Lonny

Nogen gange kan dyrlæger stirre sig blinde på det de "tror" hunden fejler, jeg har oplevet det et par gange, og derfor insisterer jeg altid på at de skal "vide" hvad hun fejler før de går igang med behandlingen.

Karina er også i tråden ser jeg, så kan hun fortælle dig hvordan Luna kan skrige Vi blev stoppet af en forbipasserende, som omsorgsfuldt spurgte hvad der var galt med hende siden hun skreg

Der er et lille klip her, men her er hun såmænd ikke engang så slem, i det mindste ikke med skrigeriet Luna trækker.wmv from Lonny on Motionbox

Hvor meget vejer dine, hvis jeg må have lov at spørge? Sidst jeg samlede Luna op under armen, det var under et af hendes skrigeflip, og selv om jeg fik bakseret hende afsted, så syntes jeg sgu ikke at det var helt let

´Jeg forsøger at kramme Luna fra jer alle sammen, men lige nu har hun mere travlt med at gnave kødben, men jeg skal nok nå det

Og dagen bliver bare ved med at komme med gode nyheder :klap: De ringede fra Landbohøjskolen med svar på hendes blodprøver, her var der heller intet at se, og infektionstallene var præcist som de skulle være Så det eneste vi skal nu er, at sikre os at Luna's hoste ikke bliver kronisk, så forhåbentlig er den helt væk om en måned, og så er vi igen "fit for fight" :5up:

Det kan du tro jeg vil gøre, det ender med hun bliver kvalt, for først skal hun have en kæmpekrammer af sin mor :hjerte:

Jeg syntes også det er meget lettere med neglene, jeg begynder at fumle med sådan en tægetang, og så bliver Luna usikker og vil ikke, men hvis jeg bruger neglene, så er hun fuldstændig ligeglad.

Hvor er det bare godt, det lyder da ikke som om det varer frygtelig længe før I igen har et stabilt indkald, hvor er det altså bare flot og hvor er I bare gode :klap:

Jeg er også bare så lettet, det betyder at jeg nu helhjertet kan begynde at tro på at Landbohøjskolen har ret, og at hun "bare" har en meget irriteret hals, og at det hele forhåbentlig er overstået om en måned :5up: Jeg er så glad, nu kan jeg langt om længe begynde at se lidt ud i fremtiden uden at være bekymret for Luna, det er bare så godt

Nå, jeg skulle åbenbart bare skrive herinde og brokke mig, for lige da jeg havde postet indlægget, så ringede dyrlægen Der er INGEN bakterier i hendes lunger :banan::banan::banan: Hvor er jeg bare glad og lettet :klap:

Det var da godt nok dejligt at I langt om længe har fået opklaret hvad der er galt Og loppeallergi er jo til at leve med, så det var da en rigtig fin besked at få :5up:

Så skulle det være i dag vi får svar, jeg ringede i morges og fik at vide at en dyrlæge ville ringe i løbet af i dag :5up: Men efterhånden som dagen går og dyrlægen ikke ringer, så går jeg mere og mere i panik og får rigtig pisket en stemning op Så kan I ikke lige overbevise mig om at der selvfølgelig ikke er flere bakterier i hendes lunger...

Hvor er det godt at høre, så kan jeg forhåbenligt også stole på at effekten holder ved :5up: Vi skal til hundetræning i aften, så jeg er jo lidt spændt på hvilken effekt den har her

Tillykke med det, den glæder jeg mig til at læse

Jeg sidder jo her og tænker imens jeg skriver, så tilgiv hvis jeg ændrer mening undervejs :blink: Jeg tror egentlig at hans grund til at snappe til at starte med, var at han som regel blev møgforskrækket, og da Baldur manglede selvtillid og var bange for mange ting, så skulle der ikke altid så meget til at gøre ham bange. Før han blev fysisk syg snappede han aldrig, men hans generelle skræk for verdenen kombineret med hans smerter gjorde nok, at hans mentale overskud efterhånden var ikke eksisterende. Dette manglende overskud samt overblik, og deraf manglende evne til at overskue situationen gjorde så at han snappede. Men da han så efterhånden lærte, at det jo rent faktisk virkede, han slap for de ting der gjorde ondt når han snappede, så begyndte han at bruge det mere bevidst. Men i 90% af tilfældende skyldes det en situation hvor det pludselig uden varsel gjorde ondt på ham, eller når han blev tvunget til at gøre noget der gjorde sindsygt ondt (f.eks. undersøgelse hos dyrlægen, som han også var panisk angst for).

Nej, og hvis du læser ovenstående indlæg fra mig, som jeg nok skrev imens du skrev dit, så tænker jeg at, det måske mere drejede som om forskrækkelse end tillid, så jeg er ved at trække lidt i land :blink:

Men måske er det ikke manglende tillid, men mere et spørgsmål om at hunden bliver forskrækket, med Baldur var det altid i uventede situationer hvor vi gjorde noget der af en eller anden grund gjorde ondt, men hvor ingen af os havde forventet det ville gøre ondt.

Jamen lige netop med hans dækken, der behandlede jeg det ikke anderledes end at give ham hans sele på, her var der ingen "situation", normalt tog det bare 5 sekunder at få sådan et dækken på, og han havde som sagt aldrig haft noget imod det tidligere. Og vi var på vej ud og lave fodersøg i haven, så stemningen var rigtig god, lige indtil han snappede. Det der skete var, at jeg skulle løfte hans bagben ind i snoren bagpå dækkenet, og da jeg løfter bagbenet (på det tidspunkt vidste jeg ikke han havde ondt i lænden) så snapper han ud efter mig.

Det tror jeg så også at du har helt ret i, og i den sidste tid der var det også tydeligt at Baldur havde lært det virkede. I starten da han snappede der var det tydeligt at se at det kom lige så meget bag på ham selv som det gjorde mig, og han viste alle mulige dæmpende signaler ret efter, Men efterhånden som det blev en "vane" for ham, så undlod han også at komme med dæmpende signaler, her var det "bare" hans måde at få mig væk på. Men de første 5-10 gange han gjorde det, der var det tydeligt at det var ren og skær panik og smerte der fik ham til det, og det var også tydeligt at det ikke var en gennemtænkt reaktion, men en simpel refleks fordi det gjorde ondt og han blev bange. Jeg havde jo så også lært at man ikke måtte lade sig skræmme væk, så hvis han tog fat i mig, så fjernede jeg mig ikke, men den dag jeg kunne mærke at han helt bevidst trykkede lige lidt hårdere, sådan bare for at lade mig vide at han altså havde muligheden for at bide hvis jeg ikke bakkede væk, så holdt jeg op med at insisterer, og i stedet måtte jeg ifører ham mundkurv Luna derimod, hun har aldrig nogensinde forsøgt at snappe. Hun forsøger at komme væk, men hun er aldrig udfarende. Jeg kan mærke en stor forskel på hvordan Baldur og Luna reagerer i pressede situationer, og jeg tror selv at Luna's meget mere beherskede reaktion skyldes at hendes selvtillid er meget større end Baldur, og hun går ikke rundt i en konstant stress tilstand, som Baldur jo rent faktisk gjorde fordi han var så bange for så ufatteligt mange ting. En anden ting jeg er langt mere bevidst om med Luna, er hendes bidehæmning, så hun får ALDRIG lov til at tygge i os bare for hyggens skyld. Baldur fik lov til at tygge i os for hyggens skyld, og den dag i dag kan jeg jo ikke vide om dette kan have noget at gøre med hans manglende bidehæmning, men "better safte than sorry".

Hvordan vil du så forklare de situationer hvor man som ejer slet ikke vidste at dette ville kunne gøre ondt på hunden, og derfor overhovedet ikke opførte sig anderledes end man plejede? F.eks. skulle jeg give Baldur et dækken på, og på det tidspunkt anede jeg ikke at han havde ondt i lænden (det var her det gik op for mig), og han havde ikke tidligere haft problemer med at få det på. Så i denne situation kan jeg jo ikke have udstrålet usikkerhed, jeg gjorde jo bare præcist som jeg plejede...

Jeg kan godt se hvad du mener, men det afhænger nok af hunden. Bo mente også at det var mig der gjorde det forkert, og at det bare skulle gøres uden dikkedarer, så skulle Baldur nok finde sig i det, og det var lige ved at koste Bo et par fine tandmærker i armen... Bo var fuldstændigt uforberedt på at Baldur ville snappe, fordi han var helt og aldeles overbevist om at det bare var pga. mig at Baldur gjorde sådan, så det viste også tydeligt at Baldur ikke var ude på at bide, da han jo sagtens kunne have nået at få fat i Bo, men han ville absolut gøre hvad der skulle til for at få Bo til at stoppe med det han var igang med... Men nu har Baldur jo også været håndsky lige fra hvalp af, og havde store smerter, og kombinationen af de to ting var nok det er der gjorde at han reagerede så udfarende. Men enten mistede han tilliden, eller også lærte han det virkede, eller også fik de større og større smerter ham til at reagerer mere og mere voldsomt, jeg skal ikke kunne sige hvilken af delene, men han tyede hurtigere og hurtigere til at snappe, og han blev mere og mere panisk for hver gang

Ramte jeg et ømt punkt :blink:

Trænet til hvad? Hvis det er vægt træning, så syntes jeg at det er en meget dårlig idé at begynde på det selv, så hellere melde sig ind i en klub der dyrker weightpull og få den rigtige vejledning, så man ikke ender med at gøre skade på sin hund.

Er man ikke middelalderen når man er 40, er gennemsnitsalderen for mænd ikke ca. 80 år? Ellers er det vel bare panikalderen, du ved, der hvor det går op for en at man ikke har nået halvdelen af det man planlagde man skulle nå inden man blev 30...