Har lige brug for at lette hjertet/ fordomme

[NickiA]

Ja som inspiration fra en anden tråd, kan jeg da mærke at jeg nok har brug for at få et par frustrationer ud.

 

Jeg føler mig konstant fordømt af min familie, i forhold til min hund.

 

Min familie har altid været fordømmende omkring mine dyr, det at jeg opdrætter kaniner gjorde at mine forældre var af den klare holdning at jeg aldrig nogensinde ville få en kæreste og bare ville ende alene. På trods af at det at opdrætte kaniner giver mig en kontakt med så mange mennesker og har indtil videre ikke haft en kæreste der har haft noget imod mine dyr.

 

Så kom hunden, på trods af at planlægningen til hende var lang så vidste mine forældre ikke noget før hun var født. De reagerede også med at det var dybt uansvarligt og at jeg tydeligvis ikke vidste hvad jeg gik ind til. For i deres verden skal man være "voksen" og have en familie og hus før man overhovedet kan begynde at overveje en hund.

 

Så da hunden endelig kom, ja de var da med ude og kigge og ingen tvivl om at min mor synes hun er sød, men min far ville ikke engang med indenfor da jeg skulle hente hende.

 

Jeg har fået af vide at Aya ikke må være hos mine forældre og på trods af vores nytårsaftale som vi havde haft i flere måneder, måtte jeg ikke komme alligevel og endte med at lave en nødløsning hos en veninde, bare et par uger før nytår fordi mine forældre ikke ville have Aya på besøg.

Det har intet med Aya at gøre men de bryder sig ikke om hendes energi (fordi hun er en unghund) Og desuden synes de det er syndt for deres hund at Aya så gerne vil snakke med ham. På trods af at han selv er med på det hele vejen igennem. Men hos mine forældre skal hundene konstant holdes i ro, ellers bliver energien stresset siger de. Jeg sørger for at holde Aya på afstand af mine forældres hund og hun er bare altid en engel når hun er på besøg hos dem. Men det ændre ikke deres holdning.

 

Jeg møder konstant kritik af mine forældre, får hele tiden af vide at de tror at efter jeg har fået hund så passer jeg ikke længere mine andre dyr, de har intet at have det i. For på trods af at jeg bor i samme by som mine forældre har de besøgt min lejlighed 2 gange efter jeg flyttede ind for 1½ år siden. De synes også jeg er dybt latterlig at bruge penge på hundetræning osv. Men det gør de også til deres egen hund.

Men sådan er de og de laver konklusioner på alt jeg gør i forhold til mine dyr, og jeg er virkelig træt af det.

 

Og nu kommer den nye, som har fået bæret til at flyde over. Jeg har gået med tanken om hund nr. 2 (ikke nu men om et par år) Selvom det ikke er i nærheden af at blive til noget, har de konstateret at der må være noget mentalt galt med mig. For tydeligvis har jeg ingen realitetssans, og ønsker at leve helt alene i min lille zoo uden et menneske omking mig. Det er virkelig som om de slet ikke kender mig eller ønsker at kende mig, og ved hvor meget tid og energi jeg ligger i mine dyr, men samtidig formår at have et socialt liv som ikke involverer mine dyr. Min øvrige familie, og min omgangskreds er da mere end almindeligt støttende, for de ved udemærket godt hvor meget jeg går op i det. Jeg kan mærke at jeg bliver helt misundelig på folk hvis familie støtter dem i deres valg. I stedet for bare at konstatere at de er mærkelige i hovedet. Det skal self. lige nævnes at det ikke kun er mig der er mentalt ustabil i mine forældres øjne. Alle unge mennesker (især singler) der har hund og endda har mere end 1 hund kan umuligt være raske i hovedet.

 

Ved godt at det bunder i frygt, men nu har jeg opdrættet kaniner i 6 år, haft kat i 3 år og hund i nu 1 år. Og jeg formår ganske glimrende at have en uddannelse, job og et socialt liv ved siden af, plus at jeg sidder i udvalg på min uddannelse og har stået i spidsen for flere lokale arrangementer. Så kan virkelig ikke se hvorfor de ikke bare kan komme sig over det. Ja tror lige at det var noget jeg havde brug for at komme ud med

[anne-lise hansen]

så er vi mange der er mærkelige - jeg er ikke ung men er alene med 2 hunde og 1 fugl.

[Buddha]

Whaaaaaaat?? Seriøst, jeg synes du skal sige de skal lukke arret og så skal du fuldstændig stoppe med at tale om dyr med dem. Hvor er de tåbelige og barnlige.

[Umulia]

Mine forældre har også altid været imod alt hvad jeg hvad jeg har foretaget mig - undtagen, pudsigt nok, når jeg har truffet nogle rigtig dumme valg, med store konsekvenser. Det har de altid støttet op om

 

Med tiden lærer man at hvile i sig selv som voksent menneske, og at være sammen med familien på egne præmisser.

Jeg har det princip, at når jeg er hos dem, er det deres regler der gælder, og deres meninger der er de rigtige (gider ikke at diskutere mere). Men kommer de hos mig er det altså efter mine regler, og de bedes venligst holde deres mening om det for dem selv. Det er måske derfor de ikke kommer så tit længere, men det kan jeg sagtens leve med.

 

I fremtiden vil de få mere brug for dig end du har brug for dem, så gør hvad du selv synes er rigtigt :5up:

[Birgitta]

Eiiii.. Hvor gammel er du? Ca. 20?

Bliv dog voksen.

Du skal ikke have dine forældres accept til alt hvad du gør. Du skal SELV bestemme, hvad der er det rigtige for dig.

 

Det er det, de fleste bruger deres teenage-år til at slås med. Konflikter med familien. Og rodløshed overfor hvad det er man vil med sit liv. Gør man én ting, så går det måske galt. Og gør man en anden ting, så bliver man styret af det éns forældre vil have man skal gøre.

 

"Ungdomsoprør" er der nogen, der kalder det. Et mareridt for både den unge og for forældrene.

 

Men det er altså helt normalt. Og dine forældre vil acceptere det uden at du opdager det, --fordi der kommer en tid hvor dine forældres accept ikke er så vigtig.

 

For mig selv var der et par år hvor jeg slet ikke havde kontakt med min familie. Jeg tror at jeg var i midten af tyverne. DET var nok et resultat af at jeg havde så svært ved det "oprør". --Ulykkeligvis faldt min distancering sammen med at min far var død. Det bliver jeg ked af at tænke på i dag. For jeg ville gerne have været der for min mor dengang.

 

Så det kan være godt for dig at lægge afstand til dine forældre og leve dit eget liv som DU ønsker det.

Men der er den risiko, at du måske fortryder det engang...

 

Det bedste er nok at holde lidt kontakt, -snakke dem efter munden og ellers gøre som det passer dig. Lidt som Umulia osse skriver...

 

Men det er slet, slet ikke nogen enestående situation, du er i. Der er bare ikke så mange, der snakker om den tid. Der er mange flere, der snakker om, hvor idyllerisk forholdet mellem forældre og børn altid har været... ---Det kan så være på grund af "hukommelsestab".. Eller man hører måske kun den ene parts udlægning..

[NickiA]

Jeg er 23 (og 1½ måned :banan:)

 

Jeg skal skam heller ikke have mine forældres accept i hvad jeg gør, ellers havde jeg hverken hund eller noget som helst andet levende. Men det kan da bare ikke passe i min verden at man ikke kan acceptere hinanden, og at man ligefrem skal komme med sådanne nogle udsagn. Selvom mine forældre ikke skal bestemme hvad jeg skal så påvirker det mig meget, at bliver talt sådan til, og ikke være velkommen i mine forældres hus.

 

Jo når vi er hjemme hos mine forældre så spiller jeg 200% efter deres regler, det er også den eneste grund til at vi snakker sammen, jeg flyttede hjemmefra som 17 årig og har haft meget lange perioder hvor jeg ikke snakkede med dem. Men sådan er det jo.

[Birgitta]

Det går dig stadig på, at du og dine forældre ikke er enige.

DET er en form for at ønske accept.

 

Hvis du og jeg var uenige om et eller andet, så ville vi måske udveksle argumenter for og imod. Og det var så det.

VI skal ikke med djævlens magt indordne os eller rette ind efter hinanden. VI kan godt leve med forskellige meninger.

 

Og det samme når du til med dine forældre. Uanset om de ønsker det eller ej.

 

Det er ikke DEM, der skal ændre sig... Det er dig, der skal vokse op og blive mindre nærtagende. Og få andre mennesker -og dyr- i dit liv, som kan give dig den accept og omsorg og forståelse som du aldrig nogensinde vil kunne få nok af fra dine forældre.

 

Sådan ER forholdet tit mellem forældre og børn. Det er en del af at løsrive sig og blive voksen.....

 

Dine forældre BEHØVER jo ikke være i dit liv mere.. Det er ikke rart at komme på besøg når du skal indordne dig 200%.

[Gæst Mimas]

Jeg havde cuttet forbindelsen!

For det er ikke sundt for dig at blive nedgjort og tvivlet på konstant af dine forældre - så hellere være foruden dem og ha' et godt liv hvor du ikke konstant går og tænker på hvad de tænker omkring dig. Som du jo siger så har du masser af med succes med dine dyr, forretning og liv - hvad skal du så bruge dine forældre til? De skal nok komme igen senere, men lige nu tror jeg at du bare skal tænke på DIG selv, leve DIT liv efter DINE regler og være sammen med folk som holder/elsker dig som den du er - ikke som den de ønsker at du skal være.

 

Angående den kæreste de så gerne vil have at du får. Hvis du en dag fik en - tror du så at du ville turde at vise vedkommende frem? For hvad nu hvis personen så ikke passer ind i hvad dine forældre havde drømt om? Så længe dine forældre får dig til at tvivle omkring dig selv, så bliver det ikke nemt at få en kæreste ( been there).

 

Jeg havde selv et oprør da jeg var 23 ( er 26 nu) hvor mine forældre og jeg samt min bror ikke kunne udstå hinanden. For der ville de gamle have at vi netop gjorde som de sagde osv osv. Jeg droppede semi kontakten i 1 års tid, og så begyndte vores forhold ellers at ændre sig til noget meget positivt da de gamle indså at vi sagtens kunne uden dem og at vi altså havde styr på vores liv/valg ( min bror og jeg ) og at vi var dem vi var, og det måtte de altså acceptere lige som vi accepterer deres forskelligheder. Vi er ikke 100pct ens, men vi har mødt hinanden på midten og kommer ikke i konflikt mere, men der er til tider plads til nogle gode diskussioner når vores forskelligheder krydses

 

 

Så ud med dine forældre, lad dem se at du sagtens kan uden dem og kom tilbage den dag du har fået bygget et solidt skjold op hvor du godt kan klare deres håneri, uden at det gør ond på dig. Lad dem om at være sure og indædte - og lev dit eget liv

[anne-lise hansen]

Det er jo ikke altid man bare kan cutte forbindelsen - jeg ville nok fortælle mine forældre at hjemme hos mig var det MIG der bestemte og det skulle de indordne sig under hvis de ville besøge mig , og så omvendt når jeg besøgte dem - men det er jo ikke alle der er så stærke og hvis man ikke har nogen til at støtte sig kan det være meget svært .

[Gæst Mimas]

Det ved jeg godt at man ikke kan - men man kan minimere kontakten til det mindst nødvendige ( var hvad jeg selv gjorte )

 

For mig at se handler dette ikke om opførelserne hjemme hos hinanden, men derimod det der hvad bliver sagt som omkring trådstarteren's liv og levemåde samt interesser.

[anne-lise hansen]

for mig at se har det mere at gøre med om man respekterer hinanden og hinandens holdninger og her tror jeg altså ikke på at det nytter at cutte noget som helst, men at TS forældre skal " lære " at respektere TS måde at ville leve sit liv på .

[Gæst Mimas]

for mig at se har det mere at gøre med om man respekterer hinanden og hinandens holdninger og her tror jeg altså ikke på at det nytter at cutte noget som helst, men at TS forældre skal " lære " at respektere TS måde at ville leve sit liv på .

 

 

Mener også at man skal cutte forbindelse, stå på egne ben og få fundet noget styrke til at få sagt de forældre i mod på en måde hvor de forhåbentligt forstår. For det er hårdt gang på gang at blive nedgjort, sige dem imod uden at det hjælper og så er de ellers igang igen. Det kræver virkelig meget styrke at gå imod ens forældre, som egentligt burde støtte en op.

[Tonks]

Jeg synes bare du skal sige jaja det gider jeg ikke snakke om, slut!! Det gør jeg. Har ikke de problemer du har, det er politiske vi er DYBT uenige og kommer samtalen til at dreje ind omkring politik så kan bølgerne gå enormt højt, men jeg har fundet en metode til at undgå at vi skændes og diskuterer hver gang jeg er på besøg. Jeg stopper samtalen allerede før den kommer igang, og/eller siger at det gider jeg ikke diskutere færdig!!

[Louisen]

Et jødisk ordsprog siger: "Dine forældre bruger 18 år på at opdrage dig - du bruger herefter resten af dit liv på at opdrage dem."

 

Du er nødt til at sætte nogle grænser for dem - og stille samme krav til dem, som du stiller til dine andre relationer.

 

Lad os sige, at de var et vennepar. Hvis du mødte så megen kritik og modstand og fordømmelse, ville du så acceptere det? Eller ville du sætte foden ned og lade dem vide, at hvis de ikke kunne finde ud af, at behandle dig med mere respekt, så var det slut?

 

Jeg synes, det er meget voldsomt, at cutte sine forældre ud af sit liv. Det sagt, så kan det periodevis være den eneste måde, man får markeret sine grænser på.

 

Men i første omgang, synes jeg, at du verbalt skal sætte nogle helt tydelige grænser for dem. Og du skal sige fra, hver gang de begynder på deres ævl som sårer dig. Stopper de ikke - så går du. For hvis de ikke respekterer dine grænser, må du selv respektere dem og det kan du altså kun, ved at gå og ikke lægge ører til det.

 

 

Min pointe er helt konkret, at du skal tvinge dem til at behandle dig, som det voksne menneske du er - ved at du begynder at stille krav til dem og deres opførsel.

Det kan godt være vanskeligt at lære - og de kan have svært ved, at acceptere det.

 

Men jeg synes, at det fremgår ret tydeligt, at problemet er, at de stadig anser dig for at være et barn, ikke bare deres barn, men barnlig sådan helt generelt.

Og det står slet ikke til diskussion, hvorvidt du er det eller ej - det er du ikke. Så du skal slet ikke indlade dig på diskussioner omkring dit liv eller dine prioriteringer.

[Louisen]

for mig at se har det mere at gøre med om man respekterer hinanden og hinandens holdninger og her tror jeg altså ikke på at det nytter at cutte noget som helst, men at TS forældre skal " lære " at respektere TS måde at ville leve sit liv på .

 

Jeg er enig i dette.

 

TS er kun 23 år. Det gør ikke forældrenes opførsel okay, men det tager en del forældre nogle år at forstå, også følelsesmæssigt, at deres børn (som altid vil være deres børn, selv når de er voksne) er vokset op og forhåbentlig godt kan magte at prioritere i eget liv - også selvom prioriteterne er anderledes end hvad forældrene selv ville have valgt for dem.

 

 

Inden for pædagogikken snakker man om løsrivelsesprocesser og de sene teenageår/start 20'erne er én af dem. Det er meget forskelligt fra familie til familie, hvilken løsrivelsesproces der opfattes som mest vanskelig.

[Gæst kleo]

Som mor til 3 voksne "børn" vil jeg lige pippe et forsigtigt, måske elsker de dig så højt at det er for svært for dem at være stille medens du gør noget de mener ødelægger dit liv;) måske et venligt svar og en forsikring om at du elsker dem men gerne vil have plads til at leve dit liv, vil hjælpe;)

[Gæst Miss_menelli]

Læner mig lidt op af Kleo her.

 

Tror ikke dine forældre er ude på at såre dig - Det er forældre sjældent.

Det er misforstået kærlighed.

 

Det gør det bare ikke mindre træls for dig.

 

Jeg ville nok personligt prøve at sige til dem, at du er glad for de bekymre sig om dig og gerne vil dig det bedste.

Men at trods det dit liv er lidt anderledes end den måde de forestiller sig et godt liv, så er det lige præcis sådan du er lykkelig og glad og du fylder dit liv med de ting der gør DIG glad - Uanset at det virker mærkeligt for dem.

Så du kan berolige dem med, at de slet ikke behøver være bekymret for dig, for du har det rigtig godt og hvis du ikke havde, så ville du gøre noget ved det.

 

Og fortæl dem, at du er ked at, at føle du skal forsvare dine valg og din måde at leve dit liv på overfor dem, når nu det dit liv og de ting der gør dig glad, som du bruger tiden på.

Så om de ikke bare vil være glade for, at du er glad?

For de behøver slet ikke hjælpe med at ændre noget - For du er glad som det er og du skal nok komme til dem, hvis der er det mindste de kan hjælpe dig med.

 

Den virkede i hvertfald over al forventning på mine forældre :blink:

[JeanetteH]

Her er det ikke så slemt. Men der er ingen tvivl om at min mor ikke forstår mit valg. Jeg har i dag fortalt min mor, at jeg skal have hund nr 2 til januar. Der rystede hun på hovedet. Og før hun kunne sige mere, sagde jeg, at nu måtte vi se om jeg bliver fastansat Bare for at få ro.

 

Nu kan hun så bruge lidt tid til at tygge på den:-D

 

Jeg ved ikke helt, hvad jeg ville gøre. Men nok lidt med simpelthen at lade hunden(e) blive hjemme, når jeg tog på besøg. Det er jeg selv begyndt at gøre. Min stedfar og jeg er slet ikke enige om, det at have hund, så Luna har det bedre herhjemme.

 

Og så lade være med at snakke om dyr med dine forældre. Den bruger jeg også selv.

[Umulia]

 

Tror ikke dine forældre er ude på at såre dig - Det er forældre sjældent.

Det er misforstået kærlighed.

 

 

Det er jo rigtigt, det skal man altid holde sig for øje. Det, mange forældre mangler at lære, er bare at den bedste måde at hjælpe på ikke er at kritisere, men at foregå med et godt eksempel. Og er de først nået derhen hvor de er utilfredse med alt hvad deres børn gør, så burde de måske spørge sig selv hvor gode de har været til det :hmm:

[Gæst Sus&Siku]

Læner mig også lidt op ad de andre her i tråden... Dine forældre vil og mener kun det bedste for dig -efter deres mening.

 

Jeg er 31, enlig mor, bor på landet i egen ejendom, som skal passes. Har anskaffet mig hund, da jeg gerne vil have en "gø" sirene, hvis der skulle opstå indbrud igen(og jeg tilfældigvis er hjemme). Der er selvfølgelig flere årsager til, jeg anskaffede mig hunden

 

Mine forældre var ok med jeg købte ejendommen samt fik barn. Hunden var dog et minus i deres optik, men det har ændret sig i det sidste ½ år.

Jeg søger ikke accepten fra mine forældre, det er jeg vokset fra.

 

Giv det tid med dine forældre. Vis du er selvstændig, kan klare dig selv Når du viser, at du er uafhængig af andre, så giver det "respekt".

[Lenschow]

Ja som inspiration fra en anden tråd, kan jeg da mærke at jeg nok har brug for at få et par frustrationer ud.

 

Jeg føler mig konstant fordømt af min familie, i forhold til min hund.

 

Min familie har altid været fordømmende omkring mine dyr, det at jeg opdrætter kaniner gjorde at mine forældre var af den klare holdning at jeg aldrig nogensinde ville få en kæreste og bare ville ende alene. På trods af at det at opdrætte kaniner giver mig en kontakt med så mange mennesker og har indtil videre ikke haft en kæreste der har haft noget imod mine dyr.

 

Så kom hunden, på trods af at planlægningen til hende var lang så vidste mine forældre ikke noget før hun var født. De reagerede også med at det var dybt uansvarligt og at jeg tydeligvis ikke vidste hvad jeg gik ind til. For i deres verden skal man være "voksen" og have en familie og hus før man overhovedet kan begynde at overveje en hund.

 

Så da hunden endelig kom, ja de var da med ude og kigge og ingen tvivl om at min mor synes hun er sød, men min far ville ikke engang med indenfor da jeg skulle hente hende.

 

Jeg har fået af vide at Aya ikke må være hos mine forældre og på trods af vores nytårsaftale som vi havde haft i flere måneder, måtte jeg ikke komme alligevel og endte med at lave en nødløsning hos en veninde, bare et par uger før nytår fordi mine forældre ikke ville have Aya på besøg.

Det har intet med Aya at gøre men de bryder sig ikke om hendes energi (fordi hun er en unghund) Og desuden synes de det er syndt for deres hund at Aya så gerne vil snakke med ham. På trods af at han selv er med på det hele vejen igennem. Men hos mine forældre skal hundene konstant holdes i ro, ellers bliver energien stresset siger de. Jeg sørger for at holde Aya på afstand af mine forældres hund og hun er bare altid en engel når hun er på besøg hos dem. Men det ændre ikke deres holdning.

 

Jeg møder konstant kritik af mine forældre, får hele tiden af vide at de tror at efter jeg har fået hund så passer jeg ikke længere mine andre dyr, de har intet at have det i. For på trods af at jeg bor i samme by som mine forældre har de besøgt min lejlighed 2 gange efter jeg flyttede ind for 1½ år siden. De synes også jeg er dybt latterlig at bruge penge på hundetræning osv. Men det gør de også til deres egen hund.

Men sådan er de og de laver konklusioner på alt jeg gør i forhold til mine dyr, og jeg er virkelig træt af det.

 

Og nu kommer den nye, som har fået bæret til at flyde over. Jeg har gået med tanken om hund nr. 2 (ikke nu men om et par år) Selvom det ikke er i nærheden af at blive til noget, har de konstateret at der må være noget mentalt galt med mig. For tydeligvis har jeg ingen realitetssans, og ønsker at leve helt alene i min lille zoo uden et menneske omking mig. Det er virkelig som om de slet ikke kender mig eller ønsker at kende mig, og ved hvor meget tid og energi jeg ligger i mine dyr, men samtidig formår at have et socialt liv som ikke involverer mine dyr. Min øvrige familie, og min omgangskreds er da mere end almindeligt støttende, for de ved udemærket godt hvor meget jeg går op i det. Jeg kan mærke at jeg bliver helt misundelig på folk hvis familie støtter dem i deres valg. I stedet for bare at konstatere at de er mærkelige i hovedet. Det skal self. lige nævnes at det ikke kun er mig der er mentalt ustabil i mine forældres øjne. Alle unge mennesker (især singler) der har hund og endda har mere end 1 hund kan umuligt være raske i hovedet.

 

Ved godt at det bunder i frygt, men nu har jeg opdrættet kaniner i 6 år, haft kat i 3 år og hund i nu 1 år. Og jeg formår ganske glimrende at have en uddannelse, job og et socialt liv ved siden af, plus at jeg sidder i udvalg på min uddannelse og har stået i spidsen for flere lokale arrangementer. Så kan virkelig ikke se hvorfor de ikke bare kan komme sig over det. Ja tror lige at det var noget jeg havde brug for at komme ud med

 

Så sku du prøve at ha 10 katte og en hund Og være single.

 

I dag har jeg kun 4 katte og en hund og er forlovet, men folk forstår det ikke. Du skal bare nyde den rigdom dine dyr og din sunde hobby giver dig. The most important things in life aint things

[NickiA]

Sikke der dog er blevet svaret, skulle lige læse det igennem.:blink:

 

Først vil jeg sige at jeg godt ved at mine forældre elsker mig og det de har gang i er en mærkelig og knapt så heldig måde at vise det på fordi de er bange for at jeg skal ende alene.

Dog kan jeg ikke se at de kan blive ved med at tro det da jeg gang på gang har vist det modsatte, og er single nu (sådan da:slem:) men det er ikke en kronisk tilstand jeg har levet i mens jeg har haft dyr hehe.

 

Det er egentlig sjovt for på så mange andre punkter er jeg enormt selvstændig og har absolut ingen interesse i mine forældres accept af mine valg. Men det med dyrene har altid været et ømt punkt, men i har nok ret i at jeg bare burde mane mig op og sige at hos mig er det mine regler der gælder og hvis jeg beslutter mig for at blive crazy animal lady så må de jo bare enten acceptere det eller lade mig være i fred

[Gæst Mimas]

De er vel bare børnebørns skrukke

 

Men det lyder godt! Godt at du selv kan se at de elsker dig og at de bare viser det på en forkert måde, da de er bekymret/ har travlt Så længe du er socialt og kommer ud, så ville jeg ikke bekymre mig omkring at du ender som crazy animal lady.

Så stå fast ved din livsstil ^^

 

( mødte selv min nu forlovede som 23 årig, så du skal nok nå det )

[Gæst kleo]

Det vigtige er at få fortalt hinanden at man elsker hinanden;) min ældste søn som jo nu er 34 satte sig en dag han var på besøg, (jeg tror han var 22), han sagde bare, hør mor jeg ved godt du elsker mig, jeg elsker også dig, men jeg skal nok finde ud af at leve du har jo opdraget mig godt;) jeg siger til hvis jeg får brug for hjælp;) jeg glemmer det aldrig, min lille dreng blev stor;) jeg tror de to næste har nydt godt af deres storebrors ord, i alt fald har jeg haft lidt lettere ved ikke at bekymre mig så meget da de flyttede;)

[Gæst kleo]

Det jeg vil sige er vel noget med at man skal ikke nødvendigvis "stå fast" eller "bryde bånd" man skal vel bare få fortalt at man klarer sig og er glad;) man skulle helst blive ved med at føle kærligheden også som voksen ikke?