Man bestemte jo selv, hvad man ville træne, så jeg have lavet en lang bruttoliste, fordi jeg ikke vidste, hvor meget vi kunne nå. Dette er, hvad jeg fik trænet:
1. session lørdag:
- Forstyrrelser under afstandsarbejde og under øvelser, hvor Tyson ikke kan se mit ansigt. Det er typisk disse øvelser, der får ham til at gø, så vi trænede det, hvor Iben løb rundt og legede med sin Kelpie rundt om os, og Bianca gav råd til, hvordan jeg bedst griber træningen af det an, når jeg træner det forskellige steder med forstyrrelser.
2. session lørdag:
- Større sikkerhed i at finde korrekt ind i frontpositionen (hvor vi står med ansigterne mod hinanden). Når Tyson først er i positionen, bliver han meget fint i den og følger mig, hvis jeg går sidelæns eller rundt på stedet i en cirkel, men jeg synes, at han skal have for meget hjælp til at finde ind i positionen.
- Større sikkerhed/stabilitet og længere afstand på Tysons back-up (den øvelse hvor han bakker i bukkepositionen)
3. session lørdag:
- At følge mig baglæns i straight, dvs. at vi bakker sammen, mens han står i positionen (foran mig, vendt 180 grader væk mig, så vi begge kigger fremad - den position, man kan se på billedet). Vi har trænet på det et stykke tid, men Tyson blev ved med at få for meget fart på og dermed bakke ind i mig, så jeg havde brug for hjælp til at komme videre med, hvordan jeg kunne træne hans selvkontrol i øvelsen, så han bakker i samme tempo som mig.
1. session søndag:
- Vi trænede videre på at gå baglæns i straight.
2. session søndag:
- Først ville jeg have trænet, at vi går baglæns i pladspositionen, for jeg har det problem, at Tyson sætter for meget fart på og derfor bakker for langt bagud i forhold til mig. Men al den træning af selvkontrol under den baglæns straight kunne han åbenbart overføre til baglæns plads, så da jeg ville vise Bianca porblemet, fulgte han mig bare perfekt mange skridt tilbage i baglæns plads. Så den blev vi enige om at springe over. Den skal selvfølgelig trænes mere, men jeg kan bare overføre træningsprincipperne fra baglæns straight.
- Forstyrrelser mens vi lavede sidelæns heelworkarbejde. Tyson går meget præcist sidelæns i positionerne under træning, men når der er forstyrrelser, bliver han let skæv i positionen eller smutter helt ud af den. Så nu skulle han blive i positionen og arbejde på sidelænsøvelserne, mens Bianca prøvede at lokke ham ud af den med lækre godbidder.
3. session søndag:
- Bakkende zig-zag mellem mine ben. Han kunne jo engang, men så kom jeg til at sparke ham, og så ville han ikke lave den længere. Jeg har flere gange prøvet at genindlære den i helt små skridt, men det er aldrig blevet rigtig godt. Nu laver han den, men på en lidt hektisk og ukontrolleret måde, hvilket for det første gør den svær at bruge i et program, fordi han faktisk ikke er helt under kontrol, og for det andet højner risikoen for, at jeg kommer til at sparke den igen. Så Bianca hjalp mig med, hvordan jeg kan få ro og kontrol ind i øvelsen, og hvordan jeg træner den, så Tyson bliver tryg.
Anja var der kun om lørdagen, så søndag havde vi ekstra tid og fik derfor en 4. session. Men Tyson var alt for træt på det tidspunkt, han orkede næsten ikke engang at spise godbidder. :ae: Så vi sprang over den sidste session.
Jeg har virkelig fået meget med hjem, og det gav også rigtig meget at se de andre kursister træne med Bianca og høre hendes råd til dem. :5up: