Ascha
-
Antal indlæg
10.722 -
Medlem siden
-
Senest besøgt
-
Days Won
1
Indholdstype
Profiler
Forummer
Artikler
Hunderacer
Indlæg skrevet af Ascha
-
-
Det afhænger også af m2 arealet i boligen.
Min mor har 80 kvm. og får ikke boligstøtte til de sidste kvm.
-
En bekendt vi har betaler ca 4000 og får ca 1000 i støtte. Så det er nærmere det kvarte, afhængigt af indkomst.
Det er mig bekendt ikke afhængig af indkomst når man er pensionist. Jo dyrere husleje, jo mere støtte og så skal man holde sig under 66 kvm. bolig tror jeg det er.
-
2/3 af en boligs pris i støtte, vil du linke for så har jeg mulighed for at bo bedre end jeg troede, når jeg flytter om et år?
Det er vist ikke helt galt hvad PBC siger. Min mor får så vidt jeg husker ca. 3500,- i støtte og sidder med en husleje på 5800,-
-
hvis pensionist A vælger at bo i en dyr lejlighed til 6000 kr om måneden får hun 4000 i støtte
hvis B vælger et lille klubværelse til 2500 kr for at få råd til fx bil eller resjer får hun ingen hjælp.
besynderligt at man netop belønner folk som prioriterer bolig fremfor fx at købe økologisk, holde hund, gå meget ud og spise, holde bil eller hvad som helst andet.
Forleden påstod en af mine arbejdskollegaer at man kunne få boligsikring, selv hvis man havde 400.000,- i årlig pension. Jeg troede selvfølgelig ikke på hende, så hun fandt et sted hvor man kunne regne boligstøtte ud,.. og ganske rigtig, det kan man sgu!!!. Boligen skal bare være dyr nok,... så får sådan en rig pensionist mere i boligstøtte end en pensionist der kun har sin grundpension. Det er også ligegyldigt om man har millioner i banken.
Så tror fanden at vores velfærdssystem er ved at bryde sammen. :stupid:
-
Jeg synes der bør tages røntgen af den ryg. Hvis man skal holde hunden i ro ved en prolabs (det har jeg ikke noget kendskab til), så er det jo i direkte modstrid med hvis problemet er slidgigt i ryggen. Ved gigt er det værste man kan gøre at holde hunden i ro. Den skal ud og bevæge sig rigtig mange gange om dagen, men må ikke springe op og ned og skal skånes for at gå på trapper osv..
Hvad med at sætte en snor på Sonny, så han kan få lov til at være hvor du er?.
Undskyld, jeg havde ikke fået læst dit indlæg ordentligt. Med forkalkning menes der sikkert noget spondylose-agtigt og ikke slidgigt, men jeg ville dog stadigvæk få taget billeder så man evt. kan afgøre hvad det er der skaber problemer.
-
Jeg synes der bør tages røntgen af den ryg. Hvis man skal holde hunden i ro ved en prolabs (det har jeg ikke noget kendskab til), så er det jo i direkte modstrid med hvis problemet er slidgigt i ryggen. Ved gigt er det værste man kan gøre at holde hunden i ro. Den skal ud og bevæge sig rigtig mange gange om dagen, men må ikke springe op og ned og skal skånes for at gå på trapper osv..
Hvad med at sætte en snor på Sonny, så han kan få lov til at være hvor du er?.
-
Jo, men har vi ikke selv lov til at bestemme hvad vi vil bruge vores midler til? Det kan da godt være at nogen synes vi skulle aflive alle vores hunde og så sende pengene til folk der sulter i stedet - og så håbe på at de der sulter virkelig også får noget, når alle andre "undervejs" har taget det de skulle have. Heldigvis har vi da frit valg p de tområde.
Arh, vi har nu ikke helt frit valg. Hver gang nogen giver over 500,- årligt til velgørenhed, kan de trække det fra i skat. Dvs. at på bundlinjen har man ikke selv lov til at bestemme om man vil give til velgørenhed, eller hvem man vil give til. Et mærkeligt system, synes jeg.
-
Tråden minder mig om en af mine forfatter idéer, som jeg aldrig har skrevet. Ikke endnu i hvert tilfælde.
Du er fanget af nogle terrorister - du får at vide, at hvis du kan overleve selv. Du skal bare beslutte om de skal dræbe din bror eller din søster. Du placeres foran et vindue et døgn. Du kan se din bror og søster. De kan ikke se dig.
Du vælger din søster. Og slippes fri sammen med din søster, mens de slår din bror ihjel.
Resten af livet skal du leve sammen med din søster, som du havde valgt skulle dø. Kun du ved, at du valgte hende......... for at redde dig selv...
Tak for det,..
nu kan jeg ligge og gruble over det i nat. 
Jeg ved det heller ikke - skal jeg svare her og nu ville jeg helt bestemt redde mine hunde før andre... MEN jeg tror heller ikke jeg ved hvordan jeg ville reagerer hvis jeg stod i situationen, jeg ville nok gøre noget og så tænke bagefter, det tror jeg faktisk er normalt i sådan en panik situation.Jeg ved heller ikke præcis hvordan jeg ville reagere, men har en meget stærk formodning om at jeg ville kaste mig ud i at redde min hund og så få en frygtelig følelse bagefter, over at jeg har ladet en lille dreng drukne.
-
Desværre ville de fleste nok drukne mens mange så til. Undersøgelser viser, at omkring 75 % af mennesker uanset hvor i verden fryser på stedet uden at handle - eller redder sig selv under kriser.
Jeg er en af dem, der reagerer, og det sker uden omtanke dvs jeg er ikke et bedre menneske men blot designet sådan (hvorfor ved jeg ikke), ganske som de, der fryser eller redder sig selv, heller ikke er dårlige mennesker.
Kin selektion kaldes det i etologien - læren om adfærd - når du redder dit eget DNA (herunder din hund, når følelserne er det samme som ved et barn; læs DIT barn), og det er også en del af designet - og endda ved alle arter. Fugle slår alarm ved fare - selvom det tiltrækker opmærksomheden på dem selv dvs udsætter dem selv for fare. Dette ses ved mange arter. En menneskemor løftede en bil væk fra sit barn, der lå under det, og en familiekat reddede en lille dreng, da en hund angreb ham. Alle udsætter de sig uden viljestyring eller tanke for fare for at redde egen DNA eller det, der opfattes som "familie". Populært sagt: Vi er designet til at tage en kugle for dem vi har lagt arvemateriale i, så vores gener kan føres videre - men dette begreb ser ud til at kunne udvides til også at omfatte "Dem vi elsker som familie" - herunder vores hund eller katten, der ofrede sig for barnet. Vi deler ikke DNA, men vi oplever så tætte bånd, at vores KIN selektionsystem går i gang. Det afhænger dog af "antal" unger dvs artens reproduktion - rotter fx ofrer gerne unger - de har nok af dem og får let nye.....
Ved andet eksempel ville jeg forsøge at redde begge samtidig - men her ville jeg forsøge at bremse mig selv, selvom jeg ved, at det ikke er let, for min reaktion har før ført mig ud i dumme situationer, der er til fare for mig selv. I metroen i Paris blev jeg forsøgt overfaldet, her vendte jeg mig og råbte NO, hvorefter tyven stak af. Han bar en kniv. Da en mor slog sit barn foran mig, røg jeg op som trold af en æske og råbte SLOG DU DIT BARN! Og den samme reaktion har jeg hvis nogle slår en hund foran mig.... Jeg har i mange år øvet mig i at lade være eller tackle det roligere, men jeg mislykkes, for det er en auto-respons uden tanke. Jeg reagerer bare. Det er mit design.
Alder osv spiller ingen rolle for om jeg reagerer.
Til eksempel 1...... Jeg har tænkt over dette siden i går. Jeg har reddet nogle af mine dyr, men der var vi alene. Fx kastede jeg mig halvvejs ud i en sump og kastede mit halstørklæde om Hugo mens han sank og trak hunden op. Bagefter er jeg dybt rystet, for der var jo ingen til at redde mig, hvis jeg var faldet i selv...
Som sagt... jeg er nødt til at være ærlig, selvom jeg ikke er stolt over det her.
Hvis nogle skadede mine dyr, ville jeg reagere som om de skadede mine børn. Jeg har tit sagt, at jeg håber jeg ville kunne stoppe mig selv fra at slå ihjel, men jeg frygter noget i mig selv her, som jeg ikke tror jeg ville kunne styre... Jeg har stor forståelse for forældre, der hævner overgreb på deres barn. En far skød en nabo fordi han forgreb sig på datteren. Jeg kan forstå den reaktion. Jeg har ikke børn. Mine dyr er ikke mine børn. De er mine dyr, men de er familie.
Og jeg ville redde Aslan.
Og jeg har været i en farlig situation, hvorfor jeg ved, at Aslan også ville redde mig.
Okay, det hjalp en del på hvordan og hvorfor jeg føler, som jeg gør. :5up: Spændende, og det understøtter sådan set lidt af det jeg tænker,.. nemlig at man egentlig er lidt i klemme hvis man altså har hund som familiemedlem og også skal leve op til normerne i samfundet.
-
Jeg ved jeg ikke er en ørn til at forklare så andre end jeg selv forstår det, og jeg kan se at jeg også har haft problemer her. For lige at ridse det op igen er der ingen "hvis' er" i det, dvs. at I ikke skal hænge jer i detaljer om hvorvidt der nu er længere til den ene end til den anden, eller om man kan afgøre om en person er narkoman på afstand. Det er ikke det det drejer sig om. Jeg beder jer granske de følelser I sidder med når I tænker over en situation (og den kan I i og for sig selv bestemme hvad skal være) hvor der ikke er noget der afgør om man lettere vil kunne redde den ene end den anden, og på det valg I så, gud forbyde, ville blive tvunget til at træffe.
Det drejer sig ikke om jeres børn (for det er jo oplagt), heller ikke jeres hund sat overfor en fremmed hund. Det jeg er interesseret i er de tilfælde hvor man vil (og nogle vil måske ikke) havne i en konflikt mellem hvad følelserne dikterer kontra hvad samfundets moral dikterer. Til de af jer der kategorisk hævder at I til hver en tid ville redde et menneske fremfor jeres egen hund, vil jeg derfor spørge om I så i stedet kan tænke over hvordan valget mellem jeres gamle mor og naboens barn ville føles, og om det ville kunne bringe jer i et dilemma?.
Jeg vil også gerne lige gentage min påstand om at et menneske, før vi blev civiliserede, ikke ville vælge at redde et fremmed barn til fordel for selv en belastende olding fra deres egen flok,.. hvad tænker I om det?. Kan det passe at nogle basale, instinktive følelser bliver undertrykket af hvad moral lærer os, og er det rimeligt?. Her forestiller jeg mig at man godt kunne havne i "aftenshowet" hvis man var "kommet til" at redde sin gamle mor eller mormor på 95, når man kunne have reddet et lille barn i stedet (lad os forestille os at nogen havde set at vi traf et valg hvor forholdene var fuldstændig lige).
Det hele er selvfølgelig sat fuldstændigt på spidsen, men jeg kom bare til at tænke at vi måske bliver påduttet at vores følelser (som jeg mener er instinktive) overfor vores hunde er forkerte. Men det kunne jo f.eks. være forklaringen på at samfundet reagerer ved at prikke til vores dårlige samvittighed hvis vi bruger 300.000,- på en hund igennem 12 år, men aldrig skænker de små sultne børn i Afrika et stykke, hvis nogen køber en bil til halvanden million (på 12 år har den jo mistet mere end 300.000 i værdi). Jeg tænker at det måske også kan forklare hvorfor man så ofte hører at man jo ikke skal menneskeliggøre hunde (forstået sådan, at det f.eks. er forkert at lade dem være i møbler). Jeg kan ikke forstå hvor det kommer fra og hvorfor det er sådan, så derfor startede jeg tråden i forhåbning om, at andre måske bedre forstår hvordan det hænger sammen.
-
Hvis man kigger på hjemmesider beskrives oftest rigtig meget om udstillingsresultater. I nogen tilfælde også om sundheds check og resultater, men det er sjældent at hundene beskrives udfra mentaltests og generelt hvordan de er at omgås og hvorfor man lige har valgt den avlspartner man nu har, udover at denne også har klaret sig godt på udstillinger i ind- og udland.
Måske er det fordi folk har det med at kopiere hinanden og at man lægger de samme ting frem, som man ser andre har gjort.
-
Jeg sad og så et program om kæledyr, der på et tidspunkt kom ind på det etiske og moralske ved at folk bruger så mange penge på deres kæledyr, når nu der er så mange mennesker der sulter ihjel. Programmet fik mig samtidig til at tænke over en bog, skrevet af Anders Hallgren, der hedder: Hunden i vore hjerter og i vort samfund. Bogen handler bl.a. om vores følelser til vores hunde og sammenligner med forældres følelser til deres børn (hvilket jo er noget jeg elsker at folk tør,... offentligt). Bogen konkluderer faktisk at hundeejere reagerer ligeså voldsomt eller voldsommere end forældre hvis deres hund/ barn kommer op at slås, går igennem isen eller havner i andre ubehagelige situationer.
Og så kom jeg til at tænke på hvad det er for noget, det dér med hvem der har størst værdi og hvad samfundet "tænker" om det. Hvis min hund gik igennem isen og en fremmed hund gik igennem isen, så ville jeg redde min egen hund. Det er der ingen ben i, det ville alle gøre. På samme måde som alle ville redde deres egen gamle mor, hvis hun gik igennem isen samtidig med en anden gammel dame. Men så holder det også op med at være let, hvis I ellers gider følge mig på dette lidt uhyggelige tankeeksperiment
A : Hvad nu hvis din hund gik igennem isen samtidig med et barn (se bort fra at hunden vil kunne holde sig i live længere),... hvem ville du redde?. Og ville det ændre noget at det var en gammel person?. En pædofil?. En morder?. En cancerpatient uden mulighed for at blive helbredt?.
B : Hvad nu hvis din gamle mor gik igennem isen samtidig med naboens 8-årige dreng?. Og ville det ændre noget at det var en pædofil?. En morder?. En cancerpatient uden mulighed for at blive helbredt?.
Jeg blev faktisk helt utilpas af at tænke over det, mest af alt fordi jeg da godt ved hvad man bør vælge. Men samtidig tror jeg simpelthen ikke på at jeg ville kunne få mig selv til at ofre nogen jeg elskede for en fremmed. Det gik helt galt da jeg så også kom til at tænke på at samfundet ville have delte meninger (tror jeg) vedr. spørgsmål B, og så er vi jo inde på at det i nogle tilfælde er okay at ofre fremmede for sine egne og i andre ikke.
Samfundet har besluttet at mennesker er mere værd end hunde og samfundet har besluttet at en 8-årigs liv er mere værd end en 85-årigs,.. men, hånden på hjertet, ville dine følelser kunne følge de bestemmelser?. Ville din hjerne kunne vinde over dit hjerte?.
Til sidst tænker jeg at det egentlig kun er mennesker der tænker i at sætte liv op mod liv på den måde og at vi derfor menneskeliggør dyr hele tiden, ved at pådutte dem vores måde at værdisætte på. Gad vide også hvordan oldtidsmennesker ville reagere i de førnævnte situationer. Tror aldrig de ville vælge at redde et fremmed barn til fordel for et flokmedlem,.. så er det egentlig i virkeligheden lidt naturstridigt at skulle vælge at redde et fremmed barn, frem for at vælge at redde sin egen hund?.
Det blev langt, og nej, jeg har ikke siddet og drukket hele natten hvis der er nogen der tænker det.
-
Også kan man overveje hvordan hun definere at man er venner med hunden.
Når Jackie var ligeglad/reserveret (kom an på mennesket) sad hun et par m fra dem eller i sin seng, så efter et par gange sad hun på deres føder og var ved at tabe halen når de kom. Det sidste kaldte jeg venner.
Og selv om hun var mad glad, så skulle det være meget god mad for hun tog uden acept fra mig.
Lyder på mig som om Lolle er selektiv i hvem hun vil omgås hvem somhelst, men det ikke til at vide for os.
Jeg synes ærlig talt at du og PBC er særdeles kreative i jeres tankegang, for at få denne tæve til at fremstå som en hund med et godt temperament. Jeg har også selv haft en reserveret hund, der kunne vride sig i afsky hvis fremmede ved et tilfælde kom så tæt på hende, at de kom til at røre ved hende. Men hvis hun havde haft små hvalpe er jeg da 100% sikker på at hun aldrig havde forladt dem, hvis der kom nogen i nærheden.
Når man som hvalpekøber sætter sig ved hvalpekassen og hvalpene kun er 3 uger gamle (det er hvor folk kan begynde at komme på besøg) er det da unormalt at tæven vælger at "ikke gide" én. Om ikke andet bør hun i hvert fald "gide" hendes hvalpe.
-
Det kommer jo lidt an på hvor madglad den er og hvor god jeg er til at lokke og hilse.
Der står: Guffer hjælper jo på mange ting, især Lolle. Der kan vist næppe herske nogen tvivl om at hunden er madglad.Og hvis nogle havde evner til at lokke hunden hen ved første besøg, ville der jo ikke stå: Dog når der er kunder der har købt hvalp som 3 ugers og kommer på besøg hver søndag, kan de godt blive gode vener med hende.
-
Baseret kun på mine egne iagtagelser af et par jagtspaniels, som lever hos en skovridder og bruges til masser af praktisk jagt, så vil jeg mene, at PBC har ret i, at The Real Thing, ihvertfald for nogle hunde, er en helt anden bolgade end træning. Begge spaniels gider absolut ikke hente en dummy eller en bold, det har ingen interesse. Hvorimod de henter hvad som helst med stor intensitet og begejstring, når de er med på jagt.
de har begge hentet dummier og legetøj og hvad ved jeg i træningen som yngre, men efter de har arbejdet som rigtige jagthunde i en årrække har det ikke længere interesse.... Så om det kan bevises eller ej, og om det skyldes dårlige hundeførerer eller ej, aner jeg ikke, men tænker nu alligevel, at der er noget om snakken.
Jeg er også enig. Jeg havde en standard springer der hentede bolde og dummier fordi jeg motiverede ham til det med godbidder, ros og glæde. Fugl hentede han med passion og en helt anden,.. nærmest stolthed (hvis man lige må menneskeliggøre lidt). Hans samarbejdsvilje blev også aktiveret på en helt anden måde, end uanset hvad vi ellers trænede.
Jeg har svært ved at se hvordan det kan være det samme, selvom man kan opsætte en "ingredientsliste" for træning, for hvordan skal man kunne hamle op med en forstærkning der hedder: at finde og bringe en fugl. Jeg kan ikke komme i tanke om noget, hvis vi kun taler spaniels. Det er nok også derfor man advarer nye spanielejere om at, for alt i verden, undgå at de får succes med at gå på jagt selv. Belønningen er simpelthen så stor at man ikke kan konkurrere.
-
det er helt ok at den er reserveret også efter flere besøg. Bare den ikke er agressiv, utryg eller nervøs. Mange ønsker en hund som er glad for alle den kender og ret ligeglad med alle andre.
Ja jeg ville godt købe en hvalp efter en FT Springer der var ligeglad med fremmede, men glad for folk den kender lidt. Jeg ville aldrig købe hvalp hvis jeg havde mistanke om at tæven eller hanhunden, var nervøs anlagt generelt.
Men opfatter du det som "ligeglad", når en madglad hund ikke kan lokkes hen før den har set dig nogle gange?.
-
Der er nogle der bliver ved med at sige at den omtalte westie godt kan have et godt temperament, selvom den ikke er racetypisk. Det kan jeg i grunden godt følge. Spørgsmålet er så om man kan kalde temperamentet godt, hvis tæven skal se én an adskillige søndage inden man kan få kontakt til hende. Lad mig spørge: Hvordan kan man kalde det temperament for "godt", og ville I nogensinde selv købe en hvalp efter en tæve som det lyder til, ikke kan lokkes til at tage kontakt, selv med godbidder, før man har mødt hende et par gange?.
Nu vi taler om racehunde, nogle mener kun bliver opdrættet med udseendet for øje, så tror jeg at sådan en hund ville havne laaaangt fra ønskeprofilen i en mentalbeskrivelse (når det drejer sig om tilgangen til fremmede mennesker) for stort set samtlige racer.
-
Billede kræves!
Ja, det er meget godt. Men nu er det altså min hund der har hypermobile led,.. ikke mig.
Nogenlunde som det første billede af Aslan her?: http://www.hunde-forum.dk/vis-os-din-perle/41753-marts-maneds-billedtrad.htmlDet ligner lidt, bare mere vinkelret.
.... og så er der nogle der er bange for rottweilere.
Man kan da kun få lyst til at kramme den dejlige, store bamse. 
-
Bare for tanke eksperimentets skyld....
Hvad er en surogatøvelse for en hyrdehund?
Lige netop det spørgsmål får umiddelbart mig til at svare ja til Lenschows spørgsmål.
Jeg kan ikke sådan lige komme i tanke om noget, der kan erstatte selve det at hyrde, for en "fuldblods" hyrdehund. Derimod er det ret let at lave øvelser der stimulerer de fleste jagthundes instinkter på en ret realistisk måde, set med hundens øjne.
-
Ja, det er vel fordi jeg stadig tror på at dialog fører fremad.
Dialog fører så kun fremad hvis man går ind i en den, med viljen til at lytte og forholde sig til det folk forsøger at sige. Når du stædigt holder fast i at man mener noget man bliver ved med at forklare at man ikke mener, så bliver din attitude overfor andre mennesker præcis ligeså nedladende som du forsøger at fremstille andres i denne tråd, bl.a. min. Og jeg ved da ikke hvordan det kan blive andet end personligt, når du kritiserer folks etik og moral.
-
Sjovt at læse det beskrevet.
Shandie veksler mellem pandekagen og den døde kakerlak. Hun har en favoritudgave af kakerlakken som jeg får helt ondt i nakken af at se på. Den kræver at jeg sidder i sofaen, så hun kan ligge så tæt på mig at halsen bliver vredet i en 90 grader vinkel, ned langs mit lår og ud over kanten af sofaen. Det ser fuldstændigt åndsvagt ud når hun ligger dér på ryggen, som en hovedløs kylling.
-
du spurgte jo selv.mog helt ærligt mener jeg det siger noget ikke pænt om en person der kalder andre useriøse hundeopdrættere fordi de staver beagle forkert på deres hjemmeside. Du mener det siger noget op opdrætterens seriøsitet. Jeg siger det siger noget om de der mener det.
Jeg har vist skrevet Spanies eller lignende mange gange i mit liv, hvilket ikke siger det mindste om mine evner som opdrætter af Spaniels. Da jeg jo ikkecer ubegavet og gerne vil betragtes som seriøs, har jeg brugt timer på at rette mine artikler mv igennem, men synes stadig det er helt ufatteligtvat andre kan bedømme mennesker udfra om de gider stave korrekt, hvis man altså har svært ved netop det.
Jeg aner ikke om jeg er ordblind eller bare har svært ved at stave, men jeg ved at jeg ikke er en dårlig opdrætter og heller ikke useriøs.
Jeg spurgte fordi man skal lade tvivlen komme folk til gode. Men nu er min tvivl væk,.. ligesom lysten til at forsvare mig selv overfor dig. Det nytter jo ikke en skid alligevel og så kan man lige så godt lave noget andet.
-
Jeg mener at folk som gider pinde i hvordan andre folk staver, når ellers det de skriver er forståelig og rimelig let at læse, skulle skamme sig lidt. Nogen har svært ved at stave og gør noget ved det. Andre lever med det og gør ikke så meget. Det siger intet om hvorvidt de er seriøse i alle andre ting de gør. Man kunne meget let forestille sig at nogen af verdens bedste hundeopdrættere staver dårligt. At pege fingre af den slags er på linje med at se ned på overvægtige mennesker. Så det siger en del om de der gør det.
Faktisk synes jeg det ville svare til at sige, at en person som ikke selv ser sund ud ikke skal udtale sig om sundhed.
Der er åbenbart ingen grænser for hvad du griber efter, for at undgå at forstå/ forholde dig til hvad jeg skriver,... og det hér er simpelthen for lavt til at jeg gider at bruge mere tid på at forklare et sammenhængen du ikke "forstår".
-
Jeg mener ikke man kan se at opdrættet overhovedet har noget med russisk roulette at gøre. Et helt forkert billede. Det kan være, det er ret tilfældigt, men det kan vi kun gætte om. Vi aner jo ikke hvor meget hundene er undersøgt, hvor dygtig ejeren er til at forstå hundene og deres indhold og heller ikke ejerens evne til at parre de rette hunde med et godt resultat.
Hvis vi havde omfattende viden om de hvalpe der er leveret ville vi kunne sige noget af betydning. Lige nu er det bare sladder - og ret useriøst.
Det er da hverken sladder eller useriøst,.. det er ren logik. Som Irene også skriver, så kan man ikke vide hvilke egenskaber der nedarves når man blander hulter til bulter.
Hvad du mener om folks evne til at stave og deres seriøsitet som opdrætter fortæller efter min mening mere om dig end opdrætteren. Men det er måske fordi jeg altid har haft svært ved at stave - aldrig med at læse.Den må du gerne lige forklare.
Ville du kunne vælge din hund fra?.
i Debat
Besvaret
Nå da. Jo da.