Hvornår er nok, nok?

[Rinsi]

Kære alle

 

Jeg håber, at nogle af jer kan hjælpe min kæreste og jeg på at få klarlagt nedenstående problemstilling.

 

Først og fremmest vil jeg sige, at vi har en dejlig shiba på lidt over to år. Han er en typisk shiba, som er reserveret m.v. Vi vidste godt, hvad vi gik ind til, da vi valgte shibaen, så vi vidste godt, at det nærmere var undtagelsen end hovedreglen, at de er sociale. Vi valgte i februar at kastrere ham, da vi bor et sted, hvor der er mange hunhunde (og der altid er nærmest én i løbetid) samt at han ikke fungerer så godt med hanhunde. Vi var meget betænkelige ved at kastrere ham, da vi altid har ment, at kastreringen ikke var vejen frem ift. hans lille problem med andre hanhunde, men til sidst måtte vi gøre et eller andet, da hans gåture var meget påvirket af udfald mod andre hanhunde, og det betød så, at han også kunne finde på at gøre udfald mod os eller hunde, som han normalt havde/har et godt forhold til, simpelthen fordi at han stressede op.

 

Vi synes selv, at kastreringen til en vis grad har hjulpet på hans udfald mod andre hanhunde. Det bliver aldrig et godt forhold han får til dem, men han kan gå forbi dem, så længe vi træner ham forbi.

 

Det med hanhunde er ikke et problemet, som jeg ønsker et debat om, da vi med en masse træning m.v. efterhånden har lært, hvad han vil, forstået hans behov, hvilket betyder, at størstedelen af gåturene nu er rigtig gode og hyggelige.

 

Vores problem ligger i hans forhold til andre mennesker. Vi har nu flere gange desværre oplevet, at han har gjort udfald mod andre. Det har været folk, som helt umotiveret er gået hen og klappet ham uden at spørge os, og hvor det har forskrækket vores hund, hvortil han har forsvaret sig, men desværre er det også i familien han har gjort enkelte udfald mod folk. Vi ved ikke, hvad det som der går galt i hans hoved, når det sker, men han er svær at komme i kontakt med, når det er, at han har set sig sur på et menneske. Vores teori er, at hvis han mærker frygt hos et menneske, så virker det som om han ser det som en trussel og må forsvare os andre. Den person i familien han har gjort udfald mod er ikke tryg ved hunde, men han har accepteret, at vores hund har været der, men ikke rørt ham eller noget. Der er heller ikke nogle problemer, når det er lyst, men så snart det er mørkt, så går det galt. En enkel gang forfulgte han personen i familien, som ikke var tryg ved ham, og gjorde udfald mod ham. Det er selvfølgelig ikke acceptabel, og vi har brugt mange penge på adfærdrådgivning for at forstå, hvorfor han gør det, men lige lidt har det hjulpet. Vi har ligeledes gået til hundetræning med ham siden vi fik ham for at opretholde en god kontakt med ham, og til selve hundetræningen har der heller aldrig været problemer. Selvom hundene står tæt m.v., så er han bedøvende ligeglad, da han har fuld fokus på træning.

 

Det, som der så skete i nat, som har gjort, at jeg endnu en gang overvejer min hunds fremtid er, at han angreb min lillebrors kæreste, da de kom hjem fra en fest, hvilket han aldrig har gjort før. Han er normalt meget glad for hende, og hun kan klappe ham alle steder uden problemer, men i nat kom min lillebror og hende hjem, og de ville ikke tænde lyset for at vække os. Vores hund sover på sofaen, og hun går hen til sin taske, som er ca. 1 meter fra sofaen, og lige pludselig er han over hende. Hun bliver selvfølgelig ekstremt forskrækket, og vi farer op. Der skete heldigvis ikke det store, men stadig det, at han gjorde det. Min tillid til ham er efterhånden væk, og jeg ønsker fx ikke at han skal med til familiesammenkomster, for jeg er så usikker på, hvordan han reagerer, og jeg føler efterhånden så afskærmet fra min familie, da vores hund jo ikke kan være alene en hel dag. Lige nu synes jeg det er uoverskueligt at tænke på, at vi formentlig har ham i minimum 10 år, og han ikke kan være en del af hele familien.

 

Jeg synes det er ekstremt svært at sige, hvornår nok er nok. Vi har vitterlig gjort alt i vores magt for at socialisere ham, trænet ham, respekteret hans behov m.v. Det er svært, fordi han 70% af tiden er en rigtig kærlig, hengiven og god hund. Man kan nærmest gøre alt med ham uden han gør noget, så længe man er "godkendt", og det gælder både hunde og mennesker. Jeg er virkelig ikke tilhænger af aflivning bare fordi man får en hund, som ikke gør som man ønsker - så må man arbejde med den, og prøve så vidt mulig at få det bedste ud af det, men efter to års træning, så synes jeg, at det er hårdt. Glæden ved at have hund er ikke så stor, og jeg er tit ked af det - samtidig elsker jeg ham over alt på jorden, og jeg har meget svært ved at sige stop.

 

Min kæreste og jeg har snakket, at det virker som om, at usikkerheden over for andre mennesker er startet efter kastreringen, men op det er en direkte påvirkning ved jeg ikke.

 

Håber ovenstående giver lidt sammenhæng.

[Therese]

Kære alle

 

Jeg håber, at nogle af jer kan hjælpe min kæreste og jeg på at få klarlagt nedenstående problemstilling.

 

Først og fremmest vil jeg sige, at vi har en dejlig shiba på lidt over to år. Han er en typisk shiba, som er reserveret m.v. Vi vidste godt, hvad vi gik ind til, da vi valgte shibaen, så vi vidste godt, at det nærmere var undtagelsen end hovedreglen, at de er sociale. Vi valgte i februar at kastrere ham, da vi bor et sted, hvor der er mange hunhunde (og der altid er nærmest én i løbetid) samt at han ikke fungerer så godt med hanhunde. Vi var meget betænkelige ved at kastrere ham, da vi altid har ment, at kastreringen ikke var vejen frem ift. hans lille problem med andre hanhunde, men til sidst måtte vi gøre et eller andet, da hans gåture var meget påvirket af udfald mod andre hanhunde, og det betød så, at han også kunne finde på at gøre udfald mod os eller hunde, som han normalt havde/har et godt forhold til, simpelthen fordi at han stressede op.

 

Vi synes selv, at kastreringen til en vis grad har hjulpet på hans udfald mod andre hanhunde. Det bliver aldrig et godt forhold han får til dem, men han kan gå forbi dem, så længe vi træner ham forbi.

 

Det med hanhunde er ikke et problemet, som jeg ønsker et debat om, da vi med en masse træning m.v. efterhånden har lært, hvad han vil, forstået hans behov, hvilket betyder, at størstedelen af gåturene nu er rigtig gode og hyggelige.

 

Vores problem ligger i hans forhold til andre mennesker. Vi har nu flere gange desværre oplevet, at han har gjort udfald mod andre. Det har været folk, som helt umotiveret er gået hen og klappet ham uden at spørge os, og hvor det har forskrækket vores hund, hvortil han har forsvaret sig, men desværre er det også i familien han har gjort enkelte udfald mod folk. Vi ved ikke, hvad det som der går galt i hans hoved, når det sker, men han er svær at komme i kontakt med, når det er, at han har set sig sur på et menneske. Vores teori er, at hvis han mærker frygt hos et menneske, så virker det som om han ser det som en trussel og må forsvare os andre. Den person i familien han har gjort udfald mod er ikke tryg ved hunde, men han har accepteret, at vores hund har været der, men ikke rørt ham eller noget. Der er heller ikke nogle problemer, når det er lyst, men så snart det er mørkt, så går det galt. En enkel gang forfulgte han personen i familien, som ikke var tryg ved ham, og gjorde udfald mod ham. Det er selvfølgelig ikke acceptabel, og vi har brugt mange penge på adfærdrådgivning for at forstå, hvorfor han gør det, men lige lidt har det hjulpet. Vi har ligeledes gået til hundetræning med ham siden vi fik ham for at opretholde en god kontakt med ham, og til selve hundetræningen har der heller aldrig været problemer. Selvom hundene står tæt m.v., så er han bedøvende ligeglad, da han har fuld fokus på træning.

 

Det, som der så skete i nat, som har gjort, at jeg endnu en gang overvejer min hunds fremtid er, at han angreb min lillebrors kæreste, da de kom hjem fra en fest, hvilket han aldrig har gjort før. Han er normalt meget glad for hende, og hun kan klappe ham alle steder uden problemer, men i nat kom min lillebror og hende hjem, og de ville ikke tænde lyset for at vække os. Vores hund sover på sofaen, og hun går hen til sin taske, som er ca. 1 meter fra sofaen, og lige pludselig er han over hende. Hun bliver selvfølgelig ekstremt forskrækket, og vi farer op. Der skete heldigvis ikke det store, men stadig det, at han gjorde det. Min tillid til ham er efterhånden væk, og jeg ønsker fx ikke at han skal med til familiesammenkomster, for jeg er så usikker på, hvordan han reagerer, og jeg føler efterhånden så afskærmet fra min familie, da vores hund jo ikke kan være alene en hel dag. Lige nu synes jeg det er uoverskueligt at tænke på, at vi formentlig har ham i minimum 10 år, og han ikke kan være en del af hele familien.

 

Jeg synes det er ekstremt svært at sige, hvornår nok er nok. Vi har vitterlig gjort alt i vores magt for at socialisere ham, trænet ham, respekteret hans behov m.v. Det er svært, fordi han 70% af tiden er en rigtig kærlig, hengiven og god hund. Man kan nærmest gøre alt med ham uden han gør noget, så længe man er "godkendt", og det gælder både hunde og mennesker. Jeg er virkelig ikke tilhænger af aflivning bare fordi man får en hund, som ikke gør som man ønsker - så må man arbejde med den, og prøve så vidt mulig at få det bedste ud af det, men efter to års træning, så synes jeg, at det er hårdt. Glæden ved at have hund er ikke så stor, og jeg er tit ked af det - samtidig elsker jeg ham over alt på jorden, og jeg har meget svært ved at sige stop.

 

Min kæreste og jeg har snakket, at det virker som om, at usikkerheden over for andre mennesker er startet efter kastreringen, men op det er en direkte påvirkning ved jeg ikke.

 

Håber ovenstående giver lidt sammenhæng.

Det er altid en enormt svær beslutning at aflive en hund, som ikke fejler noget fysisk - og selv der kan beslutningen kan virkelig svær, medmindre sygdommen ikke kan behandles, selvfølgelig. Så hvornår nok er nok kan I kun selv svare på. Det er så individuelt og afhænger både af jeres ressourcer/lysten til at arbejde videre med problemet og hundens livskvalitet.

 

Men måske du vil skrive lidt om hvad I allerede har prøvet? Måske sidder der nogen og læser med, som har nogle gode forslag at arbejde videre.

[Lenschow]

Tak for dit ærlige indlæg. Det lyder som en meget stor opgave I står med, og jeg forstår jeres uro. Den slags skal også tages meget alvorligt.

 

Vil du fortælle, hvordan I har trænet dette og har I modtaget rådgivning fra en uddannet rådgiver undervejs?

Gerne i PB, hvis du har det bedst med det.

 

Umiddelbart synes jeg nemlig at hele situationen kalder på en udredning fra en uddannet rådgiver. Jeg vil foreslå jer at kigge på www.sea-hund.dk

 

Der er også meget stor forskel på hvilken rådgivning man får fat i som ejer. Det er desværre ikke en beskyttet titel. Selvom I har haft en rådgiver på, ville jeg derfor stadig foreslå jer at overveje en second opinion. Jeg har selv gået efter at specialisere mig mest i hunde og aggression, desværre kommer jeg tit ud efter en anden rådgiver, når det ikke har virket, og derfor ved jeg hvor meget det påvirker en ejer at afprøve mange ting uden videre fremskridt. Man skal efter jeg fx har været der se fremskridt inden for tre uger ca. Ellers er der noget galt. Måske skal noget ændres i træningen? Måske har hunden smerter, som er overset? Måske fejler hunden noget neurologisk? jeg har efterhånden set det hele. Og jeg har heldigvis også set langt de fleste hunde komme sig helt. Blot for at give jer et indtryk af, hvad der er tidshorisonten ved en korrekt rådgivning, og hvorfor jeg mener, at I skal kigge efter en. Det andet er jo alt for opslidende for jer. De på siden jeg linker til her, er alle nogle, som jeg kan stå inde for, og som kan give jer en kvalificeret rådgivning/udredning. Der er flere, men disse er dem, som jeg henviser til ud fra kendskab til deres uddannelsesniveau. En anden mulighed er Ninjamor herinde fra forum.

[Alfen]

Det er altid en svær beslutning, men en ting skal i huske, det er ikke en skam at aflive en elsket hund, det kan være et helvede både for jer og for hunden hvis i ikke stoler på ham, hvis i føler at i har fået god hælp og det ikke er lykkes for jer, så er der intet forkert i at slutte nu;) i har min dybeste sympati og medfølelse;) husk, ingen dårlig samvittighed, i har gjort utrolig meget for at få det til at lykkes, der er intet forkert i at slutte nu hvis det er det i beslutter jer til mange tanker og knus

[Lenschow]

Jeg vil gerne give jer nogle betragtninger omkring det skrevne, men jeg har kun det skrevne - det bliver derfor meget generelt.

 

Kære alle

 

Jeg håber, at nogle af jer kan hjælpe min kæreste og jeg på at få klarlagt nedenstående problemstilling.

 

Først og fremmest vil jeg sige, at vi har en dejlig shiba på lidt over to år. Han er en typisk shiba, som er reserveret m.v. Vi vidste godt, hvad vi gik ind til, da vi valgte shibaen, så vi vidste godt, at det nærmere var undtagelsen end hovedreglen, at de er sociale. Vi valgte i februar at kastrere ham, da vi bor et sted, hvor der er mange hunhunde (og der altid er nærmest én i løbetid) samt at han ikke fungerer så godt med hanhunde. Vi var meget betænkelige ved at kastrere ham, da vi altid har ment, at kastreringen ikke var vejen frem ift. hans lille problem med andre hanhunde, men til sidst måtte vi gøre et eller andet, da hans gåture var meget påvirket af udfald mod andre hanhunde, og det betød så, at han også kunne finde på at gøre udfald mod os eller hunde, som han normalt havde/har et godt forhold til, simpelthen fordi at han stressede op.

 

En kastration er normalt ikke min første anbefaling. Ofte dækker udfaldene over usikkerhed og her ville jeg først teste det med Suprelorin. Det nytter dog ikke noget at køre rundt i nu. Han ER kastreret. Og det er den virkelighed, som I står med nu og skal forholde jer til. I har gjort det bedste med de redskaber I havde. Så lad være med at slå jer i hovedet med det, som I ikke kan ændre. Se i stedet på, hvad I kan ændre.

Vi synes selv, at kastreringen til en vis grad har hjulpet på hans udfald mod andre hanhunde. Det bliver aldrig et godt forhold han får til dem, men han kan gå forbi dem, så længe vi træner ham forbi.

 

Hvis han kun fokuserer på jer, så får I ikke vendt hans følelser i mødet med andre hunde til positive. For at det kan ske skal man målrettet ind og foretage det, der hedder Modindlære eller man kan benytte metoden BAT. Disse to metoder kan I med fordel anvende nu, hvis de ikke er afprøvet. her vil jeg anbefale, at I får udredt hunden først og demonstreret redskaberne af en uddannet rådgiver, så I ikke skal forsøge jer mere frem, men nu en gang for alle får adresseret problemet og forsøgt løst det varigt. Sideløbende bør I arbejde med stressreducerende træning. Dette kan også vises jer, så I kommer helt korrekt i gang. Dette gælder også over for mennesker.

 

Det med hanhunde er ikke et problemet, som jeg ønsker et debat om, da vi med en masse træning m.v. efterhånden har lært, hvad han vil, forstået hans behov, hvilket betyder, at størstedelen af gåturene nu er rigtig gode og hyggelige.

 

 

 

Vores problem ligger i hans forhold til andre mennesker. Vi har nu flere gange desværre oplevet, at han har gjort udfald mod andre. Det har været folk, som helt umotiveret er gået hen og klappet ham uden at spørge os, og hvor det har forskrækket vores hund, hvortil han har forsvaret sig, men desværre er det også i familien han har gjort enkelte udfald mod folk. Vi ved ikke, hvad det som der går galt i hans hoved, når det sker, men han er svær at komme i kontakt med, når det er, at han har set sig sur på et menneske. Vores teori er, at hvis han mærker frygt hos et menneske, så virker det som om han ser det som en trussel og må forsvare os andre. Den person i familien han har gjort udfald mod er ikke tryg ved hunde, men han har accepteret, at vores hund har været der, men ikke rørt ham eller noget. Der er heller ikke nogle problemer, når det er lyst, men så snart det er mørkt, så går det galt. En enkel gang forfulgte han personen i familien, som ikke var tryg ved ham, og gjorde udfald mod ham. Det er selvfølgelig ikke acceptabel, og vi har brugt mange penge på adfærdrådgivning for at forstå, hvorfor han gør det, men lige lidt har det hjulpet. Vi har ligeledes gået til hundetræning med ham siden vi fik ham for at opretholde en god kontakt med ham, og til selve hundetræningen har der heller aldrig været problemer. Selvom hundene står tæt m.v., så er han bedøvende ligeglad, da han har fuld fokus på træning.

 

Se herover. Det er samme træning stort set.

 

Det er normalt, at en hund i træningsmood ikke reagerer på de ting, som den normalt reagerer på. Fokus er på noget andet, og for enkelte hunde kan det fungere som en måde at "slippe væk". De færreste hunde ønsker en konflikt.

 

Den adfærd med at forfølge folk og angribe dem lyder meget voldsom. Udover de nævnte metoder ville jeg også sikre mig korrekt management af ham, så han aldrig mere får mulighed for at øve sig på de ting her. Det gør I via børnegitter og snor samt ved at forklare mennesker, der besøger jer, at de skal lade jeres hund være med mindre I siger OK for kontakt. Sideløbende med træningen skulle disse tiltag med tiden kunne slækkes og stoppes helt. Dog bør man altid være meget obs på sin hund omkring andre mennesker, da andre mennesker kan være usikre, vise kropssprog der kan trigge en hund osv osv osv. Desuden overskrider nogle mennesker der ikke ved noget om hunde, en hunds grænser tit. De fleste hunde reagerer ikke. Jeres har fundet ud af, at han kan få folk væk, og når det virker, tager adfærden til i intensitet.

 

Har han lavet skader på folk? Eller hvad gør han præcis? Hvordan er hans kropsstilling imens han gør disse udfald? Sker de kun i hjemmet?

Det, som der så skete i nat, som har gjort, at jeg endnu en gang overvejer min hunds fremtid er, at han angreb min lillebrors kæreste, da de kom hjem fra en fest, hvilket han aldrig har gjort før. Han er normalt meget glad for hende, og hun kan klappe ham alle steder uden problemer, men i nat kom min lillebror og hende hjem, og de ville ikke tænde lyset for at vække os. Vores hund sover på sofaen, og hun går hen til sin taske, som er ca. 1 meter fra sofaen, og lige pludselig er han over hende. Hun bliver selvfølgelig ekstremt forskrækket, og vi farer op. Der skete heldigvis ikke det store, men stadig det, at han gjorde det. Min tillid til ham er efterhånden væk, og jeg ønsker fx ikke at han skal med til familiesammenkomster, for jeg er så usikker på, hvordan han reagerer, og jeg føler efterhånden så afskærmet fra min familie, da vores hund jo ikke kan være alene en hel dag. Lige nu synes jeg det er uoverskueligt at tænke på, at vi formentlig har ham i minimum 10 år, og han ikke kan være en del af hele familien.

 

Denne reaktion er tæt på normal - dog med jeres hunds historie i tankerne en voldsom oplevelse for jer. Var de fulde da de kom hjem? Eller havde de drukket/lugtede af røg/andre der havde drukket? En hver hund kan reagere i mørke i eget hjem, når den vækkes ved at der står en mørk skikkelse i rummet og måske endda bøjer sig efter noget. Kan du fortælle hvad han præcis gjorde og hvad de gjorde? Endelig undres jeg over, at de kan gå helt ind, før han reagerer.... er han fuldt hørende? Virker alle hans sanser som de skal? Sover han altid meget tungt?

 

 

Det du skriver til sidst ville jeg tage en lang snak med jer om. Det er for mig det springende punkt i alt det du skriver her. At eje en hund skal være en glæde. Jeres indstilling skal derfor være helt på plads før I gør noget som helst mere. Er I slidt op af dette, så er det en erkendelse, som I må nå frem til og træffe jeres valg for hunden efter. Det kan andre ikke træffe for jer, kun jer. Jeg ville dog overveje om han måske kunne trives et andet sted? Måske kunne man sende et solidt træningsprogram med ham ud til en erfaren ejer, der ville påtage sig opgave og give ham en chance? Men dette kræver også, at I har det godt med, at han skulle det. Så det er virkelig her, I skal ind og overveje, hvor I står nu.

 

Jeg synes det er ekstremt svært at sige, hvornår nok er nok. Vi har vitterlig gjort alt i vores magt for at socialisere ham, trænet ham, respekteret hans behov m.v. Det er svært, fordi han 70% af tiden er en rigtig kærlig, hengiven og god hund. Man kan nærmest gøre alt med ham uden han gør noget, så længe man er "godkendt", og det gælder både hunde og mennesker. Jeg er virkelig ikke tilhænger af aflivning bare fordi man får en hund, som ikke gør som man ønsker - så må man arbejde med den, og prøve så vidt mulig at få det bedste ud af det, men efter to års træning, så synes jeg, at det er hårdt. Glæden ved at have hund er ikke så stor, og jeg er tit ked af det - samtidig elsker jeg ham over alt på jorden, og jeg har meget svært ved at sige stop.

 

Jeg kan tydeligt mærke, at I elsker ham. Ingen ejer, der ikke elsker sin hund, ville gøre alt det, som I har gjort og ej heller komme her og spørge. I er kun mennesker. I må ikke slå jer selv oven i hovedet. Det bliver hverken I eller hunden bedre af. Det I skal overveje er om jeres grænse er nået - og overtrådt - og hvad der i så fald skal ske. Og hvis ikke - så simpelthen få ham udredt - og så for fysiske årsager.

Min kæreste og jeg har snakket, at det virker som om, at usikkerheden over for andre mennesker er startet efter kastreringen, men op det er en direkte påvirkning ved jeg ikke.

 

Og nu er det gjort, så som jeg skrev herover - videre - fremad. Hvis noget skal ændres nu, så skal I fokusere på de ting I kan ændre ikke de der er gjort. Og husk: en aflivning af en hund kan også være at vise ansvar. Du får aldrig mig til at fortælle jer, hvad I skal. Det afgør I altid selv. Og når I træffer jeres valg, så gå ind i den med rank ryg og tro på, at dette var det rette for jeres hund. I fremstår for mig i hvert tilfælde som både ansvarlige og engagerede ejere - og nogle gange kan man også få en syg hund. Risikoen er lille, men den findes. Jeg har set hunde med hjernetumor, hunde med alvorlig HD og hunde med spondylose vise den adfærd her. De fik fred. Ingen træning virkede. Deres liv var elendige. Smerter pressede dem ud i meget skidt. Og jeg har set hunde, der forcerede høje hegn for at angribe mennnesker komme sig totalt efter den rette træning og indstilling hos ejeren. Hvad der skal til for jeres hund mener jeg derfor kræver en nøje udredning. Og at I sammen sætter jer ned og snakker om, hvor jeres egne grænser går - eller gik. Kan I få tillid til ham igen? Det er også meget vigtigt.

 

Håber ovenstående giver lidt sammenhæng.

 

Jeg håber I finder en varig løsning. Jeg fyldes med stor empati, når jeg læser om jeres kamp. Det er en meget hård situation I står I for både jer og jeres hund. Og jeg synes det er flot, at du poster så ærligt et indlæg om noget, som jeg er sikker på er meget smerteligt i et hundeelskende hjerte at poste efter to år med en hund, som man naturligvis elsker.

 

Sender jer en masse varme tanker i jeres videre valg med jeres hund.

[Rinsi]

Mange tak for svar.

 

Det vi har prøvet er hovedsagligt træning ift. til andre hunde, da det allerede startede, da han var ca. 6 måneder, og det har hjulpet. Vi har via vores hundetræner, som også var vores første adfærdsrådgiver fået værktøjer og afledningsmanøvre til at fjerne fokus fra den anden hund og så over på os. Han er heldigvis meget madglad, så en lækker godbid, hvor han skulle lave søgeøvelser, mens den anden hund er gået forbi og snudetarget, hvor han skal søge snuden mod min hånd, sitte, give pote m.v. har hjulpet meget.

 

Vi valgte - via anbefaling fra vores egne dyrlæge - at opsøge en anden rådgiver en foråret, da jeg desværre et par gange havde oplevet, at han gjorde udfald mod fremmede mennesker. Det var både mennesker, der spurgte, om de måtte klappe, og hvor jeg så gjorde opmærksom på, at han ikke var særlig social, men de stadig gerne ville sige hej, hvor de så har stukket hånden frem til ham, og han har fået lov til at snuse til dem, og så efter 10-15 sek. har han markeret i hånden. Han har ikke bidt hul, men markeret, hvilket har været chokerende, da han glad er gået hen til folk (vi tvinger ham ikke til at hilse på folk), men det har også været folk som uhæmmet er gået hen til ham og bare rørt ham, hvilket har gjort mig rasende, idet min holdning er, at man ikke rør fremmede hunde uden at spørge. På baggrund af tre episoder, der har været valgte vi så at søge hjælp, og det blev til, at han så skulle han bare ikke hilse på folk, og vi er blevet endnu mere opmærksomme på hans signaler. Siden rådgivningen har han ikke gjort udfald mod fremmede mennesker, og han har fået lov til at hilse på mange (kun voksne), men også sagt nej til lige så mange, da vi ikke har ment at situationen har været til hils.

 

I forhold til, at han har gjort udfald mod et familiemedlem fik vi anbefalet, at så skulle han bare ikke med til familiesammenkomster, hvilket han heller ikke har været, men det begrænser så også mit forhold til min familie, da vi bor min. 1 time derfra, så det tager lidt tid at komme frem og tilbage. I forhold til min kærestes familie er han meget velkomne hos min kærestes forældre, som han også "forguder". Vi er helt trygge ved at han er der, og også bliver passet, men han kommer ligeledes heller ikke med til store familiesammenkomster der.

 

Episoden i nat er også desværre sket tidligere, hvor en person fra ejendommen skulle snakke med min kæreste. Hun kommer ind, og vores hund ligger og sover (han har gået forbi hende før uden problemer) ude på gaden. Lige pludselig sidder han i benet på hende. Den gang troede vi, at det var fordi at han var blevet forskrækket (han sov meget tungt). Vi fik anbefalet at sætte et gitter op, så når folk kommer ind, så er han bag gitteret, og så kan de hilse på ham der med en godbid, og så kan han få lov til at komme ud. Det skal siges, at vi bor i en 2-værelses, hvor eneste døre er hoveddøren og toiletdøren, så vi har ikke mulighed for at lukke ham ind nogle steder.

 

En anden episode var, at en af mine kærestes venner hurtigt skulle forbi og aflevere noget. Jeg er ikke hjemme, men min kæreste lukker ham ind, og vores hund hilser pænt på ham ude i entreen sammen med min kæreste. Min kæreste går i køkkenet og laver kaffe, og vennen og vores hund går ind i stuen. Lige pludselig bliver vennen angrebet, og vi aner ikke hvorfor; vi ved ikke, om vennen har overtrådt vores hunds grænse, men et eller andet er hvertfald gået galt. Resten af tiden var der ikke noget. Vores hund fik ikke lov til at komme i nærheden af vennen, men han gjorde ej heller udfald mod vennen, så længe min kæreste var i samme rum.

 

I nat, der tror jeg simpelthen at vores hund er blevet forskrækket. Lyset var slukket, og hun er kommet listende ind i stuen for ikke at vække os sovende. Vores hund har ligget og sovet, og pludselig har der stået nogle omkring ham, men det ændrer ikke på, at det bare ikke skulle ske. Skal også siges, at han er lidt utryg ved mørke, idet vi har haft tre indbrudsforsøg, men det er sket før, at min lillebror + kæreste har overnattet hos hos efter fest, og først kommet hjem om natten, og der har han altid reageret ved glæde ved at se dem.

Efter episoden i nat har vi nu besluttet at sætte gitter op, så han kan starte med at være derinde, når vi får gæster - han kan nemlig stadig godt se ind i vores stue, så han stadig er en del af det hele, men samtidig får lov til at være sig selv.

 

At han ikke kan med fremmede mennesker/hunde er for så vidt okay; det respekterer vi, og vi ved, hvordan vi skal reagere, hvis vi ser løse hunde eller hunde i snor, som går meget målrettet mod os, men at vi skal frygte, at han gør vores venner/familie fortræd er bare ikke en rar tanke.

[Shii]

Jeg synes det lyder som om jeres hund er kommet ind i en "ond spiral".

 

Jeg synes det er en rigtig svær situation I står i, og jeg kan sagtens forstå at I ikk har det nemt!

 

Dog vil jeg også sige at det er tydeligt at hundens grænser gentagende gange er blevet overskredet, og desværre er det jo helt naturligt at hunden hurtigere og hurtigere reagere når det så sker.

 

Jeg kan sagtens forstå når man står i situationen at det er skræmmende, men f.eks. at det er nat, og et forholdsvis fremmede menneske kommer ind i jeres hjem, og går helt tæt på hunden, må jeg ærligt indrømme er tydeligt at overskride hundens grænse, når man har tankerne på at den i forvejen ikke er super glade for fremmede, og har en tendens til at være udfarende. Så jeg ville ikke dømme en hund udfra den reaktion. Dog er det selvfølgelig skræmmende og trist at det sker.

 

Jeg synes det er en fantastisk god idé at lade være at tage ham med til familie sammenkomster, det er slet ikke for hans skyld at han skulle med der! Det er noget som er helt naturligt når man har hund; Vi må også ofte tage tidligere hjem med et klingende "Hundene venter". Det er selvfølgelig trist at I er endt i den situation, men med tanke på at shibaer generelt ikke er sociale hunde er det jo også en ting, som I nok godt havde i tankerne allerede da I fik ham. Jeg er sikker på jeres familie også vil forstå!

 

Og jeg ville nok give ham en løs mundkurv på udenfor, det har en tendens til at signalere til folk at hunden ikke ønsker kontakt, og man undgår derfor at fremmede overskrider hundens grænser (Og de fleste hunde kan trænes til at synes mundkurven er fantastisk).

 

Derudover ville jeg sørge for at have en periode hvor I bevist træner "at få besøg". I invitere folk over, og så henter I dem udenfor. Det vil sige at når der kommer folk giver I ham snor på, og går udenfor og hilser, og følges sammen tilbage i lejligheden. Så oplever han at I alle følges og føler ikke at denne person har overskredet hans personlige rum. Jeg ville også sørge for kun at få meget lidt besøg, og ikke af mange personer på samme tid.

[AnneMangetal]

Mange hunde kan ikke kapere mere end 5-6-7 personer på én gang, heller ikke velfungerende og glade hunde. Så den del er aldrig noget man kan gardere sig imod - heller ikke med fremtidige hunde.

 

Når så det er sagt, så virker det til at I har en ekstremt usikker hund, som der skal tages særhensyn til resten af hans liv. Og du lyder træt! Hvordan med børn? Skal I have sådan nogle en dag, du og kæresten? I så fald er der endnu en grund til at overveje hundens fremtid.

 

At omplacere en hund med så massive problemer, vil være svært. Dels skal det være til mennesker der vil arbejde med hans problemer, dels skal det være mennesker der lover ikke at straffe ham for adfærden, eller omplacere ham videre.

 

Som Alfen skriver, kan aflivning være den bedste løsning, både for hunden og for ejerne. Dét er at vise ansvar!

 

Jeg siger bestemt ikke at I skal aflive ham, slet ikke. Men jeg har fuld forståelse hvis det bliver enden på det. Nok er nemlig nok når I føler det.

 

Jeg håber at I finder den løsning der er bedst for både jer og hunden. Og uanset hvad I vælger, må I aldrig bebrejde jer selv. Nogle hunde er bare ikke egnede til at leve i den verden vi gør, og det kan der ikke ændres på.

 

Jeg håber at @Louisen, som har erfaring med racen, vil kigge forbi tråden og komme med sine tanker.

 

Tanker til jer!

[Rinsi]

Kære Lenchow,

 

Mange tak for det uddybende svar. Mht. vores træning med hanhunde, så har du lige fået vendt vores syn. For som du skriver, så bliver vi i tvivl, om vi har fået vendt hans følelser. Når en hund går forbi, så sætter vi os bevidst ned ved siden af ham, og begynder at træne med ham. Har har hele tiden fokus på os, og giver kun den anden hund enkelte blikke, men laver ikke noget udfald. Når de så er gået forbi, så roser vi ham meget for ikke at lave udfald. Vi vil meget gerne træne med ham; for os er det vigtigste bare, at det er positiv træning, og hunden ikke bliver straffet.

 

Du har ret med børnegitter - det skal op, og det er en klar fejl fra vores side, at det ikke er kommet op. Jeg tror, at vi har glemt det lidt, da vi har haft nogle rigtige gode møder i vores hjem med vores venner, hvor der ikke har været noget. Det er derfor også vigtigt at understrege, at det ikke er alle, at han angriber, men der har bare været nogle episoder, som vi ikke kan se bort fra, og vi derfor må reagere på. Det med, at han fulgte efter manden er "heldigvis" kun sket en gang, og det var hos mine forældre. Det gør, at jeg ikke ønsker, at han skal komme med, når vi tager derhjem af frygt for at han vil gøre familiemedlemmet noget, men han er stadig meget velkommen hos mine forældre, og han kommer også med, hvis vi ved, at der kun er mine forældre, der er der.

 

I nat skete det, at de kommer hjem. De har begge drukket lidt, men er ikke fulde - det er en tilstand de har været i tidligere, når de er kommet hjem til os. Min bror går ud i køkkenet for at et stykke brød, og kæresten går ind i stuen. Hun tænder ikke lyset af hensyn til os, og går hen til sin taske. Vi hører så derefter, at vores hund gør udfald mod hende, og hun bliver selvfølgelig forskrækket. Vi kommer selvfølgelig ind, og vi står i en rundkreds, og snakker om det. Vores hund er også med i rundkredsen, og han gør ikke udfald eller noget, men slikker sig om munden, hvilket vi har lært betyder en form for undskyld. Min lillebror og kæresten er fuldt overbeviste, at det er deres skyld, og de er kede af, at de ikke tænder lyset, men i min verden er det ikke deres skyld. Jeg tror vores hund til tider kan sove enormt tungt for tidligere har det været, at han er løbet hen til døren, når han kunne høre de kom hjem, og der har aldrig været noget. Måske er det også derfor, at jeg og min kæreste ikke reagerede, da de kom hjem, for det var jo "bare" dem. Jeg tror simpelthen, at han er blevet enormt forskrækket og reageret instinktivt. At han gjorde det i nat skal heller ikke afgøre hans fremtid alene, da jeg på visse punkter godt kan se, at han har reageret naturligt.

 

Han har ikke lavet skader på folk, men han markerer.

 

Vi har besluttet, at han ikke skal ud til andre (det har vi snakket om tidligere). Man må godt kalde mig mistroisk, men jeg frygter simpelthen at han kan ende hos nogle folk, som ikke vil ham noget godt.

 

Jeg vil endnu en gang sige mange tak for svar. Det har været meget rart at få skrevet det ned, da man blot går og vender det med kæresten, men at få andre folks synspunkt sætter jeg virkelig pris på.

 

Vi vil virkelig gøre meget for ham, men vi skal også selv mærke, hvornår vi ikke føler glæden mere, og det er selvfølgelig kun noget som man selv kan afgøre.

[Rinsi]

Kære AnneMangetal.

 

Tak for svar (rent faktisk alle sammen).

 

Du har ret, at man skal være varsom med mange mennesker og en hund samlet. Det har vi hvertfald lært nu. Vi har bare ikke tænkt over, da vi tidligere ingen problemer har haft - det er noget der er kommet ind for det seneste halve år, og han har heller ikke tidligere gjort udfald mod familiemedlemmer, da han var yngre. Vi har så lært nu, at han ikke skal med, og det har vi indrettet os efter.

 

Mht. børn, så har han hilst på fremmede børn, men det er ikke noget vi gør os så meget i. Når børn spørg, om de må røre ham siger vi desværre, og det respekterer de heldigvis. De børn han kender har han absolut ingen problemer. Han er meget glad for en lille pige på knap et år som et vennepar har, og han har også en hunhund, som vi tager hjem til nogle gange, og der er små børn, og de kan fjerne madskål uden problemer (det første han gør, når han kommer hjem til hunhunden er at løbe hen til hendes madskål), så på det punkt er vi ikke nervøse. Vi tror også på, at den dag vi er klar til børn, så vil han acceptere det, og vi vil involvere ham så meget som muligt, så han stadig føler sig som en del af familien (vi håber inderligt, at han stadig er der, når det er tid til børn).

 

Nogle gange føles det bare som om, at han har to personligheder (lidt Dr. Jekyll & Mr. Hyde-agtigt). Han kan virkelig vende på to minutter, og det prøver vi så vidt mulig at undgå.

[Tullemus]

Har I fået ham tjekket for smerter?...og hvordan med hans syn og hørelse...ser og høre han, som han skal?

[Rinsi]

Hej Tullemus.

 

Ja, han er tjekket, og han skulle eftersigende være helt rask. Han reagerer også positivt 70% af tiden, men der har bare været nogle episoder inden for kort tid der har gjort, at jeg blev nød til at få det ned på skrift, og høre andre end mine og min kærestes tanker. Jeg ved jo godt, at med shibaen så får man ikke en social hund, og det var vi også indstillet på, da vi valgte racen, men vi havde bare ikke troede eller kunne læse os frem til, at de kunne være så uforudsigelige nogle gange.

[Tullemus]

Hej Tullemus.

 

Ja, han er tjekket, og han skulle eftersigende være helt rask. Han reagerer også positivt 70% af tiden, men der har bare været nogle episoder inden for kort tid der har gjort, at jeg blev nød til at få det ned på skrift, og høre andre end mine og min kærestes tanker. Jeg ved jo godt, at med shibaen så får man ikke en social hund, og det var vi også indstillet på, da vi valgte racen, men vi havde bare ikke troede eller kunne læse os frem til, at de kunne være så uforudsigelige nogle gange.

 

Ok....Det var også bare lige en tank der faldt mig ind, og især det med synet og hørelsen, da du nævnte, at han reagerede anderledes i mørke overfor den person du omtalte.

[luckyluna]

Jeg spørger lige om det med indbrud. Skete det før eller efter han begyndte at reagere på mennesker

 

Hvornår blev han kastreret

 

Og hvornår reagerede han første gang med markering eller udfald mod et menneske?

[Rinsi]

Hej Luckyluna

 

Vi oplevede første gang et indbrudsforsøg, da han var hvalp, og der var han desværre alene. Vi forudtager hvertfald, at det var et forsøg på indbrud, da vi fandt en skruetrækker i vindueskarmen. Jeg ved ikke, om indbrudspersonen(erne) droppede forsøget pga. ham eller fordi der måske er kommet nogle forbi.

 

Efterfølgende har vi oplevet at folk er prøvet at kravle ind af vores vinduer om natten (en gang sidste sommer og en gang denne sommer), mens vi har ligget og sovet under vinduet. En gang, hvor vores hund også var til stede i soveværelset og en gang, hvor han sov i stuen, og først kom farende ind, da jeg vågnede og kom til at skrige i chok. Og nu har vi så lært, at selv de mindste vinduer kan vi ikke have åbne om natten, selv om de er umulige at komme ind af. Og det skal selvfølgelig siges, at ingen vinduer er åbne, såfremt vores hund er alene eller der ingen er i lejligheden.

 

Han blev kastreret i februar, og når vi kigger tilbage, så synes vi, at hans markering mod et andet mennesker først er sket efter det.

[PBC]

Jeg synes grænserne for hvor tolerant man skal være i forhold til en familie hund, som skal være i hjemmet, er overskredet mange gange.

 

En hund som man ikke kan stole på, uanset om det skyldes psykiske problemer, nervøsitet, dårlige oplevelser eller mentale forstyrrelser, ville jeg simpelthen ikke have i huset. Et hjem skal være trygt og godt for alle der kommer der. De der bor der og de der er inviteret ind og som skal kunne slappe af der. Det er uacceptabelt, at en hund ikke kan fungere på normale vilkår i en almindelig familie - og her er endda tale om en familie, med både god forstand på hunde og stor tolerance.

 

Jeg ville med andre ord lade hunden få fred. Den kan heller ikke have det ret godt selv. Jeg tror den er mentalt forstyrret. Ingen normal - og normalt socialiseret hund ville opføre sig så dårligt.

[Ascha]

Hej Luckyluna

 

Vi oplevede første gang et indbrudsforsøg, da han var hvalp, og der var han desværre alene. Vi forudtager hvertfald, at det var et forsøg på indbrud, da vi fandt en skruetrækker i vindueskarmen. Jeg ved ikke, om indbrudspersonen(erne) droppede forsøget pga. ham eller fordi der måske er kommet nogle forbi.

 

Efterfølgende har vi oplevet at folk er prøvet at kravle ind af vores vinduer om natten (en gang sidste sommer og en gang denne sommer), mens vi har ligget og sovet under vinduet. En gang, hvor vores hund også var til stede i soveværelset og en gang, hvor han sov i stuen, og først kom farende ind, da jeg vågnede og kom til at skrige i chok. Og nu har vi så lært, at selv de mindste vinduer kan vi ikke have åbne om natten, selv om de er umulige at komme ind af. Og det skal selvfølgelig siges, at ingen vinduer er åbne, såfremt vores hund er alene eller der ingen er i lejligheden.

Shit, jeg var flyttet.

 

Han blev kastreret i februar, og når vi kigger tilbage, så synes vi, at hans markering mod et andet mennesker først er sket efter det.

Det kan man jo tænke, men man kan også tænke at han ikke har været mentalt færdigudviklet før kastrationen og at I derfor har set en ændring/ udvikling. Hvis jeres hund hører normalt tror jeg ikke at han ville blive liggende i sofaen hvis han havde været det mindste nervøs ved at jeres gæster låste sig ind. Og en ung hund skal godt nok sove tungt for at man kan liste sig ind på den, på den måde.

 

Hvordan reagerer han hvis I sætter grænser for ham?. Kan I tage mad og den slags fra ham og kan I flytte ham når han sover?.

[Ascha]

Jeg synes grænserne for hvor tolerant man skal være i forhold til en familie hund, som skal være i hjemmet, er overskredet mange gange.

 

En hund som man ikke kan stole på, uanset om det skyldes psykiske problemer, nervøsitet, dårlige oplevelser eller mentale forstyrrelser, ville jeg simpelthen ikke have i huset. Et hjem skal være trygt og godt for alle der kommer der. De der bor der og de der er inviteret ind og som skal kunne slappe af der. Det er uacceptabelt, at en hund ikke kan fungere på normale vilkår i en almindelig familie - og her er endda tale om en familie, med både god forstand på hunde og stor tolerance.

 

Jeg ville med andre ord lade hunden få fred. Den kan heller ikke have det ret godt selv. Jeg tror den er mentalt forstyrret. Ingen normal - og normalt socialiseret hund ville opføre sig så dårligt.

 

Til dels enig med dig, det er en meget belastende situation at stå i og jeg fornemmer også en kompetent ejer her, der ikke uden videre forsøger at kaste håndklædet i ringen (og det har jeg forståelse for).

 

Dog vil jeg ikke kalde hunden mentalt forstyrret. Shibaer er kendt for at have meget store egoer og selv hunde der ikke har det sådan, kan lære at få andre til at flytte sig ved at vise aggressiv adfærd. Hunden markerer og dens bidehæmninger fungerer altså perfekt, hvilket får mine tanker over i retning af, at han måske bare har fundet ud af at han kan (ih, jeg ville gerne have et navn). TS beskriver bl.a. at en fremmed strækker hånden ud og lader ham snuse i rigtig lang tid før der pludselig kommer en reaktion,.. hvis der ikke ligger smerter eller andet ubehag til grund, kunne det være (jeg siger ikke at det er sådan) at vedkommende ikke længere er interessant for hunden, der så vurderer at det er nemmere at markere end selv at skulle flytte sig.

 

..... men jeg kan jo tage fejl, hvilket er let når man ikke selv ser det ske, dog er det umiddelbart den følelse jeg sidder med efter at have læst de meget fine og udførlige indlæg.

[Sitto]

Jeg kan nikke genkendende til mange af dine ting i dit indlæg. Vi har en hund på 3 år som blev smidt på gaden i Rumænien, fundet sammen med mor og søskende, og var meget syg mens hun var i Rumænien. Hun kom til DK da hun var 4 mdr gammel, og efter 14 dage i pleje i DK, så flyttede hun herhjem. Så hun har selvfølgelig noget bagage med, men hun er uden tvivl den i kuldet der er faldt mest ud - vi har også hendes søster herhjemme, og hun er slet ikke sådan.

 

Zazu har altid været lidt forsigtig overfor fremmede mennesker/hunde. Hvad angår hundedelen blev vi klart sat tilbage da hun blev overfaldet af en Schæfer som hvalp, men den del er hun kommet ret godt efter ifht angsten overfor andre hunde, som opstod efter overfaldet. Hun er stadig forsigtig og usikker overfor nye hunde, men hun er ikke decideret bange for dem - som regel vil hun gerne hilse nu, hun skal indimellem bare liiige tage tilløb til at turde.

 

Men hun er en meget verbal og udadreagerende hund. Ser hun en hund på gåturen og hun kan se at hun ikke kommer til at hilse på den, så begynder hun at gø. Hvis hun kan se at hun gerne må hilse, så gør hun højst sådan lidt afdæmpet, men som regel ikke. Hun køre ikke op så i hvert fald.

 

Hun er meget usikker overfor fremmede mennesker. Nu har vi haft hende i lidt over 2,5 år og i al den tid har hun aldrig haft en dårlig oplevelse med mennesker, tværtimod gør jeg meget ud af at folk hun møder skal være en god oplevelse for hende - det sætter sig ned og hilser på hende nede i hendes højde og lader hende komme til dem, uden at opsøge hende selv. De får godbidder de giver hende. Gæster herhjemme er altid forbundet med en ekstra lækker tyggeting, plus godbidder fra gæsterne af. Og alligevel er og bliver hun bare ikke god til fremmede mennesker, uanset om vi møder dem på gåturen eller de kommer her i hjemmet.

 

Hun er god til at stresse og køre sig selv op, så hun kræver rigtig meget støtte, for at håndtere forskellige situationer. Fx når der kommer gæster. Lader vi hende bare være, så gør hun og stresser, og kan finde på at nappe gæsterne i benene. Hvis jeg er der for hende og guider hende, så går det meget hurtigere. Vi går udenfor og tager imod gæsterne sammen og følges med dem ind. Herefter hilser de lige hurtigt på hende, mens jeg er lige ved hendes side, og så giver jeg hende en lækker snack. Folk sætter sig ned ved bordet, og når først vi har siddet lidt der, så er der ingenting - så kan folk bevæge sig rundt som det passer dem, og hun ligger bare i sin kurv eller trisser rundt. Men situationen med at de kommer ind i vores hjem, er klart mest problematisk for hende - bagefter kan hun sagtens slappe af, også på egen pote.

 

Børn er hun meget usikker på - er de rolige i både bevægelse og lyd er hun ok. Men det er børn jo som regel ikke - og hvis de sætter i et hvin eller giver sig til at løbe, så fare hun hen og laver udfald mod dem. Det har vi valgt at tage konsekvensen af, fordi jeg simpelthen ikke stoler på hende ifht børn, og det er hverken fair for børn eller Zazu - så vi har valgt at børn ikke er mulige at have med på besøg herhjemme. Det er der vidst mange der synes er noget underligt noget, men sådan er det. Andre vil ikke have hunde på besøg, og vi kan altså ikke have børn på besøg :blink: store børn er dog ok, fordi man kan fortælle dem hvordan de skal begå sig.

 

Men generelt at have en masse eller fremmede mennesker på besøg, det kommer Zazu aldrig til at trives med. Eller være med steder henne hvor der er fremmede gæster fx. Så når vi er til familietamtam så er hundene også herhjemme imens, og så køre vi før. Det genere mig nu ikke det fjerneste - jeg vil faktisk allerhelst hjem til hundene igen alligevel

 

Både min mand og jeg er heldigvis ret asociale mennesker, så dem som er på besøg her er mest den nærmeste familie, som hundene trods alt har set en del gange efterhånden (til fødselsdage, jul mv).

 

Zazu kræver fokus på gåture hvad enten der kommer folk, hunde, cyklister mv forbi. Lader jeg hende passe sig selv og bare går videre, så hænger hun ude i snoren og stresser. Sætter jeg hende i en sit og sætter mig ned ved siden af hende og roser hende så snart hun kigger på hvad end der nu kommer forbi uden at gø, og så ellers giver godbidder, så køre hun ikke op (med undtagelsen af synet af visse hunde). Det bliver hele tiden bedre, med at hun generelt ikke køre så meget op - men tendensen har hun absolut.

 

Jeg tror aldrig Zazu bliver en helt normal hund - hun bliver aldrig en hund der ikke stresser, hun bliver aldrig en hund hvor vi kan have gud og hver mand på besøg, hun bliver aldrig en hund der kan slæbes med alle mulige steder osv. osv.

 

Mistrives Zazu? Nej det vil jeg absolut ikke mene. Hun stresser i visse situationer, og har meget brug for at blive guidede i disse situationer, men derudover er hun den kærligste, gladeste og dejligste lille hund. Hun er ikke generelt stresset og eller usikker. Kun i visse situationer. Og vi bor heldigvis i en lille landsby og med masse af skove omkring, således vi kan vælge at lave nogle træningsture her i byen hvor hun netop udsættes for de ting hun køre op over, så vi kan træne dem, men uden det bliver i en for stor mængde (som det ville inde i byen) og ellers køre i skoven med hende, hvor hun ikke behøver koncentrere sig om andet end at snuse og hygge sig.

Ville hun mistrives hvis ikke vi havde overskuddet til hende og til at tage de hensyn hun kræver? Ja helt bestemt!

 

Min pointe er - hvis I er indforstået med de hensyn jeres hund kræver, såsom at han ikke bare skal have lov til at rende rundt for sig selv når der kommer gæster, men at I er nødt til at hjælpe ham med at tackle disse situationer, at I er nødt til at køre hjem fra familiesammenkomster før alle andre (men sådan er det generelt for folk med hunde) osv., så vil jeg absolut mene at en hund med specielle hensyn kan have et lige så dejligt liv som alle andre. Men er man kørt surt i det og bare synes det er træls, så ville hunden måske nok have bedst af at få fred.

 

Det røre ikke os det fjerneste at vi ved at vi ikke kan stole 100% på Zazu, vi ved i hvilke situationer det er og så må vi jo bare sørge for at hun ikke ender i de situationer hvor hun napper folk i benene fx. Det røre ikke os at der ikke kan komme børn herhjem - eller at vi skal hjem fra familiesammenkomster før alle andre. Men gjorde det det og vi syntes det var et træls liv med hund, så ville det også påvirke Zazu - hun ville hurtigt mærke at hun var i vejen, og det er absolut ikke et liv for en hund heller.

 

Har I mod på at kæmpe videre? Så er det måske en idé at få nogle nye øjne på igen for hvordan I støtter jeres hund bedst muligt. Har I ikke mod eller mere energi til at kæmpe videre? Så vil jeg mene hunden har bedst af at få fred. Og dét er altså også en helt ærlig konklusion at komme frem til! Det gør ikke ondt på en hund at få fred, husk det. Jeg ved selv hvor meget det kræver at have en hund der skal tages hensyn til - og hvis man ikke føler at resten af tiden med hunden kan opveje det x1000, som det uden tvivl kan for os, men så bliver det for surt - både for jer og hunden.

[PBC]

Jeg synes egentlig Sitto sætter fingeren på pulsen på den helt rigtige måde.

 

Vil man acceptere hundens præmisser og ikke have et meget socialt hjem, hvor folk (også kærester, små brøde og andre gæster), kan færdes frit og trygt - altså et åbent gæstfrit hjem - eller vil man, som Sitto skriver, acceptere at man ikke rigtig kan have "gæster" på den måde og heller ikke tage hunden med i byen, hvor der er flere gæster - og derfor tage hjem lidt tidligere osv.

 

Jeg tror jeg i mit tidligere råd tog udgangspunkt i at man ønskede et gæstfrit, åbent hjem, hvor der jævnligt kommer og går folk også om natten og senere også et hjem hvor børn og disses kammerater kan komme og gå uden risiko for at blive "antastet og forfulgt" af familiens hund.

 

Jeg må indrømme at jeg ikke ville lade mine børn - nok mere aktuelt med børnebørn, besøge børn i et hjem med en hund med den historie. Jeg turde simpelthen ikke stole på den.

[Lenschow]

TS: Husk at ingen kan fælde en dom over jeres hund via et forum. Og den beslutning ligger hos jer der kender hunden.

[Rinsi]

Tak for at folk gider tage sig tid til at svare så uddybende. Det sætter vi virkelig pris på, og det er rart at få nogle andre folks tanker, selv om det i sidste ende er os, der har den endelige beslutning.

 

Jeg vil først sige, at vi er blevet mere asociale efter vi fik ham. Jeg må indrømme, at jeg ikke har lyst til at invitere hele familien hjem til fødselsdag eller andet af frygt for, at det stresser vores hund, og han derfor kan gøre udfald. Vi kan sagtens have gæster på besøg uden det påvirker ham, men vi snakker så max 6 personer. Jeg tror min kæreste og jeg hele tiden tænker, at det måske vil blive bedre, når vi flytter væk fra byen. Lige nu bor vi i en 2-værelses lejlighed, hvor der ikke er mulighed for, at han kan gå ind i et rum for at få fred, men vi håber, at finde et hus med have til foråret, og så vil der være flere muligheder for ham at trække sig væk, hvis han får nok, for det er han ret god til. Når vi fx tidligere har været ude til familiesammenkomster (max 12 personer har vi været hjemme hos mine forældre) har han været god til at gå ovenpå, hvis han blev træt, og det har folk så respekteret, at man ikke skulle vække ham eller andet, for nu skulle han have fred. Der var desværre så bare den episode sidst vi var til en familiesammenkomst, at han så sig utrolig sur på et familiemedlem, og fulgte efter ham, gøede og snappede ham i benet, der så har gjort, at vi ønsker at han skal med, og så bliver sammenkomsterne, så bare det kortere for os.

 

Vi tillader heller ikke at folk kommer hjem til os midt om natten, men har kun gjort, når min bror har boet hos os, fordi han har været på besøg. Vi har været helt trygge ved, at han og min lillebrors kæreste er kommet hjem til os om natten, da det er sket tidligere, men når vi tænker over, så har vores hund også kommet dem i møde, når de har åbnet hoveddøren. Det gjorde han så bare ikke lørdag nat. Både min kæreste og jeg vågnede, og kunne godt høre de kom, og de ikke tændte lyset, og kunne også godt høre, at hunni ikke kom dem i møde, men vi har begge tænkt, at han jo godt vidste det bare var dem, og derfor blot følte sig tryg ved, at de kom listende.

 

Lige fra starten af sørgede vi får at få enkelte venner over, så han lærte fra starten, at det er okay, at der er besøg, og vi synes også det gik godt med den træning af ham, men så har der inden for det sidste halve år været nogle uheldige episoder. Jeg vil også pointere, at han er på mange punkter er god til at folk kommer på besøg, men jeg ønsker ikke at fremmede kommer nu, medmindre han har hilst på dem et andet sted først. Vi tager ud og køber nogle børnegitre, så når folk kommer, så er han bag dem, og så kan folk komme stille og rolig over og evt. give ham en godbid, så han selv føler at han har masser af plads. Han kan nemlig stadig følge med i, hvad der foregår i det rum han ikke er i. Det bliver konsekvent på alle tidspunkter vi får besøg uanset hvem det er, for det skal også siges, at når min bror og hans kæreste så kommer på besøg om dagen, så kan hunni næsten ikke være i sig selv af glæde over at se dem, og det var også derfor vi blev så rystede, at han gjorde udfald mod kæresten om natten. Vi kan dog godt se nu, at lyset selvfølgelig skulle have været tændt, og sådan bliver det også for fremtiden.

 

Nu har vi haft en dag til at tænke over det hele, og vi har virkelig snakket det hele igennem. Vi ønsker på nuværende tidspunkt ikke at aflive ham, men tag udfordringerne op, og prøve at arbejde med dem. Han er som udgangspunkt en rigtig dejlig, trofast og hengiven hund, som vi virkelig elsker rigtig højt, men vi er også godt klar over, at vi har et stort ansvar over for ham og andre, og derfor må vi også tage visse forholdsregler.

 

En spurgte omkring med mad, og der vil jeg sige, at da han var unghund (omkring 1 år), der oplevede vi én gang en meget uheldig episode, da vi gav ham et stort slagterben. Der udviste han en meget agressiv adfærd over for min kæreste, og han måtte fx ikke komme ind i stuen. Der tog vi konsekvensen, og så fik han ingen kødben i meget lang tid. Det skal siges, at vi altid har kunne tage hans almindelige mad fra ham uden problemer, og et barn har også en gang taget en madskål fra ham, da han var besøg ude hos et vennepar med hund, hvor vores hund gik direkte i madskålen. Efter pausen med kødben begyndte vi langsomt igen at prøve igen, og det sidste års tid har der ikke været nogle problemer. Om han har ligget med sit ben i en 5 min. halv time eller flere timer, så kan vi direkte hen og tage det, og han udviser ingen farlige tegn. Han nyder rent faktisk at komme med sit ben hen til os, så vi skal holde det for ham, mens han gnaver (han skulle nødig selv gøre det arbejde ), så mht. mad, så har vi absolut ingen problemer mere.

 

Hvis han finder mad udenfor har vi erfaret, at det er nytteløst at prøve at tage det fra ham. Han har lært, at vi er der med fingrene, hvis han finder noget, og derfor er hans eneste formål bare at sluge det så hurtigt som muligt, og min frygt er, at han en dag bliver kvalt i det, så han får lov til at spise det (medmindre det er giftigt/farligt).

[Ascha]

Rinsi: Må vi vide hvad hunden hedder, det er så trist at skulle skrive "han" eller "hunden" hele tiden. Og kan du beskrive hvordan det ser ud når din hund stresser når der er besøg?.

[Rinsi]

Kære Ascha. Jeg har det bedst med, at være anonym, men lad os kalde ham for Basse. Jeg kan godt se, at det er svært, at skrive han/hunden hele tiden. Håber på forståelse for det.

 

Han stresser på to måder. Hans glædesstress, når der kommer personer på besøg, som han kender, og kan han se ud af vinduet, at de kommer. Det er med at løbe rundt, hyle og kan ikke være i sig selv. Når de kommer ind, så logrer han meget, og hopper rundt i glædesrus/stressrus (hvis man kan sige det). Det drejer sig om få personer han gør det med, og det er ikke selve den handling vi bekymret for, da han aldrig kunne finde på at gøre de personer noget (i den gruppe har blandt andet være min kærestes forældre, mine forældre og min lillebror med kæreste). Det er selvfølgelig noget der stresser ham, at han kommer så meget op at køre, men vi har fået anbefalet at sætte et børnegitter op, så han kan komme bag det, når der kommer besøg. Selve denne stressrus varer nogle få minutter indtil folk er kommet ind og sat sig ned, og sagt ordentlig hej til ham.

 

Så har der været de uheldige episoder, hvor der er kommet en person ind. Basse ligger og sover på sofaen. Personen kommer ind og står i entreen. Hun tager ikke initiativ til at gå mod Basse, men står blot og skal snakke med min kæreste. Basse vågner af hun kommer ind, og bider/napper hende i benet. Bider ikke voldsomt, men det kan mærkes, og han gnurrer af hende.

 

Den anden episode der har været i vores hjem er, at min kæreste får besøg af en fremmede ven (som Basse ikke har mødt før). Min kæreste lukker vennen ind, sørger for, at Basse er vågen, og vennen hilser på Basse i entreen, hvor han sætter sig på hug, og virker imødekommende. Min kæreste er til stede. Der er ingen problemer. Kæresten går i køkkenet, og Basse og vennen går ind i stuen. Min kæreste hører så pludselig at Basse gør et udfald mod vennen, og vi aner ikke, hvad der ligger til grund for det. Efterfølgende er der ikke noget, så længe min kæreste og vennen er i samme rum.

 

Der skete så det lørdag nat, at min lillebror med kæreste kommer hjem, og vi er slet ikke bekymret for, at de kommer hjem til os om natten, tildels fordi Basse er meget glad for dem, og fordi det er sket før. Han gjorde så et udfald mod kæresten. Efterfølgende kunne vi stå i en rundkreds uden Basse gjorde mere. Kæresten blev selvfølgelig utryg, og efter en tur på skadestue for at få en stivkrampe kom de tilbage og sov på sofaen. De kom hjem fra skadestuen omkring kl. 8.30, hvor det var lyst, og Basse kunne ikke forstå, at han ikke måtte løbe ud og sige hej. Vi valgte indtil de skulle hjem, at han ikke skulle gå over til kæresten ved at aflede ham, men vi havde ingen problemer med at min lillebror rørte ham, og de tumlede også rundt sammen. Der var absolut ingen tegn på, at Basse dagen efter ville gøre kæresten noget ondt, men vi ville tage chancen, til dels også for hendes skyld, så hun kunne få det på afstand. Det, der bekymrede os rigtig meget det var, at Basse havde gjort det mod hende. Vil han gøre det igen eller var det (forhåbentlig) bare en engangsoplevelse pga. en forskrækkelse fra hans side?

 

Så har der været, hvor vi har været ude hos min familie, og han har haft plads til at være sig selv m.v. og hvor han pludselig så sig rigtig sur på en meget nær ven af familien. Vennen har ikke gjort noget mod Basse, men har pænt stukket hånden ned og holdt den i ro, hvis Basse er gået hen til ham, hvilket er sket max et par gange. Det bliver mørkt, og et eller andet går galt. Basse følger efter vennen, napper/småbider ham i benene og da vi får fat i Basse, så gør han meget agressivt mod vennen. Vores største bekymring er dette. Vil han gøre det igen mod andre, som han normalt er meget glad for. Under selve situationen var han meget svær at komme i kontakt med.

 

Der har selvfølgelig været nogle andre episoder, men ovenstående har været de mest fatale, og som er mest bekymrende. Andre episoder har været, hvor Basses grænser er blevet overskredet (og det har været, hvor vi har været uopmærksomme og folk, der umotiveret har gået hen og rørt ham), men det er ikke nogle, der vil danne grundlag for en aflivning, da Basse har reageret naturligt og instinktivt i de situationer.

 

Det skal også nævnes, at Basse underligt nok kan gå på handelsstrøg, hvor der er proppet med mennesker, kan være i en proppet elevator/metro uden problemer. Der bliver han rørt ved, men det er ubevidst. Det er som om, at når folk bevidst vil røre ham, så står det af for ham, men at man ubevidst strejfer ham har han ingen problemer med, så på den måde er han vant til store forsamlinger.

 

Jeg ved godt, at I ikke kan give svar på, om han gør det igen eller ej. Jeg har virkelig bare haft brug for at få skrevet mine tanker ned, og jeg er taknemmelig for, at folk vil svare, og også at man svarer med noget substans i, istedet for det blot var kommentarer som, at Basse skulle aflives med det samme, og han var en mental syg hund. Det har været min frygt, men den er heldigvis gjort til skamme

 

Lige nu er min tillid til ham ikke så stor, men jeg håber på, at nogle gode oplevelser sammen med ham kan få rettet op på det igen. Jeg er ikke selv usikker (hvertfald ikke bevidst), når vi er ude at gå tur for jeg siger højt og tydeligt til folk, at han ikke er social, hvis de vil i kontakt med os.

 

Man kan desværre ikke spå om fremtiden, men min største frygt er simpelthen, at han vil komme til at gøre et udfald mod en af vores venner eller et familiemedlem, og det er der jeg nogle gange kommer i tvivl, om jeg som hundejer er uansvarlig, og ikke allerede nu siger fra, og siger, at det ikke går mere. På den anden side, så var han helt sig selv i går, og min lillebrors kæreste og Basse kunne være i samme rum uden problemer.

[PBC]

Det lyder altså, i mine ører, ikke som om den hund er mentalt sund og rask.