Basenji historie

[Gæst]

Min ældste basenji, Mille er en meget klog hund. Hun har skrevet en artikel til Spidshundeklubbens medlemsblad i december, og den vil hun gerne dele med jer. :mrgreen:

 

 

Livet set med basenji-øjne

 

 

Jeg hedder Mille og er en basenji-dame på snart 12 år. Jeg bor på Fyn og er chef for en flok på en ejer (Helle på mindst 100 år) og to basenjier (Lubaya på 7½ år og Selma på snart 6 år). Jeg synes faktisk, at det er på tide, at basenjierne selv kommer til orde i dette blad. Derfor vil jeg gerne fortælle jer lidt om, hvad jeg går og tænker på i hverdagen. Kort sagt lidt om livet set fra basenjiens side )

 

 

Jeg har hørt, at nogle mennesker siger, at basenjien er dum og ikke kan lære noget - den kan simpelthen ikke trænes. Jamen, det er jo noget vrøvl. Jeg er f.eks. selv meget lærenem - jeg kan lære lige, hvad jeg vil... Men i den forbindelse vil jeg godt høre, om der overhovedet er nogen, der har tænkt på, hvor lærenem en basenji-ejer måske er... Det kan faktisk være svært at træne og opdrage dem, så de er til at omgås i hverdagen på en fornuftig måde, og endnu sværere at lære dem gode manerer, så de er til at have med i byen.

 

 

Min ejer, Helle, er godt nok ikke den hurtigste kanin på engen... Hun træner os jo næsten hver dag med små sjove opgaver, og af og til tager vi ud og træner med andre. Så bliver vi trænet en af gangen, mens de andre sidder i bur og kigger på. Det er rigtig godt, og vi nyder det meget. Men nu havde jeg altså besluttet, at jeg VIL trænes først - ikke noget med at parkere mig i bur og så tage de andre først. Først forsøgte jeg at få hende til at forstå budskabet ved at hyle højt og hjerteskærende i buret, men så fik jeg bare skæld ud - hvad mener I...?! Men så begyndte jeg at tisse på tæppet i buret, hvis jeg ikke kom først ud, så troede jeg jo, at hun havde fattet det, men ak nej... Magen til langsomt opfattende basenji-ejer skal man da lede længe efter. Jeg så jo ellers, at hun hver gang, vi havde været til træning, undrende kiggede på de våde tæpper, men lægge to og to sammen... Nej nej.... Der gik faktisk flere måneder, inden hun fattede, at de gange, hvor jeg ikke blev trænet først, så var der våde tæpper. Nu har hun så lært det, og jeg bliver altid trænet som den første... Jeg må jo nu krybe sammen og tilstå, at når jeg ikke får min vilje, så er jeg TÆPPETISSER... Og det virker... ;O)

 

 

Vi træner også andre mennesker: I går var vi alle på besøg hos vores Tante Susanne. Se, hun er jo helt anderledes lærenem. Hun sad ved bordet og ville gi' os alle tre en godbid og kalder på os. Lubaya og Selma kom straks susende. Jeg sad i en lænestol og kiggede sødt på hende. Hun kalder så på mig en gang til, og jeg sidder stadig og bare kigger sødt på hende uden at gøre mine til at komme. Straks rejser hun sig og går hen til mig og giver mig min godbid. Se, hun er jo super lærenem - et rent naturtalent. Mon mor Helle ikke kan komme på kursus ved hende...? Vores mormor og morfar er også rigtig lærenemme, og de kan simpelthen ikke stå for vores store brune øjne... Og hvis ikke det virker med et blink, så vinker jeg til dem, og straks så ryster godbidderne ud af ærmerne.

 

 

Jeg forsøger jo at få Lubaya og Selma til at hjælpe mig med at opdrage på Helle. Selma er endnu simpelthen for naiv til at være den store hjælp, men Lubaya kan nogle ting, der virker. Når Helle snakker i telefon, er hun noget fraværende og kan så finde på at sætte sig i Lubaya's stol. Det går jo ikke. Så begynder Lubaya at løbe omkring og pibe for at komme ud, og når så fjolset rejser sig, så springer Lub op i stolen og ruller sig sammen - den kloge narrer den mindre kloge...

 

 

Helle har også købt en fløjte, så hun nemmere kan kalde os til sig, når vi er ved stranden, hvor vi altid får lov til at løbe langt omkring. Så tror hun, at hun har lært os at komme på et fløjt. Tro om igen... Selma den Naive vender prompte om og drøner tilbage til hende. Lubaya stopper op og står og kigger... Hun nægter simpelthen at komme, når der bliver fløjtet, så hun står bare og venter på, at Helle kalder på hende. Så kommer hun også, for der vanker jo altid godbidder. Jeg kan ganske enkelt ikke høre den fløjte - der må være noget i vejen med den... Så det kan altså være vanskeligt at træne en basenji-ejer - man skal ha' stor tålmodighed og være ret insisterende.

 

 

Men ellers er træning en god ting. Ja altså, Helle tror, at hun træner os, men det er jo lige omvendt. Vi laver små sjove tricks, som vi oven i købet selv finder på. Hun griner højt i begejstring og fylder godbidder i os. Hvor svært kan det være? I klikkertræning arbejder vi med noget, der hedder Jackpot. Det er, når vi f.eks. gør os ekstra umage, så Helle bliver helt rørt af begejstring. Så udløser det en kæmpe belønning - masser af godbidder. Enten en af gangen eller en håndfuld... Helle døjer jo noget med sit helbred - det er lidt synd for hende, men det har også sine gode sider. Hendes hænder er så dårlige, at hun ikke kan holde på godbidderne, så lige nu er det lige meget, hvad vi laver, så får vi Jackpot. Vi kan godt li' hendes Jackpot-hænder...

 

 

Helle har længe fablet om, at hun syntes, at Lubaya og Selma skulle prøve at deltage i lure coursing - jagt på en kunstig hare. Hun syntes ikke, at jeg skal løbe, da jeg er for gammel... hmprf... Jeg måtte faktisk slet ikke komme med, da hun mente, at jeg måske ville påvirke de andre til ikke at ville løbe. Ja ja, den kloge narrer jo den mindre kloge - igen og igen... Påvirkningen starter jo hjemmefra. Så jeg havde i lang tid forklaret de små, at jeg syntes, at de skulle lade være med at løbe, når de blev sluppet løs efter haren. Det var vigtigt, at de lod, som om de havde forstået, hvad løbet drejede sig om, så Helle troede, at alt var godt. Men når de så havde løbet ca 100 - 200 meter efter haren, så skulle de stoppe og vende om. Resultat: et stk hundeejer helt til grin, som måske oven i købet forsøger at få hunden til at løbe igen. Jeg havde virkelig banket reglerne godt ind i hovedet på tøserne, så intet kunne misforståes. Lubaya forstod det straks, Selma sad også og nikkede og sagde "ja ja, jeg ska' nok... ska' nok... jeg ska' nok..."

 

 

Dagen oprandt, jeg blev kørt om til mormor og morfar, som jeg skulle passe, og resten af holdet kørte til Bjerringbro. Jeg var jo noget spændt på, hvordan det ville gå mine søstre - om de kunne modstå presset. Og stor var min fryd, da Helle ringede til mormor og fortalte, at Lubaya slet ikke havde villet løbe. Hun startede, som jeg havde forklaret hende, og efter 200 meter stoppede hun og kom tilbage. Og Helle... den godtroende tosse... forsøgte igen og igen at få Lubaya til at løbe efter haren igen. Lub var helt eksemplarisk og løb igen lidt med, så Helle var sikker på, at den var hjemme - igen vendte hun om. Sådan foregik det hele banen rundt. Man må sige, at Helle vinder point på ihærdighed, men vist ikke i elegance. Lubaya var jo dagens store vinder... Jeg hørte, at Helle sagde til mormor, at hun var egentlig glad og rørt over, at Lubaya åbenbart hellere ville være sammen med hende end at løbe banen alene.... Ja ja, og jeg er julemanden... ;O)

 

 

Nu var det jo spændende, om det ville gå lige så godt med Selma. Og øv, det gjorde det slet ikke. Selma havde tilsyneladende total glemt alle instrukser. Hun så bare haren starte, så røg hun også ud af starthullerne og spænede banen rundt. Og da hun kom i mål, fik hun så meget ros, at hun åbenbart syntes, at det var værd at prøve igen. Da hun løb andet løb, var hun endnu bedre, og hun morede sig kosteligt. Helle besluttede, at Lubaya ikke skulle løbe flere løb, når hun nu ikke brød sig om det. Hmmm, det havde ellers været et syn for Guder at se samme ihærdige forestilling igen - nogen skal vel stå for underholdingen. Jeg var jo noget skuffet over Selma, så der vankede lige bøllebank, da de kom hjem. Selma påstod, at hun slet ikke havde hørt, hvad jeg havde sagt, så nu har jeg bestilt et høreapperat til hende...

 

 

Men alt i alt går det fremad med Helle's opdragelse og træning. Hun er rigtig flink til at tage os med på ture alle mulige steder, så vi får oplevet nye steder. Hun siger, at det kun kan lade sig gøre, fordi vi går så pænt i snor og er til at ha' løse, hvor det er forsvarligt. Hun går og tror, at hun selv har trænet os til at være så nemme, men sagen er jo, at vi er åååhhh så søde for at få muligheden for at se noget andet end vores egen skov. Men lad hende endelig blive i troen.

 

 

Så I kan nok forstå, at det faktisk er et hårdt arbejde at være basenji - vi har jo ry for at være meget selvstændige, og ind imellem kan det da være svært at leve op til det - man skal jo hele tiden finde på nye udfordringer for at holde sin ejer i gang. Nu er jeg jo selv efterhånden en garvet rotte i faget, og jeg deler gerne min viden med de unge basenjier ;O)

 

 

Nu er det snart jul, og vi stakkels små uskyldige basenjier i Helle's flok skal igen udsættes for det obligatoriske jule-billede, hvor vi skal sidde pænt med sløjfer på omgivet af latterligt julepynt. Som oftest sidder vi alle pænt og opfører os eksemplarisk, så de pokkers billeder kan blive taget, men andre gange er konen så lang tid om det, at man bliver nødt til at undersøge nisserne for godbidder for ikke at kede sig halvt ihjel... ;O) Prøv det... Det giver nogle vældig sjove billeder... og en frustreret ejer ;O)

 

 

Glædelig Jul til alle jer herlige basenjier i det ganske danske land.

 

 

Yodels fra Mille

[Gæst]

:klap:

[Gæst spix]

Ja vi er inde over den fantastiske spidshundepsyke- samarbejde og absolut ingen betingelsesløs lydighed. De er sjove, udfordrende og skønne at dele liv med:banan:

[Ascha]

Sjovt indlæg om en race jeg er heeeel vild med. Havde jeg ikke fået kolde fødder havde Thailo været en basenji (nåede faktisk at betale depositum på en hvalp).

 

Det er fantastiske hunde og jeg kan finde på at standse min bil hvis der kommer nogen gående med basenji i snor,... bare for at få lov til at røre lidt, det gider de nemlig sjældent når de selv kan vælge. :slem:

[Gæst nina-c]

:klap:Helle i er så sjove:mrgreen:

[Gæst FrøkenWhipsy]

:klap: Dagens griner :klap:

[korvis]

Hej Mille, Lubaya og Selma!!

 

Dejligt at høre at der trods alt er lidt fremskridt i træningen af Helle - selvom hun godt nok er lidt tungnem... Det er bare om at kæmpe videre, hun skal nok bli' til noget en dag! :5up:

[Gæst]

Hej Mille, Lubaya og Selma!!

 

Dejligt at høre at der trods alt er lidt fremskridt i træningen af Helle - selvom hun godt nok er lidt tungnem... Det er bare om at kæmpe videre, hun skal nok bli' til noget en dag! :5up:

 

Hej tante Anna

 

Ja, det går da fremad med mor Helle's træning - men langsomt... meget laaaaangsomt...! Men forhåbentlig får vi en god hundeejer ud af hende på et tidspunkt

 

Jodlende hilsner fra Mille

[Gæst]

Det glæder Mille, at I har moret jer over hendes fortælling :lol: