søster lagkage

det var altså bare pjat ifht. det ægteskabelige (syntes selv, at jeg var ret sjov ) - men det går ok med det også!

i er altså nogle værre lummergøjer, tænk at lidt ægteskabelig samlivsbeskrivelse skal blive sådan helt legendarisk nåmen, stirre-taktikken er universelt magisk, når halfdan gøer under seancen fryser vi (tænk stop-dans bare med bol) og stiiiirrer på hinanden

kan vi så holde os til emnet

min hund har INGEN anden problemadfærd du må gerne synes, at det er skægt, det gør jeg selv - min veninde var lidt måbende i går, da jeg bad hende glo på vores boller i karry og lige spænde lidt i overkroppen (men det virkede! sødehunden gik over og lagde sig i sin kurv :hjerte:)

jaha, nogengange skinner bagklogskabens lys rimeligt ulideligt klart sandt, heldigvis er jeg helt klar over, at vi er rimeligt håbløse, og indrømmer det glad og gerne efter som h-f gav mig det magiske råd, regner jeg med at fremover spørge mig lidt for herinde, før jeg når til den akutte lyst til at kaste hunden ud af vinduet

jeg har lyst til at dele en forfærdeligt pinlig og ærlig historie om et stort problem, vi har haft med vores søde, umulige unghund. i må ikke tage mig den ilde op, jeg ved, at vi er elendige, men vi mener det godt pludselig en dag opdagede halfdan, at når menneskene spiser, er det for spændende at ignorere. det kom lige pludselig, vi troede vel først, at det var en fejl, men nej. de sidste par måneder har vi kæmpet og kæmpet mod en hund der står på en meters afstand af spisebordet og gøer sine lunger ud imens vi spiser, springer rundt, hviner og skriger, springer op ad os, bider os i fødderne osv. det har været røvbelastende, og vi har også været frustrerede, men på den anden side tager vi nok tingene (rigeligt) roligt, så jeg tænkte vel, at det måtte gå over. alligevel blev det lidt uheldigt. for det dur ikke med gø i en lejlighed, og resultatet blev, at når halfdan gøede, så skete der ALT MULIGT - for det skulle bare stoppes for alt i verden. han fattede lige som hurtigt pointen, og gøede lykkeligt for at fremprovokere kastede godbidder/tagfange igennem lejligheden/smækkede døre/banden og svovlen/tur på skødet/kong med leverpostej osv. det har været et cirkus! så læste jeg herinde i en tråd jeg allerede har glemt, at hewlett var blevet rådet til at stirre på sin mad, men at det var ninja rimeligt kold over. well, vi har lige som prøvet hvad som helst, men efter som at halfdan ikke er den vildt opmærksomme type, havde jeg nok ikke lige regnet med, at han ville fatte hentydningen. men tada, to hundepoter på låret, og insisterende hvining - jeg stirrede og stirrede på maden, halfdan rykkede over til min kæreste og forsøgte, han stirrede også på maden, og SÅ LAGDE HALFDAN SIG TIL AT SOVE UNDER BORDET nu har vi gjort det i en uges tid, det virker fuldstændigt stensikkert, og det er kun et spørgsmål om tid, før han ikke engang gider forsøge mere. er kombineret flov/ved-at-dø-af-grin ved tanken om alle de krumspring, når løsningen var så let, det kan godt være, at vores hund er lidt sendrægtig, men det er da intet mod hans mennesker :stupid:

jeg vil lige bidrage med, at jeg først fik min hvalp hjem, da han var 12 uger - det var intet problem, han knyttede sig fint, var nok ret begejstret for at komme væk fra sin væmmelige opdrætter så den del ville jeg ikke bekymre mig så meget om, jeg ville være mere bekymret for den lidt voldsomme følelsesmæssige tilknytning, de tilsyneladende har til audrey. jeg ville nok føle et behov for at få betalt det hele, så der "ikke var noget at komme efter", hvis datteren pludselig finder ud af, at hun ikke kan skille sig af med hvalpen overhovedet. det ville jo være ubærligt.

det bliver nok rigtig svært at ikke ødelægge det gode forhold til opdrætter, hvis du presser yderligere på. den sms har lidt følelserne uden på tøjet synes jeg. men jeg vil gerne bakke dig op i, at jeg ikke synes deres reaktion er helt rimelig. faktisk synes jeg, at den er sær. har du ikke både købt og betalt audrey? jeg kan selvfølgelig godt forstå, at man ikke bare kan ændre planer i tide og utide, og det har jeg bestemt heller ikke indtryk af, at du har gjort. men at insistere på at beholde hende 3 uger mere pg.a. en gammel aftale, selv om du gerne vil have hende hjem, det synes jeg faktisk er dybt urimeligt. :ae:

jeg ELSKER min dyrlæge, hun er fantastisk og fantastisk dygtig. der er den store forskel, at i en dyrlæge/patient-situation er dyrlægen eksperten, og de fleste "patienter" stoler mere eller mindre blindt på dyrlægens faglighed - også når han/hun udtaler sig om noget, som de egentlig ikke har fagligt belæg for. herinde er vi ligeværdige debattører, og hvad vi siger er vel holdninger/erfaringer snarere end ekspertudtalelser. jeg ville bare lige svare dig, men synes da ellers, at vi skal vende tilbage til hugo. hvor jeg i øvrigt er enig med de fleste andre i, at kastration måske ikke umiddelbart er løsningen.

:hmm:det går nok ikke, jeg er livstidsskruk og har endelig fået ham over på min banehalvdel. vil dog stadig gerne have podenco også. min mand er SÅ fornuftig altid

jeg stoler rigtig meget på min dyrlæge, men jeg ved også, at hun ikke er ekspert i adfærd. heldigvis er hun den type dyrlæge der også selv ved det - og derfor holder sig til at rådgive om det, hun er ekspert i. min negative erfaring er fra andre hundeejere, der er næsten ikke grænser for, hvad de er blevet lovet af forbedringer på det ene og andet og tredje, hvis de kastrerede deres hund. det har ikke nødvendigvis noget at gøre med at fortælle eller ikke fortælle sandheden, men snarere om manglende viden.

nu er jeg hverken for eller imod kastration principielt, men jeg ville aldrig spørge min dyrlæge om den slags, har set for mange håbløse råd ang. kastration, typisk i retning af at dyre operative indgreb er det eneste saliggørende

for min hund ser det ca. sådan her ud, en del aktivitet men temmelig begrænset træning: 2-3 timers gåtur dagligt (inkluderer typisk leg/samvær med andre hunde uden snor i en halv til en hel time) et mindre godbidssøg i vores lejlighed (10-15 minutter) ca. 5-10 minutters træning på eftermiddagsgåturen dagligt måske 10 minutters træning derhjemme et par gange om ugen en leo, et viskestykke med knuder på el.lign. selvstændig problemløsningsaktivitet én gang dagligt 1 times klikkertræning på hold om ugen

ja, det har jeg faktisk, tager også gerne tyson ind, så kan min mand også vænne sig lidt af med sin pelshysteri - og så kan du jo lige hente dem igen på vej hjem fra arbejde halfdan kommer til at ELSKE mig, hvis jeg tager hunde-plejebørn

har vist en større overbeviselsesopgave foran mig, før vi overhovedet kan nå til den slags

men som sagt kan jeg simpelthen ikke overskue tanken om, at hunden måske ikke kan være i soveværelset og den slags. det ville være rædsomt, og det kan vi jo aldrig gardere os helt imod. fandens til åndssvage allergi, typisk mig at finde sådan et skravl! har ellers masser af tid. efter indien har jeg næsten 2 måneders sommerferie, og derefter skal jeg bare sidde hjemme i sofaen i et halvt år og skrive speciale :hmm:

nææhh... nok ikke. jeg går ud fra, at de har whippetagtig-pels? den beskrives jo som semi-allergivenlig. og min mand har sagt, at vores næste hund skal være whippet, men det har jeg sådan set altid tænkt, at jeg nok ikke tør, fordi bichon trods alt er mere "sikker" - og en hund SKAL være i sengen, så det dur ikke med lidt allergi. hun hedder kaya :hjerte: og hun smiler på alle billeder (tror dog vist nok bare, at jeg dagdrømmer lidt. selv om jeg aktuelt er klar til at fuldstændigt droppe menneskebabyer til fordel for gadehunde)

ok, nu har jeg så sendt linket til min mand og sagt, at jeg mener det alvorligt. har jeg tabt sutten? åh, kan ikke have alle de skønne hunde på internater

se lige et smil overvejer, om min mand mon ville kunne tåle podenco :hmm:

jeg ser tit både mus og rotter på vores gåture, halfdan ser dem aldrig. og der er også kaniner i en indhegning i vores park, halfdan ikke så meget som værdiger dem et blik - tror altså ikke, at du skal være bange for ottos morderiske tendenser

i øvrigt gad jeg virkelig godt med skadedyrsmanden på job. det lyder så fascinerende. han har altid begge hunde med, dækker typisk den ene af, mens den anden søger langs paneler osv. han har også haft den ældste med til rottedræbning i udlandet. ud over at det nok ikke er en karrierevej, som jeg finder vildt tiltalende, må det da være fantastisk at kunne bruge sine hunde på den måde. og de er i øvrigt nogle kønne små dræbermaskiner :hjerte: [ATTACH]43193[/ATTACH]

i vores park er der en skadedyrsmand. han og hans hunde (d/s-gårdhunde) lever af at tage ud og dræbe rotter i supermarkeder, restauranter osv. og hans hunde har knækket nakken på hundredevis af rotter. jeg er sikker på, at de har et fantastisk godt liv, med mulighed for at bruge deres naturlige instinkter. de er ikke spor blodtørstige eller destruktive i fritiden

ha, ja så langt er jeg også med

jeg troede, at det var heartbeat lærer altså aldrig at kende forskel på de løver men tillykke, super flot!