Sterilisation eller ej....

[Gæst wsg]

Hej Alle.

 

Jeg har jo mit lille smertesbarn, Mollie, som efterhånden giver mig grå hår før tid.

 

Jeg har følgende "problemer" med hende:

 

1. Hun har i 3 år været smerteaggressiv overfor andre hunde (aldrig mennesker) og dette har jeg så arbejdet med, så problemet "kun" består i dag af udfald mod andre, når hun er i snor. Dette arbejder jeg til stadighed på, men chancen for at hun bliver "helt normal" på dette punkt er efterhånden forsvindende lille. Hun har været set på af 4 adfærdsbehandlere gennem 2 år og 6 dyrlæger gennem 4 år.

 

2. Hun kører i et meget højt gear og stresser meget nemt op; er hun stresset op, bliver hun højreaktiv mod andre hunde.

Den ene adfærdsbehandler (nr. 3) sagde direkte til os, at vi ikke ville kunne arbejde med hende, før hun var stresset ned og hun kom med nogle forslag, der rent faktisk virkede. Hun beskrev hende som et barn med DAMP=hun ser alle indtryk hun udsættes for, hvor normale hunde og mennesker sorterer i indtrykkene. Jeg har ikke kunnet få denne "diagnose" bekræftet af nogen dyrlæge.

Adfærdsbehandleren foreslog stramme og rolige rammer, hvor Mollie ikke udsættes for ret meget nyt og helst så hun et liv som baghavehund (selvfølgelig stadig med aktivering og træning, men uden ture, der kunne stresse hende op). Mollie levede som baghavehund i næsten 3 måneder og det havde en ekstremt god virkning på hende.

Mollie og jeg skal vurderes af Karen Frost fra Hund og Træning, når Karen er færdig med sin barsel, da Karen netop har "specialiseret" sig i hunde, der stresser.

 

3. Hun har altid været falsk drægtig efter hendes løbetider, hvor hun har slæbt rundt på sine pivedyr og bliver ekstremt følsom i temperamentet=kan ikke klare høje stemmer uden at stresse og vil helst være i nærheden af mig hele tiden. Hendes alene-hjemme-problemer blusser op i denne periode, hvor hun kan finde på at hyle midt på dagen, selvom hun har Rosie.

Hendes falske drægtighed eskalerede i foråret 2006, hvor vi ikke turde forlade dem alene sammen, da der var kontant afregning, hvis Rosie kom for tæt på Mollies pivedyr. De efterfølgende løbetider (vi flyttede i hus i sommeren 2006) har ikke været slemme og den falske drægtighed er hurtigt forsvundet.

Hun gik i løbetid den 6/1-08 (helt regelmæssigt) og hun har været falsk drægtig i næsten 4 uger, hvor hun har passet på sine pivedyr og været følsom, men hun har ikke været overbeskyttende.

Dyrlægerne mener ikke, at der er grund til bekymring.....

 

Nu har vi (min bedre halvdel og jeg) så snakket lidt om at sterilisere hende, da nogle dyrlæger og nogle adfærdsbehandlere siger, at det KAN gøre hende roligere, men at der ingen garantier er... Ingen af dem har nævnt noget om, at hun kan blive værre i sit sind og har kun nævnt inkontinens som bivirkning samt grim pels og øget vægt. Hun bliver stresset i sin løbetid og er lidt af en pestilens for os alle, men jeg tror ikke hun er meget unormal på det punkt, men i og med at hun så også bliver falsk drægtig kunne jo tyde på nogle hormonelle problemer..... Eller hvad?

Jeg kan leve med alle bivirkninger undtaget hvis hun bliver værre i sit sind....

 

Hvad ville I gøre? Og hvad er jeres erfaring med sterilisation af tæver; både tæver uden problemer inden og tæver med problemer?

 

Det skal lige nævnes, at beslutningen ikke vil blive taget uden grundige overvejelser og forskellige personer i vores omgangskreds vil blive taget med på råd - den 4. adfærdsbehandler, der reddede hende fra en aflivning, hendes opdrætter og dyrlæger.

[Gæst Ninjamor]

Tjah.. Jeg sidder og tænker på, om Mollie i det hele taget kan klare livet?

 

Din beskrivelse minder meget om Stjerne, som jeg gav op overfor efter 1½ år med diverse forsøg på behandlinger blandt andet hos en af dine behandlere. Stjerne var under en eller flere form/er for behandling i de 1½ år!

 

Jeg ser mig selv som en hundeejer der via min baggrund har en stor erfaring med samt indsigt i hunde og deres adfærd, og stress er en af mine specialiteter, hvis man kan sige det sådan.

Alligevel kunne jeg ikke hjælpe Stjerne til et godt liv.

 

Jeg tror ikke, jeg nogensinde har grædt så meget som i den periode af mit liv. magtesløshed, forsigtig optimisme, håbløshed op og ned og op og ned. Så jeg kan snildt sætte mig ind i jeres situation.

 

Da jeg inddrog de daglige ture samt dækkede vinduerne til for udsyn og holdt Stjerne i en lille del af haven, fik hun det langt bedre. Hun blev kærlig og nem. Hun havde det godt.

 

Hvordan går det med behandlingen hos Bente?

 

Ud fra din beskrivelse ville jeg nok vurdere hvor meget Mollie har ud af livet...

[Gæst wsg]

Tjah.. Jeg sidder og tænker på, om Mollie i det hele taget kan klare livet?

 

Din beskrivelse minder meget om Stjerne, som jeg gav op overfor efter 1½ år med diverse forsøg på behandlinger blandt andet hos en af dine behandlere. Stjerne var under en eller flere form/er for behandling i de 1½ år!

 

Jeg ser mig selv som en hundeejer der via min baggrund har en stor erfaring med samt indsigt i hunde og deres adfærd, og stress er en af mine specialiteter, hvis man kan sige det sådan.

Alligevel kunne jeg ikke hjælpe Stjerne til et godt liv.

 

Jeg tror ikke, jeg nogensinde har grædt så meget som i den periode af mit liv. magtesløshed, forsigtig optimisme, håbløshed op og ned og op og ned. Så jeg kan snildt sætte mig ind i jeres situation.

 

Da jeg inddrog de daglige ture samt dækkede vinduerne til for udsyn og holdt Stjerne i en lille del af haven, fik hun det langt bedre. Hun blev kærlig og nem. Hun havde det godt.

 

Hvordan går det med behandlingen hos Bente?

 

Ud fra din beskrivelse ville jeg nok vurdere hvor meget Mollie har ud af livet...

 

Hej Ninjamor

 

Jeg læste dit svar i morges og første tanke var mindre pæn Men et eller andet sted så ved jeg jo godt, at hun ikke skal holdes på denne jord, hvis hun ikke kan håndtere det (det er dog aldrig nemt at få beskeden). Og jeg synes du fortjener dette (lange) svar, når nu jeg ringede til min bedre halvdel og beklagede mig over dig

 

Mollie har ikke været i behandling hos Bente; det var Rosie mod hendes allergi, men det havde desværre ikke den ønskede effekt.

 

Mollie blev første gang vurderet i 2005 kort tid efter vi havde fået Rosie, da jeg dengang havde læst Jan Fennell's bøger og inden da hele tiden havde fået ad vide, at Mollies problem bundede i dårligt lederskab. Jeg indførte så Jan Fennell's regler herhjemme og forventede nogle "magtkampe" - disse udeblev og jeg begyndte at tænke... Jeg konsulterede derfor en adfærdsbehandler jeg kendte fra hesteverdenen, der fortalte, at Mollie ikke var aggressiv og at det ikke kunne løse ved at bruge hårdere metoder overfor hende (hvilket var de råd vi havde fået af trænere osv.). Mollie var en usikker hund, der mere eller mindre havde opgivet mig/os i forbindelse med at kunne stole på os=vi støttede hende ikke i de situationer, hvor hun havde behov for det. Den bemærkning gjorde, for at sige det mildt, ondt og vi lagde hele stilen om med hende.

Hun deltog derefter i hundeleg hos en anden adfærdsbehandler og det havde en fornuftig effekt på hendes måde at omgåes andre hunde, men på et tidspunkt vendte udviklingen og det virkede som om hun blev stresset af legen og i samråd med behandleren blev det besluttet, at hun ikke skulle deltage mere og jeg fik nogle universielle råd ala søgen efter mad osv. til hende.

 

I forsommeren 2006 kontaktede vi Etologisk Institut for at høre deres vurdering af hende og det var her DAMP og stress blev nævnt første gang for os og vi fik et udførligt program til at nedbringe stressen (meget i stil med dit på din hjemmeside), da hun (Karen Ullrich) ikke mente, vi kunne arbejde med aggressionsproblemet, før stressen var bragt ned.

Herefter blev Mollie baghavehund, da vi havde muligheden efter at have flyttet i hus - selve flytningen var ekstremt hård for Mollie stressmæssigt og hun var på ettidspunkt så langt ude, at hun ikke slappede af derhjemme, men den udvikling blev stoppet af træning og livet i baghaven.

 

I december 2006 efter et agilityhold, hvor min hundekiropraktor/adfærdsbehandler også deltog med hendes hund, blev det så besluttet, at hun skulle kigge på Mollie, da vi ellers ville aflive hende - videreformidling kunne vi ikke få os til på grund af problemet.

Da Mollie's smerter forsvandt, forsvandt også hendes stress, selvom hun stadig kunne køre op, når vi f.eks. skulle gå spor eller lave noget andet sjovt. På det tidpunkt brugte vi stadig Karen Ullrich's program med næseøvelser.

 

Men i løbet af 2007 blev Mollie droslet ned (det gjorde Rosie også), da jeg kæmpede en personlig kamp mod mine spøgelser... Dette skete uden, at jeg rigtig lagde mærke til det - deres træning forsvandt og søgeøvelser blev en by i Rusland... Min bedre halvdel sagde ikke noget; jeg ved ikke om han ikke turde af frygt for at jeg ville "tabe" kampen og gå ned.

 

Og nu er Mollie's stressniveau steget igen og efter min "beklagelse" over dit svar til mig til ham (er du med så langt *GG* det var en dårlig formulering), så tog han bladet fra munden så at sige..... Han mindede mig om hvor meget tid jeg brugte på hende (og Rosie, naturligvis) og hvor meget jeg gik op i at holde hendes træning overfor andre hunde vedlige og hvor positiv jeg var overfor hende..... Jeg må med en meget flov og grim smag i munden indrømme, at Mollie faktisk ikke laver noget fornuftigt mere - hun kommer ud og gå nogle ture engang imellem og kommer med ud til min familie, hvor hun afreagerer i deres have.... Vi er kommet ind i en ond cirkel igen.

 

Min kiropraktor var også lidt efter mig sidste gang, hvor hun var diplomatisk nok til at pakke det ind, hvilket jeg så valgte at overse... Hun mente, at jeg, måske ubevidst, var begyndt at "belønne" Mollie, når hun kørte op i stressniveau. Dette kan hun have ret i, men jeg kan ikke selv se det og skal derfor bruge en vurdering af det og jeg kan ikke selv vurdere om Mollie's reaktioner bunder i negativ stress eller om det er noget ganske naturligt opkøring over noget spændende... Nu hvor jeg har skrevet det ned og genlæst mit eget indlæg, så tror jeg måske at det opkøring, men igen: jeg ved ikke nok om det.

 

Vi (Mollie og jeg) starter ihvertfald med et nyt liv i dag fuld af positiv kontakt, spor, søgeøvelser og almindelig lydighedstræning og konditionstræning i form af gåture og svømning.

 

Jeg har dog stadig behov for at vurdering af hende og jeg, så jeg har sendt dig en PB; jeg havde glemt, at du også er god til stress.

 

Tak for wake-up-call'et.

[Gæst anne-marie]

Hvor er det flot at du tager det på den måde, klap og kys til dig

[Gæst JaneB]

Jeg er varm fortaler for at neutralisere dyr der ikke skal bruges i avl.

 

Af samme årsag er vores yorkie, Ludwig på ½ år netop idag ved dyrlægen for at blive kastreret

 

Mathilde vores tæve på knap 2 år blev også sterrilisret da hun var omkring ½ år.

 

Jeg ved selvfølgelig ikke hvordan Mathilde ville have været hvis hun ikke var blevet neutraliseret, men jeg har aldrig fortrudt. Hun er en rolig hund der hviler i sig selv. Kan med alle hunde er gald for at træne og en dejlig samarbejdspartner for mig.

 

Man kan selvfølgelig aldrig garantere at det vil hjælpe på et problem at neutralisere, men jeg tror på at en hund der ikke skal tænke på at finde den rette partner til sit afkom og dermed formere sig bliver en rolig hund og en hund der kan koncentrere sig om alle de andre ting der er i livet som familiehund.

[Gæst Ninjamor]

Tjah.. Jeg sidder og tænker på, om Mollie i det hele taget kan klare livet?

 

Din beskrivelse minder meget om Stjerne, som jeg gav op overfor efter 1½ år med diverse forsøg på behandlinger blandt andet hos en af dine behandlere. Stjerne var under en eller flere form/er for behandling i de 1½ år!

 

Jeg ser mig selv som en hundeejer der via min baggrund har en stor erfaring med samt indsigt i hunde og deres adfærd, og stress er en af mine specialiteter, hvis man kan sige det sådan.

Alligevel kunne jeg ikke hjælpe Stjerne til et godt liv.

 

Jeg tror ikke, jeg nogensinde har grædt så meget som i den periode af mit liv. magtesløshed, forsigtig optimisme, håbløshed op og ned og op og ned. Så jeg kan snildt sætte mig ind i jeres situation.

 

Da jeg inddrog de daglige ture samt dækkede vinduerne til for udsyn og holdt Stjerne i en lille del af haven, fik hun det langt bedre. Hun blev kærlig og nem. Hun havde det godt.

 

Hvordan går det med behandlingen hos Bente?

 

Ud fra din beskrivelse ville jeg nok vurdere hvor meget Mollie har ud af livet...

 

Hej Ninjamor

 

Jeg læste dit svar i morges og første tanke var mindre pæn Men et eller andet sted så ved jeg jo godt, at hun ikke skal holdes på denne jord, hvis hun ikke kan håndtere det (det er dog aldrig nemt at få beskeden). Og jeg synes du fortjener dette (lange) svar, når nu jeg ringede til min bedre halvdel og beklagede mig over dig

 

Mollie har ikke været i behandling hos Bente; det var Rosie mod hendes allergi, men det havde desværre ikke den ønskede effekt.

 

Mollie blev første gang vurderet i 2005 kort tid efter vi havde fået Rosie, da jeg dengang havde læst Jan Fennell's bøger og inden da hele tiden havde fået ad vide, at Mollies problem bundede i dårligt lederskab. Jeg indførte så Jan Fennell's regler herhjemme og forventede nogle "magtkampe" - disse udeblev og jeg begyndte at tænke... Jeg konsulterede derfor en adfærdsbehandler jeg kendte fra hesteverdenen, der fortalte, at Mollie ikke var aggressiv og at det ikke kunne løse ved at bruge hårdere metoder overfor hende (hvilket var de råd vi havde fået af trænere osv.). Mollie var en usikker hund, der mere eller mindre havde opgivet mig/os i forbindelse med at kunne stole på os=vi støttede hende ikke i de situationer, hvor hun havde behov for det. Den bemærkning gjorde, for at sige det mildt, ondt og vi lagde hele stilen om med hende.

Hun deltog derefter i hundeleg hos en anden adfærdsbehandler og det havde en fornuftig effekt på hendes måde at omgåes andre hunde, men på et tidspunkt vendte udviklingen og det virkede som om hun blev stresset af legen og i samråd med behandleren blev det besluttet, at hun ikke skulle deltage mere og jeg fik nogle universielle råd ala søgen efter mad osv. til hende.

 

I forsommeren 2006 kontaktede vi Etologisk Institut for at høre deres vurdering af hende og det var her DAMP og stress blev nævnt første gang for os og vi fik et udførligt program til at nedbringe stressen (meget i stil med dit på din hjemmeside), da hun (Karen Ullrich) ikke mente, vi kunne arbejde med aggressionsproblemet, før stressen var bragt ned.

Herefter blev Mollie baghavehund, da vi havde muligheden efter at have flyttet i hus - selve flytningen var ekstremt hård for Mollie stressmæssigt og hun var på ettidspunkt så langt ude, at hun ikke slappede af derhjemme, men den udvikling blev stoppet af træning og livet i baghaven.

 

I december 2006 efter et agilityhold, hvor min hundekiropraktor/adfærdsbehandler også deltog med hendes hund, blev det så besluttet, at hun skulle kigge på Mollie, da vi ellers ville aflive hende - videreformidling kunne vi ikke få os til på grund af problemet.

Da Mollie's smerter forsvandt, forsvandt også hendes stress, selvom hun stadig kunne køre op, når vi f.eks. skulle gå spor eller lave noget andet sjovt. På det tidpunkt brugte vi stadig Karen Ullrich's program med næseøvelser.

 

Men i løbet af 2007 blev Mollie droslet ned (det gjorde Rosie også), da jeg kæmpede en personlig kamp mod mine spøgelser... Dette skete uden, at jeg rigtig lagde mærke til det - deres træning forsvandt og søgeøvelser blev en by i Rusland... Min bedre halvdel sagde ikke noget; jeg ved ikke om han ikke turde af frygt for at jeg ville "tabe" kampen og gå ned.

 

Og nu er Mollie's stressniveau steget igen og efter min "beklagelse" over dit svar til mig til ham (er du med så langt *GG* det var en dårlig formulering), så tog han bladet fra munden så at sige..... Han mindede mig om hvor meget tid jeg brugte på hende (og Rosie, naturligvis) og hvor meget jeg gik op i at holde hendes træning overfor andre hunde vedlige og hvor positiv jeg var overfor hende..... Jeg må med en meget flov og grim smag i munden indrømme, at Mollie faktisk ikke laver noget fornuftigt mere - hun kommer ud og gå nogle ture engang imellem og kommer med ud til min familie, hvor hun afreagerer i deres have.... Vi er kommet ind i en ond cirkel igen.

 

Min kiropraktor var også lidt efter mig sidste gang, hvor hun var diplomatisk nok til at pakke det ind, hvilket jeg så valgte at overse... Hun mente, at jeg, måske ubevidst, var begyndt at "belønne" Mollie, når hun kørte op i stressniveau. Dette kan hun have ret i, men jeg kan ikke selv se det og skal derfor bruge en vurdering af det og jeg kan ikke selv vurdere om Mollie's reaktioner bunder i negativ stress eller om det er noget ganske naturligt opkøring over noget spændende... Nu hvor jeg har skrevet det ned og genlæst mit eget indlæg, så tror jeg måske at det opkøring, men igen: jeg ved ikke nok om det.

 

Vi (Mollie og jeg) starter ihvertfald med et nyt liv i dag fuld af positiv kontakt, spor, søgeøvelser og almindelig lydighedstræning og konditionstræning i form af gåture og svømning.

 

Jeg har dog stadig behov for at vurdering af hende og jeg, så jeg har sendt dig en PB; jeg havde glemt, at du også er god til stress.

 

Tak for wake-up-call'et.

 

Wauvv hvor flot af dig at være så ærlig, det tager jeg hatten af for.

Ja, jeg har forveklset dine hunde og det har jeg også gjort i min pm til dig, så nu ved du det.

Jeg sad og småtudede over din beskrivelse og naturligvis vil jeg gertrne forsøge at gøre noget for Mollie!

 

Jeg skrev som jeg skrev, fordi Mollies historie gik ind og rørte ved noget i mig og fik mig til at huske stakkels Stjerne som JEG kæmpede for hvor hun i stedet havde brug for fred.

Da jeg endelig fik hende aflivet, blev hun faktisk ikke aflivet, men udåndede i mine arme efter den første sprøjte. Så lidt holdt hun fast i livet.

Muligvis er det det samme med Mollie - og muligvis ikke!

 

Det er fint nok du skælder mig ud, det kan jeg såmænd godt forstå

 

Det lyder som om din mand har gjort dig og Mollie en tjeneste ved at tage baldet fra munden. Flot!

 

Vi snakkes ved...

[Jane]

Jeg fik tårer i øjnene da jeg læste dit svar til Ninjamor. Hvor er det stærkt af dig at du kunne være så ærlig.

 

Et stort skulderklap herfra.

 

Jeg håber det bedste for dig og Mollie.

[a9]

Kender du til Mollies familiehistorie?

 

Grunden til, at jeg spørger, er, at jeg har kæmpet meget den samme kamp som dig, med gode perioder og dårlige perioder. Da jeg forstod, at det var kommet derud, hvor jeg ikke selv kunne klare det, og søgte proffesionel hjælp, fik jeg først at vide, at det godt i det store hele kunne afhjælpes - men når jeg så kom ind på Bondos familie, det jeg havde observeret og fået at vide om hans kuld-/og halvsøskende, blev der meget meget stille - og efter en lang række "ja'e" og "jo'e" og "vi kunne jo også" blev konklusionen hver gang, at det bedste for Bondo ville være at få fred - det var så absolut ikke den besked jeg havde ventet, men den jeg fik, hver gang

 

Man kan ikke bekæmpe gener Jeg har her i weekenden fået at vide, at det sandsynligvis er Bondos morfar, der er "synderen" - hvilket jeg finder skræmmende, han har været en af Danmark og Tysklands mest brugte avlhanner, 24 kuld og 127 hvalpe har han fædret alene i DK, hvad kan dette ikke udvikle sig til

 

I morgen er det 3 uger siden Bondo fik fred Egentlig burde jeg indsætte smilende smileys, men jeg er egoist nok til at indsætte grædende.

 

Min dyrlæge brugte i øvrigt også at sammenligne med DAMP og det manglende filter - hvilket giver god mening, for mig.

 

PS: Det er så sandelig ikke min mening at skræmme dig ved at sammenligne med Bondo - blot gøre dig opmærksom på, at det altså sagtens kan være noget genetisk, der forhindre Mollie i at have et normalt hundeliv - Jeg ønsker dig og Mollie al mulig held og lykke

[Gæst wsg]

Kender du til Mollies familiehistorie?

 

Grunden til, at jeg spørger, er, at jeg har kæmpet meget den samme kamp som dig, med gode perioder og dårlige perioder. Da jeg forstod, at det var kommet derud, hvor jeg ikke selv kunne klare det, og søgte proffesionel hjælp, fik jeg først at vide, at det godt i det store hele kunne afhjælpes - men når jeg så kom ind på Bondos familie, det jeg havde observeret og fået at vide om hans kuld-/og halvsøskende, blev der meget meget stille - og efter en lang række "ja'e" og "jo'e" og "vi kunne jo også" blev konklusionen hver gang, at det bedste for Bondo ville være at få fred - det var så absolut ikke den besked jeg havde ventet, men den jeg fik, hver gang

 

Man kan ikke bekæmpe gener Jeg har her i weekenden fået at vide, at det sandsynligvis er Bondos morfar, der er "synderen" - hvilket jeg finder skræmmende, han har været en af Danmark og Tysklands mest brugte avlhanner, 24 kuld og 127 hvalpe har han fædret alene i DK, hvad kan dette ikke udvikle sig til

 

I morgen er det 3 uger siden Bondo fik fred Egentlig burde jeg indsætte smilende smileys, men jeg er egoist nok til at indsætte grædende.

 

Min dyrlæge brugte i øvrigt også at sammenligne med DAMP og det manglende filter - hvilket giver god mening, for mig.

 

PS: Det er så sandelig ikke min mening at skræmme dig ved at sammenligne med Bondo - blot gøre dig opmærksom på, at det altså sagtens kan være noget genetisk, der forhindre Mollie i at have et normalt hundeliv - Jeg ønsker dig og Mollie al mulig held og lykke

 

Jeg læste godt din historie om Bondo :-( Jeg vidste bare ikke hvad jeg skulle skrive til dig.

 

Jeg kender til Mollie's familiehistorie og havde jeg ikke gjort det, så var her nok ikke længere.

 

Mollie's far er en fantastisk velfungerende hund, der kan med alt og alle; han lever i bedste velgående og er still going strong i en alder af 10. Han har et supergodt sind og lever op til racebeskrivelsen. Han er forresten helbror til Rosie's mormor, så der ligger de samme linier i begge mine tøser.

 

Mollie's mor er en helt anden historie. Hun var ikke aggressiv på nogen måde, men hun var en "bitch" overfor andre hunde; de skulle ikke komme hende for nær, medmindre hun kendte dem og de kom ikke hen til hende. Hun udstrålede noget helt andet end Mollie gør; langt de fleste velfungerende hunde holder sig væk fra Mollie - det er kun fatsvage hanhunde og unge hunde, der går hen til hende.

Mollie har 4 helsøskende; en ældre bror og 3 kuldsøskende. Der er ingen problemer med kuldsøskende og jeg har kun mødt hendes ældre bror 1 gang på en jagt, hvor han virkede meget uopdragen, men det kan jo igen være en førerfejl.

Mollie er den førstfødte i kuldet, så hun kan have været presset skæv fra fødslen og hun var fysisk den mindste i kuldet. Hun var og er en rigtig prinsessehund af udseendet.

Da Mollie's opførsel begyndte at ændre sig til det værre, blev hun sammenlignet med sin mor og derfor fik vi "rådene" om lederskab (her snakker vi altså om alfarulning, tag i nakkeskindet osv. osv.), da alle mente det var et tegn på dominans (hun var vel omkring 8 måneder på det tidspunkt).

Vi var førstegangshundeejere og støttede os meget op af trænerne i specialklubben, der dengang havde en voldsom fascination af kvælerkæden brugt på den forkerte måde og det var den forkerte måde de lærte fra sig, hvilket vi stolede på var det rigtige :-( Mollie var en vanskelig hund at træne med de metoder og hendes reaktion på en kvælerkæde idag siger alt: hun trækker sig ind i sig selv og bliver fjern i blikket.

Vi fik også ad vide, at racen skal have meget motion og vi tænkte ikke nærmere over det, så Mollie blev motioneret ved hjælp af boldkast og frisbee's.

Ligeledes fik vi ad vide, at tæverne skulle lære at klare sig selv til fri leg, så Mollie blev tromlet over af unge hanhunde i 18 måneders alderen, da hun var fra 5 måneder og til hun blev 8 måneder.

 

Netop denne viden gør mig mere overbevist om, at gener ikke spiller en stor rolle i dette puslespil og at hun "bare" var så uheldig at lande hos autoritetstro førstegangshundeejere.

Hvis hendes kuldsøskende havde udvist samme adfærd, så tror jeg beslutningen havde været taget for længe siden... Selvom jeg godt ved, at der kan være "sorte får" iblandt i et kuld.

[a9]

Godt at høre, at det ikke udelukkende er de sk*de gener, der er skyld i Mollies problemer Men jeg tror, du lægger for megen skyld på egne skuldre, jeg er sikker på, I ikke har gjort noget, der kan "ødelægge" en normal stærk hund

 

Det er nok ikke nogen dårlig idé at tage en lang snak med Ninjamor :wink:

 

Alt det bedste herfra

[Gæst Ninjamor]

Kender du til Mollies familiehistorie?

 

Grunden til, at jeg spørger, er, at jeg har kæmpet meget den samme kamp som dig, med gode perioder og dårlige perioder. Da jeg forstod, at det var kommet derud, hvor jeg ikke selv kunne klare det, og søgte proffesionel hjælp, fik jeg først at vide, at det godt i det store hele kunne afhjælpes - men når jeg så kom ind på Bondos familie, det jeg havde observeret og fået at vide om hans kuld-/og halvsøskende, blev der meget meget stille - og efter en lang række "ja'e" og "jo'e" og "vi kunne jo også" blev konklusionen hver gang, at det bedste for Bondo ville være at få fred - det var så absolut ikke den besked jeg havde ventet, men den jeg fik, hver gang

 

Man kan ikke bekæmpe gener Jeg har her i weekenden fået at vide, at det sandsynligvis er Bondos morfar, der er "synderen" - hvilket jeg finder skræmmende, han har været en af Danmark og Tysklands mest brugte avlhanner, 24 kuld og 127 hvalpe har han fædret alene i DK, hvad kan dette ikke udvikle sig til

 

I morgen er det 3 uger siden Bondo fik fred Egentlig burde jeg indsætte smilende smileys, men jeg er egoist nok til at indsætte grædende.

 

Min dyrlæge brugte i øvrigt også at sammenligne med DAMP og det manglende filter - hvilket giver god mening, for mig.

 

PS: Det er så sandelig ikke min mening at skræmme dig ved at sammenligne med Bondo - blot gøre dig opmærksom på, at det altså sagtens kan være noget genetisk, der forhindre Mollie i at have et normalt hundeliv - Jeg ønsker dig og Mollie al mulig held og lykke

 

Må jeg, helt udenfor emnet, spørge hvilken professionel hjælp du søgte? Ikke for at rakke ned på den, men fordi jeg undrer mig over en adfærdsbehandler, hvis det var sådan en du søgte vejledning fra, kender så meget til racen at vedkommende kan vurdere gener - medmindre det var en som selv er meget aktiv med racen, naturligvis

[a9]

Kender du til Mollies familiehistorie?

 

Grunden til, at jeg spørger, er, at jeg har kæmpet meget den samme kamp som dig, med gode perioder og dårlige perioder. Da jeg forstod, at det var kommet derud, hvor jeg ikke selv kunne klare det, og søgte proffesionel hjælp, fik jeg først at vide, at det godt i det store hele kunne afhjælpes - men når jeg så kom ind på Bondos familie, det jeg havde observeret og fået at vide om hans kuld-/og halvsøskende, blev der meget meget stille - og efter en lang række "ja'e" og "jo'e" og "vi kunne jo også" blev konklusionen hver gang, at det bedste for Bondo ville være at få fred - det var så absolut ikke den besked jeg havde ventet, men den jeg fik, hver gang

 

Man kan ikke bekæmpe gener Jeg har her i weekenden fået at vide, at det sandsynligvis er Bondos morfar, der er "synderen" - hvilket jeg finder skræmmende, han har været en af Danmark og Tysklands mest brugte avlhanner, 24 kuld og 127 hvalpe har han fædret alene i DK, hvad kan dette ikke udvikle sig til

 

I morgen er det 3 uger siden Bondo fik fred Egentlig burde jeg indsætte smilende smileys, men jeg er egoist nok til at indsætte grædende.

 

Min dyrlæge brugte i øvrigt også at sammenligne med DAMP og det manglende filter - hvilket giver god mening, for mig.

 

PS: Det er så sandelig ikke min mening at skræmme dig ved at sammenligne med Bondo - blot gøre dig opmærksom på, at det altså sagtens kan være noget genetisk, der forhindre Mollie i at have et normalt hundeliv - Jeg ønsker dig og Mollie al mulig held og lykke

 

Må jeg, helt udenfor emnet, spørge hvilken professionel hjælp du søgte? Ikke for at rakke ned på den, men fordi jeg undrer mig over en adfærdsbehandler, hvis det var sådan en du søgte vejledning fra, kender så meget til racen at vedkommende kan vurdere gener - medmindre det var en som selv er meget aktiv med racen, naturligvis

 

Har sendt PB

[Gæst snevinter]

Hej Alle.

 

Jeg har jo mit lille smertesbarn, Mollie, som efterhånden giver mig grå hår før tid.

 

Jeg har følgende "problemer" med hende:

 

1. Hun har i 3 år været smerteaggressiv overfor andre hunde (aldrig mennesker) og dette har jeg så arbejdet med, så problemet "kun" består i dag af udfald mod andre, når hun er i snor. Dette arbejder jeg til stadighed på, men chancen for at hun bliver "helt normal" på dette punkt er efterhånden forsvindende lille. Hun har været set på af 4 adfærdsbehandlere gennem 2 år og 6 dyrlæger gennem 4 år.

 

2. Hun kører i et meget højt gear og stresser meget nemt op; er hun stresset op, bliver hun højreaktiv mod andre hunde.

Den ene adfærdsbehandler (nr. 3) sagde direkte til os, at vi ikke ville kunne arbejde med hende, før hun var stresset ned og hun kom med nogle forslag, der rent faktisk virkede. Hun beskrev hende som et barn med DAMP=hun ser alle indtryk hun udsættes for, hvor normale hunde og mennesker sorterer i indtrykkene. Jeg har ikke kunnet få denne "diagnose" bekræftet af nogen dyrlæge.

Adfærdsbehandleren foreslog stramme og rolige rammer, hvor Mollie ikke udsættes for ret meget nyt og helst så hun et liv som baghavehund (selvfølgelig stadig med aktivering og træning, men uden ture, der kunne stresse hende op). Mollie levede som baghavehund i næsten 3 måneder og det havde en ekstremt god virkning på hende.

Mollie og jeg skal vurderes af Karen Frost fra Hund og Træning, når Karen er færdig med sin barsel, da Karen netop har "specialiseret" sig i hunde, der stresser.

 

3. Hun har altid været falsk drægtig efter hendes løbetider, hvor hun har slæbt rundt på sine pivedyr og bliver ekstremt følsom i temperamentet=kan ikke klare høje stemmer uden at stresse og vil helst være i nærheden af mig hele tiden. Hendes alene-hjemme-problemer blusser op i denne periode, hvor hun kan finde på at hyle midt på dagen, selvom hun har Rosie.

Hendes falske drægtighed eskalerede i foråret 2006, hvor vi ikke turde forlade dem alene sammen, da der var kontant afregning, hvis Rosie kom for tæt på Mollies pivedyr. De efterfølgende løbetider (vi flyttede i hus i sommeren 2006) har ikke været slemme og den falske drægtighed er hurtigt forsvundet.

Hun gik i løbetid den 6/1-08 (helt regelmæssigt) og hun har været falsk drægtig i næsten 4 uger, hvor hun har passet på sine pivedyr og været følsom, men hun har ikke været overbeskyttende.

Dyrlægerne mener ikke, at der er grund til bekymring.....

 

Nu har vi (min bedre halvdel og jeg) så snakket lidt om at sterilisere hende, da nogle dyrlæger og nogle adfærdsbehandlere siger, at det KAN gøre hende roligere, men at der ingen garantier er... Ingen af dem har nævnt noget om, at hun kan blive værre i sit sind og har kun nævnt inkontinens som bivirkning samt grim pels og øget vægt. Hun bliver stresset i sin løbetid og er lidt af en pestilens for os alle, men jeg tror ikke hun er meget unormal på det punkt, men i og med at hun så også bliver falsk drægtig kunne jo tyde på nogle hormonelle problemer..... Eller hvad?

Jeg kan leve med alle bivirkninger undtaget hvis hun bliver værre i sit sind....

 

Hvad ville I gøre? Og hvad er jeres erfaring med sterilisation af tæver; både tæver uden problemer inden og tæver med problemer?

 

Det skal lige nævnes, at beslutningen ikke vil blive taget uden grundige overvejelser og forskellige personer i vores omgangskreds vil blive taget med på råd - den 4. adfærdsbehandler, der reddede hende fra en aflivning, hendes opdrætter og dyrlæger.

 

Jeg håber i finder ud af noget og Mollie får det bedre - krydser fingre for jer !!