Vores bedste ven Hugo

[Lenschow]

Det er omkring halvandet år siden, og vi savner ham stadig. Hugo var en ganske særlig hund, som desværre måtte herfra for tidligt, grundet sin fortid. Mennesker havde ikke behandlet ham godt altid, men han elskede alligevel. Og sikke vi elsker ham. Lige så inderligt i dag som da han levede.

 

Dette foto er det sidste af os sammen, før jeg tog min bedste ven i bilen og kørte den længste vej nogensinde. Han havde dårlige hofter, dårlige albuer, spondylose og en særlig aggressiv gigtform, samt nogle ufattelige skader efter sin fortid, som aldrig ville hele. Smertedækkes kunne han ikke og jeg havde intet valg. Alligevel fortryder jeg det dagligt.

 

 

Den værste følelse er at blive tvunget til at være bøddel for sin bedste ven. Det kommer jeg aldrig over.

Men jeg gjorde det eneste jeg kunne. Jeg ville ikke. Jeg kunne ikke. Men jeg satte Hugo fri

 

 

 

Free

I left no grave to stand by and cry

I rest in no ground, I did not die

 

Just smile and remember me as I am still

Remember me running, playing and jumping over the hill

Remember me with you in all ups and downs

Don’t let sorrow blind you when I am still around

 

My purpose of life to make you all smile

So follow my last wish and now do not cry

 

In true love death can never be

And I am not dead

I have become free

 

:hjerte:

 

 

 

Med Kærlighed fra Imran og Helle og alle misserne

[Hofferne]

Et smukt digt!

Følelsen af at være bøddel forstår jeg sagtens - men din handling var jo et bevis på din kærlighed :ae:

[SpainGirl]

Det gør mig ondt. Føler med dig.