Mig - verdens ondeste hundejer..

[Gæst mille07]

Tænk at så sød og kærlig en hvalp som Mille skal udsættes for så grusom en ejer som mig.

 

Har I aldrig følt sådan?

 

Jeg har i dag solidt plantet et tekrus i hovedet på Mille. (Tomt krus). Staklen lå fredsommeligt i køkkenet, mens jeg var ved at tømme opvaskemaskine. Så selvfølgelig taber jeg kruset, og Mille får det lige i hovedet. Aldrig har jeg hørt en hund hyle så meget og i så lang tid, som hun gjorde, mens den kryber ud af køkkenet næsten på maven.

 

Jeg havde simpelthen lyst til at tude. Det må have gjort så ondt, og hun må være blevet så forskrækket.

 

Og jeg blev så bange over den måde hun reagerede på. Troede næsten jeg havde givet hende kraniebrud.

 

Da jeg så fik fat i hende og tog hende op rystede hun simpelthen sådan, som jeg aldrig har oplevet før.

 

Det værste er simpelthen, når man íkke kan forklare dem, at det var et uheld og ikke en hård afstraffelse for at ligge fredeligt i køkkenet.

 

Nå, men hun holdt da op med at ryste, og humøret steg også. Hun var lidt nedtrykt lige efter. Men halen kom da op igen og hun blev helt sig selv.

 

Så kan man sidde her med sin dårlige samvittighed og skamfuldt være taknemlig over dyrs manglende evne til at bære nag.

 

Men Mille har godt nok fået lange tøjler resten af dagen.

[Gæst anne-marie]

Nå, det bette pus da

 

Du kan faktisk godt snakke med hende om det

 

Du kan fortælle hende om at det var et uheld, og at du er meget ked af det osv..

 

Hun forstår måske ikke hver en detalje, men din oprigtighed og din kærlighed vil hun kunne forstå

 

Det ville min dyrlæge sige

[Gæst Vivi]

Åh, stakkels Mille og stakkels dig.

 

Jeg har prøvet at kaste et pivedyr direkte ind i toffi´s ansigt, med fuld kraft. Den smuttede simpelthen, da jeg skulle kaste den ude på græsplænen.

 

Hun luskede ind i entréen hvor hun gemte sig i tasken i ½ time, det ene øje var stadig lukket, da jeg endelig fik lokket hende ud.

 

Den dag i dag dukker hun sig, og vender ryggen til, når vi leger kastelege

 

Det værste synes jeg egentlig ikke var at det gjorde ondt på hende, men mere det at tilliden fik sig en revne, som jeg nu jævnligt bliver mindet om

 

Men vi må vel bare sige til os selv at der til gengæld ikke er tal på alle de gange hvor vi gør noget godt for hunden

[Gæst mille07]

Anne-marie: Det har jeg søreme også gjort.

 

Jeg tog hende som sagt op, og så sad vi længe inde i sofaen og nussede og snakkede, mens jeg kyssede hende på hovedet, og sagde jeg var ked af det og at det kun var et uheld og at hun ikke skulle være bange eller ked af det.

Jeg kunne ikke lide bare at sætte hende ned, når hun rystede sådan. Så jeg sad med hende længe indtil hun faldt til ro.

 

Så jeg håber hun forstod det. Men hun har vist tilgivet mig. Nu er hun ligeså fræk og fuld af selvtillid som hun plejer at være.

 

Men nu går der nok lige et par dage, hvor Mille får nogle ekstra godbidder.

 

 

Vivi: Åh, det var også synd for toffi, men du har ret. Det sker så sjældent at vi kommer til at gøre noget, der skræmmer dem eller gør ondt på dem, og ja heldigivs er alle de gode ting i overtal. :wink:

Men hvor har man det dog skidt med sig selv bagefter.

[Gæst P. Borg]

Kan du ikke se overskriften for dig i Ekstrabladet

 

Men mon ikke det mere var chokket end slaget - der fik Mille til at hyle?

 

Sket er jo sket og det kan ikke gøres om - omvendt kan ynk og ekstrem trøst forstærke angsten/frygten og der med gøre det værre for Mille. Det bedste du kunne gøre var faktisk at propfodre hende med godbidder. Hvis hun er modtagelig for godbidder, så er hun ved at komme sig over chokket. Det er altid en god angst-/frygtmåler at proppe godbidder i en angst hund. En hund kan ikke være angst og sulten (spise) på én gang - det er for hunden to modstridende følelser. Dvs. den tid den spiser er hunden ikke bange, hvis den viser frygt igen når den ikke spiser, så må den have nogle flere rigtig gode godbidder (nap en stor portion leverpostej i køleskabet ).

 

Omvendt kan man så sige/håbe at Mille har lært at det nok ikke er det mest hensigsmæssige opholdssted ved opvaskemaskinen, specielt ikke når den tømmes.

 

Dårlig samvittighed burde du have, hvis du havde gjort det med forsæt (med vilje) - det tvivler jeg strækt på du gjorde :wink:

[Gæst mille07]

Sikke en overskrift. "Købte rask og sund hvalp og kvæstede den to måneder senere".

 

Nej, med vilje var det ihvertfald ikke. :wink:

Jo måske var det chokket, der fik hende til at reagere så meget. Hun blev ihvertfald forskrækket.

Det med godbidderne vil jeg huske til en anden gang.

[Birgitta]

Sjovt nok synes jeg, at Silke reagerer lige omvendt hvis jeg kommer til at "kvæste" hende... Jeg er f.eks. kommet til at træde på hendes hale... Så pev hun, for op og snurrede rundt og smaskede og slikkede og logrede helt vildt, --som om HUN ville sige undskyld...

Så "upser" jeg lige og fortæller hende at hun er en god hund og vi er fine venner. Og så er det slut.

Jeg har indtryk af at Silke synes jeg er hendes ufeljbarlige "Gud". Så hvis jeg jokker hende på halen, så har jeg nok en god grund til det..

 

 

Jeg tror ikke rigtig på for meget pylren. Det er vist mere VORES behov end det er hundens.

Varige traumer opstår nok mere på grund af for meget pylren end på grund af for lidt.

[Gæst mollie-vuffer]

Jeg tror at, vores hunde godt ved at vi aldrig ville skade dem bevidst. De ved at vi gør alt for dem. Og vi elsker dem

 

For at trøste dig lidt, kan jeg fortælle at kæresten engang da Mollie var en lille hvalp også, tabte en hegnspæl i hovedet på hende. Aldrig har jeg hørt sådan hyl før eller siden. Og nøj, han blev ked af det. Han troede Mollie var rendt efter bolden som han sparkede til, det gjorde hun bare ikke..

Men til din trøst, har det altså ikke skadet forholdet mellem dem. De er best buddies som min kæreste kalder dem.

 

Mille ved godt det ikke var med vilje.. :wink: