Hop til indhold

Hjertevarmende billede af en meget gavmild hund


Journalisten
 Share

Lana, en otte måneder gammel labradorblanding, fik en hård start på livet. Hun blev født på gaden i Brazilien, som en af de alt for mange vilde gadehunde, der er et stort problem i landet. Tilværelsen som gadehund er hård og som regel kort. Mange af dem bliver kørt ned, skudt af mennesker, eller dræbt af andre hunde i kampen om deres primære føde, som er affald. Lana var en af de meget få heldige hunde, der blev samlet op og fik en plads på et internat.

Braziliens internater er drevet af frivillige kræfter, og modtager kun begrænset støtte fra private donerer. Derfor er et ophold på internat ikke noget vi i Danmark ville betragte som en luksus, men for hunde som Lana er det en paradisisk oplevelse, sammenlignet med gaden. Lana var en glad og harmonisk hund, hvilket helt sikkert har noget at gøre med, hvor ung hun var da hun blev taget ind, og det var derfor ikke svært at finde hende et nyt hjem. Det fandt hun hos Suelen Schaumloeffel.

Suelen og hendes forlovede er meget glade for Lana, og hun elsker at boltre sig i parrets have. På denne tid af året er det som bekendt vinter på den sydlige halvkugle, så Suele købte et nyt, tykt tæppe til Lana, så hun stadig kan være udenfor, som hun holder så meget af. Og det er netom tæppet, der gjorde, at Suele opdagede hvor sød en hund hun rent faktisk har adopteret.

Lana har åbenbart ikke glemt, hvor hårdt og trist livet på gaden kan være, og hun vil vist gerne dele ud af de goder hun selv har fået del i. Da Lana opdagede at en gadehund havde slået sig ned udenfor hegnet, fik hun skubbet sit tæppe ud under det. Gadehunden tog imod tilbuddet om at få et dejligt underlag på den kolde asfalt og siden da har de to hunde delt tæppet imellem sig, på tværs af hegnet, der markerer en grel grænse mellem luksustilværelsen som fmailiehund og de hårde kår som gadehund.

Suele og hendes forlovede blev rørt til tårer over Lanas godgørenhed, og har besluttet sig for også at adoptere hendes nye ven. Indtil videre har de dog ikke kunnet nærme sig gadehunden uden at den stikker af - den har uden tvivl ikke haft særlig mange gode oplevelser med mennesker generelt. De er begyndt at stille mad og rent vand ud til den, i håbet om at lokke den til at blive.

 Share


Bruger Feedback

Recommended Comments

Der er ingen kommentarer at vise




×
×
  • Tilføj...