Ved i hvad...nogen har bare brug for tid til at finde ud af hele den der mor rolle! Og man er altså ikke en dårlig mor fordi ens barn er udafreagerende.
Man er en god mor, når man kan se at man ikke selv kan magte situationen og beder om hjælp og gør sit allerbedste på at ændre på tingene. Og det er hvad Katherina gjorde.
Man vælger desuden ikke selv at få en depression og slet ikke en fødselsdepression! Hun havde jo ingen på hendes side til at hjælpe hende, så hun gjorde hvad flere mødre ville have gjort hvis de stod alene med 2 børn og en fødselsdepression. Hun lod den mindste flytte hjem til sin far midlertidigt, da hun så havde fået det bedre kunne hun jo godt se at det var skidt og savnede sin søn men der var det for sent.
Katherina har hele vejen igennem været alene om det hele, og hun har bedt om hjælp når hun ikke magtede det længere eller følte sig ude hvor hun ikke kunne bunde. DET synes jeg fandme er flot!!!
At hun så har fundet kærligheden med Peter og faktisk har fået det rigtig godt igen, det synes jeg er helt fantastisk og noget hun virkelig har fortjent.
Alle har fortjent at være lykkelige! Prøv lige at tænk hvordan i selv ville have det med at stå palle alene i verden, mistet et barn, fået et barn, kæresten skred fra ansvaret, føde alene, alene med ansvaret i mange år, troede hun havde fundet kærligheden, blev gravid, kæresten fortrød, abort var umuligt, hun fik ungen, fødselsdepression, mistet endnu et barn denne gang bare til barnets far.
Synes fandme hun er sej! Det er squ ikke mange der kunne overleve hendes liv, og komme ud som et helt og glad menneske på den anden side, med overskud til at tabe sig så meget!