde forsvarer deres ressourcer og har ret til dette, uagtet? Men hvis en hund er ekstra sulten, så er den nok også mere tilbøjelig til at tage en konflikt (cost and benefit)?

[Cauda equina/Lumbo sacral stenose/schæferlammelse]

Åh, for pokker, Missing, sikke en omgang I har været igennem :-( Er da glad for at jeg først ser det nu og kan se, at det ser ud til at gå godt med Buzz...! Det er bare lykken den dag, man må tage linen af igen!

[Dominans]

Advarer lige om, at jeg er pænt træt i dag, så hvis jeg lyder kortfattet, skarp eller andet, så læg ikke noget i det. Så er det bare min hjerne, der ikke lige fangede kanten, fordi den er træt (var jo nød til at blive oppe i går aftes for at nå en Early Bird billet til ClickerEXPO efter at de var nødsaget til at lykke systemet kortvarigt ned).

 

Ja min holdning er nok tydelig - jeg følger den dokumenterede forskning og har aldrig set det hos en hund.

 

Altså, dominans? Så langt, så godt, vi er enige - jeg har heller aldrig set noget, jeg vil tilskrive dominant (men er samtidig så ydmyg, at jeg ikke siger, at jeg ikke tror på at det måske findes). Så det folk tilskriver dominant adfærd, tolker du også som alm. læringsadfærd? Altså, at den "dominante" ikke er dominant, men bare har lært at det kan betale sig at være aggressiv? Og ikke fordi at den egentlig har en genetisk kodning, der siger "lær de andre, at jeg er floklederen". Mit store spørgsmål er så, om vi ikke også kan hive dette over på andre arter i rigtig stor udstrækning, end bare hunden.

 

Men det kommer også an på, hvad man ligger i dominans.

 

Er det dominans, når de andre individer ser op til et individ, følger det og føjer det, uden at der har været dominerende adfærd involveret - men fordi de ser op? Eller er dette "bare" social dynamik? For hvis dette er dominans, så har vi det også hos mennesker.

 

Eller er det kun dominans, når der har været dominerende adfærd indblandet (ritualiseret voldelig adfærd, fx) og den mest dominerende har førsteret til ressourcerne og så fremdeles?

 

Håber det giver mening

 

Om hunde stammer fra Canis Lupus er bestemt ikke sikkert. Har du læst den artikelserie jeg postede et link til? Der fremgår den nyeste forskning på området, som peger på nedstamning fra solitære arter. Dog hælder man lige nu også en smule til at såvel ulvearterne som tamhunden nedstammer fra en forlængst uddød forfader, som vi derfor ikke ved noget om, ej heller deres adfærd. Der er kilder på artikelserien i litteraturlisten. Dette er naturligvis ikke mine opdagelser, og du kan læse mere hos disse kilder. Forskerne kalder ikke hunden gruppedyr heller. De kalder den domesticeret.

 

Indrømmet? Nej. Jeg skimtede overskrifterne, læste de afsnit, hvor overskrifterne indikerede "Nyt". Coppinger har jeg læst, Bayleuv (staveplade, kan aldrig stave til det) og rævene har jeg læst om, Miklosis bog er jeg begyndt på og har set dokumentarer om - så dem sprang jeg over.

 

Du nævner forresten også selv, at hundene lever i [løse] grupper i din artikel. Men ordet "løse" var åbenbart meget vigtigt i den sammenhæng, undskyld at jeg sprang det over Men jeg går heller ikke ud fra, at du mente, at hunden er solitær. I grunden kommer den egentlige definition måske også an på racerne, hvis hunden skulle nedstamme fra flere forskellige ulvearter.

 

Angående hvem hunden nedstammer fra, så synes jeg, der kommer en ny stamfader hvert halve år, så jeg har nok egentlig konkluderet lidt, at jeg venter med at stole på noget resultat, førend det har stået uimodsagt i nogle år - for jeg er ikke klog nok på det til at kunne analysere det og finde ud af, hvem der er mest troværdig og kan egentlig heller ikke se, hvad gavn den viden skulle gøre, da jeg ser hunden som en selvstændig art. Det seneste jeg hørte var den fælles forfader eller også var det gråulven - før da asiatiske ulve osv.. Har også hørt om Canis arabs på et tidspunkt. Men en fælles stamfader indikerer selvsagt også nogle sammentræf, men det gør det umuligt at sige hvad. Hvad jeg mente var, at fordi der nok er en floklevende art bag hunden (jeg kom vist til at skrive konkluderende med Canis Lupus), så kan vi nok ikke helt afskrive al flokadfærd og dette kan være en delvis forklaring på hundes skepsis over for fremmede - det var et tankespind, som der egentlig ikke skulle lægges større vægt på.

 

Mech har aldrig set dominans ved floklevende ulve siger han. Han bør vide det, er min holdning.

 

Jeg har læst en bog af David Mech som han skrev efter at have studeret ulvene på Ellesmere Island i 10 år. Og jeg er helt sikkert på, at jeg læste ordene "alfa" og at alfaparret spiste først, når de havde nedlagt store byttedyr. Og at han kunne se, at de var alfaparret igennem deres kropssprog (han var hverken til stede i parringssæsonen eller fødselstidspunktet vist, da det er mørkt der) og ved deres førsteret til store byttedyr - hvilket jo kan tolkes som dominant adfærd. Husker det, fordi grunden til at jeg læste bogen, var at jeg ville have nogle fakta, der afskrev dominanshalløjet (hvilket det sages, at Mech gjorde), så jeg blev jo egentlig svært skuffet... Og tilskrev det, at det var en af hans gamle bøger. Det er efterhånden mange år siden, det var mens jeg forsøgte at lære Møffe at være alene hjemme og brugte tiden på biblioteket - og kunne desværre ikke få fat i en bog af nyere dato!, selvom jeg prøvede!

 

Men han skulle jo have ændret en del på sin analyse siden, da han jo netop afskriver alfabegrebet.

 

Jeg vil opfordrer dig til at se på domesticeringens betydning for en art. Hvis du læser min artikelserie kan du se, at dette er en meget mere tydelig forklaringsmodel for tamhundens adfærd iflg forskerne.

 

Jeg er absolut åben for henvisninger, for jeg er ikke i tvivl om, at du ved mere end jeg kva din uddannelse (jeg har kun været så heldig at træne under Karen Frost og været på et par kurser igennem Hund og Træning). Men pt har jeg vist gang i rigeligt læsestof (Miklosis bog, KLIK dig til SUCCES, Control unleashed + en fantasybog ). Jeg er dog ikke sikker på hvor du vil hen med dette ift. dominans diskussionen? Ville foretrække argumenter i debatten (evt. med henvisninger), i stedet for bare henvisningen

 

Zoo dyr, som har levet i generationer i fangeskab, har iflg de folk jeg har snakket med i zoo-regi også tilpasset sig miljøet her over generationer. Man taler om linjer fordi der finder en art selektion sted. Det samme kender man fra cirkusdyr. Jeg har haft glæden af at møde nogle af cirkusdyrene og snakke med de mennesker, der har kendt deres adfærd gennem generationer. Blandt andet ham, der træner med huskatte midt i manegen - noget ikke ret mange katte kan, og han kunne fortælle, hvordan linjen i årevis har levet i cirkus og formet sig til dette. Disse kattes adfærd også uden for manegen var helt unik for mig at opleve. Det samme med deres hunde. Og jeg har tilbragt utallige timer i Ree Parks ulveanlæg. Jeg så aldrig dominans der heller, jeg så nogle få uenigheder mellem familieflokken af Skandinavisk Ulv, som intet ændrede. Far og mor - de såkaldte breeders - var stadig de andres far og mor efterfølgende.. Og jeg har heller aldrig set det ved gadehundene rundt om i verden

 

Skandinavisk ulv? Har de ikke kun arktiske ulve? Dyrepasserne er nok ikke enige med dig (i hvert fald ikke den ene af dem), men de arbejder jo også kun med dem i fangenskab og har nok også lært mest fra tidligere dyrepassere og tolker adfærden derudfra... Var i praktik i fire uger og fik at vide, at ulve har et strengt hierarki - forsøgte at åbne en diskussion med henvisning til Mechs vidt delte dokument og youtubevideo ("whatever happened to the therm alfa"), men det lykkedes ikke rigtig. Nåede desværre ikke selv at observere dem, da jeg ikke rigtig arbejdede med dem og smuttede hjem til Sjælland og Møffe hver weekend, så fik aldrig besøgt parken som gæst.

 

Anyways, interessant det med linier, for det burde jo egentlig ikke ske, da populationerne ikke skal isoleres. Det er ikke noget jeg har hørt om endnu.

[Dominans]

Det er virkelig et interessant begreb og jeg er ikke helt sikker på hvad jeg synes og hvilke forskellige tolkninger jeg hælder mest til.

 

Men herhjemme, så er der klart en hund der skiller sig ud, som den der bestemmer.

 

Jeg har en hanhund på 10½, kastreret, den første der flyttede ind.

 

En tæve på 6 år, sterilisere, den anden hund der flyttede ind.

 

En intakt hanhund på 3 år.

 

Og det er helt klart Kaia der styre showet herhjemme.

Ingen af de to andre kunne drømme om at lægge sig ud med hende. Hendes mad er hendes, de ikke engang kredser om det hvis hun har noget de ikke har - Gælder alle ressourcer.

Drengene respektere hende utrolig meget og hun er aldrig i konflikt med nogen af dem.

 

 

Det er kun få gange, da Yoda var hvalp, oplevet at hun skældte ud og der mente hun det og han var ikke i tvivl om at han havde overskredet en grænse.

Hun hviler meget i sig selv herhjemme, men er ellers ikke nogen stærk hund og gider generelt ikke omgås andre hunde, med undtagelse af nogle få.

Men hun har en helt naturlig autoritet herhjemme, tiltrods for, at hun er mindre end dem og endda yngre end Bamse.

 

Drengene oplever tilgengæld svinger lidt frem og tilbage med hvem der bestemmer og det afhænger lidt af situationen.

Oplever en sjælden gang imellem noget der kan tolkes som en slags magtkamp og endnu sjældnere så løser de det ikke bare ved at kigge ondt på hinanden, men ryger i totterne på hinanden.

Det er typisk et spørgsmål om ressourcer og så er vi tilbage ved om det handler om dominans eller noget andet??

Generelt så er Yoda stadig den unge lømmel, og Bamse den der styre showet, men fordi Bamse er inkonsekvent og rigtig ofte brokker sig uden at følge det til dørs, så er der en del situationer hvor Yoda skider hul i hvad Bamse mener - For han mener det jo ikke alvorligt og der er ingen konsekvens ved at ignorere det (andet end jeg fjerner kræet hvis han er en lort).

 

Deri ligger der en stor forskel på to af mine hunde - Kaia mener det, når hun advare, at lige om lidt så falder hammeren, men er generelt utrolig tolerant og der skal meget til.

Bamse er som oftest noget mere nærtagende, men tilgengæld en kylling og følger det ikke til dørs og så ryger der noget på "respekt-kontoen".

Så tror meget det handler om den enkelte hund og dynamikken imellem dem - For Kaia er på INGEN måder det de fleste vil kategorisere som en dominant hund, tværtimod.

Men hun styre altså showet herhjemme, selvom hun aldrig vil påtage sig det med fremmede hunde, med undtagelse af meget få tilfælde.

 

Tak for dit input. Oplever du nogle forskelle i dynamikken imellem dem, når Bamse og Yoda har haft deres uoverensstemmelse eller har det overhovedet nogen indflydelse på deres adfærd efterfølgende?

 

"Selvom de gennem domesticeringen er blevet gjort mere venlige, så er det jo stadig et flokdyr, der ikke bare sådan tænker at andre hunde er en potentiel ven uden forbehold?"

 

Der er faktisk ikke et belæg for at sige, at tamhunden er flokdyr. Den ser ud til at nedstamme fra et dyr, der ligner den og nogle af ulvene, og som nu er uddød, og hvis man skal se på den om efterkommer af en af ulvearterne eller flere, så peger det snarere i retning af de solitære arter end de floklevende. Endelig danner forvildede tamhunde ikke flokke men grupper med løs tilknytning med et par hunde eller lever alene. Så man ved ikke hvad tamhunden er, bortset fra domesticeret. Flokadfærd kan fx ulve være genetisk disponeret for at lære, men det er ikke medfødt i den forstand. Vokser en ulv op uden en familieflokdynamik, vil den blive isoleret fra den læring.

 

Flokdyr/gruppedyr, der er forskel, I know, men de stammer til dels i hvert fald fra Canis Lupus, så lidt flokinstinkt har de nok i behold. Jeg udpenslede det blot ikke så meget lige der, for at illustrere en anden pointe.

 

Iflg Mech kan vi ikke lære noget om arternes afstamning og naturlige adfærd fra dyr i fangeskab, han sammenligner det med at lære noget om Homo Sapiens ved at se på mennesker i KZ-Lejre. Et lidt hårdt eksempel, men miljøets rolle er det som han henviser til.

 

Jeg er enig, men man ser også det, der kaldes dominans i naturen. Dog langt fra nær så udpræget som i fangenskab. Deraf min diskusion, fordi jeg mener, at ordet helt generelt bruges i alt for mange situationer - især ved hunde, men også med andre arter. For er dominans i grunden bare et spørgsmål om læring gennem positiv straf? Og hvor kropssrog/ritualiseret adfærd kan bruges til at dæmpe eller tydeliggøre meningen på en knap så blodig måde?

 

Jeg er ikke sikker på, at du helt har forstået spørgsmålet i min tråd For vi er faktisk helt enige, jeg tolker aldrig adfærd hunde imellem som dominans, men forsøger snarere at finde andre forklaringer og andre metoder til at løse problemet. Lige nu debatterer jeg bare generelt brugen og forståelsen af ordet og har måsket også lidt leget fandens advokat. Men er selv umiddelbart af den mening, at det andre kalder dominans, har andre forklaringsårsager (alm. læring/stress/usikkerhed m.m.). Og at man i hvert fald ikke kan bruge ordet til at finde en løsning på problemet.

 

Jeg undres over, at den myte om dominans ved tamhunden ikke vil uddø. Den er virkelig sejlivet, selvom al forskning viser det stikmodsatte, så vil nogle ejere tillægge deres hunde dominans som en egenskab. Normalt oplever jeg at hundeejere er gode til at tage nyt til sig og integrere det - men efterhånden er dette jo ikke en gang ny viden længere. Det er godt nok en sejlivet myte. Det undrer mig til stadighed hvorfor, og hvad folk finder af positivt i at holde fast i den som forklaringsmodel?

 

Den er desværre sejlivet i en grad, der er skræmmende og jeg kan blive noget så trælst, når hunde klassificeres som dominerende. Møffe er endda blevet spået til at være underdanig, fordi hans yndlingsmåde at lege på, er at kaste sig på ryggen og lade andre hunde gnave i ham Og som nævnt tidligere, så tror jeg ærligt han hellere ville dø end at udføre passiv underkastelse

 

Men jeg er nysgerrig alligevel om, hvordan dominans forstås, fortolkes osv.

[Hund til familie med barn med særlige behov.]

Det er jo rigtig sjovt! Og et tegn på, at I begge gør jeg nogle tanker bag det at få hund, hvilket er super :5up: Det er en stor beslutning og et stort ansvar man tager på sig, især når man også har et børn, der ikke har det nemt.

 

 

Tusind tak for din tid og hjælp! Jeg vil læse på de links og bøger du har henvist til og så vender jeg tilbage hvis det er Mange tak

 

Det var så lidt Og rigtig meget held og lykke med projektet! Nogle advarer om, at det måske er lidt tidligt - jeg har ingen erfaring med barn og hund selv, udover når forældrene har taget børnene med på træningspladsen og de er generelt ikke specielt gode til det der med træning (hvilket jo er hvad man kan forvente), selvom de som oftest rigtig gerne vil og helt klart kan lære noget - men de har været lidt ældre end jeres Men hvis I læser op på det hele og besøger nogle opdrættere, så kan der alligevel stadig gå måneder førend projekt hvalp lykkes, så begynd endelig allerede nu, så I er godt forberedt. Nogle opdrættere har et kuld årligt eller hvert andet år kun. Så der er intet til hinder for allerede at kontakte opdrætterne

[Dominans]

I etologi indenfor hunde har jeg fået det beskrevet, og bruger selv denne definition, at dominans = selvsikkerhed i situationen og at den dominante hund holder lidt lav profil til det virkeligt gælder.

Dominant er dermed lig overskud, h*n ved at h*n kan klare situationen og behøver derfor ikke at bevise noget igen og igen.

 

Hvorimod den dominerende hund forsøger at dominere situationen, og dermed de øvrige hunde, ved at være "på", ved at "vise sig", ved ikke at finde sig i noget.

 

Dominansen kommer til udtryk, når det drejer sig om situationer med få ressourcer og hunden vil holde på sin ret.

 

Og det gælder kun hunde? For det er ikke sådan jeg forstår dominans, når vi snakker om det i zoologiske sammenhænge. Ikke kun i Zoo, men også vildt (glæder mig dog vildt til diskussionerne på skolen, når vi begynder at bevæge os ud over parringsadfærd i adfærdslektionerne!). Selvfølgelig med forskellige grader. Primater og hyæner er ikke blandt de flinkeste Og nok slet ikke primater i fangenskab. Men der sidestilles dominans og dominerende og dominant. Det dominante individ, er det individ, der har formået at dominere de andre og dermed skabe ro i flokken, da alle nu ved, hvem der har ret til hvad, indtil en af de andre vover at udfordre det dominante individ. Man kan så nok sige, at forskellige arter har variende grad af aggression i deres dominerende adfærd (både niveau og mængde de skal bruge for at opnå status).

 

Møffe er nok, hvad du vil kalde dominant - han har aldrig nogen sinde udvist nogen form for aggression, udover hvad jeg har beskrevet i indlægget herover. Men aner ikke hvordan han ville opføre sig i en situation med få ressourcer, han synes nok, at der konstant er mangel på mad dog Han er i hvert fald virkelig desperat for mad. Men det får ham sådan set ikke rigtig til at jage andre hunde væk fra mig, selvom jeg er kilden til mad og han kun fik sin mad på gåturene i en periode (udover den ene gang, hvor han tumlede en anden hund - men det er seriøst kun sket én gang).

 

Hvordan ville du sige, at det ville se ud i en situation med få ressourcer, for en dominant hund, der vil holde på sin ret, når den egentlig aldrig har givet de andre hunde grund til at respektere dens overlegenhed i en ressourcesituation?

[Dominans]

Gode spørgsmål. I min flok er der ingen dominant adfærd med hensyn til ressourcer. Den der ligger et sted først / har en ting er den retmæssige ejer af den soveplads / ting / tyggeben / legetøj. Ingen har mere ret til tingen end andre og de andre overlader heller ikke deres ting til Karla, selvom hun tydeligt er flokleder. Jeg har som sagt aldrig oplevet hende være fysisk dominerende overfor nogen af dem, andet end da de var hvalpe - hvor hun har haft dem nede at ligge. Men igen, har det som oftest været i situationer hvor de har været lidt for smarte / overgearede / irriterende. Det samme som hun reagerer på nu om dage, dog knap så fysisk nu. Det er mere et hurtigt udfald, sjældent med munden åben overhovedet, bare lige et "skub i luften" så Wilma trækker sig. Karla siger tydeligt fra, overfor dem begge, hvis de er irriterende. Wilma og Johna siger meget sjældent fra overhovedet. heller ikke overfor hinanden.

 

Wilma og Johna Tænk, det overrasker mig af en eller anden grund ikke Men har du oplevet, at de har sagt fra over for en, der er over dem? Ud fra at du siger meget sjældent i samme sætning som Wilma, så tolker jeg det umiddelbart som, at du har oplevet hende sige fra?

 

Dit sidste spørgsmål er lidt sjovt.

 

Det er de der gråzoner, du ved :slem:

 

For hvis det er korrekt at dominans kun foregår internt i en flok (og det vil jeg give dig ret i, for der kan vel ikke være heirakier iblandt fremmede? ) Hvor meget skal der så til før nogen er en "løst knyttet" flok? Mine leger jo ikke med fremmede hunde, jeg går ikke i hundeskove osv. Så det vil sige, at de hunde Karla har udvist "dominerende adfærd" overfor, har været hunde hun kendte godt, men ikke boede sammen med. Hun er i øvrigt langt mere fysisk (og har langt kortere lunte) overfor andre hunde end hun er overfor sine egen flok.

Jeg ser dog de gange hvor hun har udvist denne adfærd mere som "nu kan det fandeme være nok" adfærd, end noget som helst andet. Hun starter altid pænt ved at kigge på dem, knurre af dem, vise en hjørnetand, vise hele gebisset, klapse i luften osv, før hun tyer til det skrappe skyts - som i øvrigt aldrig har været bid, men blot fysisk at tvinge unghunden baglæns / ned.

 

Det er nemlig et rigtig tricky spørgsmål, hvis vi insisterer på at snakke om dominans/rangorden, med hvornår det kommer på tale. Det er vel også ganske normalt, at man har en længere lunte over for dem, man har en tæt tilknytning til, når man er en hund. Selvom de gennem domesticeringen er blevet gjort mere venlige, så er det jo stadig et flokdyr, der ikke bare sådan tænker at andre hunde er en potentiel ven uden forbehold? I modsætning til mennesker, som måske tør lidt mere med folk, vi kender - hvorimod vi over for fremmede varer vores tunge og forsøger at være mere politisk korrekte. Og jeg tænker også, at de hunde, der har det man ville kalde dominerende adfærd, egentlig bare er hunde, med kortere lunte end andre og som bare siger fra tidligere. Eller er bange/nervøse og skjuler det med rejste børster, aggressiv fremfærd osv. Men jeg er samtidig også så ydmyg, at jeg ikke vil sige, at jeg er 100% sikker/ved det.

 

Men tilbage til relations- og flokdannelse o.lign. Når to hanhunde mødes, hvad er det så der sker? Altså, når Møffe møder en hanhund, så sker der intet, medmindre den anden hanhund spiller op. Men er det dominans, når de står der og "ser hinanden an" (det er jo det, mange typisk siger), eller er det fordi de ser en trussel og overvejer hvordan de skal forholde sig til den? For man kan jo sige, at hanhundene konstant konkurrerer om en ressource: Tæver. Og hvis de på forhånd har sat en anden hanhund på plads, så er den ligesom sat på en hylde og af vejen. I naturen ville de jo kæmpe til døden, fordi den anden var trængt ind på et territorium, men der har vi ændret hunden tilpas meget, så vi faktisk ikke længere kan se på, hvad ulven ville gøre. De fleste voksne ulve dræbes netop af andre ulve, ikke af sult osv.

 

Men så er det bare, at det ikke helt stemmer overens med min egen observation. Nu har jeg en hanhund, der er 6 år gammel og var intakt indtil i sommers (kastreret af medicinsk årsag). Han har aldrig startet balladen (undtagen da han var teenager og havde haft et par dårlige oplevelser), altid været rolig og selvsikker. Når han har mødt en anden hanhund, der har "strammet op", så har han for det meste også selv strammet op som respons og jeg har kunnet se på ham, at han nærmest har tænkt "f*ck, hvad har den gang i?". Men min erfaring er, at når jeg har fået Møffe væk fra de situationer (eller de par gange, hvor vores træning er gået rigtig godt og han selv valgte at forlade disse hanner), så har den anden hanhund tydeligt slappet af og nærmest prustet ud og tænkt "puha, det var en lettelse!". Altså siger det mig, at det snarere skyldes at de ser et trusselmoment/faremoment i andre hanner, end en konkurrent? For de har jo ikke formået at få Møffe til at underkaste sig (tror hellere han ville dø Ikke engang da han var hvalp underkastede han sig, men opførte sig som en voksen hund - undtagen overfor en bestemt sankt bernhard, hvor han altid opførte sig som en lille, fjollet hvalp, selv da han blev voksen Men han udførte aldrig passiv underkastelse).

 

Møffe har så at skrive aldrig nogensinde været fysisk. Han vogter ingen ressourcer (udover en enkelt gang, hvor han 'vogtede' mig, fordi jeg var lige høj nok i værdi grundet træning og han lige tumlede en anden hund, der syntes mine godbidder duftede godt - det fik vi hurtigt ændret, så det gør han ikke længere). Han stjæler gerne fra mennesker (han lever højt på GG-metoden ), er dog ikke sikker på det med hunde(?), men han respekterer knurren/brummen, når han ellers forstår det (det gjorde han IKKE da han var hvalp, det førte til nogle knubs og jeg er stadig ikke helt sikker på hvor godt han forstår det i ressourcesituationer? Han går for det meste i stå, ikke stivner, bare går i stå/går i baglås). Hvis en anden hund kommer hen og prøver at tage noget fra ham, så slipper han det for det meste også bare. Prøver en anden hund til gengæld at knurre noget fra ham, så bliver han altså gal - eller, dvs. han svarer igen med samme skyts, aldrig mere. Knurren fører til knurren, markering til markering. Har haft ham i en slåskamp én gang, fordi han fandt en bold og en anden hund forsøgte at knurre den fra ham (bolden var retteligen dens i menneskeøjne, men i hundeøjne var den ingenmands, da Møffe tog den, men havde selvsagt en høj værdi hos denne hund).

 

Møffe er faktisk en af de hunde, som andre hunde ser op til naturligt - selv hanhunde, der har udviklet egetkønsaggression overfor andre hanner, de er vokset op med, opfører sig som hvalpe overfor Møffe. Men han er aldrig nogen sinde fysisk og aldrig dominerende i sin adfærd. Og netop dette får mig også til netop at tænke på, at det med at dominans er en speciel egenskab (her tænker jeg ikke som individ, men som en relationsbyggende metode hos en art) er noget halvvås og igen egentlig bare et spørgsmål om læring om, hvad der kan betale sig og hvad der ikke kan. Men min erfaring stammer jo ikke fra en observation af en flok, men derimod hans interageren med mere eller mindre kendte hunde, vi møder i den lokale park. Og der er så også hunde, som jeg ganske enkelt holder mig på lang afstand fra, fordi deres kropssprog ikke tiltaler mig (og jeg har så at skrive altid ret - reddede en hund engang fra at blive bidt af den ene, fordi ejeren lod den vandre hen til os (greb den lige som den sprang frem med åbent gebis), en anden er lige blevet efterlyst på en FB-gruppe grundet alvorlig øjenskade efter overfald og jeg kunne blive ved...). Og disse hunde kan jo ikke siges at gøre det i dominans, da de har mistet den ritualiserede del og der er kommet skader (hvilket det jo netop skulle være med til at forhindre).

 

Det var vel lidt om vores erfaringer fra parken :hmm: Nogle af hundene møder vi på ugentlig basis, andre mere månedligt. Jeg synes ikke selv, jeg kan observere noget dominans-halløj iblandt dem, men mere noget alm. dynamisk, hvor de lærer hinandens forskellige personligheder at kende, hvem, der gider lege, hvem der er gode at snuse med, hvem man egentlig ikke rigtig gider noget med osv.. Det mest dominansagtige jeg oplever er vel den madglade jack russel, der mener, at hun kan løbe hen til alle de forskellige hundeejere og når hun så er der, så jager hun de andre hunde væk, i håbet om at hun kan få godbidderne for sig selv (selvsagt en hund, jeg holder mig på afstand af, da jeg ikke er interesseret i at min hund får et hak i tuden, når han tjekker ind). Men det er jo igen bare alm. ressourceforsvar og som du siger, så respektere dine hunde hinandens ejerskabszoner Og ellers, at nogle hunde virker til at "se op" til nogle, som for eksempel Møffe. Som ikke længere selv ser op til nogle, da sankt bernharden desværre er taget over regnbuebroen... Men på den måde kan man vel godt sige, at der er noget slags lederskab, uden jeg egentlig synes, man kan kalde det det? De kender hinanden, tilpasser sig hinanden og ved hvem hinanden er og lægger forskellig værdi. Men det kan man nok mest sige om dem, der virkelig møder hinanden fast - og så de egetkønsaggressive hanner, der stadig elsker Møffe Men de har jo så også kendt ham længe, selvom de ikke møder ham så ofte længere (den ene går aldrig i parken længere og har ikke mødt den i flere år, så den har nok glemt ham nu).

 

Jeg passede godt en anden berner engang i 14 dage, der er 1½ år yngre end Møffe. Det gik sådan set fint, der var aldrig nogen konflikter. Han er lidt skarpere og langt mere usikker end Møffe i temperamentet (hvis man kan kalde det skarpt, han var stadig en berner ) og havde ressourceforsvar og var mere vagtsom. Skarpheden, vagtsomheden og ressourceforsvaret kunne foranledige nogle til at tro, at han var lederen, men usikkerheden gjorde ham jo egentlig uegnet ved siden af Møffe, samtidig med at han stadig kun var en unghund. Jeg vil ikke engang konkluderer at nogen af dem blev lederen umiddelbart, men det var altså også kun 14 dage... De gik super godt i spænd, legede og havde ingen konflikter, udover under et fodersøg, hvor Jayson knurrede af Møffe, der kom for tæt på den foderpille, han havde fundet (konklusion: Ingen fodersøg sammen). Ingen syntes at se hverken op eller ned til den anden.

 

De mødte desværre ikke hinanden så ofte den efterfølgende tid (grundet Møffes korsbåndsoperationer) og efterhånden begyndte han at knurre af Møffe, når de mødtes - men så snart jeg kløede ham lidt på ryggen og sagde "Jaaaaysoooon, det' jo bar' Møffe", så var alt glemt. Møffe ignorerede koldt hans knurren, tænker at han kendte Jayson og kunne læse "hvorfor". Igen, hvis det havde noget som helst at gøre med dominans, så ville alt vel næppe være glemt, fordi man lige blev afledt? Han kom også altid løbende glad og fro hen til os, for han kendte os jo, men når han så kom hen til Møffe var det som om han tænke "øh, ups" og begyndte at spænde op.

 

Åååh, håber alt dette gav mening

[Labradorhvalp.]

Jeg har sådan en formel 1 - og ja det lyder lidt som min, dog kan jeg slet ikke se det med tilpasningsdygtig Zeus han er utrolig rolig indenfor men er vild med at arbejde når vi er udenfor... men han er mere omgængelig indenfor end min udstillingslab var i den alder Måske jeg har været heldig, men hold da op han har en god tænd og sluk knap ham min formel 1. Men til det andet kan jeg kun give dig ret - det er noget af et energibundt skal jeg ha lab igen - så bliver det en formel 1 igen

 

Det er jo også den beskrivelse jeg har hørt om dem, men det er bare ikke min vens erfaring. Det kan have noget at gøre med, at hun samtidig har en alt for venlig berner, der aldrig siger fra, det skal jeg dog ikke kunne sige!

 

Hverken DKK eller DJR stiller krav om prøver for stambogsføring.

 

Vi kender alle en eller anden som har en af den eller den model som er dejlig og en som er mindre dejlig. Der opdrættes gode hunde og dårlige hunde i begge "lejre".

 

Der er kun en vej frem og det er at køber sætter sig ind i linjer. Kigger på hundene, på træningspladser, prøver og når man så finder unge hunde men kan lide, går man til den opdrætter som har leveret dem og snakker med denne om hvad man gerne vil have. Enten kan opdrættren selv levere noget lignende eller henvise til andre som prøver at lave samme type hunde.

 

Og igen: Opdrættere som leverer til servicehunde, narkohunde og lignende har fokus på hundenes mentalitet - gevinst procenten er høj. Rene udstillingslinjer vil jeg ikke anbefale.

 

Tak for, at du nævnte gode og dårlige opdrættere i begge lejre Og når der ikke er krav om markprøver i DJR heller, så er der jo netop også risiko for opdrættere, der bare avler for at avle (hvilket jeg synes du fik det til at lyde som om ikke rigtig var tilfældet i DJR, men det kan være min misforståelse).

 

Så endte det jo egentlig ud med, at vi var meget enige, bortset fra at jeg tænker, at en udstillingsmodel måske stadig kan være en mulighed - men igen, jeg har faktisk ikke rigtig stor forstand på eller erfaring med labradors. Så der er jeg i grunden nok ikke den bedste at spørge, jeg ved bare, at hende, jeg kender, ikke lige synes at formel 1'eren var helt som ofte beskrevet (men hun elsker ham til månen og tilbage igen og vil have samme type næste gang - så det er ikke fordi hun finder det problematisk, hun kan bare ikke se, at en formel 1'er passer ind hos den typiske familie).