Splinten, mor og mig

det undrer mig at jeg ville erkende at hun var mit barn efter det show der... ihvertfald var jeg rimeligt klar til at omplacere hende i den stund... sådan noget tager jeg ikke så tungt længere, ind af det ene øre og ud af det andet... hvis det generer mig voldsomt, så siger jeg til folk at vi ikke kan, så der er ikke noget "bare vent..." det plejer at få folk til at knytte sylten og blive vældigt pinligt berørte, det er åbenbart ikke noget man kan sige højt