Hop til indhold

Min hvalp vil ikke gå tur


Umulia

Lige så snart vi kommer ud på fortovet, sætter den sig bare ned. Hvordan får jeg den til at gå?

Små hvalpe skal ikke have gåture på samme måde som voksne hunde. For meget motion kan skade deres endnu bløde knogler, og give stærke smerter. Overmotionering af hvalpe er faktisk ofte årsagen til hyperaktivitet, fordi hvalpen har smerter når den hviler, og derfor kompenserer ved at holde sig i bevægelse indtil den falder om af udmattelse.

En god regel er at en hvalp må gå tur lige så mange minutter om dagen, som den er gammel i uger. Ved "gå tur" forstås bevægelse i ensartet fart, altså som når man går i normalt tempo hen ad et fortov.

Det vil altså sige at en hvalp på 8 uger kun må gå tur 8 minutter om dagen. Men man kan sagtens lufte sin hvalp på andre måder, der ikke er skadelige for den. Fri leg og snuseri i eget tempo på et grønt område er en af måderne. Hvis man ikke har adgang til have eller grønne arealer nær hjemmet, kan man f.eks. bære hvalpen hen til en bænk. Der kan man så sætte sig lidt medens hvalpen får lov at gå rundt og undersøge den store verden.

Der er mange fordele ved den form for luftning: Det er et led i renlighedstræningen (husk at rose når hvalpen "leverer"), det er med til stille og roligt at vænne hvalpen til at have halsbånd og snor på, uden at den oplever ubehag ved at der bliver trukket i snoren, og ikke mindst er det vigtigt for hvalpens socialisering, idet den bliver vænnet til trafik, forbipasserende hunde og mennesker, og byens lyde og lugte.

Efterhånden som hvalpen bliver ældre og kan gå lidt længere, kan man begynde at lokke lidt for at få den til at gå selv. Som regel går det af sig selv når hvalpen begynder at opdage at der er spændende ting at snuse til langs vejkanten, men nogle hvalpe skal stadig have lidt moralsk opbakning i form af ros og belønning når de tager deres første skridt udenfor hjemmets trygge rammer.

Husk at den overfor nævnte tommelfingerregel kun er vejledende! Små og lette racer er tidligere fuldvoksne end store, og er ofte også mere aktive. Derfor kan de måske godt tåle lidt længere ture fra 6 mdrs alderen, medens gigantracer skal skånes de første to år af deres liv.


Bruger Feedback

Recommended Comments

Der er ingen kommentarer at vise




×
×
  • Tilføj...