Rinsi

Kære PBS Vi har også selv snakket, der måske er noget galt. Jeg tror bare desværre, at det er rigtig hårdt at indse, og man så blot tænker på alt det positive der er ved ham for størstedelen af tiden er Basse på mange punkter en rigtig dejlig og normal hund. Da vi købte Basse havde vi brugt flere år på at finde ud af, om Shibaen var os. Vi snakkede med flere personer, der havde kenneler og kendte racen, og vi fik altid af vide, at selvfølgelig var Shibaen reserveret, men at de sagde fra ved så bare ikke at være interesseret i at hilse på andre og bare gå. Det var på den måde, at vi tænkte, at så er racen noget for os. Jeg kan godt lide hunde der har store personligheder, og som ikke er en "pleaser"-hund (håber folk forstår mig ret - jeg elsker også pleaserhunde), men spidshunde har bare en særlig plads i mit hjerte. Vi tænkte, at hvis Basse ikke gad folk, jamen så ville han bare gå eller vende ryggen til, og på den måde ville vi/venner/familie/fremmede respektere, at det ikke var tid til hils, hej m.v. At han umotiveret har markeret i hånden, selv om han har virket interesseret i at sige hej har vi været meget chokeret over, og taget konsekvensen af det. Han har så nu fået lov til at hilse på folk igen, og der har ikke været noget i lang tid. Vi gør folk opmærksom på, at han til tider er asocial, man ikke må lave hurtige bevægelser tæt på ham, at man skal sidde helt stille når han kommer og hånden skal holdes i ro, så Basse er tryg gør at vi har haft en del succesfulde hilsner, når det kommer til fremmede personer. Vi vurderer også, i hvilke situationer de vil sige hej til Basse på. Er der andre hunde i nærheden eller virker han stresset pga. larm fra biler, hanhunde, der er kommet lidt for tæt på eller andet, så er det et absolut nej.

Kære Ascha. Jeg har det bedst med, at være anonym, men lad os kalde ham for Basse. Jeg kan godt se, at det er svært, at skrive han/hunden hele tiden. Håber på forståelse for det. Han stresser på to måder. Hans glædesstress, når der kommer personer på besøg, som han kender, og kan han se ud af vinduet, at de kommer. Det er med at løbe rundt, hyle og kan ikke være i sig selv. Når de kommer ind, så logrer han meget, og hopper rundt i glædesrus/stressrus (hvis man kan sige det). Det drejer sig om få personer han gør det med, og det er ikke selve den handling vi bekymret for, da han aldrig kunne finde på at gøre de personer noget (i den gruppe har blandt andet være min kærestes forældre, mine forældre og min lillebror med kæreste). Det er selvfølgelig noget der stresser ham, at han kommer så meget op at køre, men vi har fået anbefalet at sætte et børnegitter op, så han kan komme bag det, når der kommer besøg. Selve denne stressrus varer nogle få minutter indtil folk er kommet ind og sat sig ned, og sagt ordentlig hej til ham. Så har der været de uheldige episoder, hvor der er kommet en person ind. Basse ligger og sover på sofaen. Personen kommer ind og står i entreen. Hun tager ikke initiativ til at gå mod Basse, men står blot og skal snakke med min kæreste. Basse vågner af hun kommer ind, og bider/napper hende i benet. Bider ikke voldsomt, men det kan mærkes, og han gnurrer af hende. Den anden episode der har været i vores hjem er, at min kæreste får besøg af en fremmede ven (som Basse ikke har mødt før). Min kæreste lukker vennen ind, sørger for, at Basse er vågen, og vennen hilser på Basse i entreen, hvor han sætter sig på hug, og virker imødekommende. Min kæreste er til stede. Der er ingen problemer. Kæresten går i køkkenet, og Basse og vennen går ind i stuen. Min kæreste hører så pludselig at Basse gør et udfald mod vennen, og vi aner ikke, hvad der ligger til grund for det. Efterfølgende er der ikke noget, så længe min kæreste og vennen er i samme rum. Der skete så det lørdag nat, at min lillebror med kæreste kommer hjem, og vi er slet ikke bekymret for, at de kommer hjem til os om natten, tildels fordi Basse er meget glad for dem, og fordi det er sket før. Han gjorde så et udfald mod kæresten. Efterfølgende kunne vi stå i en rundkreds uden Basse gjorde mere. Kæresten blev selvfølgelig utryg, og efter en tur på skadestue for at få en stivkrampe kom de tilbage og sov på sofaen. De kom hjem fra skadestuen omkring kl. 8.30, hvor det var lyst, og Basse kunne ikke forstå, at han ikke måtte løbe ud og sige hej. Vi valgte indtil de skulle hjem, at han ikke skulle gå over til kæresten ved at aflede ham, men vi havde ingen problemer med at min lillebror rørte ham, og de tumlede også rundt sammen. Der var absolut ingen tegn på, at Basse dagen efter ville gøre kæresten noget ondt, men vi ville tage chancen, til dels også for hendes skyld, så hun kunne få det på afstand. Det, der bekymrede os rigtig meget det var, at Basse havde gjort det mod hende. Vil han gøre det igen eller var det (forhåbentlig) bare en engangsoplevelse pga. en forskrækkelse fra hans side? Så har der været, hvor vi har været ude hos min familie, og han har haft plads til at være sig selv m.v. og hvor han pludselig så sig rigtig sur på en meget nær ven af familien. Vennen har ikke gjort noget mod Basse, men har pænt stukket hånden ned og holdt den i ro, hvis Basse er gået hen til ham, hvilket er sket max et par gange. Det bliver mørkt, og et eller andet går galt. Basse følger efter vennen, napper/småbider ham i benene og da vi får fat i Basse, så gør han meget agressivt mod vennen. Vores største bekymring er dette. Vil han gøre det igen mod andre, som han normalt er meget glad for. Under selve situationen var han meget svær at komme i kontakt med. Der har selvfølgelig været nogle andre episoder, men ovenstående har været de mest fatale, og som er mest bekymrende. Andre episoder har været, hvor Basses grænser er blevet overskredet (og det har været, hvor vi har været uopmærksomme og folk, der umotiveret har gået hen og rørt ham), men det er ikke nogle, der vil danne grundlag for en aflivning, da Basse har reageret naturligt og instinktivt i de situationer. Det skal også nævnes, at Basse underligt nok kan gå på handelsstrøg, hvor der er proppet med mennesker, kan være i en proppet elevator/metro uden problemer. Der bliver han rørt ved, men det er ubevidst. Det er som om, at når folk bevidst vil røre ham, så står det af for ham, men at man ubevidst strejfer ham har han ingen problemer med, så på den måde er han vant til store forsamlinger. Jeg ved godt, at I ikke kan give svar på, om han gør det igen eller ej. Jeg har virkelig bare haft brug for at få skrevet mine tanker ned, og jeg er taknemmelig for, at folk vil svare, og også at man svarer med noget substans i, istedet for det blot var kommentarer som, at Basse skulle aflives med det samme, og han var en mental syg hund. Det har været min frygt, men den er heldigvis gjort til skamme Lige nu er min tillid til ham ikke så stor, men jeg håber på, at nogle gode oplevelser sammen med ham kan få rettet op på det igen. Jeg er ikke selv usikker (hvertfald ikke bevidst), når vi er ude at gå tur for jeg siger højt og tydeligt til folk, at han ikke er social, hvis de vil i kontakt med os. Man kan desværre ikke spå om fremtiden, men min største frygt er simpelthen, at han vil komme til at gøre et udfald mod en af vores venner eller et familiemedlem, og det er der jeg nogle gange kommer i tvivl, om jeg som hundejer er uansvarlig, og ikke allerede nu siger fra, og siger, at det ikke går mere. På den anden side, så var han helt sig selv i går, og min lillebrors kæreste og Basse kunne være i samme rum uden problemer.

Tak for at folk gider tage sig tid til at svare så uddybende. Det sætter vi virkelig pris på, og det er rart at få nogle andre folks tanker, selv om det i sidste ende er os, der har den endelige beslutning. Jeg vil først sige, at vi er blevet mere asociale efter vi fik ham. Jeg må indrømme, at jeg ikke har lyst til at invitere hele familien hjem til fødselsdag eller andet af frygt for, at det stresser vores hund, og han derfor kan gøre udfald. Vi kan sagtens have gæster på besøg uden det påvirker ham, men vi snakker så max 6 personer. Jeg tror min kæreste og jeg hele tiden tænker, at det måske vil blive bedre, når vi flytter væk fra byen. Lige nu bor vi i en 2-værelses lejlighed, hvor der ikke er mulighed for, at han kan gå ind i et rum for at få fred, men vi håber, at finde et hus med have til foråret, og så vil der være flere muligheder for ham at trække sig væk, hvis han får nok, for det er han ret god til. Når vi fx tidligere har været ude til familiesammenkomster (max 12 personer har vi været hjemme hos mine forældre) har han været god til at gå ovenpå, hvis han blev træt, og det har folk så respekteret, at man ikke skulle vække ham eller andet, for nu skulle han have fred. Der var desværre så bare den episode sidst vi var til en familiesammenkomst, at han så sig utrolig sur på et familiemedlem, og fulgte efter ham, gøede og snappede ham i benet, der så har gjort, at vi ønsker at han skal med, og så bliver sammenkomsterne, så bare det kortere for os. Vi tillader heller ikke at folk kommer hjem til os midt om natten, men har kun gjort, når min bror har boet hos os, fordi han har været på besøg. Vi har været helt trygge ved, at han og min lillebrors kæreste er kommet hjem til os om natten, da det er sket tidligere, men når vi tænker over, så har vores hund også kommet dem i møde, når de har åbnet hoveddøren. Det gjorde han så bare ikke lørdag nat. Både min kæreste og jeg vågnede, og kunne godt høre de kom, og de ikke tændte lyset, og kunne også godt høre, at hunni ikke kom dem i møde, men vi har begge tænkt, at han jo godt vidste det bare var dem, og derfor blot følte sig tryg ved, at de kom listende. Lige fra starten af sørgede vi får at få enkelte venner over, så han lærte fra starten, at det er okay, at der er besøg, og vi synes også det gik godt med den træning af ham, men så har der inden for det sidste halve år været nogle uheldige episoder. Jeg vil også pointere, at han er på mange punkter er god til at folk kommer på besøg, men jeg ønsker ikke at fremmede kommer nu, medmindre han har hilst på dem et andet sted først. Vi tager ud og køber nogle børnegitre, så når folk kommer, så er han bag dem, og så kan folk komme stille og rolig over og evt. give ham en godbid, så han selv føler at han har masser af plads. Han kan nemlig stadig følge med i, hvad der foregår i det rum han ikke er i. Det bliver konsekvent på alle tidspunkter vi får besøg uanset hvem det er, for det skal også siges, at når min bror og hans kæreste så kommer på besøg om dagen, så kan hunni næsten ikke være i sig selv af glæde over at se dem, og det var også derfor vi blev så rystede, at han gjorde udfald mod kæresten om natten. Vi kan dog godt se nu, at lyset selvfølgelig skulle have været tændt, og sådan bliver det også for fremtiden. Nu har vi haft en dag til at tænke over det hele, og vi har virkelig snakket det hele igennem. Vi ønsker på nuværende tidspunkt ikke at aflive ham, men tag udfordringerne op, og prøve at arbejde med dem. Han er som udgangspunkt en rigtig dejlig, trofast og hengiven hund, som vi virkelig elsker rigtig højt, men vi er også godt klar over, at vi har et stort ansvar over for ham og andre, og derfor må vi også tage visse forholdsregler. En spurgte omkring med mad, og der vil jeg sige, at da han var unghund (omkring 1 år), der oplevede vi én gang en meget uheldig episode, da vi gav ham et stort slagterben. Der udviste han en meget agressiv adfærd over for min kæreste, og han måtte fx ikke komme ind i stuen. Der tog vi konsekvensen, og så fik han ingen kødben i meget lang tid. Det skal siges, at vi altid har kunne tage hans almindelige mad fra ham uden problemer, og et barn har også en gang taget en madskål fra ham, da han var besøg ude hos et vennepar med hund, hvor vores hund gik direkte i madskålen. Efter pausen med kødben begyndte vi langsomt igen at prøve igen, og det sidste års tid har der ikke været nogle problemer. Om han har ligget med sit ben i en 5 min. halv time eller flere timer, så kan vi direkte hen og tage det, og han udviser ingen farlige tegn. Han nyder rent faktisk at komme med sit ben hen til os, så vi skal holde det for ham, mens han gnaver (han skulle nødig selv gøre det arbejde ), så mht. mad, så har vi absolut ingen problemer mere. Hvis han finder mad udenfor har vi erfaret, at det er nytteløst at prøve at tage det fra ham. Han har lært, at vi er der med fingrene, hvis han finder noget, og derfor er hans eneste formål bare at sluge det så hurtigt som muligt, og min frygt er, at han en dag bliver kvalt i det, så han får lov til at spise det (medmindre det er giftigt/farligt).

Hej Luckyluna Vi oplevede første gang et indbrudsforsøg, da han var hvalp, og der var han desværre alene. Vi forudtager hvertfald, at det var et forsøg på indbrud, da vi fandt en skruetrækker i vindueskarmen. Jeg ved ikke, om indbrudspersonen(erne) droppede forsøget pga. ham eller fordi der måske er kommet nogle forbi. Efterfølgende har vi oplevet at folk er prøvet at kravle ind af vores vinduer om natten (en gang sidste sommer og en gang denne sommer), mens vi har ligget og sovet under vinduet. En gang, hvor vores hund også var til stede i soveværelset og en gang, hvor han sov i stuen, og først kom farende ind, da jeg vågnede og kom til at skrige i chok. Og nu har vi så lært, at selv de mindste vinduer kan vi ikke have åbne om natten, selv om de er umulige at komme ind af. Og det skal selvfølgelig siges, at ingen vinduer er åbne, såfremt vores hund er alene eller der ingen er i lejligheden. Han blev kastreret i februar, og når vi kigger tilbage, så synes vi, at hans markering mod et andet mennesker først er sket efter det.

Hej Tullemus. Ja, han er tjekket, og han skulle eftersigende være helt rask. Han reagerer også positivt 70% af tiden, men der har bare været nogle episoder inden for kort tid der har gjort, at jeg blev nød til at få det ned på skrift, og høre andre end mine og min kærestes tanker. Jeg ved jo godt, at med shibaen så får man ikke en social hund, og det var vi også indstillet på, da vi valgte racen, men vi havde bare ikke troede eller kunne læse os frem til, at de kunne være så uforudsigelige nogle gange.

Kære AnneMangetal. Tak for svar (rent faktisk alle sammen). Du har ret, at man skal være varsom med mange mennesker og en hund samlet. Det har vi hvertfald lært nu. Vi har bare ikke tænkt over, da vi tidligere ingen problemer har haft - det er noget der er kommet ind for det seneste halve år, og han har heller ikke tidligere gjort udfald mod familiemedlemmer, da han var yngre. Vi har så lært nu, at han ikke skal med, og det har vi indrettet os efter. Mht. børn, så har han hilst på fremmede børn, men det er ikke noget vi gør os så meget i. Når børn spørg, om de må røre ham siger vi desværre, og det respekterer de heldigvis. De børn han kender har han absolut ingen problemer. Han er meget glad for en lille pige på knap et år som et vennepar har, og han har også en hunhund, som vi tager hjem til nogle gange, og der er små børn, og de kan fjerne madskål uden problemer (det første han gør, når han kommer hjem til hunhunden er at løbe hen til hendes madskål), så på det punkt er vi ikke nervøse. Vi tror også på, at den dag vi er klar til børn, så vil han acceptere det, og vi vil involvere ham så meget som muligt, så han stadig føler sig som en del af familien (vi håber inderligt, at han stadig er der, når det er tid til børn). Nogle gange føles det bare som om, at han har to personligheder (lidt Dr. Jekyll & Mr. Hyde-agtigt). Han kan virkelig vende på to minutter, og det prøver vi så vidt mulig at undgå.

Kære Lenchow, Mange tak for det uddybende svar. Mht. vores træning med hanhunde, så har du lige fået vendt vores syn. For som du skriver, så bliver vi i tvivl, om vi har fået vendt hans følelser. Når en hund går forbi, så sætter vi os bevidst ned ved siden af ham, og begynder at træne med ham. Har har hele tiden fokus på os, og giver kun den anden hund enkelte blikke, men laver ikke noget udfald. Når de så er gået forbi, så roser vi ham meget for ikke at lave udfald. Vi vil meget gerne træne med ham; for os er det vigtigste bare, at det er positiv træning, og hunden ikke bliver straffet. Du har ret med børnegitter - det skal op, og det er en klar fejl fra vores side, at det ikke er kommet op. Jeg tror, at vi har glemt det lidt, da vi har haft nogle rigtige gode møder i vores hjem med vores venner, hvor der ikke har været noget. Det er derfor også vigtigt at understrege, at det ikke er alle, at han angriber, men der har bare været nogle episoder, som vi ikke kan se bort fra, og vi derfor må reagere på. Det med, at han fulgte efter manden er "heldigvis" kun sket en gang, og det var hos mine forældre. Det gør, at jeg ikke ønsker, at han skal komme med, når vi tager derhjem af frygt for at han vil gøre familiemedlemmet noget, men han er stadig meget velkommen hos mine forældre, og han kommer også med, hvis vi ved, at der kun er mine forældre, der er der. I nat skete det, at de kommer hjem. De har begge drukket lidt, men er ikke fulde - det er en tilstand de har været i tidligere, når de er kommet hjem til os. Min bror går ud i køkkenet for at et stykke brød, og kæresten går ind i stuen. Hun tænder ikke lyset af hensyn til os, og går hen til sin taske. Vi hører så derefter, at vores hund gør udfald mod hende, og hun bliver selvfølgelig forskrækket. Vi kommer selvfølgelig ind, og vi står i en rundkreds, og snakker om det. Vores hund er også med i rundkredsen, og han gør ikke udfald eller noget, men slikker sig om munden, hvilket vi har lært betyder en form for undskyld. Min lillebror og kæresten er fuldt overbeviste, at det er deres skyld, og de er kede af, at de ikke tænder lyset, men i min verden er det ikke deres skyld. Jeg tror vores hund til tider kan sove enormt tungt for tidligere har det været, at han er løbet hen til døren, når han kunne høre de kom hjem, og der har aldrig været noget. Måske er det også derfor, at jeg og min kæreste ikke reagerede, da de kom hjem, for det var jo "bare" dem. Jeg tror simpelthen, at han er blevet enormt forskrækket og reageret instinktivt. At han gjorde det i nat skal heller ikke afgøre hans fremtid alene, da jeg på visse punkter godt kan se, at han har reageret naturligt. Han har ikke lavet skader på folk, men han markerer. Vi har besluttet, at han ikke skal ud til andre (det har vi snakket om tidligere). Man må godt kalde mig mistroisk, men jeg frygter simpelthen at han kan ende hos nogle folk, som ikke vil ham noget godt. Jeg vil endnu en gang sige mange tak for svar. Det har været meget rart at få skrevet det ned, da man blot går og vender det med kæresten, men at få andre folks synspunkt sætter jeg virkelig pris på. Vi vil virkelig gøre meget for ham, men vi skal også selv mærke, hvornår vi ikke føler glæden mere, og det er selvfølgelig kun noget som man selv kan afgøre.

Mange tak for svar. Det vi har prøvet er hovedsagligt træning ift. til andre hunde, da det allerede startede, da han var ca. 6 måneder, og det har hjulpet. Vi har via vores hundetræner, som også var vores første adfærdsrådgiver fået værktøjer og afledningsmanøvre til at fjerne fokus fra den anden hund og så over på os. Han er heldigvis meget madglad, så en lækker godbid, hvor han skulle lave søgeøvelser, mens den anden hund er gået forbi og snudetarget, hvor han skal søge snuden mod min hånd, sitte, give pote m.v. har hjulpet meget. Vi valgte - via anbefaling fra vores egne dyrlæge - at opsøge en anden rådgiver en foråret, da jeg desværre et par gange havde oplevet, at han gjorde udfald mod fremmede mennesker. Det var både mennesker, der spurgte, om de måtte klappe, og hvor jeg så gjorde opmærksom på, at han ikke var særlig social, men de stadig gerne ville sige hej, hvor de så har stukket hånden frem til ham, og han har fået lov til at snuse til dem, og så efter 10-15 sek. har han markeret i hånden. Han har ikke bidt hul, men markeret, hvilket har været chokerende, da han glad er gået hen til folk (vi tvinger ham ikke til at hilse på folk), men det har også været folk som uhæmmet er gået hen til ham og bare rørt ham, hvilket har gjort mig rasende, idet min holdning er, at man ikke rør fremmede hunde uden at spørge. På baggrund af tre episoder, der har været valgte vi så at søge hjælp, og det blev til, at han så skulle han bare ikke hilse på folk, og vi er blevet endnu mere opmærksomme på hans signaler. Siden rådgivningen har han ikke gjort udfald mod fremmede mennesker, og han har fået lov til at hilse på mange (kun voksne), men også sagt nej til lige så mange, da vi ikke har ment at situationen har været til hils. I forhold til, at han har gjort udfald mod et familiemedlem fik vi anbefalet, at så skulle han bare ikke med til familiesammenkomster, hvilket han heller ikke har været, men det begrænser så også mit forhold til min familie, da vi bor min. 1 time derfra, så det tager lidt tid at komme frem og tilbage. I forhold til min kærestes familie er han meget velkomne hos min kærestes forældre, som han også "forguder". Vi er helt trygge ved at han er der, og også bliver passet, men han kommer ligeledes heller ikke med til store familiesammenkomster der. Episoden i nat er også desværre sket tidligere, hvor en person fra ejendommen skulle snakke med min kæreste. Hun kommer ind, og vores hund ligger og sover (han har gået forbi hende før uden problemer) ude på gaden. Lige pludselig sidder han i benet på hende. Den gang troede vi, at det var fordi at han var blevet forskrækket (han sov meget tungt). Vi fik anbefalet at sætte et gitter op, så når folk kommer ind, så er han bag gitteret, og så kan de hilse på ham der med en godbid, og så kan han få lov til at komme ud. Det skal siges, at vi bor i en 2-værelses, hvor eneste døre er hoveddøren og toiletdøren, så vi har ikke mulighed for at lukke ham ind nogle steder. En anden episode var, at en af mine kærestes venner hurtigt skulle forbi og aflevere noget. Jeg er ikke hjemme, men min kæreste lukker ham ind, og vores hund hilser pænt på ham ude i entreen sammen med min kæreste. Min kæreste går i køkkenet og laver kaffe, og vennen og vores hund går ind i stuen. Lige pludselig bliver vennen angrebet, og vi aner ikke hvorfor; vi ved ikke, om vennen har overtrådt vores hunds grænse, men et eller andet er hvertfald gået galt. Resten af tiden var der ikke noget. Vores hund fik ikke lov til at komme i nærheden af vennen, men han gjorde ej heller udfald mod vennen, så længe min kæreste var i samme rum. I nat, der tror jeg simpelthen at vores hund er blevet forskrækket. Lyset var slukket, og hun er kommet listende ind i stuen for ikke at vække os sovende. Vores hund har ligget og sovet, og pludselig har der stået nogle omkring ham, men det ændrer ikke på, at det bare ikke skulle ske. Skal også siges, at han er lidt utryg ved mørke, idet vi har haft tre indbrudsforsøg, men det er sket før, at min lillebror + kæreste har overnattet hos hos efter fest, og først kommet hjem om natten, og der har han altid reageret ved glæde ved at se dem. Efter episoden i nat har vi nu besluttet at sætte gitter op, så han kan starte med at være derinde, når vi får gæster - han kan nemlig stadig godt se ind i vores stue, så han stadig er en del af det hele, men samtidig får lov til at være sig selv. At han ikke kan med fremmede mennesker/hunde er for så vidt okay; det respekterer vi, og vi ved, hvordan vi skal reagere, hvis vi ser løse hunde eller hunde i snor, som går meget målrettet mod os, men at vi skal frygte, at han gør vores venner/familie fortræd er bare ikke en rar tanke.

Kære alle Jeg håber, at nogle af jer kan hjælpe min kæreste og jeg på at få klarlagt nedenstående problemstilling. Først og fremmest vil jeg sige, at vi har en dejlig shiba på lidt over to år. Han er en typisk shiba, som er reserveret m.v. Vi vidste godt, hvad vi gik ind til, da vi valgte shibaen, så vi vidste godt, at det nærmere var undtagelsen end hovedreglen, at de er sociale. Vi valgte i februar at kastrere ham, da vi bor et sted, hvor der er mange hunhunde (og der altid er nærmest én i løbetid) samt at han ikke fungerer så godt med hanhunde. Vi var meget betænkelige ved at kastrere ham, da vi altid har ment, at kastreringen ikke var vejen frem ift. hans lille problem med andre hanhunde, men til sidst måtte vi gøre et eller andet, da hans gåture var meget påvirket af udfald mod andre hanhunde, og det betød så, at han også kunne finde på at gøre udfald mod os eller hunde, som han normalt havde/har et godt forhold til, simpelthen fordi at han stressede op. Vi synes selv, at kastreringen til en vis grad har hjulpet på hans udfald mod andre hanhunde. Det bliver aldrig et godt forhold han får til dem, men han kan gå forbi dem, så længe vi træner ham forbi. Det med hanhunde er ikke et problemet, som jeg ønsker et debat om, da vi med en masse træning m.v. efterhånden har lært, hvad han vil, forstået hans behov, hvilket betyder, at størstedelen af gåturene nu er rigtig gode og hyggelige. Vores problem ligger i hans forhold til andre mennesker. Vi har nu flere gange desværre oplevet, at han har gjort udfald mod andre. Det har været folk, som helt umotiveret er gået hen og klappet ham uden at spørge os, og hvor det har forskrækket vores hund, hvortil han har forsvaret sig, men desværre er det også i familien han har gjort enkelte udfald mod folk. Vi ved ikke, hvad det som der går galt i hans hoved, når det sker, men han er svær at komme i kontakt med, når det er, at han har set sig sur på et menneske. Vores teori er, at hvis han mærker frygt hos et menneske, så virker det som om han ser det som en trussel og må forsvare os andre. Den person i familien han har gjort udfald mod er ikke tryg ved hunde, men han har accepteret, at vores hund har været der, men ikke rørt ham eller noget. Der er heller ikke nogle problemer, når det er lyst, men så snart det er mørkt, så går det galt. En enkel gang forfulgte han personen i familien, som ikke var tryg ved ham, og gjorde udfald mod ham. Det er selvfølgelig ikke acceptabel, og vi har brugt mange penge på adfærdrådgivning for at forstå, hvorfor han gør det, men lige lidt har det hjulpet. Vi har ligeledes gået til hundetræning med ham siden vi fik ham for at opretholde en god kontakt med ham, og til selve hundetræningen har der heller aldrig været problemer. Selvom hundene står tæt m.v., så er han bedøvende ligeglad, da han har fuld fokus på træning. Det, som der så skete i nat, som har gjort, at jeg endnu en gang overvejer min hunds fremtid er, at han angreb min lillebrors kæreste, da de kom hjem fra en fest, hvilket han aldrig har gjort før. Han er normalt meget glad for hende, og hun kan klappe ham alle steder uden problemer, men i nat kom min lillebror og hende hjem, og de ville ikke tænde lyset for at vække os. Vores hund sover på sofaen, og hun går hen til sin taske, som er ca. 1 meter fra sofaen, og lige pludselig er han over hende. Hun bliver selvfølgelig ekstremt forskrækket, og vi farer op. Der skete heldigvis ikke det store, men stadig det, at han gjorde det. Min tillid til ham er efterhånden væk, og jeg ønsker fx ikke at han skal med til familiesammenkomster, for jeg er så usikker på, hvordan han reagerer, og jeg føler efterhånden så afskærmet fra min familie, da vores hund jo ikke kan være alene en hel dag. Lige nu synes jeg det er uoverskueligt at tænke på, at vi formentlig har ham i minimum 10 år, og han ikke kan være en del af hele familien. Jeg synes det er ekstremt svært at sige, hvornår nok er nok. Vi har vitterlig gjort alt i vores magt for at socialisere ham, trænet ham, respekteret hans behov m.v. Det er svært, fordi han 70% af tiden er en rigtig kærlig, hengiven og god hund. Man kan nærmest gøre alt med ham uden han gør noget, så længe man er "godkendt", og det gælder både hunde og mennesker. Jeg er virkelig ikke tilhænger af aflivning bare fordi man får en hund, som ikke gør som man ønsker - så må man arbejde med den, og prøve så vidt mulig at få det bedste ud af det, men efter to års træning, så synes jeg, at det er hårdt. Glæden ved at have hund er ikke så stor, og jeg er tit ked af det - samtidig elsker jeg ham over alt på jorden, og jeg har meget svært ved at sige stop. Min kæreste og jeg har snakket, at det virker som om, at usikkerheden over for andre mennesker er startet efter kastreringen, men op det er en direkte påvirkning ved jeg ikke. Håber ovenstående giver lidt sammenhæng.