viviansen

Jeg vil lige høre min dyrlæge om det kunne være en mulighed ved næste tjek. Nikka får Canosan, som skulle virke lidt på samme måde, som jeg har forstået det.

Vi bor i Randers og jeg tror ikke det findes her i byen, men så langt er der jo heller til Århus hvis bare de har åbnet i weekenden.

Nikka får også piller men de sidste dage har hun bare ikke haft brug for det, men viser hun tegn på smerte får hun selvfølgelig efter behov. Hvad er fordelene ved indsprøjtninger?

Det var en mulighed, må lige undersøge om der findes noget i nærheden.

Det lyder logisk, da det jo er det samme vi andre får at vide når vi har ondt i ryggen, styrk musklerne:-) Vi har nok bare været alt for ivrige med at skåne Nikka for, at undgå en hund der haltede flere dage efter en tur i skoven eller ved stranden. Når vi går de daglige ture i vores nærområde, som heldigvis byder på mange forskellige grønne områder, går Nikka helt utrolig langsomt. Stopper vi ikke op hele tiden sagtner hun bagud med mange meter. Når vi møder en anden hund liver hun og vil gerne lege men det har vi heller ikke turde, så hun får kun lov at hilse. Jeg tror efterhånden på at det langsomme tempo ikke blot skyldes smerter eller træthed men at hun synes det er kedeligt. Vi må ud i skoven igen og gå i nogle gode bakker og så have hendes elskede bold med, som vi så kan lave lidt søge øvelser med. Beklager de mangle afsnit men jeg kan ikke få lov at lave afsnit i teksten:-(

Det bliver et problem når vejret bliver for koldt, for Nikka er ikke fan af svømning i hunde "svømmehal". Hun hader det glatte gulv, den obligatoriske svømmevest og ikke mindst den stejle rampe:-( så jeg håber vi har fået opbygget så mange muskler, at hun kan klare lidt længere og udfordrende gåture. BoT dækkenet har jeg kig på så det regner jeg med at anskaffe her til vinter.

Min flatcoat har i mange år døjet med spondylose, som med tiden er blevet værre og værre. Vi har i en del år efterhånden, i samråd med dyrlægen, skåret ned på motionen så det er blevet til ca. en times gåtur i rolig tempo fordelt over dagen. Alt leg med bolde og pinde er skåret helt væk, da de kraftige opbremsninger og ryk i kroppen kan give eftervirkninger i flere dage/uger i form af stiv- og halthed. Ligeledes er de daglige fodersøg i haven skåret væk, da det gav øm-og stivhed i nakken. Vi har også droppet alle godbider, tyggepinde og ben da vægten er en evig kamp og selv let overvægt kan være med til at forværre symptomerne. Mens vi var på sommerferie flyttede svigerforældrene ind og passede, som vanligt, hundene. Da vi kom hjem så vi med friske øjne på Nikka og så en hund der var meget dårligt gående, stiv og svært ved at styre, især det ene bagben. En hund som kun havde ringe lyst til gåture og som ikke længere kom ud i køkkenet hver gang køleskabet blevet åbnet. Kort sagt en hund der sov de fleste af døgnets timer. Vi var slet ikke i tvivl om, at noget var helt galt og vi forberedte os på, at det var tid til at tage afsked med vores elskede gamle ven. Et sidste besøg hos dyrlægen for at afsøge alle muligheder skulle dog forsøges. Dyrlægen sagde, som ventet, at der ingen kur var, men smertestillende og vægttab kunne muligvis afhjælpe lidt. Hele Nikkas liv har vi kæmpet med vægten og det at skulle skære ned i hendes, i forvejen sparsomme ration, slankefoder virkede lidt uoverskueligt. Når Nikka er sulten stikker hun af eller æder lort så snart hun ser sit snit, så det virkede ret håbløst. Løsning blev hjemmelavet grøntsags suppe ad libitum, serveret sammen med foderet og en masse svømning i åen efter pinde og bolde. Og resultatet, ja det er et lille mirakel. Nikka er stadig stiv om morgen men hun har ikke længere problemer med, at styre sit bagben og kommer troligt hver ENESTE gang køleskabet bliver åbnet. Hun har tabt sig 2 kilo og elsker sine svømmeture i åen. De sidste 3 dage har hun ikke fået smertestillende og viser ingen tegn på smerte. Jeg tror vi i vores iver efter at hjælpe, tog alt det fra Nikka, som gav værdi i hendes liv. Hun mistede gnisten og smerterne blev dominerende, Nu er hun mæt og får udlevet sine behov og instinkter, ved at svømme efter pinde og bolde i åen og vi har en hund, som på ganske kort tid er blevet år yngre. Så jeg tænker, at når man har en hund med skavanker er det super vigtig, at finde alternativer til, at opfylde ikke bare de fysiske behov men også de psykiske, kram og kærlighed er ifølge min erfaring ikke nok.

Det gør mig rigtig ondt med Liva! men et held hun er endt hos jer, der gør alt for at hjælpe hende:5up: Jeg kan rigtig godt sætte mig ind i dine bekymringer da jeg selv har en lille yorkie, på knap 3 år med patella, ja faktisk har jeg to, begge med grad 2, men My har ingen symptomer overhovedet. Min Maggie, har som din Liva, problemer med at holde til de lange ture og for os har løsningen været denne taske hundetaske Tasken vejer næsten ingenting og er rigtig behagelig for mig at bære, og når den ikke er i brug har jeg den bare på ryggen, som en alm. rygsæk. Når Maggie bliver træt kommer hun op i tasken, som jeg så tager på, så hun sidder på min mave. Maggie elsker sin taske, da hun elsker at være tæt og blive båret på. Og hun er rigtig god til selv at "sige til" når hun vil op og jeg nyder at have hænderne fri til, at holde styr på de andre to hunde. Det skal dog siges at Maggie er noget mindre end Liva. Måske tasken kunne være en mulighed for jer nu hvor klapvognen ikke er et hit. Jeg har i hver tilfælde fået rigtig meget nyttig information ud af at læse din tråd, i forhold til hvordan vi fremover bedst hjælper Maggie. Beklager de manglende afsnit men af en eller anden grund kan jeg ikke få lov til at lave linje skift:hmm:

Jeg har 2 selskabshunde af racen Yorkshire terries, My og Maggie. Den ældste har antagelig ikke været så meget i hænder og er også taget fra sin mor som 6 ugers. Dette er noget jeg selv har stykket sammen udfra samtaler med opdrætter, efter jeg havde købt hunden. My, som hunden hedder, er købt hos en anerkendt DKK opdrætter og den ene gang jeg besøgte hende var alt ok. Senere er jeg altså blevet klar over, at hendes opvækst betingelser har været langt fra optimale. My har et stort behov for at være helt tæt, på skødet og gerne under dynen om vinteren men hun bryder sig ikke om, at blive kælet for eller om berøring i det hele taget. Dyrlæge besøg og frisør besøg er yderst grænseoverskridende for hende og desuden lider hun af seperationangst. Maggie, som kommer for et kærligt opdræt er verdens største kælepot. Hun smider sig på ryggen for at blive kløet på maven og elsker og ligge i arm. Når hun bliver nusset bliver hun fuldstændig saglig, jeg kender faktisk kun en hund der er mere kæle og det er vores flatcoat:mrgreen: som også kommer fra et kærligt opdræt. My er igennem årene blevet mere vant til kærtegn i og med vi aldrig overkrider hendes grænser, eller forsøger at undgå det, men hun bliver aldrig tillidsfuld og kæle som Maggie. Det betyder blot at hendes tillid er så meget mere værd og at når hun en sjælden gang, helt afslappet modtager nus på maven, så bliver vi helt beæret over at have gjort os fortjent til hendes tillid.

Mine små yorkier kan fint få tilberedte ben f.eks spareribs men det er fordi de ikke er stærke nok til at tygge benene, de får bare en masse fornøjelse ud af at gnave kødresterne af. Inden du evt begiver dig ud i det samme skal du selvfølgelig være sikker på din heller ikke kan tygge benene så de splintres.

Kæmpe stort tillykke! hvor er hun bare kær:hjerte: i to bliver super gode sammen:5up:

Jeg tror kun der findes en på dansk og den er ældgammel og ikke særlig god, tror du skal kigge efter nogle på engelsk.

Jeg har også en tæve der er blevet steriliseret pga akut livmoder betændelse. Hun var før indgrebet ikke påvirket af sine løbetider og der har heller ikke været noget, at mærke efterfølgende. Psykisk er hun glad og legesyg, som før, vægten er en evig kamp hun er kronisk sulten men det var hun også før, så ikke den store forskel. Pelsen er til gengæld et helt kapitel for sig selv. Det første år var der ingen forandring men nu er det rigtig slemt og det bliver langsomt værre og værre. En ting er, at den ser forfærdelig ud og, at hun fælder helt vildt, en anden og langt værre ting er, at hun flere og flere steder på kroppen kun har under uld hvilket gør, at pelsen de steder ikke er vandskyende og hun faktisk har svært ved, at holde varmen. Det er et kæmpe problem når man en vandhund, som min (flatcoat) der elsker, at bade året rundt.

Jeg synes det ligner en hvalpetand. My fik trukket en hvalpetand ud her i sommers, som 4 årig. Den var blevet overset til adskillige tandtjek både med og uden narkose.

Jeg har den her til My og den fungere fint. Hun er 27 cm lang men den passer fint i længden selvom det er en str 22. Eneste minus er, at den er lige på det længste i benene så de bliver rullet lidt op. http://www.alttilhundogkat.dk/hurtta-pro-fleece-overall.6?/Generelt/HUNDE/Hundetøj/dækner/Hurtta Pro Fleece Sort/930342 Hurtta Pro Fleece Overall. Nr. 221 = str. 22 cm. Benlængde 1 SPAR 20 %/&showitem=9852

Velkommen;-)

Hej og velkommen til:-P Jeg har selv to yorkier, fulde af krudt og narrestreger:lun:

Det lyder til hun allerede har oplevet en masse:5up:og det er jo fordelen ved de små, de kan komme med (næsten), alle steder og de dage hvor det er rigtig koldt kan de sidde lunt og godt under jakken:-D Lige indtil dagen kommer hvor de ikke gider længere, uanset hvor meget de fryser, for så skal der snuses, sådan har det i hvert tilfælde været med mine to

Hold da op hvor de bare nusser:lun::lun: tillykke med dem!

Håber hun snart er på toppen igen det lille pus:lun: Jeg husker selv hvor svært det var sidste år, da jeg havde lille bitte hvalp om vinteren. Jeg brugte også meget, at have hende til, at sidde inde under min jakke så hun kunne opleve verden uden, at blive iskold også bare lade hende gå selv de sidste 5 min af turen. Et varmt dækken der sidder godt er nærmest umuligt, at opdrive til de små men jeg kan anbefale dig denne hjemmeside. Hun syer efter mål og dækkenet går rigtig langt hen under maven, altså ikke en unisex model Hundedækken - www.kennel-memeni.dk også er det ikke så dyrt, så man kan godt få råd til, at købe et par stykker mens hvalpen vokser;-) Her er Maggie i hendes, hun vejer lige knap 1600 gr. og hun elsker sit dækken og kommer løbende så snart jeg finder det frem:lol: Her er My i sit, hun vejer 2400 gr, hun elsker det absolut ikke men det er bedre end de andre vi var, forstået på den måde, at i dette her skal hun kun bæres de første 10 m:oops:

Tillykke, hun er godt nok en fin bette en:lun: Jeg ville også være meget obs på om forældrene har fået testet knæene for patella luxation. Min lille yorkie på et år har det og det er meget begrænsende for hendes udfoldelser. Og jeg har desværre hørt rigtig mange er blevet dårligere eller i bedste fald status que, efter operation, som i øvrigt er rigtig dyr og ikke dækkes af forsikringen. En anden ting jeg synes i skulle overveje nøje er, om hun er stor og moden nok til, at flytte hjemmefra, som 8 ugers. De fleste yorki opdrætter sælger slet ikke deres hvalpe før de er mellem 10 og 12 uger. Jeg fik Maggie, som 11 ugers hvor hun vejede 680 gr. og det er altså en meget lille hund, som nemt kommer til skade og jeg kan forstå der også er børn, det kræver simpelthen et øje på hver finger. Efter, at have haft 2 yorkie hvalpe hvor jeg fik den ene, som 9 uger og den anden, som 11 uger kan jeg helt klart anbefale det sidste. Maggie var langt mere moden og mødte verden på en helt anden måde en My gjorde men det kræver selvfølgelig, at det er en god opdrætter der tager sig godt af hende imens.

Mine tre er vidt forskellige. Nikka mener selv hun er guds gave til alle mennesker:mrgreen: og mener derfor hun skal hilse på alle. Her på hendes gamle dage er det dog efterhånden ved, at sive ind, at man faktisk kan gå forbi uden at hilse, men det er ikke nemt My er er meget reserveret og HADER når folk vil snakke og rører, men kan sagtens på eget initiativ snuse til forbi passerende på gaden. Maggie er et sted der imellem og hvis folk gør sig lidt umage vil hun næsten altid snakke.

Det vil helt sikkert være det optimale! men vores søde nabo, som er en ældre dame hvis største passion er hendes have, vil være frygtelig ked af det. Så imorgen skal vi i Silvan og købe hønsetråd! og så håber jeg, at alt ting bliver bedre når vi når over teenager alderen. Lige nu synes jeg godt nok jeg har en hund der er noget af en mundfuld:vedikke:nogen gange drømmer jeg mig ligefrem tilbage til den gang jeg kun havde to voksne og fornuftige hunde men det varer heldigvis kun, lige indtil hun kommer og smidersig på ryggen med alle fire ben i vejret og vil nusses på maven:mrgreen:

Jeg ønskede også en hundelem fordi jeg med tre hunde følte mig, som under betalt døråbner:damn: Men så fik genboen hund og den står i tide og utide og gør, som en sindsyg og det tænder Maggie fuldstændig af på:evil:så nu render hun lige gennem hegnet og er parat til, at dræbe den uvelkomne nye genbo. Og da hun er bitte lille er jeg rigtig bange for hun faktisk kan komme ind til den, så lige nu er hun kun ude i haven i snor:( Vi skal selvfølgelig have sat nyt hegn op men tror faktisk aldrig jeg helt kommer til, at føle mig tryg ved, at hun selv kan gå ud og ind, for vi har tre lag hegn i hækken og maskerne er små men alligevel smyger hun sig, som sagt lige igennem. Så tror jeg har fået mig en udbryder konge der skal være under konstant opsyn.

Da min hund har var 9 mdr var hun under narkose for, at få fjernet mælketænder der ikke selv var faldet ud. På dette tidspunkt havde hun slet ingen hjørnetænder i undermunden kun to hvide prikker under tungen, som dyrlægen fortalte var anlæg til tænder, som altså ikke ville blive til mere. Men, men "prikkerne" begyndte, at vokse og ud kom hjørnetænderne, som altså sad et meget uheldigt sted, nemlig under tungen. I takt med hjørnetænderne voksede, gled de ud på plads og sidder idag helt hvor de skal, dog er de en smule kortere end hjørnetænder på min anden Yorkie. Så jeg vil egentlig bare fortælle, at det altså sker, at tænderne helt af sig selv finder deres rette plads:-D