Hunden knurrer og gør af mig

[Gæst Hundeven Kbh]

Lad mig gå lige til sagen. Jeg har et vennepar som ejer 2 ruhåret gravhunde som begge er 4 år.

Problemet er at den ene af disse er yderst "fjendtlig" (ved ikke lige hvilket ord jeg ellers skal bruge) over for mig. I en sådan grad at den knurre af mig så snart den ser mig eller blot hører min stemme. Det har været sådan siden første gang jeg mødte den, og ingen af os kunne dengang huske på nogen hændelse der kan have afført dens konsekvente "fjendtlighed".

Det er nu blevet sådan, at når jeg besøger dem, bliver de simpelthen nødt til at lukke den inde på førstesalen, så vi ikke risikerer at den går fra knurren til bid (dette gjorde vi ikke de første gange, så det kan ikke være fordi den forbinder mig med at blive lukket inde på førstesalen at den er fjendtlig).

Mit spørgsmål til jer hundevidende mennesker er, om det kan have noget med min duft at gøre, eller min stemme (har en dyb stemme, og har læst at det kan gøre nogle hunde aggressive) eller noget helt tredje? Altså om der kan være noget ved mig, som ikke har med min opførsel at gøre men ved mig rent biologisk; altså duft, stemme eller andet.

 

Håber nogen af jer kan hjælpe

[Lonny]

Hunde er jo meget "racistiske", forstået på den måde at, hvis du ligner en anden person der en gang har gjort den fortræd, så kan den heller ikke lide dig.

Lige som hvis den en gang er blevet bidt af en labrador, så er alle labradorer lige pludselig dumme

 

Så jeg vil tro, at du minder den om en den ikke kan lide.

 

Hvad med at tage de lækreste godbidder med næste gang, og så sætter dig lidt på afstand og kaster dem hen til hunden. Så vil den sandsynligvis komme nærmere og nærmere, og en dag er I måske bedste venner (eller i det mindste ikke uvenner)

[Tweesa]

Ja det kan jo være så meget - måske den bare ikke er glad for mænd..

Men jeg er enig med det andet råd - en masse godbidder

 

Forsøg at lade være med at kigge på den, vend siden til, og kast i en blød bevægelse guffere hen..

Og ellers bare lad den være - den beder dig om at holde dig på afstand, hvis du respekterer dette og ellers bare er en guldgrube af guffere så tror jeg I er på rette vej

[Birgitta]

Lad mig gå lige til sagen. Jeg har et vennepar som ejer 2 ruhåret gravhunde som begge er 4 år.

Problemet er at den ene af disse er yderst "fjendtlig" (ved ikke lige hvilket ord jeg ellers skal bruge) over for mig. I en sådan grad at den knurre af mig så snart den ser mig eller blot hører min stemme. Det har været sådan siden første gang jeg mødte den, og ingen af os kunne dengang huske på nogen hændelse der kan have afført dens konsekvente "fjendtlighed".

Det er nu blevet sådan, at når jeg besøger dem, bliver de simpelthen nødt til at lukke den inde på førstesalen, så vi ikke risikerer at den går fra knurren til bid (dette gjorde vi ikke de første gange, så det kan ikke være fordi den forbinder mig med at blive lukket inde på førstesalen at den er fjendtlig).

Mit spørgsmål til jer hundevidende mennesker er, om det kan have noget med min duft at gøre, eller min stemme (har en dyb stemme, og har læst at det kan gøre nogle hunde aggressive) eller noget helt tredje? Altså om der kan være noget ved mig, som ikke har med min opførsel at gøre men ved mig rent biologisk; altså duft, stemme eller andet.

 

Håber nogen af jer kan hjælpe

 

Silke er umådelig venlig overfor andre mennesker, --næsten FOR venlig. Men en sommeraften kom vi gående over marken op mod bebyggelsen. Oppe ved husene stod der en mand. Ikke nogen vi kendte, men heller ikke nogen, der så specielt mystisk ud i mine øjne.

Men Silke, der var løbet lidt i forvejen, gav sig til at knurre og gø. Og hun hoppede rundt om manden og gøede helt vildt. Og helt atypisk for hende..

-Jeg kaldte hende selvfølgelig til mig og vi gik sammen op til manden for at afdramatisere og hilse på.

Manden var øjensynlig blevet temmelig forskrækket og skældte ud. Og det var da forståeligt nok.

Men jeg lagde mærke til hans øjne. De var en smule udstående og virkede stirrende. Og måske på grund af hans forskrækkelse så slap han ikke Silke af syne så meget som et øjeblik. Han stirrede på hende hele tiden.

---Nu var det ikke en mand, jeg havde set før -eller efter-- så der var ingen grund til at han og Silke skulle blive hjertevenner. Så jeg sagde bare undskyld og gik med min hund.

 

-----Det, jeg vil frem til er, at dit blik alene kan virke meget stærkt på en hund. Og netop fordi I har haft en uheldig start, så er I mere opmærksomme på hinanden end I ellers ville være. Du og den anden hund ignorerer sikkert i højere grad hinanden?

 

Du skal prøve at finde overskud til helt at ignorere den aggressive? hund osse. (jeg tror, den er bange for dig)..

 

---Er du alene når du besøger familien med de to hunde? Eller har du en kone/kæreste med?

Jeg spørger fordi du kunne have brug for en "brobygger". En person, der har det rigtig godt med hunden, og som også har det rigtig godt med DIG. Det skal helst være en person, som smiler og snakker med dig og knuser og krammer dig næsten demonstrativt. --OG som før og efter også hygger med hunden uden problemer. DU skal helst modtage og være passiv.

Hunden skal du helt ignorere. Du må IKKE! kikke på den. Heller ikke række ud efter den. Ikke tale til den.

Jeg har selv brugt det når mine hvalpe i en vis alder har virket skeptiske overfor fremmede. Jeg klapper og krammer hæmningsløst den mest sølle alkoholiker eller narko-type hvis min hvalp virker reserveret... Og det har altid virket.. --Det flytter fokus fra min hund, og det viser hunden at mor synes vedkommende er ok.

 

Det er sikkert sværere at vinde hunden for dig hvis det er noget, der har varet i flere år, men det er da et forsøg værd.

 

Målet er IKKE at I skal blive hjertevenner, men at I kan blive så trygge ved hinanden så I tør at ignorere hinanden.

 

Jeg har en mistanke om, at angsten/fjendtligheden er gensidig?

[Aslan]

Hunde er jo meget "racistiske", forstået på den måde at, hvis du ligner en anden person der en gang har gjort den fortræd, så kan den heller ikke lide dig.

 

 

Min EX's forældre havde en genbrugs gravhund, den var blevet tævet af den ejer, blond og lidt rund.....gæt hvilken hund der absolut ikke kunne li mig, nærmede jeg mig den begyndte den at knurre eller løb sin vej (det var synd for den)

 

 

Ja det kan jo være så meget - måske den bare ikke er glad for mænd..

Men jeg er enig med det andet råd - en masse godbidder

 

Forsøg at lade være med at kigge på den, vend siden til, og kast i en blød bevægelse guffere hen..

Og ellers bare lad den være - den beder dig om at holde dig på afstand, hvis du respekterer dette og ellers bare er en guldgrube af guffere så tror jeg I er på rette vej

 

Syntes det lyder fornuftigt, og noget som jeg ville prøve, hvis jeg var dig

[Gæst Hundeven Kbh]

Mange tak for alle jeres gode svar. Har været på ferie, så har ikke lige fået svaret tilbage.

Nu er det ikke noget voldsomt stort problem at den ikke kan lide mig, da det ikke er så tit jeg er oppe hos dem, så det er relativt begrænset hvor meget arbejde vi vil lægge i at omvende den. Vi har prøvet "godbids-tricket", men det kunne da godt være vi skulle forsøge at gentage det. Og så må vi se om det med at have en brobygger kan få den til at slappe lidt af også.

Skal nok vende tilbage hvis der sker en forandring i situationen