Nærgående hanhunde

[Gæst Ninjamor]

Men det er jo netop ikke mobning, men naturlig (og sund) adfærd, der er intet unaturligt i at hanhunden er interesseret eller at tæven siger skrid. Hvis jeg griber ind lærer hun først at det er noget væmmeligt som hun ikke selv kan klare, støtte, opbakning og hjælp, hvis hanhunden er voldsforbryder, men ellers må hun sige fra. Selv store kamptæver siger jo ikke fra ved at fare i flæsket på hanhunden, deres sprog er udviklet nok til at der findes 'skrid' og adskillige skridt før hun når til 'dø'.

Men den sarte tæve bliver dejligt selvsikker af at opleve at hun kan sige fra og at hanhunden respekterer det.

 

Der er bare det ved det, at mange, mange af disse sarte tæver som du skriver, aldrig vil kunne sige godt nok fra.

 

I den ideelle verden burde hundene selv kunne klare det og tæverne kunne sige fra, men sådan er det bare ikke i det virkelige liv, desværre.

Mange hanhunde ejer ikke selvkontrol eller overser totalt tævens advarsler og skal dermed have en meget grov tilrettevisning af tæven. Så grov at det ikke burde være nødvendigt.

 

Hvorvidt en tæve siger fra overfor en hanhund er utroligt individuelt og afhænger blandt meget andet af hvor stor selvtillid hun har ift. sine mennesker.

En del tæver må høre på ejeres vrede overfor den frembrusende hanhund, når ejer forsøger at jage ham væk og kan meget nemt tage denne vrede til sig og blive passiv i situationen, fordi de tror vreden inkluderer dem og så skal de ikke have klinket noget, men går i konflikt mellem at ville sige fra og egentlig ikke turde pga. ejers "forbud".

Hvis dette gentager sig for ofte vil den opbyggede frustration på et tidspunkt få tæven til at eksplodere i hovedet på hanhunden.

 

Nogle sarte tæver som oplever selvsikkerhed fordi de har sagt fra på denne eksplosive måde bruger det desværre senere til at blive "bitch'ede" overfor andre hunde, fordi de har opdaget den gode effekt - og bare fordi de kan!

[Gæst Ninjamor]

Jeg ville blot frem til at der intet er i vejen for at tæven lærer at det er ok at sige fra, jeg oplever en tendens til at en hund der knurrer ad en anden hund er skræmmende, optræk til kamp, et stort problem etc mens det i virkeligheden bare er en del af adfærden.

 

Selvfølgelig er der intet i vejen for det, det er en naturlig del af udviklingen.

[Petrine]

Jeg kan sagtens se logikken i det I siger og vi bliver aldrig enige, men jeg får da lidt større forståelse for de 'irriterende tåber' der trækker afsted med sine dejlige hanhunde det må jo også være vanskeligt for han-ejerne at gennemskue holdningen hos dem de møder.

 

Lover at holde øje med om Petrine bliver bitchy - synes selv hun er blevet mindre hys og mere selvsikker siden jeg overtog hende fuldt ud.

 

Petrine elsker når jeg råber ad fremmede hunde (og mennesker ) hun har aldrig været i tvivl om det er hende, fuglene, rotterne eller manden der får skidebalde

[Gæst Ninjamor]

Jeg kan sagtens se logikken i det I siger og vi bliver aldrig enige, men jeg får da lidt større forståelse for de 'irriterende tåber' der trækker afsted med sine dejlige hanhunde det må jo også være vanskeligt for han-ejerne at gennemskue holdningen hos dem de møder.

 

Lover at holde øje med om Petrine bliver bitchy - synes selv hun er blevet mindre hys og mere selvsikker siden jeg overtog hende fuldt ud.

 

Petrine elsker når jeg råber ad fremmede hunde (og mennesker ) hun har aldrig været i tvivl om det er hende, fuglene, rotterne eller manden der får skidebalde

 

Hvad præcist er det vi aldrig bliver enige om?

[Petrine]

At tæverne bare skal lære at sige fra og have lov + at han-ejerne ikke skal have ansvar for alle de velduftende tæver, det vrimler med - du vil ikke tage chancen da du mener et nederlag kan gøre uoprettelig skade, jeg lader altid Petrine sige fra og blive ved længe før jeg hjælper til

[Jane]

Oskar er en af de hanhunde, som stresser og han aflæser ikke de advarsler, som tæven kommer med.

 

Han bliver derfor konsekvent fjernet af mig. Hvordan skal han kunne finde ud af det, hvis han den ene gang godt må, hvis tæveejeren mener, at tæven selv skal lære at sige fra. Næste gang vi så møder en tæve, får jeg besked på at fjerne min overliderlige hanhund. Det vil jeg ikke byde ham. Mener også det er synd for tæven. Så både for min egen skyld, for tævens og for Oskars skyld, er der ingen slinger i valsen der.

[Zaz-zaz]

At tæverne bare skal lære at sige fra og have lov + at han-ejerne ikke skal have ansvar for alle de velduftende tæver, det vrimler med - du vil ikke tage chancen da du mener et nederlag kan gøre uoprettelig skade, jeg lader altid Petrine sige fra og blive ved længe før jeg hjælper til

 

Problemet er vel så bare, at Petrine rent faktisk har modet til at sige fra. Det er bare ikke alle tæver, der gør det. Vi har mødt en del tæver...specielt yngre, der ikke siger fra og så synes jeg et eller andet sted, at vi lige skal have vores unge hanhund, der tror, at alle elsker ham i lidt kortere snor end vanligt. Vi kunne også bare lade ham mose på og skabe en konflikt, når tæven endelig fik nok, men sådan synes jeg ikke rigtig verden er skruet sammen...men det er måske mest fordi jeg mener, at en hund er et kunstprodukt og ikke en ulv jeg har inviteret ind i min stue...

[Gæst Ninjamor]

At tæverne bare skal lære at sige fra og have lov + at han-ejerne ikke skal have ansvar for alle de velduftende tæver, det vrimler med - du vil ikke tage chancen da du mener et nederlag kan gøre uoprettelig skade, jeg lader altid Petrine sige fra og blive ved længe før jeg hjælper til

 

Hvem har nævnt noget om ikke at lade sin tæve forsøge først?

Det mindes jeg ikke at have læst og det er ihvertfald ikke min personlige holdning til det.

 

Tæverne skal have lov at sige fra, javist, men de skal ikke presses udover deres grænser for den adfærd de normalt vil vise.

F.eks. at en blid og sart tæve som ikke har vist tegn på at kunne tætte andre på plads skal kastes ud i "hjælp dig selv" situationen.

 

Jeg har som hanhundeejer ikke ansvar for alle de lækre damehundemåse der render rundt og vifter Pelle om næsen, men jeg har et ansvar for min hanhunds opførsel, uanset han bliver provokeret af de dejlige tæver.

 

Lige som du har et ansvar for din tæves opførsel

 

Hvis tæven endelig får sagt fra lider hun netop ikke nederlag, så der er noget at det jeg har skrevet du har fået galt i halsen

[Petrine]

Derfor og pga mulig senere aggressivitet hos tæverne, synes jeg det er en rigtig dårlig ide at lade sin unge tæve få overskredet sine grænser så langt at hun siger fra.

 

Det er vist den her jeg så har misforstået - og jeg er altså ikke ude i mission blive uvenner Petrine var (og er) ultrablød, hun er blevet opmuntret til og rost for at sige fra, hun er blevet presset til at sige fra, for jeg trådte ikke ind (med mindre, igen, hanhunden var håbløs) og jeg er selv meget tilfreds med resultatet. Og jeg må så tilstå at jeg fik overtalt tidligere ejer til at gøre det samme så Petrine har været udsat for lidt i sine unge dage.

[Gæst Ninjamor]

Det er vist den her jeg så har misforstået - og jeg er altså ikke ude i mission blive uvenner Petrine var (og er) ultrablød, hun er blevet opmuntret til og rost for at sige fra, hun er blevet presset til at sige fra, for jeg trådte ikke ind (med mindre, igen, hanhunden var håbløs) og jeg er selv meget tilfreds med resultatet. Og jeg må så tilstå at jeg fik overtalt tidligere ejer til at gøre det samme så Petrine har været udsat for lidt i sine unge dage.

 

Ok, det kunne jeg havde udtrykt klarere og tror også jeg har gjort det, men ikke lige i det indlæg.

Næ, hvorfor skulle vi blive uvenner? Uenighed fører ikke til uvenskab i min ende af debatten.

 

Måske afhænger det af øjnene der ser. Muligvis ville jeg synes du gik for langt muligvis ikke og omvendt.

 

Det afhænger af tæven og hvad hun kan klare.

 

Alle mine egne tæver har kunnet sige fra, men der findes desværre bare tæver som ikke kan/tør.

[Zaz-zaz]

Ok, det kunne jeg havde udtrykt klarere og tror også jeg har gjort det, men ikke lige i det indlæg.

Næ, hvorfor skulle vi blive uvenner? Uenighed fører ikke til uvenskab i min ende af debatten.

 

Måske afhænger det af øjnene der ser. Muligvis ville jeg synes du gik for langt muligvis ikke og omvendt.

 

Det afhænger af tæven og hvad hun kan klare.

 

Alle mine egne tæver har kunnet sige fra, men der findes desværre bare tæver som ikke kan/tør.

 

Har du egentlig en ide om hvorfor ? Er det bare tæver, der er mentalt svagere / blødere eller er det aldersbetonet. Dem vi er rendt ind i, der høre til den bløde side er som regel tæver, der kun har overstået 1. løbetid. Derefter er det nogle tasker, der klart siger fra...

[FrkSmilla]

Petrine må gå ind under betegnelsen blød tæve og hun har fra starten 'fået lov' selv at sige fra - måske fordi jeg før har haft hanhunde, det er uendeligt mere effektivt at Petrine siger skrid end at jeg siger det 117 gange, hun har efterhånden lært det, er ikke blevet aggresiv men nu fiser det ind. Og så erkender jeg at alle væsner af hankøn har drifter der slukker for intelligensen, så jeg har da lidt forståelse for hanhundenes opførsel.

 

Men det eneste du ikke må gøre er at tage hende op - for så bliver alle de nærgående hanner pludslig MEGET farlige

 

Ups, det gør jeg faktisk ret tit, hvis vi f.eks sidder på en bænk et sted og hanhunden mosler rundt omkring hende. Det er jo nemmest at bringe hende ud af situationen ved lige at sætte hende op på skødet. Men jeg ved godt man heller ikke må tage dem op, hvis de har fået en forskrækkelse osv.

 

Eller også har jeg tit trukket afsted med hende, men det kan jo heller ikke være behageligt. Ellers har jeg blokeret for hanhunden med en arm (hvis jeg kunne).

 

Det er de færreste hanhunde der når til at humpe hende (kun sket en gang), men de ''vold-sniffer '' som Zaz zaz vist skrev det (løfter hendes bagpart op med hovedet/ træder på hende med forbenene/ er voldsomme) og så kryber hun jo.

 

Men nu ved jeg at 'vi' er i vores gode ret til at sige fra og jeg kan forklare han-hundeejerne hvorfor. :5up:

[Gæst Ninjamor]

Har du egentlig en ide om hvorfor ? Er det bare tæver, der er mentalt svagere / blødere eller er det aldersbetonet. Dem vi er rendt ind i, der høre til den bløde side er som regel tæver, der kun har overstået 1. løbetid. Derefter er det nogle tasker, der klart siger fra...

 

Man kan forsøge at gætte sig til årsagen, men skal jo have hele billedet med.

Til dette billede hører hele hundens hverdag og liv, hvordan det er bygget op: Bliver tæven ansporet til at udforske når hun viser nysgerrrighed - eller det modsatte?

 

Bliver tæven "håndteret" af sin ejer/andre udover hvad den har lyst, men har lært at affinde sig med det?

 

Er hun blevet overpylret om?

 

Har hun fået lov at udvikle selvstændighed?

 

Har hun overhovedet lært at det er OK at sige fra?

 

Nogle racer/individer er så milde at det ligger dem så fjernt at sige fra overfor andre hunde, at når de endelig gør det er deres grænser for længst overskredet.

Det er dise unge tæver som er i farezonen for at udvikle aggressivitet.

 

Undersøgelser viser at hunde og ulve følges ad udviklingsmæssigt til de er 4 måneder. Derfra udvikler (modnes) ulvehvalpen sig, men hundehvalpen bliver stort set på dette niveau. Dens modenhed modsvarer en ulvehvalp på 4 - 6 måneder.

 

Så i princippet kan vi have en tæve i 1. løbetid som er blevet pyldret om - eller holdt nede og som oppe i sit hoved kun er 4 - 6 måneder.

 

Det er næppe realistisk at forestille sig at denne unge tæve har det der skal til for at sige ordentligt fra overfor anmassende hanhunde, som tænker med den forkerte ende.

Tænker jeg.

 

Alderen skal naturligvis også med for med den kommer erfaringen i at begå sig blandt artsfæller og måske mere selvsikkerhed til den tæve der har brug for det.

 

Omvendt lærer mange tæver at være nogle sataner overfor hanhunde netop pga disse tidlige negative erfaringer.

De gør måske ikke noget i situationen som unghunde, men når de bliver ældre, typisk omkring 3. løbetid, så har de det der skal til for at turde sige fra og da er de som regel ikke pæne i udtrykket. Men de bliver forstået!