Lenschow
-
Antal indlæg
3.360 -
Medlem siden
-
Senest besøgt
Indholdstype
Profiler
Forummer
Artikler
Hunderacer
Indlæg skrevet af Lenschow
-
-
Jeg vil personligt se nogle resultater på forældrene inden for et arbejdsområde, hvis jeg skal købe en hund af arbejdslinjer. Det vil jeg se på fremfor udseendets bedømmelse. Og også før jeg ser på hvor hunden er registreret. Working Aussie jeg har set ville næppe alle klare sig ret godt på show, men det er heller ikke der jeg ville skulle bruge hunden selv.
Aslan er Dansk og svensk champ og bedste hund på mønstringen, og jeg kunne ikke være mere ligeglad, for at være helt ærlig. Han har i sine linjer en række gamle arbejdsegenskaber bevaret som vi tester på - og den slags kulturhistorie synes jeg er meget mere spændende at lære om via en hund plus i det daglige give det en fed hund at leve sammen med og træne med.
Et spørgsmål: Bruges hundene tidligt eller sent aldersmæssigt, og hvornår er bedst mener I?
Før og efter foto af en række racer. Nogle er direkte ødelagte i mine øjne, og jeg ville aldrig eje en, men det er der åbenbart nok der vil, siden det fortsætter...
https://dogbehaviorscience.wordpress.com/2012/09/29/100-years-of-breed-improvement/
-
Helt sikkert, men mon ikke det også passer meget godt med hvad der driver opdrættet?
Det mener de to her ikke man ved nok i stamtavleavl som tingene foregår nu. Jeg har postet denne artikel tit - den matcher præcist dit emne PBC - http://www.canis.dk/bibliotek/artikkel.php?artid=305&pdf=1
De to her efterlyser mere styring med avlsindivider. Jeg ved at artiklen vakte stor røre, da den kom frem. Alle opdrættere burde læse den og overveje, hvilke kriterier de udvælger på og om der er styring nok. Jeg synes det er en af de mest interessante skrivelser jeg har læst længe. Jeg var målløs efter at have læst den
Jeg har selv haft dykket ned i den nordiske spids med fokus på DK på det seneste og snakket med mange interessante folk. Det viser sig, at der oprindeligt var tre farver - en ulvegrå, en sort og en hvid spidshund i DK. Man udvalgte den hvide til genskabelse. Og kun den. Jeg kan ikke finde ud af hvorfor.
Den ulvegrå kommer stadig i kuld hos den sorte spids, ganske som en opdrætter af sort spids får cremehvide hunde i sine kuld. Der er ca 100 sort Spids i DK og ca 160 dansk spids (hvide), de ulvegrå kender jeg kun en af indtil nu, hvis disse folk har ret i at det er samme oprindelse, så synes jeg personligt og helt uden at være opdrætter eller have lyst til at blive det, at det er forrykt at DKK kun har valgt en farvevariant fremfor at vælge alle tre og genskabe hele racen. Her må udseendet siges at have været hovedårsagen - udvalgskriteriet ser ud til at være...farven hvid.
Indtil nu har jeg kun fundet gamle kilder, der bekræfter, at det er samme oprindelse, og at der var tre farver - men jeg kan ikke finde ud af hvorfor DKK så kun valgte hvid. Måske passer det ikke i sidste ende, at det er farvevarianter af samme race - indtil nu peger alle de kilder jeg har kunnet finde bare på, at der var tre farver oprindeligt. Men man besluttede sig så for hvid.... jeg kan ikke komme det nærmere nu, og måske tager alle disse folk fejl og jeg må æde dette indlæg råt, men det er temmelig veldokumenterede gamle kilder der er imellem. Og så er det jeg må ryste på mit hoved.... Men lad os se, hvad der kommer ud af dette. Jeg er ikke færdig med at undersøge det.
-
står der noget om hvordan gruppen af de 1000 kæledyrsejere er valgt. Fordeling der svarer til fordelingen i Danmar på land og by, dyrenes alder osv. Altså om det virkelig er en repræsentativ gruppe. Jeg ville jo ikke blive overrasket hvis dyrlæger ville spørge egne kunder og med overvægt i byerne. Kan man læse undersøgelsen et eller andet sted?
Jeg har ikke taget det i avisen, så jeg ved ikke mere end dette
Udsendt af
AniCura Københavns Dyrehospital
Poppelstykket 11
2450 Sydhavnen
Prøv at spørge dem selv eventuelt om målgruppe.
-
Jeg ved jeg ikke er en ørn til at forklare så andre end jeg selv forstår det, og jeg kan se at jeg også har haft problemer her. For lige at ridse det op igen er der ingen "hvis' er" i det, dvs. at I ikke skal hænge jer i detaljer om hvorvidt der nu er længere til den ene end til den anden, eller om man kan afgøre om en person er narkoman på afstand. Det er ikke det det drejer sig om. Jeg beder jer granske de følelser I sidder med når I tænker over en situation (og den kan I i og for sig selv bestemme hvad skal være) hvor der ikke er noget der afgør om man lettere vil kunne redde den ene end den anden, og på det valg I så, gud forbyde, ville blive tvunget til at træffe.
Det drejer sig ikke om jeres børn (for det er jo oplagt), heller ikke jeres hund sat overfor en fremmed hund. Det jeg er interesseret i er de tilfælde hvor man vil (og nogle vil måske ikke) havne i en konflikt mellem hvad følelserne dikterer kontra hvad samfundets moral dikterer. Til de af jer der kategorisk hævder at I til hver en tid ville redde et menneske fremfor jeres egen hund, vil jeg derfor spørge om I så i stedet kan tænke over hvordan valget mellem jeres gamle mor og naboens barn ville føles, og om det ville kunne bringe jer i et dilemma?.
Jeg vil også gerne lige gentage min påstand om at et menneske, før vi blev civiliserede, ikke ville vælge at redde et fremmed barn til fordel for selv en belastende olding fra deres egen flok,.. hvad tænker I om det?. Kan det passe at nogle basale, instinktive følelser bliver undertrykket af hvad moral lærer os, og er det rimeligt?. Her forestiller jeg mig at man godt kunne havne i "aftenshowet" hvis man var "kommet til" at redde sin gamle mor eller mormor på 95, når man kunne have reddet et lille barn i stedet (lad os forestille os at nogen havde set at vi traf et valg hvor forholdene var fuldstændig lige).
Det hele er selvfølgelig sat fuldstændigt på spidsen, men jeg kom bare til at tænke at vi måske bliver påduttet at vores følelser (som jeg mener er instinktive) overfor vores hunde er forkerte. Men det kunne jo f.eks. være forklaringen på at samfundet reagerer ved at prikke til vores dårlige samvittighed hvis vi bruger 300.000,- på en hund igennem 12 år, men aldrig skænker de små sultne børn i Afrika et stykke, hvis nogen køber en bil til halvanden million (på 12 år har den jo mistet mere end 300.000 i værdi). Jeg tænker at det måske også kan forklare hvorfor man så ofte hører at man jo ikke skal menneskeliggøre hunde (forstået sådan, at det f.eks. er forkert at lade dem være i møbler). Jeg kan ikke forstå hvor det kommer fra og hvorfor det er sådan, så derfor startede jeg tråden i forhåbning om, at andre måske bedre forstår hvordan det hænger sammen.
Jeg synes det er et virkeligt spændende emne - vi vil (nogle af os) så gerne være mere moralske, civiliserede osv end vi er, når vi står i situationer, hvor naturen tager over. Desmond Morris har skrevet en etologibog om pattedyret Homo Sapiens, hvor han går os igennem fuldstændig som ethvert andet dyr. For vi er dyr. Han beskriver vores reproduktion, yngelpleje, socialisering osv. Jeg fandt den på biblioteket. Man griner meget undervejs - fx glemmer jeg aldrig hvorfor kvinder maler læberne røde - den siger også en masse om vores sociale liv - herunder evne til at knytte relationer
Han har fx en forklaring på, hvorfor mennesker i storbyer bliver fjerne for hinanden. Er der nok mennesker - jeg husker ikke det antal, som man kan have nære relationer til som menneskearten men det er ikke ret mange - så bliver resten sorteret fra af vores nervesystem
Jeg kan simpelthen ikke huske, hvad bogen hedder..... Der er flere - den menneskelige zoo eller den nøgne abe kunne være bud på en titel... men jeg husker, at den bare hed Mennesket....
-
Den bog om valget mellem søskende burde skrives - eller SIKKE en film!
Fik denne på redaktionen, så den får I lige:)
På vegne af dyrlægerne fra AniCura.
Flere hjælper hunden på lige fod med resten af familien
Opstår der problemer, hjælper danskerne deres hund eller kat på lige fod med resten af familien, viser ny undersøgelse. Samtidig betaler markant flere for en 'personlig' kæledyrsbegravelse.
De gamle dage, hvor en hund var et nyttedyr, der blev aflivet, når den fik ondt i poterne, er lang tid siden.
Et usædvanlig højt antal danskere bruger nemlig stadig flere penge og mere tid på at passe og pleje deres kæledyr, især hunde og katte. Årsagen: Danskerne passer ekstra meget på dyrene, fordi de opfatter dem som en del af familien.
Det viser en undersøgelse foretaget af dyrlægekæden AniCura, der har spurgt over 1.000 kæledyrsejere om deres omsorg for hjemmets kæledyr. 87 procent vil hjælpe deres ‘kæledyr på lige fod med andre i familien, hvis det bliver sygt eller kommer til skade’.
“Omsorgspilen har især været kraftigt opadgående efter finanskrisen. Først og fremmest bruger dyreejerne markant flere penge på kvalitetsfoder og udstyr. For det andet oplever vi, at familierne i stigende grad undersøger alle muligheder for behandling, specialoperationer og specialmedicin, hvis deres hund eller kat er blev syg eller kommet galt afsted. Danskerne kæmper mere for deres dyr end tidligere,” siger adm. direktør og dyrlæge, Jens Eslau hos AniCura Københavns Dyrehospital.
Flere bestiller urne og askesmykker
Og omsorgen for kæledyret fortsætter i bedste velgående, når dyret udånder, fortæller man hos Dansk Dyrekremering, som har oplevet en fordobling i antallet af kæledyrskremeringer siden 2011.
Her påpeger man, at tendensen til at personliggøre og ritualisere begravelsen, som først sås i København og siden Odense og Århus, i dag har spredt sig.
“Vi oplever, at et støt stigende antal hunde- og katteejere ønsker deres dyr kremeret og lagt i en særlig urne efter eget valg. Herefter foretager de selv en bisættelse, f.eks. på en mindelund, eller stiller urnen hjemme på kaminen. Vi ser også, at folk får asken fra dyret lagt ind i smykker, så de bagefter har dyret tæt på sig. Folk vil have en personlig begravelse og har mange specifikke krav til hele processen. Netop som var det et familiemedlem, der er gået bort,” siger Knud Ribergaard, adm. direktør hos Dansk Dyrekremering i Hedensted.
Skruer op for udgifterne
I undersøgelsen svarer 80 procent desuden, at kæledyrsejere fremover ventes at bruge flere penge på deres dyrs sundhed. Hver anden dyreejere vil i det kommende år poste flere penge i deres hund eller kat i forhold til i dag.
-
Hej Lenskov.
Med hensyn til om du kan finde ud af det, så er vi jo alle startet et sted. Undervisning og hjemmearbejde kan alle lærer det, om end det måske ligger mere naturligt til nogen.
Apropos så syntes jeg det var fint at min første jagthund knaldapporterede :stupid: Det tog mig satme lang tid at træne ud igen, men har så været ret fokuseret på at alle mine andre hunde har haft det vi i jagt sprog kalder at være "steady"
Om en hun skal lave det den er udviklet til, den syntes jeg er lidt svære. Mine hunde er klart gladeste når vi sidder på andetræk, og de kan få lov at apporter fugle fra vand. men de har jo så også prøvet det - hvis nu de aldrig havde prøvet det, ville det jo være end anden snak.
Men tror klart at hvis man f.exp køber en retriever at man skal "nurse" deres jeg præger rundt på ting gen, ellers ville man ikke få en balanceret hund (i min verden) :banan:
Min yngste tæve har lige præsteret at hente 5 par strømper og 3 par ungedrenge i vasketøjs kurven (altså i en mundfuld) :engel:De har bare noget ud af at have noget i flabben.
Sidste ting, inden jeg vil ud i solen og træne lidt med vufferne. Er det den hund du har nu der skal hyrde? Vidste ikke at en Dansk Spids var andet end en lidt mere aktiv hygge hund, men ok kender så heller ikke så mange :blink:
God Påske
Nej denne tråd handler ikke om Aslan men om hyrdehunde af arbejdslinjer og hunde af specialiserede arbejdslinjer generelt.
Ja naturligvis kan man lære de praktiske færdigheder der også - tak
Og god påske -
Tråden minder mig om en af mine forfatter idéer, som jeg aldrig har skrevet. Ikke endnu i hvert tilfælde.
Du er fanget af nogle terrorister - du får at vide, at hvis du kan overleve selv. Du skal bare beslutte om de skal dræbe din bror eller din søster. Du placeres foran et vindue et døgn. Du kan se din bror og søster. De kan ikke se dig.
Du vælger din søster. Og slippes fri sammen med din søster, mens de slår din bror ihjel.
Resten af livet skal du leve sammen med din søster, som du havde valgt skulle dø. Kun du ved, at du valgte hende......... for at redde dig selv...
-
1
-
-
Jeg sad og så et program om kæledyr, der på et tidspunkt kom ind på det etiske og moralske ved at folk bruger så mange penge på deres kæledyr, når nu der er så mange mennesker der sulter ihjel. Programmet fik mig samtidig til at tænke over en bog, skrevet af Anders Hallgren, der hedder: Hunden i vore hjerter og i vort samfund. Bogen handler bl.a. om vores følelser til vores hunde og sammenligner med forældres følelser til deres børn (hvilket jo er noget jeg elsker at folk tør,... offentligt). Bogen konkluderer faktisk at hundeejere reagerer ligeså voldsomt eller voldsommere end forældre hvis deres hund/ barn kommer op at slås, går igennem isen eller havner i andre ubehagelige situationer.
Og så kom jeg til at tænke på hvad det er for noget, det dér med hvem der har størst værdi og hvad samfundet "tænker" om det. Hvis min hund gik igennem isen og en fremmed hund gik igennem isen, så ville jeg redde min egen hund. Det er der ingen ben i, det ville alle gøre. På samme måde som alle ville redde deres egen gamle mor, hvis hun gik igennem isen samtidig med en anden gammel dame. Men så holder det også op med at være let, hvis I ellers gider følge mig på dette lidt uhyggelige tankeeksperiment
A : Hvad nu hvis din hund gik igennem isen samtidig med et barn (se bort fra at hunden vil kunne holde sig i live længere),... hvem ville du redde?. Og ville det ændre noget at det var en gammel person?. En pædofil?. En morder?. En cancerpatient uden mulighed for at blive helbredt?.
B : Hvad nu hvis din gamle mor gik igennem isen samtidig med naboens 8-årige dreng?. Og ville det ændre noget at det var en pædofil?. En morder?. En cancerpatient uden mulighed for at blive helbredt?.
Jeg blev faktisk helt utilpas af at tænke over det, mest af alt fordi jeg da godt ved hvad man bør vælge. Men samtidig tror jeg simpelthen ikke på at jeg ville kunne få mig selv til at ofre nogen jeg elskede for en fremmed. Det gik helt galt da jeg så også kom til at tænke på at samfundet ville have delte meninger (tror jeg) vedr. spørgsmål B, og så er vi jo inde på at det i nogle tilfælde er okay at ofre fremmede for sine egne og i andre ikke.
Samfundet har besluttet at mennesker er mere værd end hunde og samfundet har besluttet at en 8-årigs liv er mere værd end en 85-årigs,.. men, hånden på hjertet, ville dine følelser kunne følge de bestemmelser?. Ville din hjerne kunne vinde over dit hjerte?.
Til sidst tænker jeg at det egentlig kun er mennesker der tænker i at sætte liv op mod liv på den måde og at vi derfor menneskeliggør dyr hele tiden, ved at pådutte dem vores måde at værdisætte på. Gad vide også hvordan oldtidsmennesker ville reagere i de førnævnte situationer. Tror aldrig de ville vælge at redde et fremmed barn til fordel for et flokmedlem,.. så er det egentlig i virkeligheden lidt naturstridigt at skulle vælge at redde et fremmed barn, frem for at vælge at redde sin egen hund?.
Det blev langt, og nej, jeg har ikke siddet og drukket hele natten hvis der er nogen der tænker det.
Desværre ville de fleste nok drukne mens mange så til. Undersøgelser viser, at omkring 75 % af mennesker uanset hvor i verden fryser på stedet uden at handle - eller redder sig selv under kriser.
Jeg er en af dem, der reagerer, og det sker uden omtanke dvs jeg er ikke et bedre menneske men blot designet sådan (hvorfor ved jeg ikke), ganske som de, der fryser eller redder sig selv, heller ikke er dårlige mennesker.
Kin selektion kaldes det i etologien - læren om adfærd - når du redder dit eget DNA (herunder din hund, når følelserne er det samme som ved et barn; læs DIT barn), og det er også en del af designet - og endda ved alle arter. Fugle slår alarm ved fare - selvom det tiltrækker opmærksomheden på dem selv dvs udsætter dem selv for fare. Dette ses ved mange arter. En menneskemor løftede en bil væk fra sit barn, der lå under det, og en familiekat reddede en lille dreng, da en hund angreb ham. Alle udsætter de sig uden viljestyring eller tanke for fare for at redde egen DNA eller det, der opfattes som "familie". Populært sagt: Vi er designet til at tage en kugle for dem vi har lagt arvemateriale i, så vores gener kan føres videre - men dette begreb ser ud til at kunne udvides til også at omfatte "Dem vi elsker som familie" - herunder vores hund eller katten, der ofrede sig for barnet. Vi deler ikke DNA, men vi oplever så tætte bånd, at vores KIN selektionsystem går i gang. Det afhænger dog af "antal" unger dvs artens reproduktion - rotter fx ofrer gerne unger - de har nok af dem og får let nye.....
Ved andet eksempel ville jeg forsøge at redde begge samtidig - men her ville jeg forsøge at bremse mig selv, selvom jeg ved, at det ikke er let, for min reaktion har før ført mig ud i dumme situationer, der er til fare for mig selv. I metroen i Paris blev jeg forsøgt overfaldet, her vendte jeg mig og råbte NO, hvorefter tyven stak af. Han bar en kniv. Da en mor slog sit barn foran mig, røg jeg op som trold af en æske og råbte SLOG DU DIT BARN! Og den samme reaktion har jeg hvis nogle slår en hund foran mig.... Jeg har i mange år øvet mig i at lade være eller tackle det roligere, men jeg mislykkes, for det er en auto-respons uden tanke. Jeg reagerer bare. Det er mit design.
Alder osv spiller ingen rolle for om jeg reagerer.
Til eksempel 1...... Jeg har tænkt over dette siden i går. Jeg har reddet nogle af mine dyr, men der var vi alene. Fx kastede jeg mig halvvejs ud i en sump og kastede mit halstørklæde om Hugo mens han sank og trak hunden op. Bagefter er jeg dybt rystet, for der var jo ingen til at redde mig, hvis jeg var faldet i selv...
Som sagt... jeg er nødt til at være ærlig, selvom jeg ikke er stolt over det her.
Hvis nogle skadede mine dyr, ville jeg reagere som om de skadede mine børn. Jeg har tit sagt, at jeg håber jeg ville kunne stoppe mig selv fra at slå ihjel, men jeg frygter noget i mig selv her, som jeg ikke tror jeg ville kunne styre... Jeg har stor forståelse for forældre, der hævner overgreb på deres barn. En far skød en nabo fordi han forgreb sig på datteren. Jeg kan forstå den reaktion. Jeg har ikke børn. Mine dyr er ikke mine børn. De er mine dyr, men de er familie.
Og jeg ville redde Aslan.
Og jeg har været i en farlig situation, hvorfor jeg ved, at Aslan også ville redde mig.
-
jammen jeg fastholder altså også at der ikke er et modsætningsforhold og gider eller heller ikke at gentage mig selv.
Er det der med at man siger man ikke gider gentage sig selv en indikation af at du tror folk ikke har læst hvad du skriver - eller ikke har forstået det. For havde de det, ville de være enige? :slem: Jeg er ikke uenige med de forskere du nævner, men i at der skulle være et modsætningsforhold mellen det de siger og det jeg siger. Og det er jo vistnok din udlægning at der er en konflikt eller modsætning, ikke deres (forskernes).
Jeg har aldrig den slags motiver så der tager du fejl om mig - lad være med at plante den slags i mig - tak
Jeg har bare andet at lave end at køre i samme rille i en uendelighed, som jeg ved at ting kan gøre online. Når jeg kan se, at vi aldrig enes, så er det derfor min måde at stoppe debatten fra min side, og det har jeg jo total lov til. Men jeg kan da også bare tie og forsvinde fra en tråd, om end jeg selv ville mene, at det ville virke ret sært. Du er meget debatlysten. Det er jeg ikke. Sådan er vi forskellige - heldigvis -
Jeg fastholder de ting jeg har lært af Bailey og gider ikke gentage mig selv - vi behøver ikke enes heldigvis
Bare man er god ved en hund i træning, er jeg ligeglad med om man tror på at en rød postkassse ved banen gør en gavn eller at man skal have sagt yes tre gange efter hver øvelser før hunden er tilfreds 
Jeg er overbevidst om, at er ens praktiske færdigheder gode nok, så er der for en hund intet, der hedder The Real Thing - så er al træning fedtOg jeg er helt sikker på, at hvis nogle kunne tilbagebevise Pavlov og Skinners opdagelser, som Baileys ord bygger på, så var det sket for længst. Men det er det bare ikke - tilgengæld er der massevis af praktiske eksempler på at adfærd følger faste regler :5up:
Jeg kender forresten en, der har lært sin hund at LEGE med entusiasme og glæde via disse regler :banan:
-
Til efteråret planlægger Fokus to foredrag igen: Klikkertræning af hunde for begyndere, der gerne vil i gang, og Hunde og stress - hvordan opdager du det, og forebygger.
Der er kun 10 tilmeldt katteforedraget. Spred gerne ordet. Det risikere aflysning, hvis der ikke kommer lidt flere, siger de
-
Jo det er relevant for mig, for når man som adfærdsbehandler oplever en hund med en for racen, negativ, atypisk adfærd bimler alarmklokkerne kraftigt for sådan adfærd kan skyldes smerter, sygdom, stress og andre tilstande som bør udredes.
Hvis man f.eks. oplever en beagle som ikke vil spise, en cairn som ikke er glad, en labrador som ikke vil hilse, en ckc som er aggressiv, så ved man, at noget er galt, noget som skal undersøges.
ENIG
-
men nu er de fleste hyrdehunde vel pleasende og samarbejdende. Og selv hunde der ikke err pleasende, er sociale og jeg vil tro at de ønsker anderkendelse. Det hverken kan eller vil jeg forsøge at bevise, men jeg tror på det. Og derfor er "The real ting" ofte en større og bedre oplevelse - også for hunde.
Og fordi noget kan læres som et håndværk er det jo ikke ens betydende men at man ikke også kan have mere eller mindre tallent for der. Og visse ting, her i liver er nærmest umulige at lære, hvis man ikke har et vist tallent. At blive en virkelig god musiker fx, men også rigtig rigtig mange andre ting, herunder hundetræner.
Jeg tror så heller ikke rigtig på at folk som intet tallent har, ville gide gøre den formidable indsats det vil kræve at blive super god til noget, de ikke har tallent for.
Vi kan jo tro så meget
Og forestille os en masse, men jeg er sikker på at Bailey VED, hvad han taler om. Og rent læringsmæssigt - og her er der dokumenteret masser af målt adfærd siden Pavlov til nu - er der intet der viser det modsatte. Jeg tror ikke på The Real Thing i en hunds perspektiv. Er disse fire ting til stede optimalt er situationen ligegyldig for en hund om den er sat op eller ej.
1. Timing
2. Kriterier
3. Forstærkningsfrekvens
4. Forstærkningskvalitet
Citat Canis.
Skulle jeg hver gang jeg stod med en problemhund kun træne The Real Thing for at få hunden til at rette sig op, så var vi ilde stedt.
OG jeg ved hvor afgørende trænerens praktiske færdigheder er. Gør du A så får du B. Det er såre simpelt. Og det VIL ske, hvis du gør A. Uanset hvor talentløs du så end måtte være.
Der hvor det netop går galt er, når folk ikke gør A og forventer B eller de gør lille b eller C og forventer A. Ja nogle gør endda Q og forventer A. Og så får man ikke B. Men gør man A så får man altså B. Punktum. Også i opsatte træningssituationer.
Hvis den hund man står foran da ikke har en kognitiv defekt, hvilket heldigvis sjældent er tilfældet.
Man kunne komme langt hvis man ville tage det som Bailey - praktiske færdigheder, mechanic skills, noget DU kan lære. Alle dem, der går og føler sig dårlige eller hvis ære krænkes, hvis hunden ikke gør B, når de tror de gør A, ville kunne lære det også. Og de, der er nervøse for, hvad andre tænker, går i stå fordi de synes de er dårlige... de kunne også lære det. Og slappe af og fjerne det pres fra dem selv.
Jeg har intet særligt talent for at klikkertræne dyr. I starten kunne jeg knap time mine klik. Heldigvis for mig handlede det bare om at udvikle praktiske færdigheder dvs lære det! Og det budskab vil jeg gerne sende til alle, der holder sig tilbage: Du kan også lære det. Det er simpelt, ikke let men simpelt. Har du problemer er du ikke fortabt - du savner bare nogle praktiske færdigheder som du kan lære, hvis du går det rette sted hen og spørger. Alle spørger. Jeg spørger også tit og ofte andre, for nogle har bedre praktiske færdigheder, ganske som en tømmerlærling har en mester.
Og nej en hyrdehund er ikke nødvendigvis samarbejdende. Der findes mange typer, og en del er vogtende og selvstændige. Nogle arbejder helt alene. Og de, der er samarbejdende, er ikke pleasende. De er tamhunde, som alle andre hunde. De er blot selekteret på visse egenskaber, der gør dem mere motiverede for at samarbejde med mennesker end andre. At kalde dem pleasende svarer til den anden myte, at kalde dem klogere - hvilket de heller ikke er. Den pleasende myte stammer ofte fra hundens meget dæmpende kropssprog, der også er selekteret ind blandt andet via hyrdestilen og dens motivation for at henvende sig til mennesker og deraf evne til at afkode signaler, som vi ofte ikke selv er klar over, at vi sender. Jeg har aldrig set en pleasende hund i mit liv, og jeg tror heller aldrig jeg møder en. Men jeg har set motiverede, samarbejdende, veltrænede, dæmpende og milde sensitive hunde, hvilket for mig er forklaring nok
Musikalske evner er kreativitet og ikke målbart som adfærd. Adfærd følger faste regler. Derfor kan du ikke sammenligne en hundetræner med en kunstner. Selvom der findes trænere med så veludviklede praktiske færdigheder, at det kan ligne kunst.
-
Har fået fat i dem nu
Rigtig lærerigt og sjovt - ranchfolk til fingerspidserne. Sikke lækre hunde! -
Selvfølg kan det være, men det ikke nødvendigvis
ved at sige som der blev sagt ikke avle på reserveret, så ser jeg det som en nedgørelse af hendes evner til at vurdere hendes hunde
Jackie var reserveret, men absolut ikke frygtsom
Der er desuden samme risiko med andre ord, vagtsom kunne blive agrasiv, energisk kunne blive stresser nemt ovs.
Så en reserveret hund bør ikke afskrives bare fordi nogen måske kunne havde vurderet forkert, se hunden før du vurdere det.
Dit link virker ikke på min tablet
Jeg vurderer intet om nogen enkelt hund eller andet. Jeg kommer med et generelt input til en debat ud fra en sætning som PBC skrev. VUF!
Jeg er ikke enig i at det er så firkantet som det står i den sætning - Man kan altid bare avle på de her reserverede hunde.... jvf artiklens budskab. Og ja det gælder alle disse ord, men nogle egenskaber er mere arveligt dokumenteret end andre. Jeg gentager mig vist nu
Vil ud og træne igen med doggy 
Og nu bør linket virke
Så giver det nok mere mening, hvad jeg mener, når I har set artiklen. Jeg siger ikke de har ret. Jeg synes bare det er gode argumenter og det sætter tanker igang hos mig, der altid elsker at lære nyt -
-
Har i øvrigt snakket med nogle aussie hyrder med arbejdslinjer, også i udlandet per mail.
De siger, at en sådan hund sagtens kan trives uden at arbejde med kvæg/får/gæs osv, bare den bruges. De peger alle på SLUKKNAPPEN som det afgørende for en GOD hyrdehund af denne type.
Deres hunde er designet til ikke at arbejde hele tiden, men faktisk være ret passive og vente - og det er uønsket, at de render og stresser op i ventetiden. Meget af arbejdet er sæsonbetinget, og det skal hunden kunne tolerere. Lige som en hund, der stresser ved synet af stocking er ubrugelig, fordi den ikke koncentrerer sig om opgaven. Kort sagt de skal arbejde, når de bedes om, og ellers ikke gøre videre væsen af sig. En del af testene til om de er brugbare er om de kan vente i ro, mens en anden hund arbejder og de ser på. Ellers kasseres de. De siger derfor alle, at med en arbejdslinje får man ikke de problemer med stress osv som man ser ved showlinjer. De er nok lidt barske i deres melding, fordi jeg fornemmer de er "imod show" så tag det med et gran salt
Fra Slash Vs hjemmeside:
We personally prefer a laid back personality, and a dog that will be content whether it has exposure to livestock or not. Any Aussie needs to be an active part of its owner’s life, and these are not the kind of dog to just stick in the back yard. When we say they are a working companion, that means they need to be a companion! A good working Aussie is a wonderful devoted companion that, contrary to some opinions, does not HAVE to work livestock to be content. Many farm and ranch homes have seasonal work, and the dog must be part of daily life during the off season. As a pet, an Aussie does HAVE to be a part of your life! The majority of our dogs do go to working homes, but many are family pets as well as involved in hiking, boating, and just living with their people.
Det eneste de siger er, at en virkelig god hund BØR bruges, fordi det ellers er spildt talent. Meget nøgernt - ikke om det er synd for hunden, for det er det ikke. Men fordi et avlsarbejde er lagt i den, og den derfor KAN udføre en opgave og gør den ikke det, er det avlsarbejde lidt spildt.
Ang udfordringerne ved sådan en: Standarden siger en hund med stærkt hyrde og vogteinstinkt. De arbejder ikke bevidst for at skabe vogtende skarpe hunde, men de arbejder heller ikke væk fra det. Så kan man så selv overveje derfra om det lyder som en mundfuld eller ej
Rigtig sjov verden at få et indblik i. jeg kan godt li de folk. De er alle ret enige om dette her:
"Pedigree indicates what the animal should be.
Conformation indicates what the animal appears to be.
But Performance indicates what the animal actually is."
-author unknown-
Og før der kommer nogle med en skøn showhund og siger WTF!!! - så husk at det her er ranchfolk
De er firkantede - lidt ligesom nogle af hundene -
Så det handler simpelthen om at øvelse gør mester? :blink:
JA! Og at HVIS man opfylder disse praktiske færdigheder, så VIL man få et resultat. Punktum. Ikke fordi man er talentfuld eller kunstner eller har flair for hunde eller er vildt begejstret når hunden bringer en and eller en dummy. men fordi man kan sit kram - sine praktiske færdigheder. Fordi adfærd er underlagt nogle regler, som styrer adfærden i en retning.
Og dette mener Bailey kan alle lære. Og heldigvis - ellers var det jo ikke ret mange, der kunne have hund....Og Maria havde fx aldrig kunne lære mig at arbejde korrekt fra bunden og forfra med Aslan, hvorfor han så havde måtte væk, fordi jeg savnede dette særlige talent....
Og sikke dog en skrækkelig tanke.... -
Lige præcis det jeg mener :5up:
Okay, forstod bare ikke lige dit indlæg, tror jeg
Det jeg mente var kort sagt, at det ikke behøver være ok at avle på "reserveret" fordi selektionen ikke er sat i system, som de to forskere påpeger. Det er derfor for let at komme til at avle frygt frem i stedet, som artiklen siger. Jeg synes de har nogle gode argumenter og det er en virkelig spændende artikel.
-
"Jeg kan ikke se hvorfor reserveret skal kaldes frygt... det ikke det samme i min bog"
Hvis du læser den artikel jeg postede vil du forstå hvor jeg vil hen, og at det ikke er dette jeg siger. Reserveret behøver ikke være frygt men det kan være, og hvem vurdere det egentlig og efter hvad? Og vurderes det ens ved to opdrættere? Artiklen peger på et problem her, fordi de kriterier, der vælges avlsdyr på er for vage. De har nogle ret solide argumenter og artiklen er værd at læse før man begynder at gætte på hvad det var jeg skrev og mente
-
Ja dristighed er næsten dækkende, men det er også det der overskud, som man ser ved visse hvalpe. Svartberg har undersøgt om testene dur. Det er der han anvende ordet men ja det betyder noget ala dristighed
-
Det her lyder interessant, men jeg kunne godt tænke mig, hvis du ville uddybe hvad du tænker, når du skriver mekanisk?
Det stammer fra Bob Bailey, der siger, at Træning er en mekanisk færdighed dvs at du lærer hvordan og gør det som virker - træning er en PRAKTISK HÅNDVÆRK. Har du styr på timing, forstærkningskvalitet og forstærkningskriterier samt kriterier, så VIL du lykkes. Hver gang. Simpelt men ikke let
http://www.canis.dk/bibliotek/artikler.php?id=181&lang=dk
Her er et par øvelser uden hund, hvor man kan træne sine mekaniske færdigheder
http://www.canis.no/ekurs/4-us-mechanical-skills.html
Adfærd følger regler, som man siger, og det er konsekvenserne, der styrer en adfærd
http://blog.smartanimaltraining.com/2013/09/23/bob-bailey-dont-settle-for-good-enough/
Ganske som andre fag finpudser deres færdigheder, for eksempel øver musikeren sig i samme stykke musik igen og igen, bør man øve sig på sine praktiske færdigheder, hvis man vil være virkelig dygtig hundetræner.
Jeg er fx meget dårlig til at sætte mine kriterier og kun et af gangen. Men jeg er bevidst om at jeg er dårlig til dette og øver mig, fordi jeg anser det for en praktisk færdighed, som jeg kan lære. Og derfor lærer jeg det, kan man sige. Var det et talent havde jeg været fortabt med Aslan for hunden er bedre end mig
Og så er det jo emiment at få lov til at få sådan en hund, som kan lære en disse praktiske færdigheders betydning for alvor - så det er simpelt - men ... ikke let -
Arh.. er du ikke lige hurtig nok nu? En hund kan jo udvikle frygt i en eller flere specifikke situationer ud fra en eller flere oplevelser og dette forandrer jo ikke generne hos denne hund og nedarves derfor ikke. Det kan naturligvis "smitte" til hvalpe gennem oplevelsen fra moderen, men det er jo noget andet
Se mit andet svar, hvor det tydeligt bør fremgå, hvad jeg mener.
-
Det er reserveret vel også? Ligesom utrolig glad for mennesker er en egenskab, som også er arvelig?
Man VED at frygt er arveligt betinget i høj grad, og det samme er Boldness, som jeg savner en god oversættelse af. Denne viden stammer fra hvalpetestforsøg, som man senere har fulgt op.
Min kommentar var til PBCs kommentar "man skal ikke avle på aggresive hunde, men man kan godt avle på reserverede hunde uanset race."
Det sidste er det langt fra alle, der er enige i er en god idé, ikke mindst fordi der ikke er en fast defination at gå ud fra når det handler om, hvad reserveret er.
Disse folk siger en del rigtigt om den sag mener jeg
Raceren eller blanding? Fordele og ulemper
i Debat
Besvaret
Nogle går virkelig langt for at vinde - der hvor jeg får et problem, er, når jeg ser hunde, der er utrygge eller kede af at være med. Dem ser jeg desværre og de presses i ringen - ofte fordi de er "smukke" og vinder meget. Der kunne jeg godt tænke mig, at man tog hensyn til hunden i stedet.
Her er den nordiske spids/pommersk spids i gode gamle dage, og den ser stort set ud på samme måde i dag. Dog savner jeg så at se TRE farvevarianter...
Jeg har også fundet en racebeskrivelse fra 1887, hvor de gamle arbejdsfunktioner også beskrives. Til de hundekulturhistorisk nysgerrige kommer den her. Kilde: Viggo Møller, ”Hunden og Hunderacerne.” En populær Fremstilling. Kjøbenhavn, P. G. Philipsens Forlag, 1887. Når han skriver "Spidshunden" er det den nordiske, Pommersk Spids/Dansk Spids, ikke spidshunde generelt. Han har afsnit om de andre racer også - herunder Den nordiske dværgspids, som lyder hen af pomeranian og den skandinaviske elghund mfl.
Citat start:
"Af karakter er Spidshunden gnaven, til dels bidsk og ikke lærevillig. Den anvendes som vagthund, og i den retning er den meget pålidelig på grund af sin stridbarhed, og fordi den har en smældende stemme. Inde i et hus gør den om natten en forfærdelig alarm ved den ringeste anledning.
I Tyskland har den tidligere været meget yndet; Hering fortæller:
På den tid, da postkørselen endnu stod i fuld blomst, da gader og landeveje blev livlig befærdet af tunge, med hvidt og gråt omhyggeligt tildækkede vogne, hvis kæmpemæssige læs blev slæbt af kraftige hingste med grævlingeskind på seletøjet, da var det Spidshundens glansperiode.
Så man et sligt køretøj nærme sig, kunne man være sikker på allerede i afstand at høre en Spidshunds bjæffende stemme, der ofte slog over af vrede og arrigskab og truede med at blive hæs. Trods al raslen og rumlen havde den lydhøre hund, der sad i vognmagasinet ved siden af den sovende kusk eller i en kasse, der hængte under vognen, og kiggede frem mellem alle slags kæder, vinder og bremser, kendt lyden af en fremmed, der nærmede sig og i rette tid afgivet den livligste melding til sin herre.
Begavet med en mere fint følende vagtsomhed end nogen som helst anden hunderace, var den som skabt for det liv og den virksomhed, som fragtvæsenet førte med sig. Med kusken og hestene var den fuldstændig sammenvokset.
Når dens herre sad på knejpen, lagde den brave Spidshund sig som en ubestikkelig vogter under vognen, idet den skarpt iagttog alle med sit politiblik og gøede højst ubehageligt ad enhver, der vovede at nærme sig til vognen. Hverken tilkasten af lækre mundfulde eller landsbykøternes lokken kunne bringe dens samvittighedsfuldhed til at vakle eller få den til at forlade sin post.
På landet var den husets og gårdens bevogter, kun måtte man ikke lægge den i lænke, den måtte frit kunne gennemløbe sit terræn og efter godtbefindende vælge sig en dørtærskel, et trappetrin eller møddingen til leje. Den udviklede sig uden nogen som helst dressur med alderen til en tro husfælle, kunne ikke tænkes mere pålidelig, vagtsom og elskværdig mod børn, eller mere fjendtlig over for enhver fremmed.
Spidshunden har imidlertid fået tidernes skiften at føle; over alt er den i den senere tid blevet skubbet til side. Rottehunde og større racer har fortrængt den fra fragtkørselen og gårdspladserne, hvor til måske også den omstændighed har medvirket, at Spidshunden ligesom huskatten mere hængte sig ved huset end ved herren og kun nødig besluttede sig til at ombytte det sted, hvor den var op-vokset, med noget andet.
Ser man uhildet på den, så står det fast, at mennesket i den havde en ven og hjælper der i selv-fornægtelse, opmærksomhed, utrættelighed, tilforladelighed og troskab meget vel kan tjene mangt menneske til mønster.
Hold derfor i al tid denne race i ære.”
Og så er der foto af hundene, der var hvide, sorte og ulvegrå. Og som fuldstædig ligner Aslan som han ligger her i min stue i 2016. Der er også foto, hvor de driver og bevogter kvæg.
Om racernes opståen skriver Møller:
"Racernes opståen
Dyreracer er kulturprodukter og dannes ved hjælp af kunstig parringsvalg og pleje.
Dette gælder særlig om hunderacerne. De fleste af disse er frembragt med forsæt, dels ved hensigtsmæssige foretagne krydsninger, dels ved hjælp af et i én bestemt retning foretaget og omhyggelig gennemført udvalg af avlsdyr. Hånd i hånd med påvirkning i form af anvendelse og dressur.
Mange klassiske skribenter omtaler hunden. Men det er ikke altid let at finde rede i navnene, da disse foruden at være afvigende hos forskellige forfattere, i reglen er givet efter lande og folkeslag.
Aristoteles, Alexander d. Stores berømte lærer, der levede omtrent 350 år f. Kr., opregner i sin Historia animalum syv forskellige slags hunde.
Senere forfattere nævner efterhånden flere og flere racer.
Linné omtaler i 1700-tallet 36 hunderacer, bl.a. Spidshunden med det latinske navn Canis Pomeranus. "
Citat slut.
Det der fik mig i gang med denne research var, at vi ikke forstod, hvad det var for en hund, vi delte hjem med. Som nogle husker gik han og s,måbrummede før han slog over i gøen, og vi kunne ikke se, hvad der udløste det. Der blev gættet på mange årsager, som ikke viste sig at være rigtige. Men nu har vi løst det, og det er så dejligt. Siden har vi nemlig fundet ud af, at Aslans linjer går tilbage til de gamle arbejdslinjer, så der er altså også forskelle på linjerne inden for racen i dag. Nogle er rene hyggebamser, andre er ikke. Vores skal også BRUGES for at trives. Og når han giver disse mange lyde er det et signal til os, og når vi viser, at vi har forstået hans alarmopkald, så stopper det. Det er også tydeligt, at der er lagt en art grænse ind i hunden. De slår alarm til en vis grænse, de fortsætter ikke frem mod den fremmede - det må andre tage sig af
Klogt! Samtidig kan vi nu forstå alle de ting omkring ham, som vi ikke forstod i starten, og det gør det altså bare lettere. Det gør så også, at når man skal henvise en til at få en af denne race, så kan man spørge ind til, hvad deres erfaring er, og hvad de vil med hunden. Vil de have en sofakartoffel, som mange tror Dansk Spids udelukkende er, så skal de kigge linjer. For os har dette været en kæmpe øjenåbner, og vi er slet ikke færdige endnu med at lære om vores hund og race. Jeg tror faktisk ikke ret mange ved disse ting om racen, men der er masser af dygtige opdrættere og avlsudvalg, der hellere end gerne deler deres viden, og vi er dem meget taknemmelig. Når man ved, hvad man ejer, så er det nemlig let at arbejde med - og Aslan er blevet verdens nemmeste hund, fordi han bor hos folk, der forstår ham. Faktisk har han fundet ud af, at han kan slå alarm alene ved at kigge på noget nu, og så er det kun, hvis man ikke ser dette fine signal, at han laver en lyd, så vi opdager den potentielle fare. Jeg vil tilføje, at jeg synes sindet er bedre i racen i dag også i arbejdslinjerne, end de tilsyneladende var, da Møller skrev sin bog 
Og om de er lærevillige handler nok snarere om praktiske færdigheder end om hunden - den gang viste man næppe de ting om læring, som vi gør i dag 
Til sidst kan tilføjes, at der ikke er tale om specialiserede arbejdslinjer - man kan derfor næppe anvende dem til ret meget hyrdning fx. De ser snarere ud til at have evner for at bevogte husdyr er indstillingen hos de, der ved noget om dette. Og det gør jeg ikke - endnu 