Hej, jeg har aldrig skrevet her før og jeg håber, at jeg bliver modtaget positivt... mit dansk er langtfra perfekt, fordi jeg er Østriger (som har boet i DK i 7 år), bare så i ved .
Jeg / vi er nye og førstegangs hundeejer siden 22. September. Vi har i vores ferie sidste vinter (januar) selv fundet og reddet en hundehvalp i Thailand (det var faktisk mig, jeg havde ikke den store støtte dengang). En lang historie, men til sidst kom den lille hundepige til et fantastisk sted, der er en slags velgørenhedsorganisation for gadehunde og -katte (Lanta Animal Welfare). Min kæreste spurgte mig pludselig om vi ikke skulle adoptere hende, og efter lange natte med mange tanker sagde vi ok til det. Nu kom hun ret forsinket efter mange måneders karantæne slutningen i september. Der har været ret overvældende for mig som førstegangs hundeejer, men det går bedre og bedre. Vi er lidt udfordret i hverdagen, da vi begge to er selvstændige og vi ikke rigtig har rutiner. Gudskelov havde jeg nu en periode med meget lidt arbejde, så jeg kunne tage mig af det nye familiemedlem. Vi har desuden en datter på 6.
Jeg har nu søvnløse natte igen, fordi min kæreste har planlægt en rejse i 8 år med hans bedste ven i januar. De vil langt væk og de vil rejse i 4 uger. Det var planlægt langt før der var mig og barnet og det er vigtigt for ham. Jeg kan også godt lide hans ven, det er ikke det. Men jeg har store bekymringer, at det bliver for meget for mig. Han er ikke særlig åbent for kompromis. Og jeg ved ikke, om jeg overreagerer, men jeg føler som om det er lidt ekstremt, at lade mig være alene med barn og hund (vi har en svigermor tæt på, men ingen andre familiemedlemmer) i så lang tid. Jeg kommer vist til at takke nej til nogle jobs, fordi jeg simpelthen ikke kan overskue og gør det hele. Som husmor kan man muligvis gør det hele alene, men at få en 6årig barn til at gå tur 2 gange om dagen i det iskulde vejr... Og hvad hvis nu der er sygdom, så kan jeg ikke tage mig af barn og hund... eller hvis jeg selv bliver syg. Min sorg er også, at der er noget med min familie i Østrig og jeg ikke kan komme afsted. Mange tanker og bekymringer.
Hvad vil jeg nu med min post? Jeg ved ikke rigtig, om jeg overreagerer, når jeg siger "nej, ikke 4 uger" eller om jeg har rettighed til det.
Jeg føler bare, at jeg har det næsten fysisk dårligt, fordi tanken stresser mig helt vildt. Og det er ikke den eneste udfordring vi har vedrørende vores hund :-(.
Måske har nogen af jer en input, det ville være meget interessant for mig at vide hvad andre synes om det.