Min hvalp - min adfærdsbehandler!

[Audrey]

Der kan komme mange ting ud af, at få hund. Jeg har nu haft Audrey i en måned, og det er fedt at mærke, hvordan vi udvikler os begge to.

 

Jeg er ret utålmodigt anlagt, og har altid haft et meget voldsomt temperament og en kort lunte(hvis mennesker skulle avlsgodkendes, tror jeg ikke min far var sluppet igennem nåleøjet ). Det er blevet meget bedre, som årene er gået, men i pressede situationer, kan det vælte frem i mig. Det er ret svært at forklare hvordan det føles, men det er, som om man bliver styret indefra, af noget, som ikke vil gøre godt. Hjernen slår fra, og jeg er i skænderier med andre tit kommet til, at sige noget, som jeg efterfølgende har fortrudt. I dag prøver jeg, at tage mine forholdsregler, og mine venner ved heldigvis, hvor langt de kan gå. Jeg er på ingen måde selvhøjtidelig (på INGEN måde!), men hvis man provokerer mig længe nok, kan det gå galt. Dog bliver jeg aldrig voldelig, men finder noget andet at afreagere på.

 

Som jeg sidder og læser hvad jeg har skrevet, virker jeg som et menneske, som ikke skulle have noget som helst med dyr at gøre. Men som overskriften afslører, så har min hvalp en terapeutisk virkning på mig, og hun er ikke det første dyr, som har ledt mig til, at forbedre min adfærd.

 

Jeg har i en anden tråd filosoferet over, om Audrey kunne være en reinkarnation, eller i hvert fald have en form for åndelig forbindelse til min hest Lady, som blev aflivet for to år siden. Jeg er blevet styrket i min tro om, at det bare ikke kan være en tilfældighed, at det lige var Audrey, som blev min.

 

Lady var, hvad man i hesteverdenen kalder "opmærksom". Hun var en rød hoppe på ALLE måder. Hun kunne være engleblid på ridebanen, men når vi så var i skoven, kunne hun danse rundt, hvis et blad lå forkert på vejen (og det gjorde de tit! ). Der var mange andre situationer, hvor hun lige skulle være interessant og danse rundt, eller tage et stort hop til siden, selvom hun godt vidste, at SÅ farligt var det altså heller ikke..

Hvor jeg normalt ville blive irriteret, lærte jeg, at grine ad min dejlige hest, når hun lavede fis. Hun fik mig til at styre mit temperament og se det positive; nemlig, at min hest havde en allerhelvedes stor personlighed. Hun var en ener og vi var bare hinandens! :hjerte:

 

Audrey har fra start haft et rigtig godt indkald. Det er jeg jo (desværre) blevet godt vant til, så nu hvor hun en gang imellem ikke kommer, kan jeg godt blive irriteret. Især hvis hun står og spiser noget (kattelort ), som hun ikke skal spise. Når jeg så bliver skrap og kalder AUDREY! og går hen til hende, er hun ikke dummere, end at hun løber væk, for hun vil sgu da ikke indfanges af sådan en sur kælling.

Selvom det er utrolig irriterende i situationen, er jeg bare SÅ glad for at hun er så klog, når jeg nu ikke kan være det . Hun minder mig om, at hun skal synes, at det er det fedeste at komme hen til mig, så hvor meget jeg end har lyst til at blive gal, så bliver jeg bare endnu mere munter og fjollet i stemmen, og hun kommer da, omend hun somme tider gerne lader vente lidt på sig.

 

Hun har også hjulpet mig meget med mit problem med øjenkontakt. Det er noget meget intimt for mig, og jeg kan bliver helt vildt utilpas, hvis folk prøver at tvinge mig til at se dem i øjnene. Ved ikke helt hvad det handler om, for jeg har ikke nogle problemer med, at snakke med fremmede, men det er i meget høj grad et spørgsmål om tillid for mit vedkommende, og selv mine nærmeste venner må nogle gange undvære. Min mor er nok den eneste, med hvem jeg ikke tænker over det.

Men Audrey har brug for øjenkontakt, og hvem skal hun få den fra, andre end mig? Jeg kan mærke, at det hjælper på mig. Der er stadig lang vej, men jeg ser hende dybt i øjnene hver dag, og det er faktisk ikke væmmeligt. Hun gør mig tryg. :hjerte:

 

Det var så for, at gøre en kort historie lang...

[Franziska]

Ej hvor lyder det dejligt for dig...

Ja dyr er virkelig guld værd.. :hjerte:

 

Jeg lider af angst (især hvis jeg skal være alene i længer tid) lægen ville gerne have jeg skulle være konstant på stærkt medicin, som jeg nægtede da det jo kun er i perioder jeg skal være alene i længere tid.

For ca. et år fandt jeg ud af at hunde tog toppen af angsten så jeg selv kunne håndter det uden brug af medicin..

 

Det er et af grundene til vi har fået Maya

[Audrey]

Jamen det er så skønt. Tænk at sådan et lille væsen kan åbne ens øjne, uden at sige et ord. :hjerte:

 

Jeg har godt hørt fra andre herinde, at deres hund både fungerer som kæledyr, og som servicehund, og jeg synes, at det er så fantastisk, at eksempelvis du kan "glemme" din svaghed, fordi du, i stedet for at sluge en masse piller, kan gå en tur med din bedste ven, hvilket jo er så naturligt ved det, at have hund.

 

:banan: for Maya.

[Gæst stenshoej]

De hjælper en utrolig meget..

også tit så man slet ikke lægger mærke til det..

 

men jeg er f.eks. enormt dårlig til at vise kropssprog..

altså ikke sådan at jeg ikke kan.. men er bare næsten altid "kold" ..

 

efter jeg så har skulle begynde at træne hund, og tilbringe tid sammen med hunde..

har jeg meget hurtigt fundet ud af man ikke bare kan gå og være kold og holde den samme kedelige tone til alting.

 

så til dels mest robin har vel lært mig hvordan jeg udtrykker mig og hvordan min holdning er..

[Lenschow]

Det kende rjeg godt. Dyr udvikler også mig.

 

Du kunne garanteret glæde dig over KAren Pryors Reaching the Animal mind, en bo, hvor hun skriver hvad klikkertræning egentlig er - en måde at kommunikere med en anden art på - og lære af den anden...