Scorpio

Halleluja, for en pris! Jeg prøvede lige at finde den billigere. Det kunne så ikke lade sig gøre - tværtimod forlanger en anden boghandel 900 kr. for den Den ser yderst interessant ud, men er den virkelig pengene værd?

Oh My.., for en syg verden

:hjerte:

Det har helt sikkert noget at gøre med, at de skal kunne spurte der ud af :blink: Jeg kan slet ikke lade være med at tænke i navne. De har selvfølgelig navne nu, men de er pokkers lange, så vi er gået igang med at inde kaldenavne. Min søn mener helt klart at den skal hedde Fixe, men det bliver der altså ikke noget af Pt. er jeg lidt lun på "Arci" og "Aiko" - det matcher også deres kennelnavne lidt, men det kan nå at ændre sig endnu. Jeg synes egentlig det er nogle rigtig fine navne du har fundet, og det kan være jeg låner lidt inspiration :blink:

Ja, og jeg tør næsten ikke en sikkerhedssele, eter at have hørt om nogen grumme tilfælde Jeg har lige fundet Atlas Car på tilbud til 450 kr. fra England, og dét må siges at være billigt Så jeg tror jeg bestiller sådan et hjem. Hvis jeg så en dag tager mig sammen til at få en bil, fordi Wuffi skal på udstilling, så kan jeg købe et billigt klap-sammen trådbur til indendørs

Jeg kommer til at spamme herinde :blink: Det virker nemlig til at være en super race. Jeg havde, som dig, heller ikke overvejet den før, og da jeg så mødte 6 whippet hanner, så var jeg slet ikke i tvivl Jeg skal dog lige forliges med dens hale. Kroppen er utrolig elegant, synes jeg, men halen! Det kommer nok en dag... Held og lykke med din fremtidige hvalp

Hvad bruger du så? Egentlig har jeg altid tænkt buret som en god løsning, men det har selvfølgelig mange svage punkter. Og så kunne hunden også godt ende med at ligne en indsnøret skinke efter en hård opbremsning..

Nååh, det lyder jo knap så godt Egentlig skal det primært bruges indendørs, men jeg ville gerne, at det kunne tages med i bilen, hvis der skulle vise sig en kørelejlighed, så jeg må ud og støve et andet op.

Jeg sidder lidt og vindueskigger udstyr, og så kom jeg til at tænke på noget... De alm. trådbure koster gerne op imod 800-1000 kr. de forskellige steder. Men relativt ofte har de bure i Jem&fix til ca. 300 kr. Men er der nogen forskel på burene? Umiddelbart kan jeg ikke lige se det, men kvaliteten kan selvfølgelig være anderledes. Er der nogen der har købt fra Jem&fix, og kan fortælle mig om det er noget skidt?

Hvor er det dog tragisk. Det gør mig ondt :ae:

Det er det nemlig :blink:

Den er liiiige kommet ud Så skal jeg bare lokke nogen til at lege chauffør for de 500 km der er alt i alt i slutningen af januar, og så skyder jeg løs med kameraet!

Tak for alle jeres svar. Der er mange kloge ord, som jeg har taget til mig. At der desværre ligger en sørgelig skæbne bag erfaringerne, gør mig ondt at tænke på Idag tog jeg mig sammen til at pakke Miras ting ned. De havde alle ligget i hendes kurv på stuegulvet, men nu er de pakket pænt sammen og kommet ud i skuret. Det var det sidste fysiske af hende der var tilbage, og det gjorde ondt, men samtidig var det også sådan lidt "Vi skal altså også videre herfra" For det skal vi. Der triller stadig tårer, men jeg kan huske tilbage på hende med et smil. Og i dag tog jeg så den store beslutning.. Til marts flytter en lille Whippet ind. Jeg kan godt mærke lidt kriller i maven ved tanken, og tænke at der er aaaal for lang tid til, men jeg er egentlig rigtig glad for, at det først er om et par måneder, for så er oplevelserne med Mira kommet på afstand. Men igen. Tak for alle jeres søde indlæg :hjerte:

Her er mine på henholdsvis 7 og 8 mdr.. De er nogen værre tossehoveder, som ALTID skal lave underlige udtryk når kameraet kommer frem Men dejlige katte, dét er de :hjerte:

Årh nej altså. Jeg er virkelig faldet for de skæve Whippets dér. Det lyder nemlig som om, at sådan én ville passe ret godt ind her - både temperaments og kravs-mæssigt. Det er måske ikke den kønneste hund, men jeg har trods alt holdt meget af en Chinese Crested engang, og så kan jeg helt sikkert også godt forholde mig til en Whippet Nu vil skæbnen så, at der lige er født et kuld fine hvalpe. Det vil jo betyde at de er klar om en 8 ugers tid.. Og så kommer jeg i tvivl. For stort set ingen opdrættere (slet ingen inden for en overskuelig radius) forventer hvalpe i 2010, og på otte uger kan man trods alt nå at få bearbejdet sorgen nogenlunde. Men jeg har godt nok skyldfølelse overfor Mira at jeg allerede nu overvejer at reservere en hvalp. Min hjerne siger ja, men mit hjerte siger ja/nej/ja/nej/jaja/nej

Jeg bad dem meget simpelt om, enten at respektere min holdning og beslutning eller undlade at omgåes mig i fremtiden. Lidt kontant, men jeg blev godt nok forbavset over udtalelserne. I forvejen er de meget direkte og i dagene op til aflivningen hørte jeg også på lignende kommentarer, men nu havde jeg simpelthen fået nok. Og vores forhold bliver bestemt taget op til overvejelse!

Hvor er det dog dejligt at få en "Nææ, hvor er her dejligt fredeligt" kommentar, dagen efter man har sagt farvel til sin hund Og lige suppleret op med "Nu har du har vel ikke tænkt dig at få hund igen?! De tager jo ALT for meget tid!" Jeg kunne have proppet en saltkværn i munden på dem lige der! :damn: Én ting er, at vi ikke deler interessen for hunde, men de kommentarer kunne jeg altså godt have undværet.

Jeg havde kun en enkelt Og det tomrum dér. Det er godt nok ulideligt! Jeg bruger næsten heller ikke tiden på andet end at læse racebeskrivelser igennem - det er nemlig en super tidsrøver og distrahering Lige nu har jeg fået Whippet på hjernen

Jeg er super glad for jeres indlæg Det får mig til at huske, at der helt sikkert også er en hund derude, som kan elskes ligeså højt som Mira. Det bliver aldrig hende, men så har jeg minderne at tage med mig. Jeg har rystet lidt på hovedet af mig selv, over at være SÅ ked af det - hun havde jo for pokker kun været her i to mdr. modsat min tidligere hund som havde været her i flere år. Men den tøs satte et helt specielt aftryk i mit hjerte. Jeg skiftevis hyler af savn og af "kedafdethed" over at hun havde det så skidt. Men en eller anden dag, så sidder jeg med en skøn hund i favnen, og kan tænke tilbage på Mira med et smil. En dag..

Tak for dit indlæg Det forrige blev ikke opfattet negativt, selvom mit svar måske lød derhen af. Men mine følelser er vist heller ikke helt stabile lige nu Åh ja, sorgen skal bestemt have tid til at lægge sig. Lige nu er tanken om en ny hund både nær og fjern. For savnet af en hund er her jo allerede - men det er jo savnet af Hende. Jeg er ikke i tvivl om, at der flytter en ny hund ind en dag. Men det bliver først når det ikke bare er en erstatning, men når det hundEN. For du har ret. En ny hund med problemer, ville bestemt ikke gavne lige nu. Uf, hvor kan de hunde dog sætte store spor!

Jeg forstår dig til fulde, og det ville jeg formentlig også selv have tænkt, hvis jeg læste med fra sidelinien. Jeg har egentlig ikke lyst til at diskutere min beslutning, men jeg føler mig nødsaget til at forklare mig. Mira nåede at bo her i 2 mdr. I den tid havde vi én god oplevelse med fremmede hunde og et par stykker med fremmede mennesker. Vi har rådført os med adfærdsbehandler, dyrlæge og DFA. Zylkene og DAP har også været inde over. På trods af - hvad jeg vil kalde - kompetent hjælp og vejledning, har dette ikke hjulpet Mira. Det er udelukkende gået tilbage for hende. Jeg ved godt, at der sidder en del derude og tænker "SIKKE en hundeejer", for JA, man bør gøre hvad der står i ens magt for at hjælpe hunden. Men jeg mener også at der skal være en grænse. Og når både de uddannede folk der har været inde over Mira og jeg selv mente, at grænsen var nået, så traf jeg den ufatteligt svære beslutning at lade Mira få fred. Om det gør mig til en ukompetent, let opgivende hundeejer.. Det ved jeg ikke.. Jeg synes det ikke selv, men jeg er bestemt ked af det, hvis andre ser sådan på det

..Når man lige har sagt farvel til den gamle. Hvordan er det nu lige man gør? Jeg havde regnet med at skulle tilbring de næste mange mange år sammen med den hund, men sådan forholdte virkeligheden sig desværre ikke For at distrahere mig selv lidt (og give tårekanalerne en pause ) gav jeg mig til at kigge nærmest hele "vis os din vovse" rummet igennem. Der findes jo de skønneste hunde i de tråde, og det gjorde selvfølgelig ikke savnet mindre :stupid: Men samtidig begyndte jeg også at tænke over, hvordan det lige er man får en hund? (og får overbevist omgangskredsen om, at man - efter at have tilbragt det meste af sit liv med hunde - ikke synes at nyde, at man er sluppet for "forpligtelserne", og at man ikke bør tilbringe de næste par år uden hund, så man kan nyde den såkaldte frihed?!) Altså, joe joe, man finder en race, finder en opdrætter eller slår op på dba, tager hunden med hjem, og elsker den.. Men hvordan?! Jeg vader rundt i mellem en hulens masse racer og; Hvornår? Hvorfor? Hvalp eller voksen? Okay, når sorgens tåge er lettet noget mere, så ser jeg måske mere klart, men jeg synes altså det er svært! Hvordan fandt I lige ud af, hvilken hund der skulle være den "nye"? Og hvornår pokker stopper man med at ligne et rødøjet monster?!

Mira fik fred i dag. Fred fra den angst der evigt forfulgte hende. Igår blev det besluttet, at hun var bedst tjent i Hundenes himmel, og i dag sov hun stille ind med hovedet i mit skød. Mira - elsket og savnet

Nogen husker måske at jeg skrev en tråd om Mira og hendes problemer med fremmede hunde og mennesker, og jeg ik ikke lige opdateret da mit net har været nede længe. Nu er det kommet så vidt, at jeg er noget bekymret. Mira er en græker på ca. 6 mdr, og kom til DK for 2½ måned siden. Hun har boet hos os i 1½ måned nu. Hun har selvfølgelig nogle knap så heldige oplevelser med i bagagen, og da hun boede i pleje, blev hun som sådan ikke socaliseret (Bare for at have baggrundshistorien med) Hun er en super dejlig hund herhjemme. Min søn på knap 5 trives hun også rigtig godt sammen med. I det hele taget, går hun bare godt i spænd med familien. Desværre er alt langt fra fryd og gammen når vi bevæger os uden for hjemmets fire vægge, eller der kommer gæster. Hun reagerer aggresivt overfor både hunde og mennesker - tydeligvis af frygt - såvel børn som voksne. I dag gjorde hun udfald mod et barn, som var mange meter væk, men hun har åbenbart været skræmmende. Det var rejste børster, dyb gøen og ørene tilbage. Jeg bad dem selvfølgelig om at gå væk, mens jeg ihærdigt prøvede at kontakte hunden - uden resultat. Sådan er det hver dag. Den ene dag er det måske en hund - som er meget langt væk! - og den næste dag er det mennesker. Et eller andet gør vi jo tydeligvis forkert, siden hendes angst er forværret () Jeg har fulgt rådene fra sidst; Forsøgt så vidt muligt, at undgå andre hunde. Lader ikke mennesker komme truende mod hende. Roser hende når der ingen reaktion er. Jeg ved godt, at det tager tid og tålmodighed. Men jeg er virkelig ked af det, nu hvor det åbenbart går baglæns. Før oplevelsen i dag, har jeg ikke tvivlet på at kunne magte opgaven. Men da der lige pludselig stod en far og sagde "Du må ikke kigge på hunden, den er meget farlig!", så sprang tårene altså ud af øjnene på mig. For ja, hun er jo potientelt farlig. Selvfølgelig er jeg altid over hende, og undgår situationer der kunne blive farlige, men jeg ville jo gerne have at min hund - en eller anden dag - kunne deltage i nogen ting, som hun på nuværende tidspunkt er udelukket fra. Jeg føler mig rustet erfaringsmæssigt til opgaven, men jeg kan godt mærke, at det pt. går mig meget på, at hun har det så skidt. Jeg ved ikke.. Hvordan ville I tackle det her?

Mira har boet her i 4 uger nu, og hun er en fantastisk dejlig hund :blink: Desværre er Mira ret usikker på omverdenen. Det er selvfølgelig ganske forståeligt, for hun er kommet fra Grækenland for 6-7 uger siden og aldrig blevet socialiceret rigtigt. At naturen ikke er farlig lærte hun ret hurtigt. Vi kan nu, efter at være gået meget langsomt frem, gå afslappede ture. Med mindre vi møder mennesker eller hunde, vel og mærke! Går vi forbi andre hunde er det med rejste børster, gøen og en tydelig usikkerhed. Vi nåede hundetræning en enkelt gang inden de gik på juleferie, og de første mange minutter blev brugt på at gø af de andre. Stille og roligt kunne vi bevæge os tættere på, for så til sidst at være et par meter fra mængden. Hverken hunde eller ejere skulle dog kigge på hende, for så begyndte det igen. Til slut nåede vi så langt, at hun legede godt med et par ti ugers hvalpe Hun skal lære at omgåes hunde, men jeg er ikke helt sikker på, hvordan jeg skal gribe det an. Hun skal selvfølgelig have en stak succesoplevelser på bagen, og jeg tænker at det ville være godt at finde en voksen, rolig hund, at mødes med? Hundeskov o.l kunne jeg forestille mig, ville være for overvældende for hende.. Mennesker er hun ikke nær så udfarende overfor, men er hun ikke sikker på dem, så bliver der gøet for alle pengene. Folk der kommer på besøg, får selvfølgelig besked på ikke at trænge hende på og rette direkte henvendelse til hende, og hun falder også meget ned efter et stykke tid. Det er vel bare et spørgsmål om tålmodighed og tid, tænker jeg? Mine forældre fx har hun efterhånden fået tillid til, og der er intet når vi møder dem. Hvordan tackler jeg bedst hendes usikkerhed - både i forhold til mennesker og hunde? Skal jeg lade hende gø, eller forsøge at distrahere hende med øvelser?