Verdens gladeste hundeejer

[Lenschow]

Jeg er nødt til at dele med jer - Jeg er SÅ lettet og glad.

 

Som nogle ved kæmpede vi virkelig for at lære Aslan at være alene. Det var ikke let at lære som 3-årig og med hans stressniveau men det lykkedes, og så indtraf sort uheld. Han blev syg, indlagt, alle rutiner brudt og efterladt i bur hos dyrlægen. Samtidig fik han medicin med meget store bivirkninger, så det hele blev forbundet med enormt ubehag.

 

Kort sagt: Vi var sendt helt tilbage til starten. Han kunne slet ikke forlades - ikke en gang i under et minut. Selvom han trappede ud af medicinen var psyken ikke med. Det var tydeligt at se på optagelserne. Jeg snakkede endda med dyrlægen om Clomicalm, så slemt var det - sidste gang havde jeg fire ugers ferie. Denne gang skulle jeg arbejde alle hverdage - og min mand er i udlandet. Kort sagt: En virkelig skidt situation.

 

Da vi elsker ham højt, gik vi dog ind i det med rank ryg. Filmede, startede forfra, overtalte en arbejdsplads, som ikke er så let at danse med omkring dyr til at medbringe ham i bilen og onsdage har jeg kørt hjem og medbragt, for her har jeg en anden arbejdsplads med fuld forståelse. Hver dag når vi kom hjem fra arbejde, har jeg trænet ham. Helt forfra. Ingen har set mig socialt - alt har handlet om hund hund hund og alene hjemme. Jeg har siddet i min bil og talt minutter - igen. Gået ind og ud af døren. Filmet den ene film efter den anden med en hund, der løb rundt i panik i huset og kaldte. Segnet i sengen af udmattelse og følt en enorm afmagt.

 

Men vi blev sgu ved!

 

Og i dag var jeg tvunget til at gå i fire timer. Det var med bævrende hjerte.

 

Jeg har lige set en film med en hund, der sover som en sten. Fuldstændig som før alt det sygdom ramte.

 

JEG ER SÅ GLAD!

Ord dækker ikke

 

Han er stadig urolig i starten og går fra maden og kigger efter mig, men så var det som der skete noget. Han stod midt på gulvet og så sank halen og han gik hen og spiste og tullede lidt rundt og så stod han lidt og lyttede men rolig. Og så gik han hen og sov. Det så fuldstændig ud som om han pludselig huskede træningen:klap:

 

Dette viser mig, hvorfor det er så pokkers vigtigt at gøre tingene korrekt fra start. han er stadig sårbar og kommer med i morgen og nu her på job - men han KAN lære det igen, fordi han husker træningen og de gode oplevelser ved træningen. Jeg er sikker på, at hvis jeg ikke havde indlært dette positivt og trinvist så havde vi haft et meget alvorligt problem nu. Jeg har set det før - hunde der trænet positivt forbinder hele situationen med noget rart. Og når de så kastet ud på dybt vand, så finder de jord at stå på fordi de husker det rare. Det gælder fx hunde, der er bange. Laver man simple velkendte øvelser med dem så kan de glemme ubehaget.

 

Hele den optagelse jeg har af Aslan der midt på stuegulvet er fantastisk. Den viser mig styrken af positiv trinvis læring og den betydning det har, at vi bruger den tid, som et kræver fra start på at lægge et fundament, som selv en voksen kennelhund der aldrig har været alene før, kan falde sikkert tilbage på. Tænk hvad man så kan opnå med en hvalp!

 

 

Vi er SÅ SÅ SÅ glade - altså :hjerte:

 

PYYYYYHA!

 

 

Har I oplevet jeres metodevalg og træning samle jeres hunde op mentalt senere? Så del det endeligt. Jeg kan næsten ikke få armene ned.

 

Jeg kan naturligvis ikke sige om han nu bare kan forlades - men jeg kan med 99 % sikkerhed sige, at jeg nu VED, at han kan lære det igen. Fordi han huskede noget rart ved hele set-uppet

 

Åh vores lille Aslan - vi er stolte over dig :hjerte:

[Gæst DorteDK]

Super dejlig læsning, og hvor er han kær. Det er godt nok helet flot efterhånden

[Murphy]

FEDT! Dejligt, at høre at din kamp med træningen har givet pote...!

Kan næsten mærke din glæde komme ud af min tlf...

 

Nu er Murphy ikke så gammel, men vi har haft vores udfordringer ang fremmede (især dem der kommer direkte imod os)... Og igår aftes fik jeg bekræftigelse i, at træningen virker... Der kom en ældre herre hen (han var vist lidt fuld) og ville tydeligt tale med Murphy, den opfanger jeg, får Murphy's fokus og får ham til at sidde... Træder så ind foran Murphy og siger til herren, at min hund ikke er så glad for fremmede... Murphy sagde ikke en lyd! Han plejer at gæffe... Men herren får lov til at give en godbid og går videre... Jeg blev SÅ stolt af min tossede lille vaps!!

[luckyluna]

Hvor dejligt at det igen går fremad. Og hvor er han helet flot. Er han virkelig allerede trappet ud af medicinen?

 

Når du spørger til om vi selv kender det med at tidligere træning kan bruges senere, så ja. Og det første jeg kommer til at tænke på var da sheila fik et chok over at sidde fast i et stødhegn. Og vi taler rigtigt chok og ikke bare forskrækkelse.

Hun blev efterfølgende bange for alt. Biler, mennesker, hunde, lyde. Alt kunne få hende til at gemme sig eller ville hjem. Hun kunne max holde til 20 min gå tur, hvis der var helt roligt omkring hende. Mere end det og hendes hjerne blev overstimuleret og hun ville hjem.

 

Som dyrlægen sagde, så kunne det sammenlignes med folk der der lider af post traumatisk stress. Hun så farer overalt.

 

Der var jeg godt nok glad for det store arbejde og megen træning hun havde. Jeg kunne ved hjælp af denne hjælpe hende forbi farlige ting uden panik og jeg kunne fremfor alt få hende ud af den skal hun prøvede at pakke sig ind i derhjemme, ved at gemme sig i et mørkt rum med hovedet ind i væggen:(

 

Det var nogle meget hårde måneder. Hun kunne heller ikke være alene hjemme i flere uger, så måtte i dagpleje hver dag.

 

Det kan da stadig mærkes en smule på hende og hun har haft 2 mindre tilbagefald. Men generelt er hun blevet samme livsglade hund igen og er tryg ved verden :hjerte:

[Lenschow]

Dyrlægen valgte at trappe ham hurtigere ud da hun vurderede at hans alene hjemme problemer eller ville komme retur måske uløseligt. Han har derfor en del tømmermænd - diarre osv - men er ved godt mod og sover meget. Jeg er enig med dyrlæge i det valg. Vi stod lidt og måtte vælge mellem en lidt hurtigere udtrapning eller risiko for varig skade på hans dagligdag her - så vi trappede ud lidt kvikt - han var dog så langt nede i dosis der, at det var ok men ja det var et valg. Som så ud til at være det rette for Aslan. Jeg er meget glad for min dyrlægens indsigt i denne del også. Han skulle have haft sidste halve pille lørdag, men vi stoppede i dag på råd fra hende pga han viste tegn på bedring alene. Hun mente, at nu var nok nok for ham i denne omgang psykisk. Han er jo helt ny herhjemme endnu.

 

Han får så lidt mod mave og forebyggende mod mavesår pga dosis og udtrapning, men han virker tilfreds og såret ser fint ud. Han var nede på ca 2-4 mg, da vi stoppede. Det bør være helt ok iflg dyrlægen og det ser sådan ud. Han toppede på 50 mg - den stakkel