Hop til indhold

Berner Sennen Historie


Recommended Posts

Berner Sennen Historie

 

 

Der er i alt fire sennenhunderacer: Grosser Schweizer Sennenhund, Appenzeller Sennenhund, Entlebucher Sennenhund og Berner Sennenhund. Alle disse racer har deres aftegninger til fælles, men størrelsen og temperamentet er forskelligt. Berneren er den eneste langhårede af racerne og er den næststørste.

Popularitetsmæssigt er Berneren den af racerne som begår sig bedst i Danmark, efterfulgt af Grosseren.

Berner sennenhunden er en schweizisk kvægvogter, trækhund, gårdhund, vagthund og slagterhund. Hvor gammel racen er, kan man ikke sige med sikkerhed, men allerede omkring 50 e.v.t beskrev en romer (Collumella) en hund, som kunne minde om berner sennen i beskrivelse (langhåret pels, sort grundfarve, hvidt bryst). Derudover har man også fundet udgravninger af hunde, hvis skelet mindede om bernerens omkring denne tidsperiode.

I løbet af de sidste 500 år, er Bernerens blevet afbildet op til flere steder og de schweiziske bønder har med kærlighed bragt racen med i deres litteratur gennem de sidste 200 år, dog under flere forskellige navne såsom Bäri (svarer til bamse), Blässi (blis) eller Ringgi (efter den hvide halskrave, som ikke er tilladt i dag). Læg mærke til endelserne på ”i” – næsten alle schweiziske kælenavne ender på i. Omkring slutningen af 1800-tallet fik racen sit første fællesnavn Dürrbächler, efter en kro i Bern, hvor man mødtes for at diskutere hunde på flere planer. Det var næsten kun i dette område, hvor man endnu kunne finde eksempler på racen på dette tidspunkt.

n1579265998_36771_7150.jpg

Et af bernerens mange kælenavne var Ringgi, efter den hvide krave som nogle af bernerne havde. Den er ikke tilladt i dag. Her er det Rosi vd Milchstrasse.

 

Klimaet i Schweiz var ikke på bøndernes side og ej heller terrænet. Bønderne var afhængige af datidens Berner Sennenhund til at trække kærrer. Bønderne fremstillede forskellige kurve og andet godt stof, som de, med hjælp fra deres hunde fik ned til lavlandet og solgte om foråret og sommeren. Heste var for dyrt og var samtidig for store til at trække rundt med en vogn i det uvejsomme terræn. De hårde vilkår har ikke været lette for hundene, for nok var de stærke, men plejen af den lange pels har ikke været førsteprioritet – dog gjorde deres evner dem populære i lavlandet.

I det 19. århundrede opdrættede Hoffman, værten på kroen ”Dürrbach” dürrbächlere, som egnede sig som trækdyr. Den lette trafik blev oftest trukket af disse hunde, som var kendt for at være villige og intelligente og i året 1899 var der registreret 319 af disse trækhunde. Omkring 1830 og 1870 begyndte der også at åbne en del osterier, som også gjorde brug af disse hunde til transport af deres varer.

I det 19. århundrede skete der en stor ændring inden for hundeverdenen. England og Tyskland begyndte at arrangere hundeudstillinger med dertil kommende stambøger. Og i den sidste halvdel af 1800-tallet begyndte Sankt Bernharden at vinde kraftigt frem i popularitet, på grundlag af historierne om at de havde reddet folk i bjergene under forrygende uvejr. Dette kvalte desværre interessen for de schweiziske sennenhunde, der alle var nær uddød i denne periode. Men heldigvis opdagede kynologer sennenhundenes egenskaber og interessen blev vakt. Dette førte til at d. 11. maj 1902 blev der udstillet 4 Dürrbächlere på et skue i Galgenfeld ved Ostermundigen. Dog blev de ikke kvalificeret som en race endnu. Hundene kom alle for omegnen omkring Bern, som også er hjemsted for den kynologiske forening Berna. Forening afholdte i 1904 deres første internationale udstilling i Bern, hvor der var 700 hunde tilmeldt, hvor 7 var Dürbachlere og 92 var Sankt Bernhards. Resultaterne herfra er desværre gået tabt, men kynologen Albert Heim var til stede og han ses i dag som Sennenhundenes fader. Han forelskede sig den dag i Berneren og skrev endda nogle notater: ”De farveprægtige, men ellers af bygning og type meget lig en noget let Newfoundlænder skabte stor interesse. Dürrbächleren var erobret for kynologien og fejrede sit indtog i den schweiziske hundestambog.”A)

Fire Dürrbachlere blev præmieret denne dag og fik derfor optagelse i den schweiziske hundestambog. Hundenes navne var Phylax, Prinz, Ringgi og Belline, som blev forfædrene til vor dags Berner Sennenhunde. Nogle forretningsfolk fra byen Burgdorf fik interesse for racen og opkøbte hvad de kunne, hvorefter de begyndte på at renavle racen. D. 15. november 1907 grundlagde 17 mænd fra Burgdorf den ”Schweiziske Dürrbach-klub. Foreningen til avl af racerene Dürrbachhunde”. Den blev dog senere omdøbt til ”Klub for Berner Sennenhunde”, da racen på opfordring fra Albert Heim, skiftede navn til Berner Sennenhund. Klubbens medlemmer bestod til at starte med kun af opdrættere, men allerede i 1911 var der 40 medlemmer. 1. verdenskrig bragte tallet lidt ned, men allerede i 1925 var det på 40 igen.

n1579265998_36770_6915.jpg

Bäri Brönnimann vom Schlossgut, ukendt afstamning. Betragtes som en af de vigtigste stamhunde i avlen

 

Tilbage til klubbens spæde start, så afholdt denne i 1910 en stor udstilling i Burgdorf, hvor alle Berner-ejere var velkomne. Kun 8 hunde måtte gå uden en præmie, mod 33 hunde som fik andenpræmie og 47 som fik førstepræmie.

Albert Heim overvågede jævnligt udstillingerne og konkludere på en udstilling i Bern med 42 fremmødte Bernere: ”En overflod af godt!”B)

Men alt var ikke helt perfekt endnu. I 1913 skrev klubbens formand til Albert Heim om hvordan det gik, og udover det positive, måtte han også nævne at farverne endnu ikke var helt på deres plads, men det var ikke noget de tog så nøje.

Albert Heim har bl.a. sagt: ”Først i årene 1895 til 1910 er det gået op for vi schweizere, at vi her i landet ganske upåagtet havde nogle urgamle, hjemmehørende, herlige hunderacer… Som ganske almindelige forblev de helt upåagtede… Det var højeste tid at erkende det.”C)

Det gik fremad for racen for en tid, men opdrætterne stødte "pludselig" ind i et alvorligt problem. Hundene begyndte at lide af indavlsdepression1), man fik problemer med temperamentet, knoglerne blev mere spinkle og pelsene for kruset. Problemet blev diskuteret, men løste tilsyneladende sig selv, da en newfoundlænder ved navn Pluto v. Elengut sprang over en indhegning og parrede sig med bernertæven Christine v Lux. Det resulterede i 4 hanner og 3 tæver. En enkelt tæve og tre af hannerne voksede op. Tæven (Babette) indgik som den eneste fra kuldet i avlen og kun en enkelt tævehvalp efter hende, som ligesom hun selv, ikke var ”renfarvet” gik videre. Denne tæve fik til gengæld flere kuld, hvoraf flere blev brugt i avlen. Mest betydningsfuld blev hendes første kulds hanhvalp, Alex, der blev far til hele 51 kuld. Selvom der var newfoundlænderblod i ham, bragte han aldrig noget "negativt" til racen. Han bragte blodforfriskning, der efterlod racen med et godt væsen, god kropsdybde og et glinsende hårlag.

 

Berner Sennen i Danmark

 

Allerede tilbage i 1904 kan man finde det første billede af en typisk berner sennenhund i Danmark. Dette kan man undres over, men det formodes måske at være en tømrersvend fra Skandinavien, en såkaldt naver2), der måske har brugt den, som den trækhund den var.

Omkring 1930 fødtes det første danske kuld hvalpe, men det var et resultat af en bror/søster parring og var ikke den store succes. Selvsamme familie prøvede lykken igen, men anden gang købte de en drægtigt tæve.

Den første deciderede kennel opstod i 1950erne, kennel Søfryd fra Søborg. Omkring år 1960 kom den næste kennel frem, kennel Elmekrogen fra Hareskoven. Antallet er Bernere i Danmark er steget fra 26 Bernere registreret i Dansk Kennel Klub i 1968 til 315 + 18 importer i 2004, hvorefter tallet har været forholdsvist stabilt.

 

Kilder:

Dansk Kennel Klub Berner Sennen af Ina Olsen, Inge Bibby og Lone Pedersen. Forlag: Atelier

www.dbsk.dk

 

A) Dansk Kennel Klub Berner Sennen af Ina Olsen, Inge Bibby og Lone Pedersen S. 8, L. 26-31)

B) Dansk Kennel Klub Berner Sennen af Ina Olsen, Inge Bibby og Lone Pedersen S. 8 L. 26)

C) Dansk Kennel Klub Berner Sennen af Ina Olsen, Inge Bibby og Lone Pedersen S. 9, L. 34-40

 

1) Indavlsdepression er en konsekvens af indavl, der resulterer i nedsat livskvalitet, forringet helbred og nedsat evne til at reproducere sig selv.

2) Naver er en tømrersvend, som rejser rundt til fods i hele Europa for at få uddannelse.

Redigeret af bernerazuro
kildeangivelse
Link til indlæg
Del på andre sites
  • 1 year later...
Gæst Charlotte Krag

Jeg har godt nok ikke selv en Berner sennen men det har min bedstemor en dejlig tæve Freja 10mdr. gammel som nu vejer 35kg.

Den er 75% berner sennen og 25% belgisk hyrdehund. Den har det med at løbe væk, ligger det til Berner sennens historie at strejfe eller til den belgiske hyrdehund, og hvad kan man gøre for at forhindre det?

Link til indlæg
Del på andre sites
  • 11 months later...
Jeg har godt nok ikke selv en Berner sennen men det har min bedstemor en dejlig tæve Freja 10mdr. gammel som nu vejer 35kg.

Den er 75% berner sennen og 25% belgisk hyrdehund. Den har det med at løbe væk, ligger det til Berner sennens historie at strejfe eller til den belgiske hyrdehund, og hvad kan man gøre for at forhindre det?

 

nej en berner strejfer normalt ikke, og der findes mange metoder til at håndtere de problemer :) du kan jo stå på lur, og give en skideballe når den krydser grænsen. det anbefales da når man går til hundetræning.

Link til indlæg
Del på andre sites
nej en berner strejfer normalt ikke, og der findes mange metoder til at håndtere de problemer :) du kan jo stå på lur, og give en skideballe når den krydser grænsen. det anbefales da når man går til hundetræning.

 

Jeg ville nu nok i stedet for rose, når den blev på den rigtige side og pænt lede den tilbage over "grænsen", hvis den går over og så rose igen for at være på den rigtige side.

Link til indlæg
Del på andre sites

Enig med Dorte, men først og fremmest ville jeg sørge for at hegne grunden ordentligt ind.

 

Bare fordi en hund er af en bestemt race (eller blanding heraf), betydet det ikke at den er racetypisk i alle henseender. Derudover ville jeg aldrig turde stole 100% på, at hunden blev - selvom Møffe har bevist flere gange at han bliver, når vi har dummet os og glemt at lukke havelågen, så kan man stadig risikere, at der sker noget, der lokker ham ud.

Link til indlæg
Del på andre sites

Join the conversation

You can post now and register later. If you have an account, sign in now to post with your account.

Gæst
Svar på dette emne...

×   Du har kopieret indhold med formatering.   Fjern formatering

  Only 75 emoji are allowed.

×   Your link has been automatically embedded.   Display as a link instead

×   Your previous content has been restored.   Clear editor

×   You cannot paste images directly. Upload or insert images from URL.



×
×
  • Tilføj...