Derfor valgte jeg som jeg gjorde..

[Gæst Sitto]

Jeg har valgt at skrive det her indlæg fordi jeg ved at nogle ikke forstod mit valg, da jeg valgte at komme af med Sitto sommeren 2008. Den helt rigtige grund har jeg også først fortalt til alle andre i min omgangskreds fornyligt. Jeg vælger nu også at fortælle den herinde, da rigtig mange af jer har fulgt næsten hele mit forløb med Sitto. Men vær venlig at lade vær med at quote dette indlæg, da jeg gerne vil have muligheden for evt. at kunne slette igen.. Tingene begyndte at gå skævt allerede i foråret 2008, det gik rigtig dårligt oppe på min skole - jeg kunne ikke holde lærene ud, jeg kom hjem hver dag og havde følelserne af endnu en forbandet lortedag - for at sige det mildt! Kency og Sittos problemer blev heller ikke bedre og jeg var begyndt at være stresset over tingene, hvilket også resulterede i meget mindre tålmodighed og overskud fra min side af, så min mor og jeg begyndte at skændes en del hver dag. I juli flyttede Kency så, hvor jeg havde haft fundet hendes familie i 1½ mdrs tid før det - og den ventetid var også svær.. Selvom jeg vidste at det var det bedste for begge hunde, så var det rigtig hårdt. Kort tid efter fik jeg skoleskema fra min nye skole, da jeg simpelthen ikke ville kunne holde hele 9. klasse ud på min daværende skole - der gik ikke længe før jeg kunne se at med skole + arbejde ville Sitto være alt for længe alene. Planen havde hidtil været at enten ville min mor hjælpe eller også ville min mors kæreste passe Sitto de timer jeg var væk, fordi han er førtidspensionist - men som jeg ikke troede tingene kunne få mere skæv timing, så gjorde de - min mor fik nyt arbejde med meget lange arbejdstider og min mors kæreste og hende gik fra hinanden.. Jeg havde ingen overskud til noget som helst længere - og derfor valgte jeg at det bedste var at give Sitto et nyt hjem, det ville ikke være fair at beholde hende.. Jeg havde også brug for at komme mere væk hjemmefra, jeg havde brug for at komme væk og være mig selv.. Og oveni alle disse ting orkede jeg bare ikke at skulle have dårlig samvittighed døgnets 24 timer over at vide at det liv jeg ville give min hund, var alt andet end optimalt..

 

Få uger inden jeg kom af med Sitto, gik tingene så skævt for mig at jeg tog Sitto med på en gåtur, sammen med mine smertestillende piller, givet på recept da det er morfin lign. piller, og dér sad jeg oppe på byens sportsplads med piller i én hånd og Sitto siddende ved siden af.. Jeg kom til at kigge til siden og ind i hendes øjne, dét blik.. jeg kunne simpelthen ikke få mig selv til at gøre det, for hvad skulle der ske hvis jeg virkelig kom væk fra den her verden - hvad skulle der så ske med Sitto?! Jeg kunne bare ikke gøre det..

 

Den 14. august flyttede Sitto. Den dag har indtil nu været den sværeste dag i mit liv - jeg havde aldrig, ALDRIG troet at Sittos og mine veje skulle skilles..

 

Men det ville ikke være fair at beholde hende.. og jeg havde brug for at komme mere væk hjemmefra. Jeg troede at det var nok at jeg ikke var afhængig af at komme hjem efter skole hver dag, fordi jeg ikke havde Sitto længere - men det var det ikke. For oveni de ting der var allerede mens jeg havde Sitto, som jo fortsatte efter jeg var kommet af med hende, så kom savnet til Sitto oveni det hele.. jeg savnede hende så utrolig meget!

 

Så i september ramlede alt sammen for mig.. jeg havde også lige fået af vide at smerterne i mit knæ måtte jeg bare acceptere og lære at leve med. Jeg ville ikke mere! Og en dag valgte jeg at tage en overdosis, og denne gang gjorde jeg det.. med morfin lign. piller igen! Jeg tog 17 piller, men min plan lykkedes, i dag siger jeg HELDIGVIS ikke, og jeg fik det "kun" meget, meget dårligt.. så jeg fortalte det ikke til nogen, jeg sagde bare til min mor at jeg var syg og sørgede for at brække mig når hun ikke så det og gik hurtigt i seng da jeg kom hjem. Så jeg fortalte det ikke til nogen.. jeg fortsatte med at gå med alle mine problemer indeni mig selv..

 

I oktober 2008 fik jeg så min lejlighed i Ikast som jeg flyttede ind i den 15. oktober 2008, for jeg havde opdaget at bare det at kunne være mere i Ikast efter skole, var ikke nok - jeg havde brug for at komme ud og leve mit EGET liv..

 

Tingene begyndte også at gå fremad efter jeg flyttede hjemmefra :5up: Jeg fik et bedre forhold til min mor igen, jeg havde fået min gamle skole på afstand, der var fundet en behandling som kunne lindre smerterne i mit knæ. Men der var stadig ét eller andet psykisk som plagede mig, men som jeg ikke har kunnet snakke om.. i november begyndte jeg at få krampeanfald og har nogle gange været indlagt pga det, jeg begyndte også at få konstante smerter i min højre side, omkring det område nyrene er i og som strakte sig helt om i ryggen også..

 

Jeg har været igennem jeg ved ikke hvor mange undersøgelser, alle uden nogle former for resultat, alt ser normalt ud - og jeg har været indlagt for det, hentet af ambulance midt i krampeanfald osv. At komme hjem gang på gang med endnu en undersøgelse uden nogen former for resultat, har været kæmpe nederlag for mig.. og smerterne tog mere og mere til, jeg var ved at blive sindsyg over ikke at vide hvad der var galt med mig!

 

For en måneds tid siden først, tog jeg mig endelig sammen til at fortælle mine venner, min familie, min kæreste og min læge om alt det her.. Min læge har nu henvist mig til en psykiater, da han vil have vurderet om der er noget psykisk syg indeover det.. for mine smerter stammer ikke fra noget fysisk, men pga. jeg har været så langt nede psykisk, tror han at jeg ubevidst har "opfundet" de her smerter, fordi det er nemmere at håndtere fysiske smerter end det psykiske..

 

Men i morgen, for tre uger siden, tog jeg en overdosis igen.. denne gang på meget kortere tid og med 24 piller, som var stærkere end de gamle. Jeg fik det igen meget dårligt, tror også jeg besvimede, men ellers gik det ikke værre end det.. jeg tog op og fortalte min læge om det dagen efter og sagde at jeg nu havde smidt ALLE mine smertestillende piller ud, alle som jeg overhovedet har, og sagt at han ikke må give mig flere.. for nu har jeg ikke muligheden for at gøre det igen, selvom jeg måske ønsker det.. for de gange jeg har gjort det, har jeg virkelig ønsket at komme væk herfra!

 

Og det var det farlige, jeg har været bange for mig selv.. for når jeg kunne tænke klart, ønskede jeg ikke at komme væk - men når jeg havde mine nedture, gjorde jeg det uden at tænke mig om.. men nu har jeg ikke muligheden længere, jeg har fået snakket om alle tingene med mine venner, min familie, min kæreste og min læge. Og nu venter jeg på at komme til en psykiater..

 

Selvom jeg nu har skrevet det her indlæg er der sikkert stadig nogen der ikke forstår mit valg? Men jeg har brug for at få åbnet op omkring de her ting, for at få det her kapitel overstået i mit liv, ligge tingene bag mig og komme videre.. og fordi I herinde har været ret tæt på Sitto & jeg, gennem den tid jeg har haft hende - mange af jer har i hvertfald.

 

Og så kan jeg fortælle at jeg ser Sitto min. 1 gang om ugen nu, og det er fantastisk at kunne se hende så ofte! Jeg er kommet meget tæt på hendes familie, de siger jeg betyder lige så meget for dem, som deres egne børnebørn gør. Vi er kommet så tæt at jeg bliver inviteret med til fødselsdage, de har hængt billede op af mig i deres hjem osv. og jeg kan også snakke med dem om alt det her Så selvom jeg kom af med Sitto, har jeg nærmest fået en familie for det - en familie som også inkludere Sittopigen! :hjerte:

 

Jeg fortæller det her, fordi jeg har brug for at få forklaret HVORFOR jeg kom af med Sitto - for at folk ikke skal tro at det var fordi jeg var blevet teenagere og hellere ville feste.. for det er det absolut ikke! Og savner hende stadig helt utroligt meget.. Men her er det altså, der var en noget dybere grund til at jeg valgte som jeg gjorde..

 

Jeg håber I har forståelse for at jeg har skrevet dette indlæg.. men det er nu jeg skal have "ryddet op" for at kunne komme videre i mit liv og få alt det her overstået og gemt væk.

[Bantus]

Dejligt at høre fra dig, er ked af at høre at du har haft det så dårligt. Jeg håber alt godt for dig i fremtiden, og er sikker på at alt nok skal gå

 

Bantus

[Gæst Krusty]

Rigtig godt indlæg Nicole, og stærkt af dig at turde åbne dig på den måde!

Jeg er bl.a. en af de personer der sad og spurgte mig selv "Hvorfor???" Da du valgte at omplacere Sitto.

 

Jeg kendte lidt til jer tilbage fra Jubii, og vidste at Sitto bare var dit et og alt, og jeg sad derfor tilbage med, som du selv skriver, spørgsmålet, om du virkelig bare var blevet teenager og uinteresseret.

 

Den beslutning du har taget omkring Sitto, er nok en af de sværeste og mest barske beslutninger man som hundeejer kan blive tvunget ud i.

 

Jeg har selv været (og er) inde i nogle af de samme problemer som du beskriver, men jeg har 2 forældre i baglandet som hjælper, støtter, passer Elliott når der skal passes, og vil gøre ALT for mig og Elliott.

Derfor har Elliott været en kæmpe psykisk hjælp for mig og mine problemer. Han har hjulpet mig til at komme ud af min isolation, ud til træning, ud og snakke med mennesker, og han hjælper mig med at komme ud af sengen hver dag.

Men jeg har også et par forældre der gladeligt tilbyder at lufte ham en aften, hvis det hele bare køre ned. Og på trods af det, kan jeg selv godt få dårlig samvittighed engang i mellem.

 

Du har været HELT alene om Sitto. Du har derfor også været helt alene om at tage den beslutning at måtte gå af med din bedste ven! En beslutning som ingen (slet ikke en i vores alder) bør tage helt alene.

Det er svært at rumme andre hvis man ikke kan rumme sig selv, og det vigtigste for dig nu, er at komme på benene igen, hvad enten det er ved hjælp af medicin, terapi eller andet. Sitto har det godt, og du har glæden ved at se hende tit og holde kontakten, det må være nogle helt utrolige mennesker hun er kommet hos!

 

Jeg synes det lyder som en rigtig hård situation at skulle bo helt alene, når man er i din situation?? Og absolut ikke optimalt?? Hvordan synes du selv det er? Er det et bo-fællesskab eller bor du virkelig helt selvstændigt i en lejlighed?

 

Jeg kan kun anbefale dig at arbejde med dig selv, og passe på dig selv. Psykiske smerter og problemer er desværre enormt svære at gribe om og få hjælp til, men jeg kan kun anbefale dig at finde støtte i nogle tillidspersoner, hvad enten det er i form af en læge, psykolog, venner, eller sittos nye forældre.

Der er mange derude der kan hjælpe, men det er ikke altid let at få den hjælp man skal bruge.

 

En dag når du har det godt, og kan se dig selv og verden i øjnene igen, er der er anden lille hund der vil nyde godt af dig og din opmærksomhed. Og så kan du nyde, elske og tage dig af den ubetinget, fordi du elsker og tager dig af dig selv.

 

Alt godt til dig i fremtiden. Du er ikke alene!:hjerte:

[Gæst Sitto]

Tak for dit gode indlæg

 

Til det med at bo alene, så nej det er ikke svært for mig - jeg har det rigtig godt her. Jeg kan godt lide at jeg lever mit eget liv nu, selv styre min hverdag. Så selvom jeg er i den situation jeg er i, så har jeg det bedst her hvor jeg er - hvor jeg så kan opsøge hjælpen når jeg har brug for den, og stadig har mit eget liv som jeg selv styre. Jeg har helt selv valgt at flytte hjemmefra, det var mit eget valg. Og nej det er ikke et bofællesskab jeg bor i, det er ungdomsbolig for studerende - men helt selvstændige lejligheder med eget køkken og bad.

[bernerazuro]

Hej Nicole.

 

Jeg respekterede dit valg angående Sitto dengang du valgte at sige, at det her liv fortjente hun ikke. Du skrev ikke den fulde beretning, nej, men vi har heller ikke ret til at vide alt bare fordi vi interesserer os for hunde og er på samme forum :blink:

 

Men jeg havde da godt nok ikke i mine vildeste forestillinger troet at du var så langt nede! Jeg fik godt nok et chok, da du skrev det!

 

Jeg håber alt godt for dig i fremtiden! Nogle er bare mere uretfærdigt stillet end andre, men det kan da for helvede ikke vare ved og det lyder som om der er ved at blive sat gang i hjulene nu, både med problemerne med knæet og at du er blevet henstillet til psykiater!

 

Og hvor er det bare dejligt at høre, at du stadig ser Sitto jævnligt, må indrømme at mit hjerte græd med dig, fordi jeg vidste I havde et vildt tæt forhold Og hvor fedt er det lige, at du har fået sådan nogle gode venner i hendes omplaceringsfamilie! Jeg er bare rigtig glad for det på dine vegne!

[Gæst Sitto]

Hej Nicole.

 

Jeg respekterede dit valg angående Sitto dengang du valgte at sige, at det her liv fortjente hun ikke. Du skrev ikke den fulde beretning, nej, men vi har heller ikke ret til at vide alt bare fordi vi interesserer os for hunde og er på samme forum :blink:

 

Men jeg havde da godt nok ikke i mine vildeste forestillinger troet at du var så langt nede! Jeg fik godt nok et chok, da du skrev det!

 

Jeg håber alt godt for dig i fremtiden! Nogle er bare mere uretfærdigt stillet end andre, men det kan da for helvede ikke vare ved og det lyder som om der er ved at blive sat gang i hjulene nu, både med problemerne med knæet og at du er blevet henstillet til psykiater!

 

Og hvor er det bare dejligt at høre, at du stadig ser Sitto jævnligt, må indrømme at mit hjerte græd med dig, fordi jeg vidste I havde et vildt tæt forhold Og hvor fedt er det lige, at du har fået sådan nogle gode venner i hendes omplaceringsfamilie! Jeg er bare rigtig glad for det på dine vegne!

Nej du har helt ret, selvom vi herinde er på samme forum og deler samme interesse, skal I ikke vide alt :blink:

Det var også derfor jeg valgte ikke at fortælle den fulde sandhed dengang, for det gjorde jeg ikke engang til min familie eller mine venner - vel ikke engang overfor mig selv?

 

Men nu skal jeg videre, jeg har søgt hjælp og det her er noget som skal afhjælpes og derefter være en del af mit liv som jeg HAR overstået (og overlevet!) og lært af. Derfor vælger jeg at skrive herinde nu, fordi at jeg har brug for at få fortalt sandheden - især fordi det herinde berører hvad folk tror om hvorfor jeg gik af med Sitto - og jeg ønsker ikke at nogen tror det er fordi jeg bare hellere ville feste.. for der var altså en dybere grund..

 

Ja nu er der blevet taget hul på det og jeg bliver hjulpet. Forstår godt du fik dig et chok, det har alle fået - fordi jeg i ja snart et år, har holdt en facade udadtil som sagde "Jeg er glad, har et godt liv og alt er som det skal være" - og så bare har gået med tingene indeni mig selv i alt den tid..

[bernerazuro]

Nej du har helt ret, selvom vi herinde er på samme forum og deler samme interesse, skal I ikke vide alt :blink:

Det var også derfor jeg valgte ikke at fortælle den fulde sandhed dengang, for det gjorde jeg ikke engang til min familie eller mine venner - vel ikke engang overfor mig selv?

 

Men nu skal jeg videre, jeg har søgt hjælp og det her er noget som skal afhjælpes og derefter være en del af mit liv som jeg HAR overstået (og overlevet!) og lært af. Derfor vælger jeg at skrive herinde nu, fordi at jeg har brug for at få fortalt sandheden - især fordi det herinde berører hvad folk tror om hvorfor jeg gik af med Sitto - og jeg ønsker ikke at nogen tror det er fordi jeg bare hellere ville feste.. for der var altså en dybere grund..

 

Ja nu er der blevet taget hul på det og jeg bliver hjulpet. Forstår godt du fik dig et chok, det har alle fået - fordi jeg i ja snart et år, har holdt en facade udadtil som sagde "Jeg er glad, har et godt liv og alt er som det skal være" - og så bare har gået med tingene indeni mig selv i alt den tid..

 

Altså, fy skamme da, du ved da også godt, at der ikke er noget værre end indadvendte hunde, ikk'? :blink: Ej, spøg til side, håber ikke det gør noget.

 

Jeg kan love dig for, at jeg godt nok aldrig har troet, at det var fordi du hellere ville feste. Det var altså umuligt (for mig) at tro om en, der virkede så glad for hunde og livet med dem som du!

 

Jeg krydser for fremtiden, at dit knæ bliver godt, at de underlige smerter i siden forsvinder og du bliver den glade pige, som du har virket til at være udadtil! Og det er altså en direkte ordre! :blink:

[Gæst Sitto]

Altså, fy skamme da, du ved da også godt, at der ikke er noget værre end indadvendte hunde, ikk'? :blink: Ej, spøg til side, håber ikke det gør noget.

 

Jeg kan love dig for, at jeg godt nok aldrig har troet, at det var fordi du hellere ville feste. Det var altså umuligt (for mig) at tro om en, der virkede så glad for hunde og livet med dem som du!

 

Jeg krydser for fremtiden, at dit knæ bliver godt, at de underlige smerter i siden forsvinder og du bliver den glade pige, som du har virket til at være udadtil! Og det er altså en direkte ordre! :blink:

 

Nej indadvendte hunde duer ikke, det har jeg også kæmpet for med Sitto Nu tager jeg så lige turen med mig selv også ik? :blink: Hehe.

 

Jeg vil følge din ordre og blive glad og få smerterne væk igen :5up:

Men lige en meget positiv ting, så er jeg begyndt at løbe agility igen hver uge, 1-2 gange om ugen - og jeg deltager ved landsstævnet i Holbæk til juli! :5up: :banan:

[bernerazuro]

Nej indadvendte hunde duer ikke, det har jeg også kæmpet for med Sitto Nu tager jeg så lige turen med mig selv også ik? :blink: Hehe.

 

Skal jeg kommentere det?

 

Men okay, du er da på rette vej

 

Jeg vil følge din ordre og blive glad og få smerterne væk igen :5up:

 

Dygti' pige :blink:

 

Men lige en meget positiv ting, så er jeg begyndt at løbe agility igen hver uge, 1-2 gange om ugen - og jeg deltager ved landsstævnet i Holbæk til juli! :5up: :banan:

 

Aiii, hvor fedt! Hvis ikke det var fordi der (forhåbentligt) lige er flyttet en hvalp ind til den tid (jeg håber håber håber), kunne du godt risikere, at jeg lige ville poppe forbi :blink:

 

Hvilken slags hund er det? Nu bliver jeg nysgerrig

[Gæst Sitto]

Skal jeg kommentere det?

 

Men okay, du er da på rette vej

 

 

 

Dygti' pige :blink:

 

 

 

Aiii, hvor fedt! Hvis ikke det var fordi der (forhåbentligt) lige er flyttet en hvalp ind til den tid (jeg håber håber håber), kunne du godt risikere, at jeg lige ville poppe forbi :blink:

 

Hvilken slags hund er det? Nu bliver jeg nysgerrig

Det er min venindes hund jeg løber med, en græsk gadehund de har fået hjem via foreningen.

[bernerazuro]

Det er min venindes hund jeg løber med, en græsk gadehund de har fået hjem via foreningen.

 

Okay, fedt nok

 

Held og lykke med landsstævnet! Er sikker på I nok skal klare det godt :blink:

[linda-hvid]

Puh ha sikken en omgang, syntes jeg var nødt til at kommentere dit indlæg men uden jeg egentlig har noget at sige

 

Vidste jo godt at det hele var noget rod men at det var så slemt kommer alligevel bag på mig.

 

jeg syntes det er stort af dig at melde det rent ud og krydser fingre for at du hurtigt får det bedre.

 

:ae::ae::ae: til dig fra mig og pletøglen

[luckyluna]

:ae: Du er sgu en stærk pige nicole! Hold fast i det, så skal det nok gå:ae:Dejligt at du nu har meldt ud til din omverden hvordan du har det, så du kan få opbakning og hjælp:-)

 

Dejligt du har fundet en hund at løbe agility med:-D

[Gæst Ninjamor]

Held og lykke med dit nye liv

[Gæst tanita]

Vil bare sige at det er stærkt gået. At indrømme, at der er noget er ofte det allersværeste, og når man først får hul på bylden, så at sige, så heler den altså meget nemmere (ikke at det ikke bliver svært, men man kommer altså fremad)

 

:ae: Til dig og fat mod.

Super at du har fundet en hund at blive aktiv med igen, og super at sittos familien er så åben over for dig :5up: