Hunde og skilsmisser - forældremyndighed

[Gæst Malene Nielsen]

Hvis vi skulle gå fra hinanden, så ville hundene umiddelbart følge med mig, da jeg går hjemme til daglig, det er mig der træner med dem, fodrer dem, går ture med dem osv.

Min bedre halvdel deltager så på lige god med mig i nusseriet, aftentisseturen osv.

 

Men hvis min situation ikke gjorde, at jeg ville kunne give dem de optimale forhold og min bedre halvdel ville kunne det - så ville jeg nok lade dem følge ham.

 

Mht delehunde - så tror jeg ikke at Joey og Zacho ville have problemer hermed. Som eksempel kan man tage, når de bliver passet nede ved mine forældre - der går ikke 15 minutter, så er de faldet ind i rytmen dernede og når vi henter dem, får vi 2 ligevægtige hunde med os hjem.... jeg vil mene at det vil være det samme med en evt. delning af tiden med hundene.

 

Men hunde er jo forskellige - vores 2 har let ved at omskifte sig, andre vil måske have sværere ved det

[Gæst ThomasTBO]

...Den dag idag er jeg sikker på at han bare holdt på sit for at irriterere mig maksimalt...

 

Det synes jeg lyder meget sandsynligt. Når 'den dejligste i hele verden' bliver til 'den værste i hele verden' kan selv det ondeste ofte ikke blive ondt nok. Man forsøger at slagte hinanden gennem psykologisk krigsførelse og her kan hunde ofte bruges som et belejligt våben fordi der kan være så stærke følelser involveret.

 

Ligesom det er vores tunge ansvar som hundenes 'værger', at sige stop for dem, den dag deres liv ikke længere er værdigt, må det også være vores ansvar, at sørge for, at hundene ikke bliver forvirrede kastebolde mellem to eks'er der hader hinanden. Det kan betyde afsavn - og at 'tage et nederlag', som det kan føles når man giver afkald på hunden til den anden part, men vores stolthed og æresfølelser må, i mine øjne, ALDRIG komme forud for hundens trivsel.

 

Så for at tage stilling til TS' startspørgsmål: at strides om en hund i retten er i mine øjne ikke alene 'for langt ude', det er også direkte forkasteligt, MED MINDRE den ene part er 100% oprigtigt overbevist om, at hunden ikke vil få det godt hos den anden - og her tænker jeg ikke på argumenter som 'fordi h*n er dum' osv. Elsker man virkelig sin hund, så er man også parat til at lide smerter, nederlag og sorg for dens skyld.