Lonny

Nej, også fordi at man sjældent når at reagerer før hunden allerede har droppet gøeriet igen... Det er kun om natten jeg siger noget, men det er mest fordi jeg bliver møg forskrækket og farer op og råber et eller andet

Luna er begyndt at høre indbildte ubudne gæster ret ofte, det sker flere gange om dagen (og enkelte gange om natten) at hun farer op af sin søvn, alt imens hun gør og farer hen til havedøren for at kigge ud. Der er aldrig noget, og hun falder til ro igen efter et halvt minuts tid. Det sker altid når hun sover, og aldrig når hun er vågen. Er denne pludselige vagtsomhed et udslag af hendes kønsmodning, og vil det gå over af sig selv igen? Eller er der noget jeg skal være opmærksom på?

Ja, så er det jo nok ikke til meget hjælp hos Luna Men jeg vil da lige prøve at give ham et ring, og se hvad han evt. kan hjælpe mig med.

Vi har overhovedet ikke trænet den sidste uges tid, men jeg har planer om at forsøge at starte hende lidt op igen her i weekenden. Nu har jeg jo fået ok for at hun alligevel godt må få godbidder, men til gengæld skal hun holdes helt i ro i en måned (gåture på maks 15 min), så jeg har brug for en masse mental aktivering, og her har jeg altså svært ved at finde på nok uden træning. Så jeg håber at denne pause har fået hende til at indse at hun savner træning

Der vel heller ingen grund til at ødelægge ens image som den perfekte hundeejer

Jeg ved det rent faktisk ikke, men jeg forsøger nok at ringe til dem dagligt :blink:

Jeg følte mig også i virkelig kompetente hænder, hun blev undersøgt på kryds og tværs og jeg blev udspurgt om alt, så man følte virkelig at alle ting blev taget med i betragtning :5up: CT scanningen venter jeg med, lige nu "nøjes" jeg med at følge KVL's anbefalinger

OT, men kan jeg også bruge dette middel til Luna når hun nu skal holdes helt i ro i en måned, vil det hjælpe hende til ikke at koge helt over af kedsomhed?

En anden god ting ved Landbohøjskolen er, at når man går hjem, så får man udleveret et stykke papir hvor der står alt hvad man har snakket om og gennemgået, og hvordan man skal behandle hunden når man kommer hjem. Det har jeg aldrig oplevet hos andre dyrlæger, men jeg syntes det er en super god idé da man let kan komme til at glemme noget når man står deroppe og bliver fyldt med oplysninger.

De tog bare så meget hensyn, og under undersøgelsen sørgede de for at klø og nusse hende, så hun dybest set bare troede at de kælede hende. Det var bare en rigtig god oplevelse, og jeg kan helt klart anbefale Landbohøjskolen til andre :5up: Ja, jeg var jo ved at gå helt i panik over at hun ikke længere måtte få godbidder, så det er bare så stort :klap:

Nå ja, og så mente de at krystallerne i urinen som KBH havde påpeget og sat Luna på specialfoder for, var så små at det lige så godt kunne være en tilfældighed... De forklarede KBH's "fejltagelse" med, at nå man som dem havde set tusinvis af billeder og undersøgelser, så var man bedre til at bedømme alvoren end når man måske kun havde set 30... Så Luna må igen få godbidder, og specialfoderet bliver hermed leveret tilbage :banan:

Ja, begge dele betyder rigtig meget, det var så frustrerende ikke at vide noget, man begynder jo altid at forestille sig det værste... Men jeg syntes umiddelbart at deres forsøg på at stykke en sygehistorie sammen lyder meget troværdigt. Især fordi vi i sommeren/efteråret 2009 var til et hundetræf hvor det efterfølgende viste sig at en af hundene røg til observation for kennelhoste.

Jo det er, så du kan godt klappe :blink:

Vi kom ind kl. 10, og vi var først færdige kl. 13 Det er jo et universitetshospital, så der var studerende med til undersøgelsen, og bagefter skulle de diskuterer deres fund med dyrlægen, så det tog bare rigtig lang tid... De tog rigtig godt hensyn til at Luna var bange for at være der, så alle undersøgelser foregik imens Luna sad på mit skød, og selv blodprøven blev taget imens hun sad på mit skød (jeg sad så på gulvet). Og hun tog det hele rigtig pænt, hun var selvfølgelig lidt usikker og ville helst ikke, men hun hverken kæmpede imod eller virkede panikslagen på noget tidspunkt. Så jeg var rigtig lettet over at det gik så godt, og hun har forhåbentlig fået en god oplevelse med hjem :5up: De kunne ikke høre noget på hendes lunger, og troede umiddelbart ikke at der var noget mere, men vi afventer lige svaret fra lungeskyldningen. Så de tror ikke at hendes hoste skyldes at der er noget galt med hendes lunger, men derimod, at hosten skyldes at hendes hals var irriteret og at denne irritation måske var ved at blive kronisk. De har forsøgt at stykke hendes sygehistorie sammen, og her er hvad de tror der er sket. De tror at Luna i sommenen/efteråret 2009 har fået kennelhoste, denne hoste er så forblevet uopdaget og har derfor udviklet sig til lungebetændelse. Denne lungebetændelse er så ikke blevet kureret selvom hun har fået antibiotika fordi at den er resistent overfor de normale antibiotika's, og denne langvarige lungebetændelse har så gjort at hun har fået en bakterie i lungerne. Denne lange periode med lungebetændelse/kennelhoste har så gjort hendes hals irriteret og betændt, og det har nu gjort at hun har en næsten kronisk hoste. Plus at de måske tror at hendes luftrør er lidt slapt, ikke på nogen alvorlig måde, men sammenlagt med hendes sygdom, så er hendes hals blevet mere irriteret end normalt. Hendes hals skal nu lokalbehandles med binyrebarkomon og astamedicin i en måned, det bliver gjort igennem en inhalator, så vi slipper for at give hende medicin der påvirker hele kroppen, og kan nøjes med at behandle den del der er syg. Hun skal så selvfølgelig vænnes til inhalatoren, men det vil jeg meget hellere end at give for meget medicin. Og så skal hun holdes i ro i en måned, og så håber vi at det har hjulpet på hendes hals Ovenstående afhænger jo af, at hendes lungeskyldning som forventet ikke viser nogen bakterie, og at blodprøven der er taget i dag heller ikke viser noget. Men alt i alt er jeg ved meget bedre mod i dag, da det her langt om længe lyder til at være noget der kan løses inden for overskuelig fremtid :5up: I den måned hun skal holdes i ro, der må hun helst heller ikke gø, skrige, eller pive, da det også belaster hendes hals, så gode råd om hvordan jeg får min skrigeballon til at holde kæft modtages gerne :blink:

Det har jeg også forsøgt med Luna, men efter vi har været så ofte afsted hvor hun rent faktisk skulle undersøges, så har hun mistet tilliden. Desuden kan hun jo netop pga. godbidderne skelne situationerne fra hinanden, da hun jo næsten altid skal møde fastende op når det er alvor... Så forsøgte jeg i stedet at tage legetøj med, men hun er for stresset til at lege

Denne mand udtrykker præcist mine tanker, så jeg behøver såmænd ikke engang tilføje noget selv...: Når den danske inkvisition slår til Bind den mistænkte hunds ben sammen og smid den i vandet. Hvis den flyder ovenpå, er det en farlig muskelhund - som skal brændes på bålet. Hvis den drukner, var det en familiehund, som vi så kan begrave i indviet jord. Hen over foråret og sommeren 2009 udbrød der en epidemi her i landet: Pludselig begyndte mange hunde at skambide både dyr og mennesker. Man kunne ikke åbne en avis (eller et fjernsyn) uden at en af tophistorierne var, at nu havde en muskelhund igen forårsaget et blodbad. Så åbnede Folketinget, arbejdsløsheden steg, og Klimatopmødet nærmede sig. Umiddelbart er det svært at se sammenhængen, men disse begivenheder havde helt åbenbart indflydelse på hundenes adfærd - i hvert fald fik de tilsyneladende angrebenes antal til at falde. Har vi mon her en endnu ikke afdækket naturlov? Man afventer spændt sensationelle forskningsresultater! Men inden hundeangrebene ebbede ud, blev der sat gang i debatten. Specielt havde en gruppe mennesker, der var sig bevidst, at de havde særlige evner til umiddelbart at kunne afgøre, hvilken slags hunde, der måtte leve, og hvilke der ikke måtte, vind i sejlene. Med så specielle evner er det selvsagt unødvendigt at benytte rationelle argumenter for sine synspunkter. Gennem tiderne har vi kaldt disse mennesker forskelligt (Orakler, Guruer, Profeter), men lad os i videnskabens navn til lejligheden kalde dem noget neutralt - lad os kalde dem Gruppe 1’. Lad mig lige for god ordens skyld pointere, at Gruppe 1 ikke er en homogen gruppe, der er mange, mange nuancer i denne debat, men den begrænsede plads - og den polemiske form - fordrer en noget hårdhændet og måske også en lidt urimelig generalisering. I den anden ende af debatten var der de stakler, der var så naive, at de baserede deres holdninger på fakta. Lad os - ikke overraskende - kalde dem Gruppe 2’. Gruppe 1 hævdede, at man kunne afgøre en hunds adfærd blot ved at finde ud af, hvilken race den tilhørte. På trods af, at Gruppe 2 havde valgt at handikappe sig selv ved kun at benytte saglige argumenter, lykkedes det faktisk at komme igennem med synspunktet om, at racebegrebet ikke kunne bruges - det var ikke klart nok defineret. Men det var blot en ubetydelig sejr i debatten - Gruppe 1 introducerede så begrebet "type" i stedet for "race". Et genialt træk. I modsætning til begrebet race, der dog havde en vis basis i kriterier, og som derfor kunne diskuteres og argumenteres imod, er "type" et så fuldstændig luftigt begreb, at argumentation er umulig ("én tåbe kan spørge om mere end ti vise kan svare på"). Gruppe 2 spurgte også, hvilket statistisk belæg Gruppe 1 havde for at kunne klassificere særlige hundetyper som farlige og uønskede. "Det ved alle da bare", og "det kan man da se", var svaret. Overraskende nok var disse viise udsagn ikke nok til at få kritikken til at forstumme, så Gruppe 1 måtte underbygge sine synspunkter, dels med at beklage, at der ikke fandtes officielle statistikker, dels med at referere til ikke offentliggjorte optællinger. De er jo også lidt svære at argumentere imod. Jamen, der findes faktisk offentliggjorte tal på området. I et så erstatnings- og statistikfikseret samfund som det amerikanske er der naturligvis lavet statistikker over bidskader, og i disse statistikker er der adskillige "familiehunde-typer", der slår "muskelhunde-typerne". Noget så ligegyldigt som erfaringer er der ikke nogen grund til at spilde tid på at reflektere over - hvorfor søge viden, når man har fundet Sandheden? I flere af vore nabolande og såmænd også her i landet har der været forbud mod bestemte hunderacer i en årrække - og ingen steder rapporteres der om nogen nævneværdig effekt. Med en nok så beundringsværdig logik kommer Gruppe 1 så frem til den konklusion, at "det virker ikke, så det må vi have noget mere af". Beundringsværdig i betydningen en konklusion, det er værd at undres over! Anyway - trods argumenter og saglighed får Gruppe 1 såmænd nok sin vilje, og man foreslår så, at der skal nedsættes et antal hurtigt-arbejdende udvalg, som i konkrete tilfælde på baggrund af "vellignende fotos" skal afgøre, om en hund er af en "aflivelsesønskværdig" type. Det må indrømmes, at denne vej har en vis videnskabelig basis. Her tænker jeg på videnskaben frenologi, hvor man ved at måle kraniets form kan afgøre et menneskes sjælelige egenskaber. Aggressiv og destruktiv adfærd sidder således lige over ørerne, mens kærligheden til børn sidder i baghovedet, lige under centret for fædrelandskærlighed - hva'ba! Der findes et præcist ord for sådanne "hurtigt arbejdende udvalg" - det hedder en standret og benyttes, når retssamfundet af den ene eller anden grund er sat ud af kraft. Men hvorfor dog komplicere afgørelsen med disse udvalg? Der findes en god, gammel og gennemprøvet test, der giver samme sikkerhed for resultatet: Bind den mistænkte hunds ben sammen og smid den i vandet. Hvis den flyder ovenpå, er det en farlig muskelhund - som skal brændes på bålet. Hvis den drukner, var det en familiehund, som vi så kan begrave i indviet jord. Og så er der i tilgift underholdningsværdien: De gamle koner kan sidde og kigge på, mens de strikker og hækler Når den danske inkvisition slår til - Kommentarer

Jeg har allermest lyst til at aflyse vores aftale i dag, jeg har det så dårligt med at måtte tage Luna til dyrlæge allerede igen Hun er jo desværre blevet helt vildt bange for det (forståeligt nok), og det resulterede i at i mandags måtte Bo bære hende ind fordi hun nægtede selv at gå Jeg ved godt at vi skal afsted, men det er lige ved at knuse mit hjerte at skulle udsætte hende for det allerede igen

Jeg tror ikke at det er et dominansproblem, og det er nok derfor du ikke kan få ham til at stoppe med dine metoder. Kan du fortælle i hvilke situationer han gør det, hvad er som regel udløseren til at han går i gang med at pinke? Og hvor gammel er han?

Den har jeg aldrig hørt om, men jeg vil da lige prøve at google den :5up:

Tak, det håber jeg også

Min første tanke ville være at han igen har fået hjerte/lungeorm, for det første ved du at smitten er i området, og for det andet, så blev han måske ikke helt rask sidste gang. Så jeg ville helt klart straks få tjekket op på det igen.

Det lyder godt nok forfærdeligt for jer begge 2, Pelle fordi det gør så ondt, og dig fordi der ikke er noget værre end at se sin bedste ven have smerter, og intet kunne gøre :ae: Jeg krydser fingre for at Gudrun kan hjælpe jer

Det kan godt være misundelse er en grim ting, men det får dig godt nok til at finde nogle sjove smilieyer