Åh, mine kære, kære, 2 årige dværggravhunde skal muligvis skilles.

De er søskende, men den ene fik vi først 2,5mdr. senere end den anden.

Boss er den dominerende, legesyge hund, altid lydig, altid glad.¨

Theo er meget stille og rolig, og det eneste han bestemmer er over sin mad.

Jeg har været rejst lidt, og min tidligere kæreste har fortalt hvordan han har lagt inde på min hovedpude, og ikke rørt sig ud af Flækken indtil jeg kom hjem!

Jeg har også oplevet Theo uden Boss, og han var en meget mere glad hund, han gad lege med mig, han gad høre efter hvad jeg sagde. JA, han var en hel anden hund.

Men alligevel tror jeg de to labaner har utrolig meget fornøjelse af hinanden, og derfor kan jeg ikke finde ud af om min tidligere kæreste og jeg begår en fejl ved at han får Boss med sig, og jeg får Theo.

 

Hvad mener I?

 

Måske kan det også være mit "moderhjerte" der spiller mig et puds, jeg kommer jo til at savne lille Boss...

Det er maaske ikke det optimale men bedre end det man ofte ser, naar folk skilles, at de kommer hos fremmede.

Jeg tror hunde "kommer sig" hurtigt... Nogle i hvertfald...

 

Jeg synes også det er en fin løsning i forhold til hvad mange gør, og hundene ender med at skulle ud til fremmede osv.

 

Så længe i begge elsker jeres hunde, så er det ikke det værste i verden at de skal skilles :ae:

Jeg synes de bør skilles.

Jeg ser ingen grund til, at de to drenge skal leve et liv , hvor den ene heletiden skal kues af den anden.Gravhunde har deres mening vedr deres liv, og en underkuet af slagsen vil aldrig udvikle sig optimalt , efter min mening.

Du skal følge dit hjerte, men med hensyn til at begge hunde får det optimalt. De er for tætte i alder og en race med lidt temperament.