At trøste sin hund

[Lonny]

Jeg sidder og læser "Tales of two species" af Patricia B. McConnell (hende der skrev "I den anden ende af snoren",) og når til et kapitel som omhandler det at trøste sin hund.

 

Jeg har altid fået at vide at man ikke må trøste sin hund, fordi så tror den først at situationen er farlig. Men ifølge Patricia, så er dette slet ikke korrekt, og er en gammel skrøne fra 1930'erne. Tværtimod så øges diverse hormoner som øger afslappethed og tilfredshed hos hunden, hvis den i en angstfremkaldende situaton bliver strøget blidt og talt blidt til.

 

Citat fra bogen:

 

However, in both species, other hormones and neutransmitters increased, including oxytocin, prolactin and beta-endorphin - all substances that are associated with good feelings and social bonding. So while petting your dog during a storm may not decrease cortisol levels assocated with stress, it is still possible that something good could be happening.

 

On the contrary, it's just not possible that petting your dog is going to make her more fearfull the next time there's a storm. Warnings that you'll ruin your dog by comforting her are reminscent of the advice from the 1930s and '40s to avoid comforting frightened children by picking them up. That perspective was tossed out long ago by psychologists, when research made it clear that having parents one can count on when life gets scary creates bold, stable children, not dependent or fearfull ones.

[Gæst Dogue1]

:5up:

 

Lige en hurtig oversættelse, til dem er ikke er så skrappe til engelsk:blink:

 

 

 

Men i begge arter, er andre hormoner og neutransmitters øget, herunder oxytocin, prolactin og beta-endorfin - alle stoffer, der er forbundet med gode følelser og sociale binding. Så at klappe din hund under en storm, kan ikke falde kortisolniveauer hertil knyttede med stress, er det stadig muligt, at noget godt kunne ske.

 

Tværtimod er det bare ikke muligt at trøst din vil gøre mere angst næste gang der er en storm. Advarsler, at du vil ødelægge din hund ved at trøste den er levn fra rådgivning i 1930'erne og '40'erne at undgå at trøste forskrækkede børn ved at samle dem op. Dette perspektiv blev smidt ud for længe siden af psykologer, når forskning gjort det klart, at det at have forældre, man kan regne med, når livet bliver skræmmende skaber tryghed, stabile børn, ikke afhængige eller angste.

 

 

[Lonny]

:5up:

 

Lige en hurtig oversættelse, til dem er ikke er så skrappe til engelsk:blink:

 

 

 

Men i begge arter, er andre hormoner og neutransmitters øget, herunder oxytocin, prolactin og beta-endorfin - alle stoffer, der er forbundet med gode følelser og den sociale binding. Så selvom at klappe din hund under en storm, kan ikke få kortisolniveauer (knyttet med stress) til at falde , er det stadig muligt, at noget godt kunne ske.

 

Tværtimod er det bare ikke muligt at trøst vil gøre din hund mere angst næste gang der er en storm. Advarsler om, at du vil ødelægge din hund ved at trøste den er levn fra rådgivning i 1930'erne og '40'erne om at undgå at trøste forskrækkede børn ved at samle dem op. Dette perspektiv blev smidt ud for længe siden af psykologer, efter forskning har gjort det klart, at det at have forældre, man kan regne med, når livet bliver skræmmende, skaber tryghed, stabile børn, ikke afhængige eller angste.

 

 

Mange tak :5up:

 

Jeg har lige tilføjet et par enkelte ord i dit citat herover, bare for at øge forståelsen yderligere

[Gæst Ninjamor]

Jeg sidder og læser "Tales of two species" af Patricia B. McConnell (hende der skrev "I den anden ende af snoren",) og når til et kapitel som omhandler det at trøste sin hund.

 

Jeg har altid fået at vide at man ikke må trøste sin hund, fordi så tror den først at situationen er farlig. Men ifølge Patricia, så er dette slet ikke korrekt, og er en gammel skrøne fra 1930'erne. Tværtimod så øges diverse hormoner som øger afslappethed og tilfredshed hos hunden, hvis den i en angstfremkaldende situaton bliver strøget blidt og talt blidt til.

 

Citat fra bogen:

 

However, in both species, other hormones and neutransmitters increased, including oxytocin, prolactin and beta-endorphin - all substances that are associated with good feelings and social bonding. So while petting your dog during a storm may not decrease cortisol levels assocated with stress, it is still possible that something good could be happening.

 

On the contrary, it's just not possible that petting your dog is going to make her more fearfull the next time there's a storm. Warnings that you'll ruin your dog by comforting her are reminscent of the advice from the 1930s and '40s to avoid comforting frightened children by picking them up. That perspective was tossed out long ago by psychologists, when research made it clear that having parents one can count on when life gets scary creates bold, stable children, not dependent or fearfull ones.

 

Jeg mener ikke at blid tale og kæl, som forfatteren beskriver, kommer ind under at "trøste".

 

Trøste, som jeg definerer det, er at tale i et trøstende tonefald og DET har en effekt på hunde.

Tilføjelse: Tonefaldet når hundeejere trøster deres hunde er ofte ynkende, som i "nårh hvor ER det synd for dig", hvis de f.eks. kommer til at træde hunden over en pote.

 

Jeg har oplevet hunde, som fik betinget trøstetonen, og en enkelt hund som begyndte at krybe når ejeren brugte trøstetonefaldet, uanset hvilke ord han brugte. Han kunne stoppe hunden i at jage en hare ved bare at sige "Nåeee" i et trøstende tonefald.

 

Anders Hallgren har beskrevet virkningen af trøst på selv store macho hunde og jeg har selv set virkningen. AH brugte dengang at betinge trøsten gennem en negativ påvirkning, hvilket er ret ondt i mine øjne, men åbenbart "nødvendigt" for nogle hundeejere for at opnå kontrol.

 

Derfor er det vigtigt med en definition af det begreb vi skal diskutere

[Gæst Miss_menelli]

Fik også at vide fra adfærdsbehandleren, at der er stor forskel på at berolige og pylre.

 

At pylre, kan være med til at skabe en mere spændt stemning omkring der farlige, der kan forstærke hunden.

Altså, hvis mennesket også er lidt utryg/anspændt så kanaliseres det direkte over i hunden.

 

Men er man tryg, fremstår som selvsikker og rolig, så kan det hjælpe rigtg meget, i en lidt utryg situation, at stryge hunden på brystet og berolige den på den måde.

Det udløser vist et eller andet stof...?

Det skulle vist være brystet, og ikke hovedet, ørene osv. man skal koncentrere sig om.

Men den præcise årsag bag, kan jeg altså ikke huske... Men det må Ninjamor nok vide

[Lonny]

Jeg mener ikke at blid tale og kæl, som forfatteren beskriver, kommer ind under at "trøste".

 

Trøste, som jeg definerer det, er at tale i et trøstende tonefald og DET har en effekt på hunde.

 

Jeg har oplevet hunde, som fik betinget trøstetonen, og en enkelt hund som begyndte at krybe når ejeren brugte trøstetonefaldet, uanset hvilke ord han brugte. han kunne stoppe hunden i at jage en hare ve bare at sige "Nåeee" i et trøstende tonefald.

 

Anders Hallgren har beskrevet virkningen af trøst på selv store macho hunde og jeg har selv set virkningen. AH brugte dengang at betinge trøsten gennem en negativ påvirkning, hvilket er ret ondt i mine øjne, men åbenbart "nødvendigt" for nogle hundeejere for at opnå kontrol.

 

Derfor er det vigtigt med en definition af det begreb vi skal diskutere

 

Ok, min defination af det at trøste er:

 

Når min hund opsøger mig i situationen for at mærke jeg er der, så afviser jeg den ikke, men derimod aer jeg den blidt, og måske sidder jeg og småsnakker lidt, men ikke i en "nårh, hvor er det synd for dig" tone.

[Lonny]

Altså, hvis mennesket også er lidt utryg/anspændt så kanaliseres det direkte over i hunden.

 

Dette vil bestemt ikke berolige hunden, tværtimod, hvilket forfatteren også har skrevet, nemlig at ens egen angst overføres til hunden, og det derfor drejer sig om at udstråle tryghed og ro.

[Gæst Rasm]

Fik også at vide fra adfærdsbehandleren, at der er stor forskel på at berolige og pylre.

 

At pylre, kan være med til at skabe en mere spændt stemning omkring der farlige, der kan forstærke hunden.

Altså, hvis mennesket også er lidt utryg/anspændt så kanaliseres det direkte over i hunden.

 

Men er man tryg, fremstår som selvsikker og rolig, så kan det hjælpe rigtg meget, i en lidt utryg situation, at stryge hunden på brystet og berolige den på den måde.

Det udløser vist et eller andet stof...?

Det skulle vist være brystet, og ikke hovedet, ørene osv. man skal koncentrere sig om.

Men den præcise årsag bag, kan jeg altså ikke huske... Men det må Ninjamor nok vide

 

Yeps, jeg har hørt/læst det samme.

 

Kælen på brystet, skulle udløse et stof hos hunden tilsvarende "os to-benede" signalstof dopamin (Belønningsfølelse.)

 

Hos labradoren når man kæler den på brystet udløser det signalstoffet, som også bliver udløst under parring.

Hos to-benede bliver dopamin, også udløst under sex.

 

- Har selvfølgelig ikke lige navnet på kilden :damn:

[Gæst Sammar]

Yeps, jeg har hørt/læst det samme.

 

Kælen på brystet, skulle udløse et stof hos hunden tilsvarende "os to-benede" signalstof dopamin (Belønningsfølelse.)

 

Hos labradoren når man kæler den på brystet udløser det signalstoffet, som også bliver udløst under parring.

Hos to-benede bliver dopamin, også udløst under sex.

 

- Har selvfølgelig ikke lige navnet på kilden :damn:

 

Ja, og så vidt jeg husker (fra bogen Hvorfor Mænd Intet Husker og Kvinder Intet Glemmer), udløser kvinder også dopamin når de (vi) bliver strøget/nusset på håndrygge og i nakken

[Gæst Ninjamor]

Ok, min defination af det at trøste er:

 

Når min hund opsøger mig i situationen for at mærke jeg er der, så afviser jeg den ikke, men derimod aer jeg den blidt, og måske sidder jeg og småsnakker lidt, men ikke i en "nårh, hvor er det synd for dig" tone.

 

OK.

 

Nok også mere den korrekte definition da trøste betyder at opmuntre og styrke.

 

Betyder det du skriver, at hver gang Luna opsøger dig får hun trøst eller er det kun i bestemte situationer?

[Lonny]

OK.

 

Nok også mere den korrekte definition da trøste betyder at opmuntre og styrke.

 

Betyder det du skriver, at hver gang Luna opsøger dig får hun trøst eller er det kun i bestemte situationer?

 

Nu er det ikke særlig tit det sker, men hvis hun bliver skræmt eller noget gør ondt, så kommer hun løbende til mig for at få opbakning/trøst, og det får hun så.

 

Hvis hun ikke selv søger denne trøst, så plejer jeg ikke at give den. Men som sagt er det ret sjældent det sker, jeg tror at i alt så er vi oppe på 3-4 gange, og det er længe siden sidst.

 

Men ja, jeg vil til enhver tid give hende denne trøst hvis hun beder om den, jeg vil så derefter forsøge at afdramatiserer det der skræmte hende, men først når hun har fået den trøst (eller det at mærke jeg er der) hun har behov for. De gange hun har haft behovet, der har det som regel drejet sig om 5-10 sekunder, og så er hun klar til at vi undersøger det der skræmte hende.

[Gæst Ninjamor]

Nu er det ikke særlig tit det sker, men hvis hun bliver skræmt eller noget gør ondt, så kommer hun løbende til mig for at få opbakning/trøst, og det får hun så.

 

Hvis hun ikke selv søger denne trøst, så plejer jeg ikke at give den. Men som sagt er det ret sjældent det sker, jeg tror at i alt så er vi oppe på 3-4 gange, og det er længe siden sidst.

 

Men ja, jeg vil til enhver tid give hende denne trøst hvis hun beder om den, jeg vil så derefter forsøge at afdramatiserer det der skræmte hende, men først når hun har fået den trøst (eller det at mærke jeg er der) hun har behov for. De gange hun har haft behovet, der har det som regel drejet sig om 5-10 sekunder, og så er hun klar til at vi undersøger det der skræmte hende.

 

Så kunne det være spændende at vide om det var tiden væk fra det ubehagelige eller din adfærd der får indflydelse på hendes stemning.

 

Jeg ved det ikke er emnet for tråden, men det ville være fint at studere.

[Lonny]

Så kunne det være spændende at vide om det var tiden væk fra det ubehagelige eller din adfærd der får indflydelse på hendes stemning.

 

Jeg ved det ikke er emnet for tråden, men det ville være fint at studere.

 

Jeg tror at det er en kombination, som sagt søger hun mig selv, men jeg tror da bestemt også at de 5-10 sekunder hvor hun får lov til lige at stå og synke hvad der sket, at de også er medvirkende til at få hende til at slappe af.

 

Hun søger mig meget intenst når det sker, det vil sige hun er helt henne og står og presser sig op ad mit ben, og hun tager meget gerne imod min berøring. Så jeg er overbevist om at dette også betyder noget for hende, men hvad der betyder mest vil jo nok være svært at afgøre.

 

Men måske er det også selve muligheden for at koncentrere sig om noget helt andet i et kort øjeblik, altså at jeg distraherer hende når vi tager kontakten, der er med til at berolige hende?

[Lonny]

Så kunne det være spændende at vide om det var tiden væk fra det ubehagelige eller din adfærd der får indflydelse på hendes stemning.

 

Jeg ved det ikke er emnet for tråden, men det ville være fint at studere.

 

Og efter nærmere eftertanke, så jo, det kunne være rigtig spændende, da det jo kunne åbne op for andre måder at håndtere en situation hvori hunden bliver bange. Måske skal den ikke blive i situationen, men lige have lov til rent mentalt at trække sig væk fra situationen, før vi går i gang med at få den til at forsøge at håndtere det der skete.

[Gæst Ninjamor]

Hun søger mig meget intenst når det sker, det vil sige hun er helt henne og står og presser sig op ad mit ben, og hun tager meget gerne imod min berøring. Så jeg er overbevist om at dette også betyder noget for hende, men hvad der betyder mest vil jo nok være svært at afgøre.

 

Eller det at hun kan mærke dig fysisk giver hende mulighed for at koncentrere sig 100% om det

 

Men måske er det også selve muligheden for at koncentrere sig om noget helt andet i et kort øjeblik, altså at jeg distraherer hende når vi tager kontakten, der er med til at berolige hende?

 

 

Eller, at hun, når hun fysisk kan mærke/høre dig kan koncentrere sig 100% om det andet? Fordi hun ikke også skal holde øje med hvor du er.

 

Den adfærd ser jeg meget ofte hos hunde som gerne vil koncentrere sig om noget: AT de f.eks. stiller sig med en pote på ejers fod, trykker sig op ad, bakker ind til osv. så de har fysisk kontakt.

Det behøver overhovedet ikke være noget de synes er ubehageligt eller noget de er forbeholdne overfor de vil iagttage, bare noget de gerne vil give deres fulde opmærksomhed. Så er det så nemt at kunne mærke sit menneske imens og ikke skulle være opmærksom der også

[Gæst Ninjamor]

Og efter nærmere eftertanke, så jo, det kunne være rigtig spændende, da det jo kunne åbne op for andre måder at håndtere en situation hvori hunden bliver bange. Måske skal den ikke blive i situationen, men lige have lov til rent mentalt at trække sig væk fra situationen, før vi går i gang med at få den til at forsøge at håndtere det der skete.

 

Det er nemlig spændende og lærerigt at studere sådanne ting.

 

Man tror et og opdager så at det man fokuserede på slet ikke var det der var det vigtigste for hunden/situationen.

Derfor er det spændende at pille situationer fra hinanden

[Lonny]

Det er nemlig spændende og lærerigt at studere sådanne ting.

 

Man tror et og opdager så at det man fokuserede på slet ikke var det der var det vigtigste for hunden/situationen.

Derfor er det spændende at pille situationer fra hinanden

 

Jeg tror tit at man gør det markerede, det er jo ikke altid let at læse tanker :blink:

[Gæst Ninjamor]

Jeg tror tit at man gør det markerede, det er jo ikke altid let at læse tanker :blink:

 

Nej netop, og derfor kunne "studier i marken" på trøsteområdet være ret så interessante og sikkert ganske oplysende

[Gæst Lusen]

Spændende emne...

 

Har jeg trøstet eller "ynket" i dette tilfælde (for sådan gør jeg med alle hundene hvis de bliver forskrækket over noget)

 

Forleden sad vi i køkkenet da containerbilen kom, han fik læsset containeren op og det sidste stykke på ladet endte med et BRAG !!!

Jill røg op fra sit tæppe og strøg ind under min stol, de 3 andre begyndte at gø efter bilen mens de stod og kikkede ud af vinduet.

Jeg rejste mig stille og roligt mens jeg med lys stemme sagde "Hov Jill blev du forskrækket?".. klappede let på mit ben mens jeg gik 2 meter væk fra stolen og tog øjenkontakt med hende...

Hun rejste sine øre lidt og kom krybende ud til mig, da hun var helt henne ved mig strøg jeg hende over ryggen og klappede hende på siden mens jeg med meget lys stemme roste hende med ordene "Dyyyygtiiig pige... sådan Pus" hvilket endte i at ørene røg op, halen roterede og hun fik ligesom modet tilbage.. ihvertfald nok til at hun strøg over til de andre (som var holdt op med at gø).. her maste hun sig ind med snuden helt oppe på ruden, og så fik bagsmækken af lastbilen lige en afskeds salut (hun var meget stolt bagefter da hun var overbevist om at det var hende personligt som havde jaget lastbilen ud af vores gårdsplads).

 

Tyns ikke jeg pyllered men blot roste hende fordi hun turde komme frem af sit skjul... eller ???

[a9]

Eller, at hun, når hun fysisk kan mærke/høre dig kan koncentrere sig 100% om det andet? Fordi hun ikke også skal holde øje med hvor du er.

 

Den adfærd ser jeg meget ofte hos hunde som gerne vil koncentrere sig om noget: AT de f.eks. stiller sig med en pote på ejers fod, trykker sig op ad, bakker ind til osv. så de har fysisk kontakt.

Det behøver overhovedet ikke være noget de synes er ubehageligt eller noget de er forbeholdne overfor de vil iagttage, bare noget de gerne vil give deres fulde opmærksomhed. Så er det så nemt at kunne mærke sit menneske imens og ikke skulle være opmærksom der også

 

Jeg ville godt nok også være ked af, hvis det var tilfældet

 

Jacki gør det nemlig flere gange på hver gåtur, ligesom hun ofte gør det til træning derudover kommer hun også rigtig ofte hen og "dudder" for så at forsvinde igen

 

Hun er faktisk fysisk meget opmærksom på mig, når vi er ude :hmm: også selv om hun trækker ad H* til i linien Nye "mistænkelige" ting bliver konfronteret af hende ved, at hun nærmer sig i en stor bue, er hun stadig betænkelig, kigger hun hen på mig og får et sagte "det er OK", det er oftest nok til, at hun selv tager kontakt til det ukendte, en meget sjælden gang må jeg hen og ae genstanden, men det er måneder siden det er hændt

[Lykkeliv]

Jeg synes, som mange andre her i tråden, at der er stor forskel på trøst og ynk! Det ene ser jeg som en støtte, det andet en bekræftelse i at noget ér slemt!

 

Jeg ville aldrig tøve med at støtte en hund der havde brug for det, men jeg vil meget nødigt ynke.

 

Asta har tit haft brug for trøst og tryghed, dette får hun ved at stille sig på mig, sætte poterne på mine skuldre og kramme, alternativt vil hun gerne ind og stå imellem mine ben. Hun får altid dækket behovet, og kommer hurtigt ovenpå igen ovenpå en "farlig oplevelse".

 

Eller, at hun, når hun fysisk kan mærke/høre dig kan koncentrere sig 100% om det andet? Fordi hun ikke også skal holde øje med hvor du er.

 

Det er også min oplevelse at det kan være tilfældet!

[KarinaG]

Fik også at vide fra adfærdsbehandleren, at der er stor forskel på at berolige og pylre.

 

At pylre, kan være med til at skabe en mere spændt stemning omkring der farlige, der kan forstærke hunden.

Altså, hvis mennesket også er lidt utryg/anspændt så kanaliseres det direkte over i hunden.

 

Men er man tryg, fremstår som selvsikker og rolig, så kan det hjælpe rigtg meget, i en lidt utryg situation, at stryge hunden på brystet og berolige den på den måde.

Det udløser vist et eller andet stof...?

Det skulle vist være brystet, og ikke hovedet, ørene osv. man skal koncentrere sig om.

Men den præcise årsag bag, kan jeg altså ikke huske... Men det må Ninjamor nok vide

Nu har jeg ikke læst samtlige indlæg, men vover pelsen alligevel

 

Jeg er helt enig i hele indlægget jeg har citeret, jeg skeler meget kraftigt mellem at "pyllre" på måder der vil forstærke noget negativt og så at trøste-berolige både med tilstedeværelse, med ord og strøg hen over ryg eller på fronten af brystet.

 

Ikke nødvendigvis det hele på en gang

 

Da Misja fik dyb chok som hvalp, var det bedste råd jeg fik at blive hos hende, sætte mig ned med hende tæt ind til mig så hun kunne mærke mig og snakke roligt til hende, gerne stryge roligt ned over ryggen og blive ved med dette, til hun igen evnede kontakt. Da jeg som uerfaren ejer fik det råd fra en træner, at når min hvalp blev jagtet rundt af en ikke aggressiv hund/hvalp, skulle jeg lade hende klare det selv for ellers ville jeg ødelægge hende. Jeg skulle ignorere at Misja løb rundt med halen klæbet op til maven, med rund ryg, øre tilbage og tydelige tegn på angst, ellers var det pyller fra min side og det ville ødelægge..bla-bla-bla! :damn:

 

Det ødelage fame at jeg ikke var der for min hvalp og igen, der er så meget forskel på at forstærke noget der ikke skal forstærkes, enten ved forket/uhensigtsmæssig "timing" af omsorg - og korrekt omsorg, den omsorg der gør hunden stærkere i en given situation...

 

Ved ikke om det gav mening jeg prøver at gøre mine indlæg korte men præcise

[KarinaG]

Eller, at hun, når hun fysisk kan mærke/høre dig kan koncentrere sig 100% om det andet? Fordi hun ikke også skal holde øje med hvor du er.

 

Den adfærd ser jeg meget ofte hos hunde som gerne vil koncentrere sig om noget: AT de f.eks. stiller sig med en pote på ejers fod, trykker sig op ad, bakker ind til osv. så de har fysisk kontakt.

Det behøver overhovedet ikke være noget de synes er ubehageligt eller noget de er forbeholdne overfor de vil iagttage, bare noget de gerne vil give deres fulde opmærksomhed. Så er det så nemt at kunne mærke sit menneske imens og ikke skulle være opmærksom der også

Den der laver Misja i en af vores bold lege variationer :klap:

 

Hun kommer helt hen til mine fødder, dumper bolden/bamsen ved min ene fod, placere hendes ene pote på min ene fod mens hun stirre intens på bolden/bamsen og venter på at jeg sparker til den - hun når jo selvfølgelig at gribe, næsten inden jeg når at sparker

 

Nogen gange sætter jeg odds op ved at flytte den fod hun "står" på og lyn-børge, sparke med den anden

[Lonny]

Nu har jeg ikke læst samtlige indlæg, men vover pelsen alligevel

 

Jeg er helt enig i hele indlægget jeg har citeret, jeg skeler meget kraftigt mellem at "pyllre" på måder der vil forstærke noget negativt og så at trøste-berolige både med tilstedeværelse, med ord og strøg hen over ryg eller på fronten af brystet.

 

Ikke nødvendigvis det hele på en gang

 

Da Misja fik dyb chok som hvalp, var det bedste råd jeg fik at blive hos hende, sætte mig ned med hende tæt ind til mig så hun kunne mærke mig og snakke roligt til hende, gerne stryge roligt ned over ryggen og blive ved med dette, til hun igen evnede kontakt. Da jeg som uerfaren ejer fik det råd fra en træner, at når min hvalp blev jagtet rundt af en ikke aggressiv hund/hvalp, skulle jeg lade hende klare det selv for ellers ville jeg ødelægge hende. Jeg skulle ignorere at Misja løb rundt med halen klæbet op til maven, med rund ryg, øre tilbage og tydelige tegn på angst, ellers var det pyller fra min side og det ville ødelægge..bla-bla-bla! :damn:

 

Det ødelage fame at jeg ikke var der for min hvalp og igen, der er så meget forskel på at forstærke noget der ikke skal forstærkes, enten ved forket/uhensigtsmæssig "timing" af omsorg - og korrekt omsorg, den omsorg der gør hunden stærkere i en given situation...

 

Ved ikke om det gav mening jeg prøver at gøre mine indlæg korte men præcise

 

Det gav fint mening, og som du ved, så er jeg helt og aldeles enig i at hverken hvalp eller voksen hund skal klare sådan noget selv.

 

Jeg fik også skældud dengang Luna blev jagtet af 3 voksne hunde, og jeg endte med at sidde med en rystende hvalp på skødet, for jeg måtte jo ikke trøste hende... Men jeg var selv så rystet at jeg ærlig talt var ligeglad, jeg havde mindst lige så meget brug for at mærke Luna, som hun havde brug for at mærke mig.

[GRAND DANE]

Jeg sidder og læser "Tales of two species" af Patricia B. McConnell (hende der skrev "I den anden ende af snoren",) og når til et kapitel som omhandler det at trøste sin hund.

 

Jeg har altid fået at vide at man ikke må trøste sin hund, fordi så tror den først at situationen er farlig. Men ifølge Patricia, så er dette slet ikke korrekt, og er en gammel skrøne fra 1930'erne. Tværtimod så øges diverse hormoner som øger afslappethed og tilfredshed hos hunden, hvis den i en angstfremkaldende situaton bliver strøget blidt og talt blidt til.

 

Citat fra bogen:

 

However, in both species, other hormones and neutransmitters increased, including oxytocin, prolactin and beta-endorphin - all substances that are associated with good feelings and social bonding. So while petting your dog during a storm may not decrease cortisol levels assocated with stress, it is still possible that something good could be happening.

 

On the contrary, it's just not possible that petting your dog is going to make her more fearfull the next time there's a storm. Warnings that you'll ruin your dog by comforting her are reminscent of the advice from the 1930s and '40s to avoid comforting frightened children by picking them up. That perspective was tossed out long ago by psychologists, when research made it clear that having parents one can count on when life gets scary creates bold, stable children, not dependent or fearfull ones.

 

det var da en god nyhed.

 

jeg kan nemlig ikke rektig ladever det er jo mange kilo som er bange

når det nu sker og det sker tit. hun er stor og følsom