Gæst Ninjamor Skrevet Marts 10, 2008 Rapporter Share Skrevet Marts 10, 2008 Så er jeg klar til at fortælle om en oplevelse her i mit nye boligkvarter. Vores genboer er et ungt par med to små børn og nybygget villa samt to hunde af deciderede arbejdsracer. Jeg har naturligvis ikke kunnet undgå at bemærke at hunden A gøede hver gang der skete noget i området. En stor hanhund og han råbte højt. Den anden hund, B, hørte vi ikke noget videre til. Hundene opholdt sig begge i hundegården alle døgnets timer og kom på en kort gåtur i weekenden. Puhaa, den var hård at forholde sig til og jeg sagde til mig selv, at jeg måtte gøre noget. Men nu skullle genboerne lige have noget tid for måske... Pelle kom i sterten i voldsom konflikt når vi skulle passere selv om hundegården stod mindst 15 m fra vejen. Dette fik jeg da hjulpet ham gennem og de sidste par uger har han været ligeglad med at passere. Det værste var for mig ikke hundenes gøen, men at jeg dagligt fra tid til anden kunne hører A pibe og klynke. Det gik rent ind i hjertet og gjorde så ondt at høre. Her gik jeg på denne side af vejen ture med Pelle og gav ham fodersøg i haven og derovre 30m væk stod dise to hunde og oplevede INTET! Nå, jeg tog mig sammen og skrev et brev, velvidende at det at kritisere andre er det samme som at stikke hånden ind i et hvepsebo. Jeg skrev så kærligt og nænsomt som muligt en hel side med masser af forståelse og "ae ae", skrev lidt om hvad deres hundetyper havde behov for osv osv. Kritik pakket ind og med forslag til omplacering hvis de ikke havde overskud til hundene. Det var sidste mandag. Så blev jeg ringet op og tænkte:"Åhh nej nu får du høvl!" I stedet fik jeg TAK! De vidste udmærket at det stod slemt til og hundene havde været deres et og alt, men nu tog børnene alt deres overskud og de havde mega slem samvittighed. Hundene er 6 og 10 år gamle. Jeg lovede at hjælpe med at finde en løsning. Nu har jeg lige været derovre efter en rolig weekend. En af mine elever fandt et "alderdomshjem" for hunde af den ældstes race og det var jeg lige over at sige. Og det var positivt. Den yngste bor nu hos noget familie på en gård og den ældste beholder de og den var inde i huset da jeg kom! Min pointe er: BLAND JER, vi kan få nogle hug, men det er jo for hundenes skyld og kan altså også give det modsatte som her, nemlig "Tak fordi du skubbede til os!" Det har været en enorm belastning følelsesmæssigt for disse hundeejere og alligevel var de så store og fine at de tog kritikken til sig og tilmed takkede. Det må man beundre! Nu er de meget lettede og der er kommet en helt anden ro på siger de. Citér Link til indlæg Del på andre sites More sharing options...
Gæst Tinka Besvaret Marts 10, 2008 Rapporter Share Besvaret Marts 10, 2008 Hold da op !! Jeg er helt stum, kan ikke komme på noget at sige ! Hvor er det fedt at du skubbede til dem og fik dem i hug ! Tror virkelig de er glade for hjælp ! Jeg bliver helt glad når sådan noget her sker ! Altså at man som hundemenneske kan mande sig op og gøre noget ved sagen, og især når det bliver positivt modtaget! Det tager jeg virkelig hatten af for ! Citér Link til indlæg Del på andre sites More sharing options...
Freudika Besvaret Marts 10, 2008 Rapporter Share Besvaret Marts 10, 2008 Hvor er det dejligt at læse Irene Jeg tror at man kan sige rigtig mange ting, når man bare kommer fra et kærligt sted inden i sig ... og dit mål var jo ikke at kritisere menneskene - men du skrev jo af kærlighed til hundene ... og det har da lyst ud af dit brev ... Derfor kunne menneskene tage det ind med "tak fordi du bekymrer dig om vores hunde" ... Jeg ved godt, at så simpelt er det ikke altid ... men jeg tror nu, at der er noget om det langt hen ad vejen Citér Link til indlæg Del på andre sites More sharing options...
Gæst Vivi Besvaret Marts 10, 2008 Rapporter Share Besvaret Marts 10, 2008 Hvor er det got at høre om. Og modigt af dig at du gjorde det, for der er ikke noget værre end at være på kant med sine naboer. Hvor ville jeg gerne se det brev, kan du ikke offentliggøre f.eks. starten af det, selvfølgelig uden at det bliver en udhængning? For der er ingen tvivl om at det handler om hvordan tingene bliver sagt(skrevet). Og derfor kan en skriftlig henvendelse være bedre end en mundtlig, hvor det ene ord måske tager det andet, plus at folks første reaktion nok ofte er forsvarsposition. Sådan kan det måske også være med et brev, men så vil de fleste nok alligevel læse det igen, når de er faldet lidt ned. Men det kræver at man kan holde ventetiden på folks reaktion ud Citér Link til indlæg Del på andre sites More sharing options...
Gæst anne-marie Besvaret Marts 10, 2008 Rapporter Share Besvaret Marts 10, 2008 Det udviklede sig helt fantastisk, jeg fuglte lidt med undervejs, og jeg var også fuld af, ''hold op hvor flot at tage det sådan'' Jeg tror at det brev har emmet af empati og forståelse, og de har så samtidig vidst det og været søgende efter at finde en løsning, og så kom brevet som en befrielse måske Jeg synes det er en fantastisk god måde hvorpå Ninjamor har grebet det hele an, hun er en rigtigt hundepsykolog i ordets bedste betydning! Citér Link til indlæg Del på andre sites More sharing options...
Trei Besvaret Marts 10, 2008 Rapporter Share Besvaret Marts 10, 2008 Wauw, hvor er det fantastisk at læse! Utrolig modigt gjort af dig at skrive det brev - og utroligt flot. Også rigtig flot at modtagerne tog så godt imod det. Skønt at læse! Citér Link til indlæg Del på andre sites More sharing options...
Gæst Ninjamor Besvaret Marts 10, 2008 Rapporter Share Besvaret Marts 10, 2008 tak for de søde ord! Nej, jeg vil ikke bringe brevet, mn kan sige at jeg startede med at skrive, at det var et særdeles vanskeligt brev at skrive, fordi jeg IKKE ønskede uvenskab. Jeg skrev også, at de IKKE skulle se brevet som en klage, men mere som en information. Og så at jeg sagtens kunne sætte mig ind i en travl hverdag som tager pusten fra én, men at disse to pragtfulde hunde stod i hundegården og ventede på at få opfyldt deres behov for omsorg og aktivitet. Jeg syntes ikke, det var modigt gjort, for der var ligesom ikke noget andet at gøre. Jeg kunne ikke leve med den viden, at disse to hunde var så ensomme og kede af det. Jeg havde intet valg, hvis jeg skulle kunne se mig selv i øjnene og tilmed kalde mig for hundeven og adfærdsbehandler. Min nabo var irriteret over hundene, han har boet her 1½ år, men vil intet gøre for "de er så søde, de mennesker". Altså er han nervøs for at blive uvenner. Så der var ikke andre end mig til at gøre noget. Åbenbart. Det blev et brev for at undgå defensiv vrede, hvis jeg konfronterede dem fysisk. Et brev kan modtageren læse i fred og ro og lige synke et par gange før han/hun reagerer. Det synes jeg som regel er det bedste i sådan en situation. Citér Link til indlæg Del på andre sites More sharing options...
Gryn Besvaret Marts 10, 2008 Rapporter Share Besvaret Marts 10, 2008 Hvor er det godt du skrev det brev, Irene. Gid der var nogle flere af din slags. Jeg har selv svært ved at sige noget, men burde nok gøre det. Og så er det dejligt at have dig tilbage her inde. Citér Link til indlæg Del på andre sites More sharing options...
mariesvita Besvaret Marts 11, 2008 Rapporter Share Besvaret Marts 11, 2008 Uhhhrk - jeg sad og forventede en gyser fra start til slut. Men her er det da så happy en ending som man næsten kan bede om. Jeg synes det er dejligt at læse at du valgte at gøre noget Ninjamor. Jeg kan huske jeg en dag sad til et foredrag(om børn dog) hvor foredragsholderen også pointerede at når man ser noget ubehageligt og ikke reagerer så går det ud over "offeret". Og den kamel måtte jeg jo lige sluge for det kræver da til tider at man er pokkers bevidst om hvad man siger og gør. Når jeg læser din historie tænker jeg - ja det nytter jo! Ih jeg elsker de virkelige eventyr Citér Link til indlæg Del på andre sites More sharing options...
Recommended Posts
Join the conversation
You can post now and register later. If you have an account, sign in now to post with your account.