Pludselig rolig

[Aslan]

Aslan imponere mig gang på gang, og når jeg har mindst tiltro til ham, kan han opfører sig HELT eksemplarisk.........i et kort stykke tid.

 

 

I vores række bor en dame som har en handicappet pige, på omkring 5-6 år tror jeg.

 

 

De kommer forbi os i dag, lige som vi er på vej ind, og damen skynder sig at spørge om de ikke lige må hilse på aslan

 

Selvfølgelig må de det, aslan er jo så ikke helt vildt vandt til børn, og mener at det er nogle man skal lege tackle leg med

Eller kører helt op over (ja ja manglende socialisering).

 

Nå, men han får besked på at sætte sig inden de hilser, det mener aslan så ikke han skal, jeg prikker ham på rumpen og han sætter sig!

 

Så hilser ham og pigen på hinanden, imens jeg snakker med moderen ser jeg pigen gå hen og løfte stille og roligt op i læberne og studere hans tænder

 

Aslan? Tjae, han sider bare og sider, indtil hun slipper læben, så skal hun lige snuses på næsen

 

Så prikker hun ham stille på hovedet, og Aslan? Han ikke så meget som bevæger sig, han sider bare og kigger ned langs stien, sådan som han nu altid gør når jeg snakker med folk.

 

Pigen kommer hen og tager felxilinen ud af min hånd, og aslan? Ja han kigger på hende og så kigger han ned ad stien igen

 

 

Nu gider pigen ikke at snakke mere.................og hvad gør Aslan?

 

Han gør hende op i hovedet For hun skulle da blive ved med at..........gøre uderlige ting ved ham

 

Men damen mener at de gerne vil hilse på aslan igen :blink:

 

 

 

Men don det er fordi han kan mærke at man måske skal passe lidt mere på hende pigen, end martins niece?

Jeg er nu stadig imponeret over Aslan

[Gæst ThomasTBO]

Jamen det er jo bare de herlige hunde i en nøddeskal. Jeg har lige læst bogen Marley & Me /har ikke set filmen, så ved ikke om følgende episode er med): John & Jenny venter deres første barn, men det viser sig ved en scanning, at fosteret er dødt, så Jenny er nødt til at få det fjernet. Hun bruger lidt tid på at komme nogenlunde til hægterne på sygehuset, inden hun og John vender hjem til huset. De er naturligvis begge dybt ulykkelige og Jenny har derudover stadig smerter. John frygter for Marleys modtagelsesceremoni, der altid er meget voldsom og ustyrlig... men bare ikke på denne dag! Marley sætter sig hen foran Jenny med et 'medfølende' udtryk, som om han siger "det gør mig ondt" og så begraver han sit store hovede i hendes favn - der sidder de så bare, stille og næsten andægtigt.

 

John er målløs og havde aldrig troet Marley kunne være på den måde, men han kunne åbenbart fornemme noget særligt, noget der sagde ham, at idag skulle der ikke leges headbanging og vilde danse rundt i huset.

 

Det er vel også derfor hunde kan bruges som terapihunde på plejehjem, hospitaler osv. - de kan ofte mærke på hver enkelt, hvad der er brug for - også i her-og-nu situationer.

 

Og hvor mange hundeejere har ikke oplevet noget tilsvarende under diverse kriser, om det så er af fysiske eller psykiske årsager? Jeg har f.eks. fornylig læst bogen Dog Years (af Mark Doty) - her bliver forfatterens partner dødeligt syg, og tilbringer sin sidste tid sengeliggende i hjemmet. I hele denne periode flytter deres hund praktisk talt ind i soveværelset og tilbringer næsten al sin tid ved den døendes side.

 

Jo, hunde kan skam mere end vi lige umiddelbart går og tror!

[Ascha]

Ja, vi glemmer sommetider hvor meget vores hunde "er med".

 

En af mine veninders mor lå hjemme og var døende. De havde en flatcoat der, i den sidste tid, brugte alle sine ture på at finde ting hun kunne slæbe hjem til sin "mor". Når hun havde fundet noget brugbart kunne vedkommende der var ude at lufte hende gøre hvad som helt,... hun lukkede simpelthen ørerne og gik direkte hjem for at aflevere det hun havde valgt ud. Jeg må sgu indrømme at det var lidt rørende.....

 

 

Sommetider kunne man godt tænke sig at vide hvad en hund tænker.

[Gæst kratos' mor]

Jeg er helt sikker på at de godt ved hvornår de kan tumle og hvornår de skal "passe på" Har opdaget at min er meget forsigtig ved børn - og især dem som ikke selv har hund og derfor er mere forsigtige i deres omgang med ham Kan godt forstå hvorfor du er stolt af din dejlige dreng

Jeg er kronisk syg og Kratos kan med sine knap ni måneder fornemme hvornår han skal være ekstra forsigtig, ja eller nogen gange må vente med tur til far kommer hjem. Hunde er skønne. Og scenen er med i filmen - meget sødt

[PinPoynter]

Jeg er helt sikker på at de godt ved hvornår de kan tumle og hvornår de skal "passe på" Har opdaget at min er meget forsigtig ved børn - og især dem som ikke selv har hund og derfor er mere forsigtige i deres omgang med ham Kan godt forstå hvorfor du er stolt af din dejlige dreng

Jeg er kronisk syg og Kratos kan med sine knap ni måneder fornemme hvornår han skal være ekstra forsigtig' date=' ja eller nogen gange må vente med tur til far kommer hjem. Hunde er skønne. Og scenen er med i filmen - meget sødt [/quote']

Lidt off topic, men kender vi hinanden? :blink:

[Gæst kratos' mor]

PinPoynter: det tror jeg desværre ikke. Jeg kommer fra Fyn.

[PinPoynter]

ok, du l¢d bare som en jeg gik i skole med

[Gæst kratos' mor]

Håber det var positivt så :lol:

[PinPoynter]

Ja, det er jo lige det ...nej, hun var/er skam en rigtig s¢d pige :blink:

[Gæst Potemis]

Jeg tror at hunde forstår så uendelig meget mere end vi mennesker gør.

De har bare en ekstra sans, som vi burde prøve hårdt på at komme i kontakt med..

 

Cookie som normaltvis ikke har stor interesse i hverken børn eller andre hunde, kan være noget så blid hvis vi møder en nervøs hund eller et barn der er bange for hunde.

Min nevø, blev bidt af en hund, og da han endelig efter lang tid tog mod til sig, til at hilse på Cookie, var hun stille og rolig og måske ikke helt glad ved situationen da knægten klappede hende på hovedet, men hun blev stående pænt. Og hun lægger sin bold pænt foran ham så han kan kaste den. Vi andre må kæmpe hårdt for at få bolden.

En hund i området her, er omplacingshund og var meget bange og sær i starten. Hun fik lov til at springe rundt og sætte poterne op på Cookies ryg og snuse og gø.. Og Cookie accepterede det bare. Normalvis er hun en meget bestemt lille dame, der mener at snuseri i måsen hører løbetid til og at andre hunde kan rende og hoppe, når hun altså selv er færdig med at hilse på dem!

 

Hun bliver også hurtigt påvirket af vores sindstilstand, specielt min. Hvis jeg har været ked af det, vil hun ikke være alene hjemme og hvis jeg er syg, skal hun helst ligge helt oppe i hovedet på mig og kurere mig med kys. Hunde er nogle sære dyr altså. Jeg tror stadig lidt at hvis gud har skabt noget som helst i sit billede, så er det hunden.