Hundelovsjusk

[Gæst Line&Freja]

Indtil 1. juli i år havde vi en glimrende hundelov. Der var detaljerede regler for, hvordan hunde og især deres ejere skulle opføre sig, og der var regler for, hvordan samfundsmagten skulle og kunne gribe ind, hvis ikke alt foregik efter reglerne.

 

For eksempel kunne det i yderste konsekvens bestemmes, at særligt aggressive hunde, som deres ejere ikke kunne eller ville styre, skulle aflives.

 

Det var naturligvis i så fald anklagemyndigheden, der havde bevisbyrden og skulle dokumentere problemerne. Sådan er det i ethvert ordentligt retssamfund, hvor borgerne nyder almindelige retsgarantier.

 

Til en vis grad også i Danmark, men der er betydelige undtagelser. For eksempel har skattevæsnet beføjelser, som ikke just kendetegner et retssamfund. Borgeren er som udgangspunkt skyldig. Også på andre områder skrider retsgarantien. For et par år siden vedtog Folketinget den skandaløse knivlov, som i princippet gør alle borgere til forbrydere, medmindre de kan og er villige til at anføre et såkaldt ”anerkendelsesværdigt formål” med besiddelse af arbejds- og køkkenredskaber, som et uforstandigt folketing har valgt at definere som våben. Igen ligger bevisbyrden hos borgeren – i lodret strid med det grundlæggende retsprincip om anklagemyndighedens bevisbyrde.

 

 

Men det var hundeloven: 1. juli i år kom fornuften endnu en gang til kort og måtte vige for politisk dumhed, inkompetence og trang til at vise beslutsomhed på et forhastet og uoplyst grundlag.

 

Efter en række overfald fra aggressive hunde, som fik stor medieopmærksomhed, følte politikerne, at de måtte vise handlekraft. Ikke ved at administrere den udmærkede gældende hundelov efter hensigten og gribe ind mod hunde og hundeejere, der ikke kunne opføre sig ordentligt, men ved at forbyde 13 specifikke hunderacer. Politikerne var advaret mod dette vanvid, men aktiverede deres til enhver tid aktiverbare argumentresistens. For døve øren havde eksperter forklaret, at et sådant forbud mod specifikke racer ikke ville virke, og at det ville være umuligt at håndhæve. Tillige er niveauet af en hunds aggressivitet ikke så meget et spørgsmål om race som om den opdragelse og træning, mennesker byder den.

 

 

En række hunderacer, som ikke står på listen, kan let opdrages og trænes til at være farlige og aggressive, for eksempel schæfer, dobermannpincher og rottweiler. Forresten også skabagtige gravhunde, men de er trods alt for små til rigtigt at tælle med i trusselsbilledet.

 

Nu viser det sig ikke uventet, at myndighederne mindre end en måned efter lovens ikrafttræden har det største besvær med at administrere loven og at definere de racer og blandingsracer, der ifølge loven skulle være livsfarlige for mennesker. At hundredvis af eksemplarer fungerer som fredelige familiehunde, har politikerne bevidst ignoreret. Nu skal de føres i kort snor og have mundkurv på, så den aggressivitet og nervøsitet, der ikke var før, kan fremtvinges.

 

Dyrlæger kan allerede nu meddele, at loven afstedkommer et virvar af fupnumre, ulovlig handel og kreativ manipulation med racerne, som vil være umuligt at retsforfølge.

 

Loven skal evalueres efter tre år, men så lang tid er slet ikke nødvendig for at finde ud af, at den eksisterende hundelov var god, som den var, og blot skulle administreres efter hensigten.

 

Disse paragraffer er der heldigvis endnu. Det er blot bestemmelsen om de 13 forbudte racer, der skal fjernes.

 

kilde:

Hundelovsjusk

(nb.:artikkel har mange seriøse kommentarer tilknyttet)

[KimC]

God artikel.

 

Men bemærk at ifælge lov om ophavsret må du ikke gengive hele artiklen her.

Det korrekte ville være at give et link, og evt et kort citat fra teksten samt ikke mindst kildeangivelse.