Lenschow

Nogle går virkelig langt for at vinde - der hvor jeg får et problem, er, når jeg ser hunde, der er utrygge eller kede af at være med. Dem ser jeg desværre og de presses i ringen - ofte fordi de er "smukke" og vinder meget. Der kunne jeg godt tænke mig, at man tog hensyn til hunden i stedet. Her er den nordiske spids/pommersk spids i gode gamle dage, og den ser stort set ud på samme måde i dag. Dog savner jeg så at se TRE farvevarianter... Jeg har også fundet en racebeskrivelse fra 1887, hvor de gamle arbejdsfunktioner også beskrives. Til de hundekulturhistorisk nysgerrige kommer den her. Kilde: Viggo Møller, ”Hunden og Hunderacerne.” En populær Fremstilling. Kjøbenhavn, P. G. Philipsens Forlag, 1887. Når han skriver "Spidshunden" er det den nordiske, Pommersk Spids/Dansk Spids, ikke spidshunde generelt. Han har afsnit om de andre racer også - herunder Den nordiske dværgspids, som lyder hen af pomeranian og den skandinaviske elghund mfl. Citat start: "Af karakter er Spidshunden gnaven, til dels bidsk og ikke lærevillig. Den anvendes som vagthund, og i den retning er den meget pålidelig på grund af sin stridbarhed, og fordi den har en smældende stemme. Inde i et hus gør den om natten en forfærdelig alarm ved den ringeste anledning. I Tyskland har den tidligere været meget yndet; Hering fortæller: På den tid, da postkørselen endnu stod i fuld blomst, da gader og landeveje blev livlig befærdet af tunge, med hvidt og gråt omhyggeligt tildækkede vogne, hvis kæmpemæssige læs blev slæbt af kraftige hingste med grævlingeskind på seletøjet, da var det Spidshundens glansperiode. Så man et sligt køretøj nærme sig, kunne man være sikker på allerede i afstand at høre en Spidshunds bjæffende stemme, der ofte slog over af vrede og arrigskab og truede med at blive hæs. Trods al raslen og rumlen havde den lydhøre hund, der sad i vognmagasinet ved siden af den sovende kusk eller i en kasse, der hængte under vognen, og kiggede frem mellem alle slags kæder, vinder og bremser, kendt lyden af en fremmed, der nærmede sig og i rette tid afgivet den livligste melding til sin herre. Begavet med en mere fint følende vagtsomhed end nogen som helst anden hunderace, var den som skabt for det liv og den virksomhed, som fragtvæsenet førte med sig. Med kusken og hestene var den fuldstændig sammenvokset. Når dens herre sad på knejpen, lagde den brave Spidshund sig som en ubestikkelig vogter under vognen, idet den skarpt iagttog alle med sit politiblik og gøede højst ubehageligt ad enhver, der vovede at nærme sig til vognen. Hverken tilkasten af lækre mundfulde eller landsbykøternes lokken kunne bringe dens samvittighedsfuldhed til at vakle eller få den til at forlade sin post. På landet var den husets og gårdens bevogter, kun måtte man ikke lægge den i lænke, den måtte frit kunne gennemløbe sit terræn og efter godtbefindende vælge sig en dørtærskel, et trappetrin eller møddingen til leje. Den udviklede sig uden nogen som helst dressur med alderen til en tro husfælle, kunne ikke tænkes mere pålidelig, vagtsom og elskværdig mod børn, eller mere fjendtlig over for enhver fremmed. Spidshunden har imidlertid fået tidernes skiften at føle; over alt er den i den senere tid blevet skubbet til side. Rottehunde og større racer har fortrængt den fra fragtkørselen og gårdspladserne, hvor til måske også den omstændighed har medvirket, at Spidshunden ligesom huskatten mere hængte sig ved huset end ved herren og kun nødig besluttede sig til at ombytte det sted, hvor den var op-vokset, med noget andet. Ser man uhildet på den, så står det fast, at mennesket i den havde en ven og hjælper der i selv-fornægtelse, opmærksomhed, utrættelighed, tilforladelighed og troskab meget vel kan tjene mangt menneske til mønster. Hold derfor i al tid denne race i ære.” Og så er der foto af hundene, der var hvide, sorte og ulvegrå. Og som fuldstædig ligner Aslan som han ligger her i min stue i 2016. Der er også foto, hvor de driver og bevogter kvæg. Om racernes opståen skriver Møller: "Racernes opståen Dyreracer er kulturprodukter og dannes ved hjælp af kunstig parringsvalg og pleje. Dette gælder særlig om hunderacerne. De fleste af disse er frembragt med forsæt, dels ved hensigtsmæssige foretagne krydsninger, dels ved hjælp af et i én bestemt retning foretaget og omhyggelig gennemført udvalg af avlsdyr. Hånd i hånd med påvirkning i form af anvendelse og dressur. Mange klassiske skribenter omtaler hunden. Men det er ikke altid let at finde rede i navnene, da disse foruden at være afvigende hos forskellige forfattere, i reglen er givet efter lande og folkeslag. Aristoteles, Alexander d. Stores berømte lærer, der levede omtrent 350 år f. Kr., opregner i sin Historia animalum syv forskellige slags hunde. Senere forfattere nævner efterhånden flere og flere racer. Linné omtaler i 1700-tallet 36 hunderacer, bl.a. Spidshunden med det latinske navn Canis Pomeranus. " Citat slut. Det der fik mig i gang med denne research var, at vi ikke forstod, hvad det var for en hund, vi delte hjem med. Som nogle husker gik han og s,måbrummede før han slog over i gøen, og vi kunne ikke se, hvad der udløste det. Der blev gættet på mange årsager, som ikke viste sig at være rigtige. Men nu har vi løst det, og det er så dejligt. Siden har vi nemlig fundet ud af, at Aslans linjer går tilbage til de gamle arbejdslinjer, så der er altså også forskelle på linjerne inden for racen i dag. Nogle er rene hyggebamser, andre er ikke. Vores skal også BRUGES for at trives. Og når han giver disse mange lyde er det et signal til os, og når vi viser, at vi har forstået hans alarmopkald, så stopper det. Det er også tydeligt, at der er lagt en art grænse ind i hunden. De slår alarm til en vis grænse, de fortsætter ikke frem mod den fremmede - det må andre tage sig af Klogt! Samtidig kan vi nu forstå alle de ting omkring ham, som vi ikke forstod i starten, og det gør det altså bare lettere. Det gør så også, at når man skal henvise en til at få en af denne race, så kan man spørge ind til, hvad deres erfaring er, og hvad de vil med hunden. Vil de have en sofakartoffel, som mange tror Dansk Spids udelukkende er, så skal de kigge linjer. For os har dette været en kæmpe øjenåbner, og vi er slet ikke færdige endnu med at lære om vores hund og race. Jeg tror faktisk ikke ret mange ved disse ting om racen, men der er masser af dygtige opdrættere og avlsudvalg, der hellere end gerne deler deres viden, og vi er dem meget taknemmelig. Når man ved, hvad man ejer, så er det nemlig let at arbejde med - og Aslan er blevet verdens nemmeste hund, fordi han bor hos folk, der forstår ham. Faktisk har han fundet ud af, at han kan slå alarm alene ved at kigge på noget nu, og så er det kun, hvis man ikke ser dette fine signal, at han laver en lyd, så vi opdager den potentielle fare. Jeg vil tilføje, at jeg synes sindet er bedre i racen i dag også i arbejdslinjerne, end de tilsyneladende var, da Møller skrev sin bog Og om de er lærevillige handler nok snarere om praktiske færdigheder end om hunden - den gang viste man næppe de ting om læring, som vi gør i dag Til sidst kan tilføjes, at der ikke er tale om specialiserede arbejdslinjer - man kan derfor næppe anvende dem til ret meget hyrdning fx. De ser snarere ud til at have evner for at bevogte husdyr er indstillingen hos de, der ved noget om dette. Og det gør jeg ikke - endnu

Jeg vil personligt se nogle resultater på forældrene inden for et arbejdsområde, hvis jeg skal købe en hund af arbejdslinjer. Det vil jeg se på fremfor udseendets bedømmelse. Og også før jeg ser på hvor hunden er registreret. Working Aussie jeg har set ville næppe alle klare sig ret godt på show, men det er heller ikke der jeg ville skulle bruge hunden selv. Aslan er Dansk og svensk champ og bedste hund på mønstringen, og jeg kunne ikke være mere ligeglad, for at være helt ærlig. Han har i sine linjer en række gamle arbejdsegenskaber bevaret som vi tester på - og den slags kulturhistorie synes jeg er meget mere spændende at lære om via en hund plus i det daglige give det en fed hund at leve sammen med og træne med. Et spørgsmål: Bruges hundene tidligt eller sent aldersmæssigt, og hvornår er bedst mener I? Før og efter foto af en række racer. Nogle er direkte ødelagte i mine øjne, og jeg ville aldrig eje en, men det er der åbenbart nok der vil, siden det fortsætter... https://dogbehaviorscience.wordpress.com/2012/09/29/100-years-of-breed-improvement/

Det mener de to her ikke man ved nok i stamtavleavl som tingene foregår nu. Jeg har postet denne artikel tit - den matcher præcist dit emne PBC - http://www.canis.dk/bibliotek/artikkel.php?artid=305&pdf=1 De to her efterlyser mere styring med avlsindivider. Jeg ved at artiklen vakte stor røre, da den kom frem. Alle opdrættere burde læse den og overveje, hvilke kriterier de udvælger på og om der er styring nok. Jeg synes det er en af de mest interessante skrivelser jeg har læst længe. Jeg var målløs efter at have læst den Jeg har selv haft dykket ned i den nordiske spids med fokus på DK på det seneste og snakket med mange interessante folk. Det viser sig, at der oprindeligt var tre farver - en ulvegrå, en sort og en hvid spidshund i DK. Man udvalgte den hvide til genskabelse. Og kun den. Jeg kan ikke finde ud af hvorfor. Den ulvegrå kommer stadig i kuld hos den sorte spids, ganske som en opdrætter af sort spids får cremehvide hunde i sine kuld. Der er ca 100 sort Spids i DK og ca 160 dansk spids (hvide), de ulvegrå kender jeg kun en af indtil nu, hvis disse folk har ret i at det er samme oprindelse, så synes jeg personligt og helt uden at være opdrætter eller have lyst til at blive det, at det er forrykt at DKK kun har valgt en farvevariant fremfor at vælge alle tre og genskabe hele racen. Her må udseendet siges at have været hovedårsagen - udvalgskriteriet ser ud til at være...farven hvid. Indtil nu har jeg kun fundet gamle kilder, der bekræfter, at det er samme oprindelse, og at der var tre farver - men jeg kan ikke finde ud af hvorfor DKK så kun valgte hvid. Måske passer det ikke i sidste ende, at det er farvevarianter af samme race - indtil nu peger alle de kilder jeg har kunnet finde bare på, at der var tre farver oprindeligt. Men man besluttede sig så for hvid.... jeg kan ikke komme det nærmere nu, og måske tager alle disse folk fejl og jeg må æde dette indlæg råt, men det er temmelig veldokumenterede gamle kilder der er imellem. Og så er det jeg må ryste på mit hoved.... Men lad os se, hvad der kommer ud af dette. Jeg er ikke færdig med at undersøge det.

Jeg har ikke taget det i avisen, så jeg ved ikke mere end dette Udsendt af AniCura Københavns Dyrehospital Poppelstykket 11 2450 Sydhavnen http://anicurakbh.dk/ Prøv at spørge dem selv eventuelt om målgruppe.

Jeg synes det er et virkeligt spændende emne - vi vil (nogle af os) så gerne være mere moralske, civiliserede osv end vi er, når vi står i situationer, hvor naturen tager over. Desmond Morris har skrevet en etologibog om pattedyret Homo Sapiens, hvor han går os igennem fuldstændig som ethvert andet dyr. For vi er dyr. Han beskriver vores reproduktion, yngelpleje, socialisering osv. Jeg fandt den på biblioteket. Man griner meget undervejs - fx glemmer jeg aldrig hvorfor kvinder maler læberne røde - den siger også en masse om vores sociale liv - herunder evne til at knytte relationer Han har fx en forklaring på, hvorfor mennesker i storbyer bliver fjerne for hinanden. Er der nok mennesker - jeg husker ikke det antal, som man kan have nære relationer til som menneskearten men det er ikke ret mange - så bliver resten sorteret fra af vores nervesystem Jeg kan simpelthen ikke huske, hvad bogen hedder..... Der er flere - den menneskelige zoo eller den nøgne abe kunne være bud på en titel... men jeg husker, at den bare hed Mennesket....

Den bog om valget mellem søskende burde skrives - eller SIKKE en film! Fik denne på redaktionen, så den får I lige:) På vegne af dyrlægerne fra AniCura. Flere hjælper hunden på lige fod med resten af familien Opstår der problemer, hjælper danskerne deres hund eller kat på lige fod med resten af familien, viser ny undersøgelse. Samtidig betaler markant flere for en 'personlig' kæledyrsbegravelse. De gamle dage, hvor en hund var et nyttedyr, der blev aflivet, når den fik ondt i poterne, er lang tid siden. Et usædvanlig højt antal danskere bruger nemlig stadig flere penge og mere tid på at passe og pleje deres kæledyr, især hunde og katte. Årsagen: Danskerne passer ekstra meget på dyrene, fordi de opfatter dem som en del af familien. Det viser en undersøgelse foretaget af dyrlægekæden AniCura, der har spurgt over 1.000 kæledyrsejere om deres omsorg for hjemmets kæledyr. 87 procent vil hjælpe deres ‘kæledyr på lige fod med andre i familien, hvis det bliver sygt eller kommer til skade’. “Omsorgspilen har især været kraftigt opadgående efter finanskrisen. Først og fremmest bruger dyreejerne markant flere penge på kvalitetsfoder og udstyr. For det andet oplever vi, at familierne i stigende grad undersøger alle muligheder for behandling, specialoperationer og specialmedicin, hvis deres hund eller kat er blev syg eller kommet galt afsted. Danskerne kæmper mere for deres dyr end tidligere,” siger adm. direktør og dyrlæge, Jens Eslau hos AniCura Københavns Dyrehospital. Flere bestiller urne og askesmykker Og omsorgen for kæledyret fortsætter i bedste velgående, når dyret udånder, fortæller man hos Dansk Dyrekremering, som har oplevet en fordobling i antallet af kæledyrskremeringer siden 2011. Her påpeger man, at tendensen til at personliggøre og ritualisere begravelsen, som først sås i København og siden Odense og Århus, i dag har spredt sig. “Vi oplever, at et støt stigende antal hunde- og katteejere ønsker deres dyr kremeret og lagt i en særlig urne efter eget valg. Herefter foretager de selv en bisættelse, f.eks. på en mindelund, eller stiller urnen hjemme på kaminen. Vi ser også, at folk får asken fra dyret lagt ind i smykker, så de bagefter har dyret tæt på sig. Folk vil have en personlig begravelse og har mange specifikke krav til hele processen. Netop som var det et familiemedlem, der er gået bort,” siger Knud Ribergaard, adm. direktør hos Dansk Dyrekremering i Hedensted. Skruer op for udgifterne I undersøgelsen svarer 80 procent desuden, at kæledyrsejere fremover ventes at bruge flere penge på deres dyrs sundhed. Hver anden dyreejere vil i det kommende år poste flere penge i deres hund eller kat i forhold til i dag.

Nej denne tråd handler ikke om Aslan men om hyrdehunde af arbejdslinjer og hunde af specialiserede arbejdslinjer generelt. Ja naturligvis kan man lære de praktiske færdigheder der også - tak Og god påske

Tråden minder mig om en af mine forfatter idéer, som jeg aldrig har skrevet. Ikke endnu i hvert tilfælde. Du er fanget af nogle terrorister - du får at vide, at hvis du kan overleve selv. Du skal bare beslutte om de skal dræbe din bror eller din søster. Du placeres foran et vindue et døgn. Du kan se din bror og søster. De kan ikke se dig. Du vælger din søster. Og slippes fri sammen med din søster, mens de slår din bror ihjel. Resten af livet skal du leve sammen med din søster, som du havde valgt skulle dø. Kun du ved, at du valgte hende......... for at redde dig selv...

Desværre ville de fleste nok drukne mens mange så til. Undersøgelser viser, at omkring 75 % af mennesker uanset hvor i verden fryser på stedet uden at handle - eller redder sig selv under kriser. Jeg er en af dem, der reagerer, og det sker uden omtanke dvs jeg er ikke et bedre menneske men blot designet sådan (hvorfor ved jeg ikke), ganske som de, der fryser eller redder sig selv, heller ikke er dårlige mennesker. Kin selektion kaldes det i etologien - læren om adfærd - når du redder dit eget DNA (herunder din hund, når følelserne er det samme som ved et barn; læs DIT barn), og det er også en del af designet - og endda ved alle arter. Fugle slår alarm ved fare - selvom det tiltrækker opmærksomheden på dem selv dvs udsætter dem selv for fare. Dette ses ved mange arter. En menneskemor løftede en bil væk fra sit barn, der lå under det, og en familiekat reddede en lille dreng, da en hund angreb ham. Alle udsætter de sig uden viljestyring eller tanke for fare for at redde egen DNA eller det, der opfattes som "familie". Populært sagt: Vi er designet til at tage en kugle for dem vi har lagt arvemateriale i, så vores gener kan føres videre - men dette begreb ser ud til at kunne udvides til også at omfatte "Dem vi elsker som familie" - herunder vores hund eller katten, der ofrede sig for barnet. Vi deler ikke DNA, men vi oplever så tætte bånd, at vores KIN selektionsystem går i gang. Det afhænger dog af "antal" unger dvs artens reproduktion - rotter fx ofrer gerne unger - de har nok af dem og får let nye..... Ved andet eksempel ville jeg forsøge at redde begge samtidig - men her ville jeg forsøge at bremse mig selv, selvom jeg ved, at det ikke er let, for min reaktion har før ført mig ud i dumme situationer, der er til fare for mig selv. I metroen i Paris blev jeg forsøgt overfaldet, her vendte jeg mig og råbte NO, hvorefter tyven stak af. Han bar en kniv. Da en mor slog sit barn foran mig, røg jeg op som trold af en æske og råbte SLOG DU DIT BARN! Og den samme reaktion har jeg hvis nogle slår en hund foran mig.... Jeg har i mange år øvet mig i at lade være eller tackle det roligere, men jeg mislykkes, for det er en auto-respons uden tanke. Jeg reagerer bare. Det er mit design. Alder osv spiller ingen rolle for om jeg reagerer. Til eksempel 1...... Jeg har tænkt over dette siden i går. Jeg har reddet nogle af mine dyr, men der var vi alene. Fx kastede jeg mig halvvejs ud i en sump og kastede mit halstørklæde om Hugo mens han sank og trak hunden op. Bagefter er jeg dybt rystet, for der var jo ingen til at redde mig, hvis jeg var faldet i selv... Som sagt... jeg er nødt til at være ærlig, selvom jeg ikke er stolt over det her. Hvis nogle skadede mine dyr, ville jeg reagere som om de skadede mine børn. Jeg har tit sagt, at jeg håber jeg ville kunne stoppe mig selv fra at slå ihjel, men jeg frygter noget i mig selv her, som jeg ikke tror jeg ville kunne styre... Jeg har stor forståelse for forældre, der hævner overgreb på deres barn. En far skød en nabo fordi han forgreb sig på datteren. Jeg kan forstå den reaktion. Jeg har ikke børn. Mine dyr er ikke mine børn. De er mine dyr, men de er familie. Og jeg ville redde Aslan. Og jeg har været i en farlig situation, hvorfor jeg ved, at Aslan også ville redde mig.

Jeg har aldrig den slags motiver så der tager du fejl om mig - lad være med at plante den slags i mig - tak Jeg har bare andet at lave end at køre i samme rille i en uendelighed, som jeg ved at ting kan gøre online. Når jeg kan se, at vi aldrig enes, så er det derfor min måde at stoppe debatten fra min side, og det har jeg jo total lov til. Men jeg kan da også bare tie og forsvinde fra en tråd, om end jeg selv ville mene, at det ville virke ret sært. Du er meget debatlysten. Det er jeg ikke. Sådan er vi forskellige - heldigvis

Jeg fastholder de ting jeg har lært af Bailey og gider ikke gentage mig selv - vi behøver ikke enes heldigvis Bare man er god ved en hund i træning, er jeg ligeglad med om man tror på at en rød postkassse ved banen gør en gavn eller at man skal have sagt yes tre gange efter hver øvelser før hunden er tilfreds Jeg er overbevidst om, at er ens praktiske færdigheder gode nok, så er der for en hund intet, der hedder The Real Thing - så er al træning fedt Og jeg er helt sikker på, at hvis nogle kunne tilbagebevise Pavlov og Skinners opdagelser, som Baileys ord bygger på, så var det sket for længst. Men det er det bare ikke - tilgengæld er der massevis af praktiske eksempler på at adfærd følger faste regler :5up: Jeg kender forresten en, der har lært sin hund at LEGE med entusiasme og glæde via disse regler :banan:

Til efteråret planlægger Fokus to foredrag igen: Klikkertræning af hunde for begyndere, der gerne vil i gang, og Hunde og stress - hvordan opdager du det, og forebygger. Der er kun 10 tilmeldt katteforedraget. Spred gerne ordet. Det risikere aflysning, hvis der ikke kommer lidt flere, siger de

ENIG

Vi kan jo tro så meget Og forestille os en masse, men jeg er sikker på at Bailey VED, hvad han taler om. Og rent læringsmæssigt - og her er der dokumenteret masser af målt adfærd siden Pavlov til nu - er der intet der viser det modsatte. Jeg tror ikke på The Real Thing i en hunds perspektiv. Er disse fire ting til stede optimalt er situationen ligegyldig for en hund om den er sat op eller ej. 1. Timing 2. Kriterier 3. Forstærkningsfrekvens 4. Forstærkningskvalitet Citat Canis. Skulle jeg hver gang jeg stod med en problemhund kun træne The Real Thing for at få hunden til at rette sig op, så var vi ilde stedt. OG jeg ved hvor afgørende trænerens praktiske færdigheder er. Gør du A så får du B. Det er såre simpelt. Og det VIL ske, hvis du gør A. Uanset hvor talentløs du så end måtte være. Der hvor det netop går galt er, når folk ikke gør A og forventer B eller de gør lille b eller C og forventer A. Ja nogle gør endda Q og forventer A. Og så får man ikke B. Men gør man A så får man altså B. Punktum. Også i opsatte træningssituationer. Hvis den hund man står foran da ikke har en kognitiv defekt, hvilket heldigvis sjældent er tilfældet. Man kunne komme langt hvis man ville tage det som Bailey - praktiske færdigheder, mechanic skills, noget DU kan lære. Alle dem, der går og føler sig dårlige eller hvis ære krænkes, hvis hunden ikke gør B, når de tror de gør A, ville kunne lære det også. Og de, der er nervøse for, hvad andre tænker, går i stå fordi de synes de er dårlige... de kunne også lære det. Og slappe af og fjerne det pres fra dem selv. Jeg har intet særligt talent for at klikkertræne dyr. I starten kunne jeg knap time mine klik. Heldigvis for mig handlede det bare om at udvikle praktiske færdigheder dvs lære det! Og det budskab vil jeg gerne sende til alle, der holder sig tilbage: Du kan også lære det. Det er simpelt, ikke let men simpelt. Har du problemer er du ikke fortabt - du savner bare nogle praktiske færdigheder som du kan lære, hvis du går det rette sted hen og spørger. Alle spørger. Jeg spørger også tit og ofte andre, for nogle har bedre praktiske færdigheder, ganske som en tømmerlærling har en mester. Og nej en hyrdehund er ikke nødvendigvis samarbejdende. Der findes mange typer, og en del er vogtende og selvstændige. Nogle arbejder helt alene. Og de, der er samarbejdende, er ikke pleasende. De er tamhunde, som alle andre hunde. De er blot selekteret på visse egenskaber, der gør dem mere motiverede for at samarbejde med mennesker end andre. At kalde dem pleasende svarer til den anden myte, at kalde dem klogere - hvilket de heller ikke er. Den pleasende myte stammer ofte fra hundens meget dæmpende kropssprog, der også er selekteret ind blandt andet via hyrdestilen og dens motivation for at henvende sig til mennesker og deraf evne til at afkode signaler, som vi ofte ikke selv er klar over, at vi sender. Jeg har aldrig set en pleasende hund i mit liv, og jeg tror heller aldrig jeg møder en. Men jeg har set motiverede, samarbejdende, veltrænede, dæmpende og milde sensitive hunde, hvilket for mig er forklaring nok Musikalske evner er kreativitet og ikke målbart som adfærd. Adfærd følger faste regler. Derfor kan du ikke sammenligne en hundetræner med en kunstner. Selvom der findes trænere med så veludviklede praktiske færdigheder, at det kan ligne kunst.

Har fået fat i dem nu Rigtig lærerigt og sjovt - ranchfolk til fingerspidserne. Sikke lækre hunde!

Jeg vurderer intet om nogen enkelt hund eller andet. Jeg kommer med et generelt input til en debat ud fra en sætning som PBC skrev. VUF! Jeg er ikke enig i at det er så firkantet som det står i den sætning - Man kan altid bare avle på de her reserverede hunde.... jvf artiklens budskab. Og ja det gælder alle disse ord, men nogle egenskaber er mere arveligt dokumenteret end andre. Jeg gentager mig vist nu Vil ud og træne igen med doggy Og nu bør linket virke Så giver det nok mere mening, hvad jeg mener, når I har set artiklen. Jeg siger ikke de har ret. Jeg synes bare det er gode argumenter og det sætter tanker igang hos mig, der altid elsker at lære nyt

http://www.canis.dk/bibliotek/artikkel.php?artid=305&pdf=1

Har i øvrigt snakket med nogle aussie hyrder med arbejdslinjer, også i udlandet per mail. De siger, at en sådan hund sagtens kan trives uden at arbejde med kvæg/får/gæs osv, bare den bruges. De peger alle på SLUKKNAPPEN som det afgørende for en GOD hyrdehund af denne type. Deres hunde er designet til ikke at arbejde hele tiden, men faktisk være ret passive og vente - og det er uønsket, at de render og stresser op i ventetiden. Meget af arbejdet er sæsonbetinget, og det skal hunden kunne tolerere. Lige som en hund, der stresser ved synet af stocking er ubrugelig, fordi den ikke koncentrerer sig om opgaven. Kort sagt de skal arbejde, når de bedes om, og ellers ikke gøre videre væsen af sig. En del af testene til om de er brugbare er om de kan vente i ro, mens en anden hund arbejder og de ser på. Ellers kasseres de. De siger derfor alle, at med en arbejdslinje får man ikke de problemer med stress osv som man ser ved showlinjer. De er nok lidt barske i deres melding, fordi jeg fornemmer de er "imod show" så tag det med et gran salt Fra Slash Vs hjemmeside: We personally prefer a laid back personality, and a dog that will be content whether it has exposure to livestock or not. Any Aussie needs to be an active part of its owner’s life, and these are not the kind of dog to just stick in the back yard. When we say they are a working companion, that means they need to be a companion! A good working Aussie is a wonderful devoted companion that, contrary to some opinions, does not HAVE to work livestock to be content. Many farm and ranch homes have seasonal work, and the dog must be part of daily life during the off season. As a pet, an Aussie does HAVE to be a part of your life! The majority of our dogs do go to working homes, but many are family pets as well as involved in hiking, boating, and just living with their people. Det eneste de siger er, at en virkelig god hund BØR bruges, fordi det ellers er spildt talent. Meget nøgernt - ikke om det er synd for hunden, for det er det ikke. Men fordi et avlsarbejde er lagt i den, og den derfor KAN udføre en opgave og gør den ikke det, er det avlsarbejde lidt spildt. Ang udfordringerne ved sådan en: Standarden siger en hund med stærkt hyrde og vogteinstinkt. De arbejder ikke bevidst for at skabe vogtende skarpe hunde, men de arbejder heller ikke væk fra det. Så kan man så selv overveje derfra om det lyder som en mundfuld eller ej Rigtig sjov verden at få et indblik i. jeg kan godt li de folk. De er alle ret enige om dette her: "Pedigree indicates what the animal should be. Conformation indicates what the animal appears to be. But Performance indicates what the animal actually is." -author unknown- Og før der kommer nogle med en skøn showhund og siger WTF!!! - så husk at det her er ranchfolk De er firkantede - lidt ligesom nogle af hundene

JA! Og at HVIS man opfylder disse praktiske færdigheder, så VIL man få et resultat. Punktum. Ikke fordi man er talentfuld eller kunstner eller har flair for hunde eller er vildt begejstret når hunden bringer en and eller en dummy. men fordi man kan sit kram - sine praktiske færdigheder. Fordi adfærd er underlagt nogle regler, som styrer adfærden i en retning. Og dette mener Bailey kan alle lære. Og heldigvis - ellers var det jo ikke ret mange, der kunne have hund....Og Maria havde fx aldrig kunne lære mig at arbejde korrekt fra bunden og forfra med Aslan, hvorfor han så havde måtte væk, fordi jeg savnede dette særlige talent.... Og sikke dog en skrækkelig tanke....

Det jeg mente var kort sagt, at det ikke behøver være ok at avle på "reserveret" fordi selektionen ikke er sat i system, som de to forskere påpeger. Det er derfor for let at komme til at avle frygt frem i stedet, som artiklen siger. Jeg synes de har nogle gode argumenter og det er en virkelig spændende artikel.

"Jeg kan ikke se hvorfor reserveret skal kaldes frygt... det ikke det samme i min bog" Hvis du læser den artikel jeg postede vil du forstå hvor jeg vil hen, og at det ikke er dette jeg siger. Reserveret behøver ikke være frygt men det kan være, og hvem vurdere det egentlig og efter hvad? Og vurderes det ens ved to opdrættere? Artiklen peger på et problem her, fordi de kriterier, der vælges avlsdyr på er for vage. De har nogle ret solide argumenter og artiklen er værd at læse før man begynder at gætte på hvad det var jeg skrev og mente

Ja dristighed er næsten dækkende, men det er også det der overskud, som man ser ved visse hvalpe. Svartberg har undersøgt om testene dur. Det er der han anvende ordet men ja det betyder noget ala dristighed

Det stammer fra Bob Bailey, der siger, at Træning er en mekanisk færdighed dvs at du lærer hvordan og gør det som virker - træning er en PRAKTISK HÅNDVÆRK. Har du styr på timing, forstærkningskvalitet og forstærkningskriterier samt kriterier, så VIL du lykkes. Hver gang. Simpelt men ikke let http://www.canis.dk/bibliotek/artikler.php?id=181&lang=dk Her er et par øvelser uden hund, hvor man kan træne sine mekaniske færdigheder http://www.canis.no/ekurs/4-us-mechanical-skills.html Adfærd følger regler, som man siger, og det er konsekvenserne, der styrer en adfærd http://blog.smartanimaltraining.com/2013/09/23/bob-bailey-dont-settle-for-good-enough/ Ganske som andre fag finpudser deres færdigheder, for eksempel øver musikeren sig i samme stykke musik igen og igen, bør man øve sig på sine praktiske færdigheder, hvis man vil være virkelig dygtig hundetræner. Jeg er fx meget dårlig til at sætte mine kriterier og kun et af gangen. Men jeg er bevidst om at jeg er dårlig til dette og øver mig, fordi jeg anser det for en praktisk færdighed, som jeg kan lære. Og derfor lærer jeg det, kan man sige. Var det et talent havde jeg været fortabt med Aslan for hunden er bedre end mig Og så er det jo emiment at få lov til at få sådan en hund, som kan lære en disse praktiske færdigheders betydning for alvor - så det er simpelt - men ... ikke let

Se mit andet svar, hvor det tydeligt bør fremgå, hvad jeg mener.

Man VED at frygt er arveligt betinget i høj grad, og det samme er Boldness, som jeg savner en god oversættelse af. Denne viden stammer fra hvalpetestforsøg, som man senere har fulgt op. Min kommentar var til PBCs kommentar "man skal ikke avle på aggresive hunde, men man kan godt avle på reserverede hunde uanset race." Det sidste er det langt fra alle, der er enige i er en god idé, ikke mindst fordi der ikke er en fast defination at gå ud fra når det handler om, hvad reserveret er. Disse folk siger en del rigtigt om den sag mener jeg http://www.canis.dk/bibliotek/artikkel.php?artid=305&pdf=1