Karakteregenskaber (En historie)

[Gæst Dogue1]

Tjah..., ser du det er ikke så nemt at forklare ved hjælp af et par enkelte ord.

Grundstenene i vores karakter er trofasthed og hengivenhed. Vi vil allerhelst være sammen med vores herre eller vores frue og børnene 24 timer i døgnet. Vi har et enormt behov for kærlighed. I skal altid være kærlige og venlige over for os, vi har meget af det I mennesker kalder for æresfølelse. Derudover er vi yderst intelligente og har en god fatteevne. Mange mennesker forstår os ikke, og bliver skuffede over os, fordi vi tit "glor så dumt ud i luften". Men vi hører og forstår alt. Meget hurtigere end I mennesker tror. I er nødt til at se os i øjnene. Somme tider drejer vi ikke engang hovedet, for det er nok for os bare at rette blikket i mod jer.

Som sagt bliver mange mennesker skuffede over os. De tror, at vi overhovedet ikke hører efter, men faktisk er vi uhyre opmærksomme. Hvor mange gange ærgrede min herre sig ikke over mig i starten? Når han om aftenen kom hjem i bilen, rørte jeg mig ikke ud af flækken......Latterligt!!! Jeg kan skille den motor ud fra hundredvis af andre. Jeg ved jo, at det er min herre! Hvorfor skulle jeg så lave en masse larm og forstyrre folk i deres nattesøvn? Jeg kan høre hans bil på lang afstand! Og skulle han en dag have en fremmed med hjem, hvorfor skulle jeg så brøle løs af dem, når han nu ikke gør min herre fortræd, og for øvrigt lader mig være i fred? Bare rolig, jeg holder skam skarpt øje med denne fremmede, mere end han sikkert ønsker at vide. I er bare nødt til at fordybe jer i vores karakter for at kunne forstå og behandle os rigtigt. Den der forstår at behandle os rigtigt - nemlig venligt og kærligt - vil hele tiden opdage nye og bedre dyder ved os.

Vi Bordeaux'er er jo af en helt speciel og sjælden race, og forventer derfor også at blive behandlet derefter. Hvad vi herudover, og frem for alt, har brug for er kærlighed, masser af kærlighed, og den der ikke har tænkt sig at være venlig og kærlig ved os, skal holde fingrene fra vores race. I får kun glæde af os, hvis I forstår at etablere den rette "hjertekontakt". Vær rigtig venlig ved os - vi vil kæles, og roses når vi er artige. Vi vil gerne indstille os fuldstændig på jer. Vi forlanger bare, at I gør jer en lille smule umage for at forstå os. Det drejer sig ikke om at lære os jeres sprog, men derimod for jer om at lære at forstå vores sprog. Mennesker siger ofte: "Min hund er dresseret." Ja, selvfølgelig kan I dressere os, og specielt vores race er velegnet som beskyttelseshund. Men hvis I dresserer os, så får I kun en dresseret hund. Så får I en hund, I kan prale af. Så kan I gå til lydighedsprøver, og lade jer beundre. I kan sagtens få os til den slags narrestreger - det bedste ville dog være at lade være.

En ting vi elsker meget er vores fred og ro. Vi er fuldstændig tilfredse og ovenud lykkelige, når vi kan være hos vores herre eller vores frue. Når I skal opdrage os, behøver I kun at lære os den grundlæggende lydighed. Alt andet kommer nemlig helt af sig selv. Lad for Guds skyld være med at irritere os, og gøre os sure hele tiden, i den hensigt at gøre os mere skarpe. De fleste mennesker misforstår os nemlig, og tror, at når vi nu bare ligger stille og roligt og kigger, er det fordi vi er sløve, og ikke bekymrer os om noget. Der tager de altså så grueligt fejl. Hvis I for eksempel laver sjov med en af jeres venner og siger: "Nu skal I bare se, hvor veldresseret min hund er!" Så tager en af jeres venner fat i jer, og hunden står der med det samme, og laver en frygtelig larm, mens den viser tænder. Det kan vi da også. I behøver bare ikke at lære os det, det sidder allerede dybt i os.

Derimod kan I godt komme

ud for, at vi ikke engang gider at rejse os på grund af en sådan hændelse. I laver jo bare sjov. Men i det øjeblik, at det skulle blive alvor, i det sekund --- så er vi der med det samme. Vi gør ikke først, eller laver meget larm. Derimod tager vi fat i fyrens strube. Vi tager ham mellem tænderne på en måde, så han hverken kan se eller høre. Når vi først går i aktion på den måde, behøver du overhovedet ikke at gøre andet end at ringe efter en ambulance eller en læge til den, der har vovet at overfalde dig for alvor i mit nærvær. I kan være 100% sikre på, at vi tager rigtig fat, hvis det først bliver alvor. Men det med først at gø som en gal, og lave en masse teater, det bruger vi ikke så meget.

Ser I, jeg kunne godt tænke mig at fortælle om et par hændelser fra mit liv. Min første ejer var en værtshusejer, og jeg lå altid bag ved baren. Om aftenen når det blev sent, og det kun var stamgæsterne, der var tilbage, tog jeg en omgang rundt om stambordet, mens jeg gav dem allesammen poten. Alle holdt af mig, og de stamgæster der kendte mig godt, sagde altid til ejeren; "Hold op hvor er det dog et godmodigt og dumt fæ. Prøv at se, hvordan den glor dumt ud i luften hele tiden!" Jeg lod dem bare snakke løs og drille. Kun min ejer blev ved med at kæle mig og fortælle mig, at jeg var den bedste i verden. "Ja!" råbte stamgæsterne, "Man kunne slå dig ihjel, uden at den hund ville røre på sig!" Nogle aftener senere sad der ni mænd omkring stambordet, humøret var højt, og de drak mere end sædvanligt. Så kom der endnu tre mænd op til baren, og i løbet af et øjeblik blev der slagsmål og masser af ballade. Da så to mænd tog fat i min ejer, gik jeg i aktion. Alle tolv mænd fløj gennem luften. Glas, borde alt blev kastet rundt omkring. På et øjeblik havde jeg ryddet hele bulen. Nogle af de bøller havde jeg åbenbart fået forfærdeligt godt fat i. Dørfyldingen var endda gået i stykker, fordi jeg havde løbet panden imod døren. Det eneste jeg kan huske derudover er, at alle løb deres vej, ingen dog med huden i fuld behold. Min ejer fortalte mig, at de alle havde de forfærdeligste flænger. Senere var vi i retten med sagen. Over 40 vidner mødte op, og fortalte hvor flink en fyr jeg faktisk var, og at de aldrig ville have tiltroet mig en sådan dåd. Jeg blev frifundet, fordi jeg jo bare havde forsvaret min herre i nøden. Lige siden er der dog ikke nogen blandt stamgæsterne, der har gjort nar af mig. Hvad skal det dog så til for, først at lave sådan en masse teater. Der er ingen grund til at tøve.

Vi er vagtsomme og beskyttende på en lidt anderledes måde end de fleste af vores hundekolleger. Prøv at se på billedet af mig og min frue, læg mærke til ansigtsudtrykket. Hvad fortæller sådan et ansigtsudtryk dig? Hvad ville du gøre, hvis du stod overfor os? Overvej det engang! Prøv at lade være med at læse videre. Prøv at dække over resten af min beretning, og spørg så dig selv: "Ville du vove at røre ved mig eller min ejer? Ser du, her ligger vores moralske sværvægt. Når jeg kigger sådan på dig, og mine nakkehår langsomt rejser sig til en børste, da ville du slet ikke overveje et angreb. Intet fornuftigt menneske, ved sine sansers fulde fem, ville vove det. Det sørger hele mit ydre simpelthen for. Skulle du alligevel vove det, vil du komme til at betale en meget høj pris. Du ville få en oplevelse, du aldrig nogensinde vil glemme. For prøv at tænke på, at vi Bordeaux'er er i stand til at dræbe en bjørn...

Mange af mine forfædre var frygtet på grund af deres frygtelige bid. De blev brugt i arenaen til tyrekampe, på bjørnejagte i de franske og spanske Pyrenæer. "Bataille", en berømt kamphund, har for eksempel ene og alene, uden at være beskyttet af et halsbånd, dræbt op til flere bjørne. Og "Siegried" kan man få at se udstoppet på et museum i Toulouse. Du kan slet ikke forestille dig, hvilke utrolige kræfter vi har, hvilket frygteligt bid. Vi har en enorm

styrke i vores hals og nakke. Ingen mand er i stand til at blive stående efter et skub fra en af vores slags. Selv den stærkeste mand vælter, hvis vi springer kraftigt til. Han er uden en chance, hvis ikke vores ejer griber ind med det samme.

Allerede de gamle føniker kendte Bordeaux'ens store værdi. Vi er kolossalt store og tunge dyr, med et bid af ubeskrivelig styrke og en høj intelligens. Brehm sagde:" Så åndeløse som man tit antager dem for at være, er de overhovedet ikke, derimod kan mange af dem måle sig med pudler i intelligens." Man troede i starten, at et dyr med så megen rå styrke, umuligt kunne være særlig åndfuld. Denne anskuelse er fuldstændig uberettiget, da enhver Bordeaux uden betænkning vil ofre sit liv for sit menneske. Med et mod uden sidestykke, forsvarer den sin herre. Som rejseledsager i farlige og øde egne er den uforlignelig. Allerede i Brehms Dyreliv fortælles det, at enkelte "tyrebidere", forsvarede deres herrer egenhændigt mod op til 6 landevejsrøvere med stor succes, og at hundene på trods af talrige sår, gik derfra som den sejrende. Som vogtere af kvægflokke er vi også blevet brugt, og vi var i stand til at få selv den vildeste tyr under kontrol, idet vi forstod at bide os fast i dens mule, og blive hængende indtil den simpelthen måtte give op.

Vi nød også stor anseelse hos folk, der jagede bjørne, ulve og andet storvildt. Overfor andre hunde forholder vi Bordeaux'er os meget tilbageholdende. Vi opsøger ikke konfrontationer, og finder os faktisk i ret meget fra deres side. Men bliver de ved med at pirre os, ender vi med at angribe uden først at komme med ret mange advarsler, og så er det i de fleste tilfælde sket med angriberen.

Overfor vores herre er vi trofaste og hengivne. Overfor fremmede mistroiske. Hvis man træner os til at være aggressive overfor mennesker, bliver vi frygteligt farlige. Simple kæder og halsbånd bliver revet fra hinanden, når en fuldvoksen Bordeaux laver et kraftigt ryk. I Mexico brugte man før i tiden Bordeaux'en på den frygteligste måde til at indfange mennesker. Allerede ved erobringen af Mexico brugte spanierne hundene mod indianerne. Når de angreb, styrtede hundene ind i de store menneskemængder, tog fat i en af dem, og førte personen med sig. Hvis fangen var lydig og fulgte pænt med, skete der ingenting. Forsvarede han sig til gengæld, trak hunden ham øjeblikkeligt ned på jorden, og kvalte ham. Hvor grusomme og forfærdelige disse hunde end var, var menneskerne næsten altid langt værre.

Således fortælles det, at spaniernes anfører Jagn de Senadza morede sig med at få sin hund Bezerillo til at flå en fange for øjnene af ham nu og da. Han udstyrede en af fangerne med et brev, og gav dem til opgave at bringe det til øens statholder. Hele hans idé med dette, var at sætte hunden efter den stakkels fange, for at den kunne fange og flå ham/hende. Men da kvindelige fange i dette tilfælde, fik øje på den rasende hund i hælene på hende, kastede hun sig, fuld af skræk, til jorden og holdt brevet op foran sig som et skjold. Da hunden nåede hen til hende, stoppede den og snusede til brevet, hvorefter den gik fredeligt hen til den skrækslagne kvinde uden at røre hende. Denne hændelse fyldte spanierne med forundring. Det virkede overnaturligt og meget hemmelighedsfuldt.

På Cuba blev vores race, indtil for ikke så forfærdeligt lang tid siden, brugt til at forfølge undvegne slaver og forbrydere. På Cuba nyder racen stor opmærksomhed, og der bliver betalt enorme summer for et godt eksemplar.

Også de gamle grækere anerkendte denne sjældne races store værdi. I landsbyerne i Tibet brugte man racen til at beskytte kvinder og

børn, når landsbyens mandlige beboere var ude på jagt. Et eller to eksemplarer var rigeligt til at holde hele det lille samfund trygt og fri for uønskede fremmede. Også i Tyskland har man allerede før i tiden kendt til Bordeaux'en, og forstået at sætte pris på dens værdier. I Neu-Babelsburgs slotsgård, står der en statue af en berømt Bordeaux - uden at nogen skænker dens glorværdige historiske baggrund en tanke. Ingen ringere end Frederik den Store, der som bekendt var en stor hundeven, har fået den forærende af en fransk billedhugger. Indskriften på halsbåndet er med tiden forsvundet, men selve statuen står der endnu.

Af det ovenstående fremgår det allerede uden tvivl, at vi har med en usædvanlig kraftfuld hund at gøre. Med fuld ret går Bordeaux'en for at være den stærkeste hunderace. Hermed har vi bevis for, at der virkelig ikke findes nogen kraftigere beskyttelseshund. Alligevel er der stadig nogen, der naivt spørger: "Er hunden nu også stærk nok ?" Vi er i stand til at vælte en mand, ved at give ham et kraftigt skub med snuden. Selv iført mundkurv, kan jeg forsvare min herre, hvis det pludselig er alvor. Nu tænker du sikkert: "Sådan et frygteligt dyr, med så enorme kræfter, vil jeg i hvert fald ikke have inden for dørene." Jeg fortalte allerede i starten af min beretning, at det helt og holdent kommer an på, hvordan du behandler os. Hvis du behandler os kærligt og anstændigt, så vil du få utrolig meget glæde af os, og du vil være lykkelig for at have os i familien.

Prøv at tænke på sværvægtsboksere. Atleter med en fantastisk råstyrke. Disse mænd har ofte en lille og spinkel kone, men denne kone formår alligevel at dirigere og lede disse store, kæmpe mænd som små børn. Hvad med jer selv? I Adoniser og Herkuleser af det stærkeste køn! Hvem bestemmer egentlig hjemme hos jer? "Det gør vi selvfølgelig!!" Ja det bilder I jer i hvert fald ind. I virkeligheden er sandheden for det meste jo en helt anden. Hvis I er gift med en klog kvinde, forstår hun sikkert at lede og føre jer, uden i overhovedet lægger mærke til det, og mens vi er ved det, skal det jo lige siges, at det garanteret slet ikke går så dårligt endda... Det kommer altid an på måden, hvorpå man gør det. Sådan er det også med os hunde. Først må I studere vores historiske anlæg og vores temperament en smule, og derefter forsøge at behandle os derefter.

Fra naturen af er de fleste Dogue de Bordeaux'er godmodige, hengivne og fintfølende. Besidder du en hundepisk, kan du ligeså godt smide den langt væk med det samme. Den kan ikke bruges på os (eller nogen anden hund). Vi glemmer aldrig et ondsindet slag, når vi bliver ældre. Unge hunde kan godt have brug for et lille klaps nu og da, for at lære renlighed, orden og lydighed. Dog vil det altid være langt mere virkningsfuldt med en ordentlig gang uskæld, for vi forstår meget hurtigt, hvad det er du vil have. Vi bliver også spurgt, om vi er vagtsomme. Jeg har allerede fortalt om, hvordan min herre i starten ærgrede sig over mig, fordi jeg var så rolig. Men vi opfører os nu for det meste, som du lærer os det, og gerne vil have det. Almindeligvis gør vi kun lige en gang eller to, ofte gør vi slet ikke, men knurrer en lille smule i stedet for, når der kommer en fremmed. Når vi ligger inde i huset, og vores herre træder ind, springer vi ikke op. For det meste bliver vi bare liggende. Vores glæde viser vi i stedet ved at løfte hovedet og kigge på ham. Først når han kalder på os, rejser vi os, ellers forstyrrer vi ham ikke. Når vores herre så sætter sig ved sit skrivebord, eller et hvilket som helst andet sted, rejser vi os stille og roligt, og går forsigtigt hen, og lægger os hos ham, eller giver ham poten. Vi kender ikke til uro og hastværk indenfor. Vi kan ligge stille i timevis, og du lægger faktisk ikke mærke til, at vi er til stede. Vores svage side er at køre i bil. Lige så snart jeg hører motoren, kommer der liv i mig.

I dagevis kører

jeg med min herre gennem landet. Om dagen ligger jeg i bilen. Når bilen somme tider står 5-6 timer på en parkeringsplads, bliver jeg lige så stille liggende i bilen. Det generer mig overhovedet ikke, at en forbipasserende kigger ind i bilen. Jeg finder mig også i at folk driller mig, allerhøjest knurrer jeg lige en gang, så smutter de fleste helt af sig selv. Om dagen finder jeg mig uden problemer i, at der kører en fremmed med. Det generer mig overhovedet ikke. Men lige så snart det bliver mørkt, tillader jeg ingen, udover min herre, at komme ind i bilen. Så kan min herre altså sige, hvad han vil, ingen kommer ind. Når vi kører om natten, sidder jeg på forsædet ved siden af min herre, og kigger på omgivelserne. På det tidspunkt kan folk bare lige vove at prøve på at komme i nærheden---så kan jeg altså godt opføre mig rigtigt dårligt. Dette er det eneste problem, min herre har med mig, det er ham helt umuligt at berolige mig, når der kommer nogen i nærheden af bilen om natten. Det er sket mange gange, at min herre ønskede at give nogen et lift om natten, men det vil jeg altså ikke have. Så kan han gøre og sige, hvad han vil. Der kommer ingen ind i bilen, når jeg er der. Ligegyldigt hvor flink jeg ellers er overfor kvinder, er det kun min frue, der kan få lov at komme med om aftenen. Dette ærgrede min herre sig noget over i starten. Han prøvede alt, men jeg strittede imod, og vi skændtes længe. Men jeg var mest stædig, og nu har min herre affundet sig med det; om aftenen kommer ingen fremmede ind i vores bil. Hvis du vil kalde det sådan, er det min eneste unode. Min frue mener dog, at det er min største plus.... Hvordan har jeg så fundet på det med at forbyde fremmede adgang til bilen om aftenen? Ja, det ved jeg egentlig heller ikke selv. Der er ingen, der har lært mig det. Jeg kan bare ikke fordrage det. Jeg vil være alene med min herre om aftenen. Det er bare en af mine karakteregenskaber, det er der ikke nogen, der har lært mig.

Fra naturen af har vi Bordeaux'er en fremragende næse. Du vil blive overrasket over, hvor god jeg er til at følge et spor. Der er endda nogle af mine kolleger, der er uddannede sporhunde, og har bestået politihundeprøven med udmærkelse. Ja vi har en fremragende næse, men det ved kun de færreste. Derudover har vi en orienteringssans, som mange politihunde ville misunde os. Jeg gik for eksempel et helt år frem og tilbage over grænsen fra et lille tysk grænseområde til Holland. Somme tider flere gange i løbet af dagen. Hvad jeg lavede der? Tjah, det forbliver min lille hemmelighed. Jeg er jo en stærk fyr, og kan slæbe en hel del. En 40-50 kilo er ikke noget problem for mig, jeg kunne endda svømme med en sådan vægt. Hvorom alting er, var der i hvert fald ikke nogen, der fik fat i mig. Jeg kendte altid de bedste smutveje, og inden nogen fik fat i mig, var jeg forlængst væk. I 1870'erne forsvandt der hver eneste nat, i længere tid, vagtposter fra en fæstning ved Metz. På trods af talrige undersøgelser og skarp kontrol, gik der måneder, uden at man fandt den skyldige. Vagtposterne blev ved med at forsvinde sporløst. Efter lang tid dragede man den konklusion, at der kun kunne være tale om et eller andet dyr, for man fandt tit de forsvundne vagtposter med gennembidt strube eller nakke. Der gik endnu et par uger, hvor man funderede over, hvordan det kunne lade sig gøre, og hvad det kunne være for et dyr, for en hund kunne i hvert fald ikke komme på tale. Dette fortsatte indtil sporet ved et tilfælde førte til Frankrig, hvor man blev opmærksom på en Dogue de Bordeaux. Det var et enormt dyr, med et frygteligt bid og fantastiske kræfter, som alle Bordeaux'er. En fanatiker havde trænet denne hund til, på hans mindste vink, at fare på folk der bar tysk soldateruniform, og bide halsen over på dem. Alle dem der kender til Bordeaux'er, ved at den ville være i stand til noget sådant, hvis den kommer i hænderne på en galning.

Nu ved du også, hvorfor jeg i starten af min fortælling formanede dig til at lade være med at prøve på at gøre os skarpere, og mere aggressive overfor mennesker.

Hvis først det er

lykkedes dig at gøre os skarpe overfor mennesker, og et fremmed menneske kommer til at lave en forkert, men harmløs bevægelse, så er det altså sket, hvis ikke du lige holder øje. Hvis er Schæfer eller en Dobermann bider til, så kommer der ganske vist ordentlige skrammer. Men hvis vi tager rigtig fat, så taler vi ikke mere om skrammer, men om knogler der knuses, og det går meget hurtigere, end du kan forstille dig. Hvis du absolut skal dressere os til at være aggressiv, så vær i det mindste så venlig at holde øje med os konstant, og vær forsigtig for vi gør ikke noget halvt! Råb til angriberen, eller enhver anden der ser mistænkelig ud, og fortæl ham, at han endelig skal stå fuldstændig stille. Fortæl ham, at han endelig ikke skal prøve på at slå ud efter hunden med en kæp eller andet. Sig, at han ikke skal prøve at skyde efter hunden, for hvis han ikke rammer, så hunden dør med det samme, og det gør man sjældent, så er han fortabt.

Vi Bordeaux'er har en helt fantastisk fornemmelse for, hvad vi står overfor. Vi træffer altid den rigtige beslutning pr. instinkt, og indstiller os derefter på sekunder. Fra naturen af er vi venlige overfor alle mennesker, og overhovedet ikke aggressive. Vi er venlige overfor dinebørn. Sådan en lille pige for eksempel; hun kan næsten tillade sig alt overfor os, for eksempel at ride på os. Det kan vi godt lide. Vi bærer gerne den lille på ryggen, indtil hun er omkring de ti år. Vi elsker at lege med børnene på græsset, giver dem poten. Tit har min lille frue givet mig en hat på, eller en jakke, det har vi meget sjov ud af. Aldrig har jeg så meget som knurret af den lille, og hun kan ellers godt være ret så slem ved mig. Somme tider han hun endda haft så travlt med mig, at hun ikke har fået lavet sine lektier. Når så faderen blev gal, og ville skælde hende ud, så optrådte jeg som mægler. Det tillader jeg altså ikke, så kan både min herre og min frue sige, hvad de vil. Så passer jeg altså på de svage. I dette tilfælde den lille frue. Somme tider har jeg endda selv taget karakterbogen for at vise den til faderen, og så savlet lidt på den, så han ikke rigtig kunne se, om der stod 03 eller13... Hvis min lille frue får et par veninder på besøg, er det også i orden med mig. Kun hvis nogen vil min lille frue noget ondt, griber jeg ind.

Jeg elsker at bade. Jeg er en fremragende svømmer, dykker, henter alt op ad vandet som du smider i. Jeg passer på, at den lille frue ikke går for langt ud, og henter hende op til min herre og frue, hvis det skulle blive nødvendigt.

Så nu har jeg vist næsten fortalt jer alt, om Bordeaux'ens grundlæggende karakteregenskaber. Du kan være sikker på, at en Bordeaux vil bringe jer megen glæde, for vi er nogle morsomme fyre, som I kan stole trygt på!

Redigeret April 21, 2008 af Dogue1

[Gæst livs_bailey]

en rigtig god historie du har skrevet, meget indlevende og farverig, men jeg kan da ikke undgå at blive lidt skræmt, hvad for eksempel hvis jeg møder en som er sur på mig og hunden kan se jeg viger tilbage?skal vedkommende true mig først eller bestemmer ddb´en bare selv, at han må da vist lige have kappet struben? Min familie og jeg kunne rigtig godt tænke os en dogue de bordeaux på et tidspunkt, men jeg har da fået mine tvivl efter at have læst din historie. Jeg har altid opdraget mine hunde med kærlighed og venlighed men hvad hvis jeg nu ubevidst pisser den af på en eller måde og den så vokser op og bliver mystisk i hovedet?

eller der er en fremmed med venlige eller fjendske intentioner der nærmer sig min datter?hvad sker der så med vedkommende?

 

men som sagt kanon god historie:-) og den har da både fyldt mig med ærefrygt og lyst til at kende racen bedre.

[Gæst Dogue1]

Hej:-D

Nu er det ikke mig, der har skrevet historien. Men en historie så er dukket op igen og igen, op igennem tiden. Meget af hvad der er skrevet i den er mudificerede sandheder og helt sikkert også gjort mere spændende end virkeligheden:blink:

Det med at de har været kamphunde er ikke helt rigtigt. Der var 3 typer af ddb. Dogue de Bordeaux-Paris(uddød i begyndelsen af 60'erne), Dogue de Bordeaux-Bordeaux og Dogue de Bordeaux-Toulouse (Dogue du Midi uddød i begyndelsen af 60'erne) Midi var ddb typen som var rendyrket kamphund

En blanding af den antike Ulm-dogue, dogue de bordeaux (det er uvist om det var paris eller Bordeaux) og en stor kamphunderace fra spanien sansynligvis Presa.

Den type dogue vi har idag ER Bordeaux typen.

 

Nu har jeg ejet 3 ddber gennem de sidste 14-15 år, og gennem rejser mødt rigtig mange af dem, men ikke en eneste har været SÅ grum som den ddb der har "skrevet" historien, tværtimod har 98% af hundene været venlige dog noget tilbageholden som de skal være da de jo er en vagt/vogter race.

De er bestemt ikke dræberhunde af natur og en normal præget ddb vil ikke bare angribe. Det ville være unaturligt.

Jeg kan dog allerede nu se på lexus at han er særlig opmærksom på fremmede som er lidt underlig feks fulde mennesker eller fremmede med en truende adfærd. Kommer de fortæt på mig eller kæreste giver han helt klare afstandssøgende (truende om du vil) signal, løftet overlæbe gør sig bred og høj hale. jo tættere de kommer på jo dybere og højere bliver knurren. Han trækker ikke i linen og han reagere fint på "rooooolig der er ok"

Fremmede med normal:blink: IQ vil ikke gå hen til en 60kg's hund som truer, vel?

 

Hvis du nu skulle pisse den af, jamen det gør du ikke og da slet ikke hvis det er din egen, i vil jo have lært hinanden at kende helt fra start af;-)

 

Ang. med din datter, venlige fremmede er jo venner som den ikke har mødt endnu. Fremmede som vil gøre din datter noget, det vil de ikke når der er en fuld voksen stor hund ved siden af. Jeg kan ikke sige hvad hunden vil gøre. Men jeg er ret sikker på at din datter er i sikkerhed.

 

Dogue de Bordeaux er ikke en hensynsløs dræber, det er en meget kærlig og tålmodig hund, jeg har ikke fortrudt en eneste dag med ddb:lun:

 

Du kunne jo lige kikke i mit album under min profil, der vil du kunne se at ddb faktisk er ret så gode hunde

 

Jeg mener personligt at de er lige så blide som langt flertallet af andre racer:-D

 

Du kan jo også komme og besøge Lexus, og se hvad du synes

Redigeret December 30, 2008 af Dogue1

[Gæst livs_bailey]

hej dogue,

jeg tænkte også, at den var noget overdrevet:-). Jeg har boet i Mou og der var en, der havde 5 stk. dogue de bordeaxuer, de så farlige ud når de kom og min gamle hund overgav sig da også med det samme selvom hun var en blanding af amerikansk bulldog og schæfer. Men de gjorde aldrig mig eller min gamle hund noget og var faktisk utrolig godmodige og ville hilse og kæles selvom jeg var "fremmed". Siden har jeg været fascineret af dem, store hunde har altid været min favorit, så jeg er da glad for historien er noget pyntet. Jeg er nok mest fascineret af et dyr, der har så megen situationsfornemmelse som bordeauxen, det viser virkelig at der foregår meget inde i bolden på dem.

[Gæst Dogue1]

hej dogue,

jeg tænkte også, at den var noget overdrevet:-). Jeg har boet i Mou og der var en, der havde 5 stk. dogue de bordeaxuer, de så farlige ud når de kom og min gamle hund overgav sig da også med det samme selvom hun var en blanding af amerikansk bulldog og schæfer. Men de gjorde aldrig mig eller min gamle hund noget og var faktisk utrolig godmodige og ville hilse og kæles selvom jeg var "fremmed". Siden har jeg været fascineret af dem, store hunde har altid været min favorit, så jeg er da glad for historien er noget pyntet. Jeg er nok mest fascineret af et dyr, der har så megen situationsfornemmelse som bordeauxen, det viser virkelig at der foregår meget inde i bolden på dem.

Nåh:blink: Jamen så har du en rimelig fornemmelse af racen:-D

Jeg har et hold venner i det sønderjyske som på et tidspunkt havde 11 bordeauxer. Det var noget af et imponerende syn når der kommer 11 store hunde løbende imod een for at sige hej og velkommen til..skal vi lege nu!?

 

Jeg skal lige advare dig!! Har du først haft en ddb i huset så er der ingen vej tilbage, racen er som narkotika. Man bliver stærkt afhængig af dem:mrgreen: