Har lige brug for at lette hjertet/ fordomme

[nr 49]

Sikke der dog er blevet svaret, skulle lige læse det igennem.:blink:

 

Først vil jeg sige at jeg godt ved at mine forældre elsker mig og det de har gang i er en mærkelig og knapt så heldig måde at vise det på fordi de er bange for at jeg skal ende alene.

Dog kan jeg ikke se at de kan blive ved med at tro det da jeg gang på gang har vist det modsatte, og er single nu (sådan da:slem:) men det er ikke en kronisk tilstand jeg har levet i mens jeg har haft dyr hehe.

 

Det er egentlig sjovt for på så mange andre punkter er jeg enormt selvstændig og har absolut ingen interesse i mine forældres accept af mine valg. Men det med dyrene har altid været et ømt punkt, men i har nok ret i at jeg bare burde mane mig op og sige at hos mig er det mine regler der gælder og hvis jeg beslutter mig for at blive crazy animal lady så må de jo bare enten acceptere det eller lade mig være i fred

 

nu er jeg en halvgammel kone der nok mest ser det fra "mor"-siden, men det er dejligt at læse at du jo godt ved, de elsker dig :hjerte:

 

jeg er meget på linie med Kleos indlæg, så ingen grund til at gentage hendes glimrende indspark

 

vore 4 børn er mellem 21 og 25, og vi siger dagligt til os selv og hinanden "la vær med at blande dig selv om det er svært at se dem begå deres egne fejl - lær dog af vores....."

 

det her emne er svært for jeg synes at det er sørgeligt, hvis den ene part vælger at afbryde kontakten til den anden, selv om det synes at være den eneste udvej på det tidspunkt :-(

 

måske er problemet også at vi ikke taler med vore børn/ forældre som vi taler med vore venner - der er for mange følelser involveret?

[Ninjamor]

Det er dine forældre som har nogle problemer, som så går ud over dig. Det er ikke rimeligt.

 

Til jer som mener man bare skal afbryde forbindelsen: Er I overhovedet klar over hvor ondt sådan noget kan gøre? Naturligvis vil man som "barn" gerne have accept og modtage respekt fra sine forældre, alt andet ville være unaturligt.

 

Når det så er sagt, er jeg sikker på at du, NickiA, ville opleve en pludseligt opstået respekt fra dine forældres side, hvis du nægter at gå med på deres spilleregler og opsætter dine egne, rimelige regler, for hvordan jeres samvær skal være. Så længe du går med på deres måde at være på og bare æder det, ændrer de ikke noget. Hvorfor skulle de det? Når de ikke kan se, at du bliver ked af det over deres måde at behandle dig på, må de have lidt hjælp.

 

Jeg har haft afbrudt forbindelsen til noget nærtstående familie, men før da fortalte jeg hvad vedkommendes opførsel gjorde ved mig - altså ikke "du siger" og "du gør", men hvordan jeg oplevede de ting vedkommende sagde og gjorde, og sagde, at hvis dette ikke ville ændre sig, ville jeg ikke længere omgås vedkommende.

 

Det hjalp i en kort tid, så var vi tilbage ved de gamle. Så skrev jeg et brev, hvor jeg gentog hvordan jeg oplevede det. Det hjalp kort tid, så startede det forfra.

Endnu et brev hvor jeg brød forbindelsen for at passe på mig selv.

Det koster meget, i hvert fald hos mig, for man vil jo som regel gerne have et konstruktivt forhold til sine nærmeste.

 

Jeg kan kun anbefale dig at fortælle, hvordan du oplever dine forældres afvisning af, at du er et ansvarligt menneske. Det er garanteret "bare" en ond cirkel, I er kommet ind i og nogen skal være voksen nok til at bryde mønstret, hvis det skal ændres og det kunne være dig

[Jaffa]

Jeg har en mor der gør akkurat det samme. Dog ikke så grelle som dine forældre.

Jeg er 41, og min mor prøver stadig på at opdrage mig og bestemme over mit liv!

 

Jeg har ikke tal på de gange jeg har droppet kontakten med dem i et par måneder, for så at starte op akkurat samme sted som vi kom fra da jeg droppede kontakten.

 

Jeg er et rodehoved af format. Kommer hun herop og begynder at kommentere mit rod, så fortæller jeg hende at hun skal stoppe. Det er mig der betaler huslejen.

Begynder hun at kritisere mit hår, så beder jeg hende holde mund.

 

Da Jonas fortalte hende at vi skulle have Cille, begyndte både hun og min far at himle op om at jeg ikke var rigtig klog, at jeg ville blive bundet på hænder og fødder osv osv osv.

De har tabt deres hjerte fuldstændig til hende og sådan har det været lige siden jeg hentede hende. Når de begynder at fortælle hvor skøn en hund hun er, så begynder jeg at drille dem med de ting de sagde dengang jeg fik hende.

 

Jeg har haft dyr uafbrudt de sidste 11 år. De ved, at ingen af mine dyr lider nød og at jeg hellere ofrer penge på at få dem til dyrlæge end penge på mig selv.

 

Hvis jeg var dig, så ville jeg konsekvent bede dem lade være med at kritisere dig for du bliver ked af det.

 

Gitte