Hop til indhold

Signal misforstået!?


Gæst Dogue1
 Share

Recommended Posts

Gæst Dogue1

Jeg var ude hos min mor i går, til spisning.

En af hendes veninder fortalte at hendes søn havde haft en schæfer som de måtte aflive pga. adfærds problemer.

"Jamen det var da synd, men hvad var problemet"

En dag den stod og spiste uden vidre viste den tænder og knurrede af konen, så blev den aflivet, man kan jo ikke have så stor en hund og ikke vide hvor man har den!.....

WHAT!!?:confused::skraek: :damn::stupid:

Jeg sagte ingen ting, men jeg blev godt nok lidt underlig til mode:(

Nogle mennesker skal bare ikke have hunde!

Link til indlæg
Del på andre sites

Gæst Ninjamor
Jeg var ude hos min mor i går, til spisning.

En af hendes veninder fortalte at hendes søn havde haft en schæfer som de måtte aflive pga. adfærds problemer.

"Jamen det var da synd, men hvad var problemet"

En dag den stod og spiste uden vidre viste den tænder og knurrede af konen, så blev den aflivet, man kan jo ikke have så stor en hund og ikke vide hvor man har den!.....

WHAT!!?:confused::skraek: :damn::stupid:

Jeg sagte ingen ting, men jeg blev godt nok lidt underlig til mode:(

Nogle mennesker skal bare ikke have hunde!

 

NEJ!

 

Jeg har det også meget svært, når en hundeejer ringer og vil have "grønt lys" til at aflive en hund fordi de knurrer ad børnene og disses kammerater.

Sidst var den en hund af lille race, som blev klappet på trods af at den forsøgte at unddrage sig børnenes kontakt.

De klappede alligevel på den og så bed den.

Ejeren ville nu gerne have samvittigheden i orden for dyrlægen var allerede bestilt. Suk...

 

Nej, hunde "må" ikke knurre og bide, men vi må gerne genere dem og selv skabe situationerne.

Det er trist :(

Link til indlæg
Del på andre sites

Jeg var ude hos min mor i går, til spisning.

En af hendes veninder fortalte at hendes søn havde haft en schæfer som de måtte aflive pga. adfærds problemer.

"Jamen det var da synd, men hvad var problemet"

En dag den stod og spiste uden vidre viste den tænder og knurrede af konen, så blev den aflivet, man kan jo ikke have så stor en hund og ikke vide hvor man har den!.....

WHAT!!?:confused::skraek: :damn::stupid:

Jeg sagte ingen ting, men jeg blev godt nok lidt underlig til mode:(

Nogle mennesker skal bare ikke have hunde!

 

Så sandt som det er sagt - men mod dumhed og uvidenhed kæmper selv guderne forgæves :cry: :cry:

Link til indlæg
Del på andre sites

Jeg er også rigtig glad for at min Flat coat bor hos mig, for den har nemlig bidt min datter 3 gange og trods det lever den i bedste velgående og er verdens sødeste og rareste hund.

 

Min yngste datter var 4 år da vi fik Nikka, som 8 ugers hvalp. Min datter er en stor dyr elsker men hende og Nikka fik ret hurtigt en lidt anstrengt forhold til hinanden eller d.v.s min datter blev bange for Nikka.

 

Hver gang hun bevægede sig lidt hurtigt var Nikka lige i hælene på hende og bed i fødder, ankler og tøj, alle ynglings sommerkjolerne røg på den konto. Og når man kun er 4 er det bestemt svært, at huske at man skal gå og ikke løbe:confused:

 

Men Nikka blev større, skiftede tænder og lærte ikke at bide i alt der bevæger sig og min datter blev tryg ved hende igen.

 

Faktisk blev hun alt for tryg ved hende. Hun krammede hende dagen lang, gik til hende i kurven når hun sov lavede sit øvelser med hende i en uendelighed o.s.v. Det blev alt for meget for Nikka og hun signalerede på alle måder når det blev for meget. Min datter kunne bare slet ikke læse hendes signaler og forstod ikke at hun gang på gang overskred Nikkas grænser, selvom Nikka gik så fulgte hun bare efter.

 

Vi greb selvfølgelig ind og snakkede meget om hundesprog o.s.v. men min datter havde meget svært ved at aflæse Nikka. Det er faktisk først her i en alder af 10 og efter vi har fået My, at jeg synes hun begynder at blive okay til det.

 

Nå men for at komme til sagen så sagde Nikka 3 gange fra ved, at bide min datter i armen. Det forgik føste gang da min datter var 6 og sidste gang da hun var 8,5. Alle 3 gange havde hun blå mærker på armen men der var ikke hul.

 

Første gange blev jeg utrolig bange for, at min søde rare og mega tålmodige hund var ved at ændre adfærd og så blev jeg selvfølgelig også rigtig bange for, at hun skulle bide min datter eller andre børn alvorligt!

 

Vi var obs på Nikka hele tiden og hun fik ikke lov til, at være alene med nogen børn. Men vi kunne hurtig se at hun var, som hun plejede og det bare var fordi hun havde fået nok!

 

Næste gang det skete var 6 mdr. senere og min datter var da selv klar over det var hendes egen skyld og hvad der ikke kunne lykkedes for os som forældre, nemlig at få min datter til at respekter Nikkas grænser, det kunne Nikka selv. Efter den episode fik min datter nemlig en sund respekt for, at Nikka er et levende væsen og ikke et stykke legetøj. Og hun blev ikke på noget tidspunkt bange for Nikka.

 

Den sidste episode skete for 1,5 år siden og det var et uheld, min datter faldt ned oven i Nikka, som lå på gulvet og sov og hun snappede ud p.g.a smerte og forskrækkelse.

 

Hver eneste dag myldre det ud og ind af dørene af børn i forskellige aldre og Nikka elsker dem alle sammen og nyder, at lege og kæle med dem hun er simpelt hen god, som dagen er lang.

Jeg ved jeg har en hund der kan finde på, at sige fra hvis hun bliver presset hårdt men det ser jeg faktisk, som et sundhedstegn. Nikka kan nemlig selv sige fra inden hun bliver presset til, at skulle forsvare sig selv ved at bide alvorligt hun behandler ungerne, som hun ville gøre det med en uvorn hundehvalp, masser af tålmodighed og så en markering, knur og snap, når alt andet ikke virker.

 

Men jeg kender mange andre familier, som aldrig ville acceptere det og ville have aflivet hunden.

Link til indlæg
Del på andre sites

Hvor var det et dejligt indlæg at læse - alt for mange ville bare have aflivet hunden - og som du selv skriver er det en sund og rask hund - både psykisk og fysisk. Der er mange, der bare lader være med at opdrage børnene og afliver hunden - og så kan man jo diskutere længe, hvad den rigtige holdning er :lol: det er ihvertfald aldrig børnene der bliver aflivet - ok ved godt at det nu er sat lidt på spidsen, men tankegangen at hunde bare bliver aflivet er mig meget imod.

Respekt for hunden og hundens grænser - og selvfølgelig også børns grænser det går jeg ind for.

:5up: til dig

Link til indlæg
Del på andre sites

Da jeg sidst havde hund (for 20 år siden), hed det sig altså at man ikke måtte lade en hund knurre af sig. Det var det vi alle troede på dengang.

 

Gudskelov er der sket så meget nyt. Jeg ved ikke hvor længe siden det er at man fandt ud af at knurren blot er et afstandssøgende signal, som faktisk bør respekteres.

-Men under alle omstændigheder er der stadig nogen der ikke er klar over det :(

 

Min newf knurrede ad mig én gang, det var da han som stor hvalp havde fanget en dværghøne og stod med den i munden med hovedet i hjørnet af soveværelset. Jeg turde ikke tage den fra ham, og det er jeg da egentlig glad for i dag :-)

Link til indlæg
Del på andre sites

Gæst beagle-lover

Kender kun det med børn alt for godt :(

 

Min mand har en søster som har en datter på nu 4 år.

Hun (altså datteren) er virkelig en pestilens nogen gange og somme tider må vi tale temmelig strengt til hende fordi hun bare ikke fatter, at man ikke hiver Alice i halen, ørene og hænger på hendes ryg :evil:

Og moderen siger ingenting til hendes datter, så når vi (manden og jeg) har sagt tilpas mange gange, lad Alice være, hun gider dig ikke, du må ikke holde hende i halen, osv osv, så bliver man altså tilsidst temmelig vred/sur/irriteret og kommer til at snerre (nok mest mig :oops:) "NU STOPPER DU ALTSÅ xxx"

Hvortil hendes mor svare, man kan godt tale ordentlig til hende. Det forstår hun altså godt

Hvortil jeg svare, vi har sagt det SÅ mange gange og hun fatter det jo ikke :evil:

 

Så ofte bliver jeg temmelig upopulær hos mandens søster, men populær hos manden og Alice og det er jo det der tæller :mrgreen:

 

Alice siger fra over for datteren, ved at rynke snuden (flere gange) og vise tænder, men datteren fanger ikke de signaler og åbenbart heller ikke vores direkte kommandoer.

Nogle gange stikker datteren så i et hyl, Yyaaah, xxx skælder ud og hvis moderen så er i sit es, så siger hun: "Så har du nok gjort noget du ikke måtte" :-)

Link til indlæg
Del på andre sites

Jeg havde en oplevelse da jeg var mindre. Mine forældre var til en større familiefest, og jeg, og vores schæfer (Som vi havde fået efter mi mormor døde. Den boede først hos min hende, men hun døde pludseligt af hjertestop, så vi gav hunden et nyt hjem). blev passet hos vores nabo. Der var bare det, at vores nabo var lidt bange for den store hund, og "så skulle den jo helst heller ikke snaske alle tæpperne til"... Så hun var bundet til en radiator under hele forløbet, og var blevet luftet af mine forældre inden de tog afsted.

 

Der skete så det, at jeg fik ondt af hende, og satte mig hos hende i 10-15 minutter og snakkede. Hun trak sig ikke væk, og virkede ikke utryg da jeg nærmede mig, og jeg gjorde mig da også umage for at hun ikke skulle føle det som noget truende, da hun jo var lænket, og ikke kunne komme væk. Det virkede som om hun nød at blive kløet, og lagde sig og halvsov. Da jeg så ville rejse mig igen skete der det, som jeg tror bundede i en "hvad sker der?" forskrækkelse, og samtidig en frygt for at blive efterladt igen/ troede måske at vi skulle gå tur. Men jeg kan jo kun gisne om det, for jeg var ikke voksen. Derfor sprang hun op og snappede med tænderne og ramte ved et uheld min næse (hun fik en tand igennem det ene næsebor så der blev revet en rift igennem det).

 

Egentlig var dette ikke "mærkelig" adfærd for hende, hvor hver gang hun skulle ud at gå tur sprang hun lidt op og snappede. Der var ikke noget truende i det, og når det handlede om mine forældre var hun jo alen langt fra at kunne skade dem.

 

Men det der chokerede mig var, at selv i den situation hvor jeg stod med en blødende næse, og skulle spå skadestuen var jeg godt klar over, at hun ikke var farlig, og at det var mig, der ikke tænkte da jeg fjernede mig fra hende igen... Men nabokonen til gengæld var HELT oppe at køre. NU skulle de I HVERT FALD ikke i nærheden af den hund, og hendes drenge blev straks formanet om at det skulle holde sig væk fra stuen hvor hun stod bundet. Hun var en GAL hund som ikke engang kunne se, at det var mig hun angreb osv. osv. Jeg husker at jeg blev ked af det, for jeg var SÅ glad for hunden, og hun for mig. Hun havde passet på mig hele min barndom, og vi havde altid haft hinanden. Og pludselig stod min nabo og sagde "bare rolig, vi skal nok sørge for at den aldrig kommer til at bide nogen igen". Og Der blev jeg bleg, for jeg vidste godt at hun talte om at få mine forældre overtalt til at aflive. HELDIGVIS var mine forældre fornuftige nok til efter at have hørt hendes version (ja, det er sjovt så meget af det hun havde set taget i betragtning at hun stod i køkkenet og lavede mad, og slet ikke var i nærheden), at spørge mig hvad der var sket- hvordan jeg havde opfattet det.

 

Og på den baggrund blev der ingen aflivning :mrgreen: :mrgreen: Og der skete aldrig noget lignende igen nogensinde... Til gengæld ville naboen ikke på besøg så længe hunden var levende, men det var der vel også visse fordele i :blink:

 

Desværre måtte hendes drenge heller ikke komme over at lege til stor ærgelse for mig, da jeg var vant til at lege meget med dem. Men hellere det, end at miste hunden, og så måtte jeg jo lege derovre. Desværre blev det aldrig helt det samme, fordi de så tydeligt (især den lille) var blevet påvirkede af deres mors synspunkter, og kun kunne tale om den gale hund :shock: Suk....

Redigeret af Imba
Usammenhængende sætning :P
Link til indlæg
Del på andre sites

Gæst beagle-lover

^Får altså helt medlidenhed med den stakkels schæfer :ae:

Det er squ' da synd, at den sådan skulle stå bundet pga. et hysterisk kvindemenneske :(

 

Hatten af for dine forældre, at de lyttede til dig, for ellers havde den sikkert ikke overlevet pasningen hos nabokonen.

Link til indlæg
Del på andre sites

^Får altså helt medlidenhed med den stakkels schæfer :ae:

Det er squ' da synd, at den sådan skulle stå bundet pga. et hysterisk kvindemenneske :(

 

Hatten af for dine forældre, at de lyttede til dig, for ellers havde den sikkert ikke overlevet pasningen hos nabokonen.

 

Helt enig. Det var simpelthen for åndssvagt. Men er rigtig glad for, at mine forældre tog mig alvorligt- man kan jo ellers godt forstå hvordan man kunne blive fristet til at tro på en voksen kvinde over sit barn, som jo kun ER et barn. Men det var bare så godt, at de lyttede til mig :blink:

Link til indlæg
Del på andre sites

Ascha har en enklet gang bidt et barn hjemme i min have. Drengen (ca. 5 år) var meget interesseret i dyr, dog ret voldsom, men Ascha ville gerne løbe rundt med ham og syntes han var fantastisk.

 

Jeg kunne godt se at "ham den lille" skulle man ikke overlade alene med dyr så jeg stod og forsøgte at få ham til at dæmpe sig lidt. Moderen havde fat i ham et par gange dog uden at det hjalp i mere end 15 sekunder og man smider jo ikke bare ens gæster ud.

 

På et tidspunkt står Ascha stille med ryggen til ungen og så ser jeg lige at han går hen mod hende og ...vupti, så klasker han hånden hård ned på Aschas hofte. Det hele gik så stærkt at jeg ikke nåede andet end at råbe ungens navn MEGET HØJT. Ascha vendte rundt på en femøre, tog fat i drengens arm og gik fremad indtil ungen stod klasket op ad havelågen. Så slap hun, vendte omkring og lagde sig roligt ned lige foran drengen, med ryggen til.

 

Forældrene tog det heldigvis pænt og hun havde heller ikke lavet mærker på ham. Men mig,... uha. *GG* Jeg blev så stolt af min lille tøs at jeg næsten begyndte at tude. (det sagde jeg selvfølgelig ikke til forældrene, for de havde nok syntes det var lidt FOR underligt). Ascha kunne lære ungen hvad vi ikke formåede, på en måde som han forstod, uden at gøre skade på ham. Hun var åbenbart så sikker på at budskabet var gået igennem, at hun viste ham tillid ved at ligge sig ned med ryggen til ham. Som om hun tænkte: nu har vi det på plads og det ved jeg at du ikke gør igen.

 

Generelt synes jeg ikke at man skal lade det komme til det punkt hvor hunden ser sig nødsaget til at opdrage på barnet, men når det sker (og hunden vel og mærke ikke har for mange lig i lasten) er de altså bare bedre end os, til at lære børn at der findes grænser. De magter jo det med at reagere hurtigt, og ikke blive hængende i situationen, rent følelsesmæssigt. Og sig så ikke at man ikke kan sammenligne hundeopdragelse med børneopdragelse. :blink:

Link til indlæg
Del på andre sites

Gæst mollie-vuffer

Det er ufatteligt at at hunden skulle aflives pga. menneskelige fejl.

Det er virkelig synd. Og jeg bliver helt ked af det.

 

Men at mange skal have et grønt lys, fra en anden part, må vel lidt tyde på at de ihvertfald ikke er 100 % sikker på det er det rigtige at de gør.

Link til indlæg
Del på andre sites

Join the conversation

You can post now and register later. If you have an account, sign in now to post with your account.

Gæst
Svar på dette emne...

×   Du har kopieret indhold med formatering.   Fjern formatering

  Only 75 emoji are allowed.

×   Your link has been automatically embedded.   Display as a link instead

×   Your previous content has been restored.   Clear editor

×   You cannot paste images directly. Upload or insert images from URL.

 Share



×
×
  • Tilføj...