Hop til indhold

Søg på hele sitet

Viser resultater for tags 'stress'.

  • Søg efter tags

    Skriv tags adskilt af kommaer
  • Søg efter forfatter

Indholdstype.


Debatforum

  • Information
    • Diverse
    • Råd & Tips
  • Hunderacer
    • Alle Hunde Racer
  • Hundehuset
    • Debat
    • Hvalpe
    • Adfærd
    • Træning
    • Sygdomme
    • Pleje
    • Foder
    • Hunde historier
    • Bliv månedens hund
    • Vis os din perle
    • udstillinger, foredrag og kurser
    • Kennel/Hundepension
    • Præsentér dig selv
    • Hanhunde listen
    • Konkurrencer
    • Produkter/leverandører
    • Bogforum
    • Til minde om...
    • Hunde m/Stamtavle
    • Hunde u/Stamtavle
    • Omplaceringshund
    • Hundetræf
    • Annonce forum
  • Hyggehjørnet
    • TV / Film
    • Tips og Tricks om alt

Find resultater i...

Find resultater der...


Dato oprettet

  • Start

    Slut


Senest opdateret

  • Start

    Slut


Filtrer efter antal...

Medlem siden

  • Start

    Slut


Gruppe


Lokation


Interesser


Job


Hundenavn


Køn

Fandt 99 resultater

  1. Hej vi skal snart flyve, hun kommer til at være i en boks... hun har været på flyvetur før, fordi hun kom fra Thailand (adopteret gadehund), men jeg vil gerne være på den sikre side og har hende så afslappet som muligt. Har i gode erfaringer med noget? Tak på forhånd!
  2. Gæst

    Vores smukke Eddie...

    ... måtte vi desværre sige farvel til i juni 2013. Vi fik ham, da han var halvandet år fra en familie, der lige var gået igennem en skilsmisse og derfor ikke længere kunne have ham. Eddie viste sig dog at have en masse problemer, vi ikke var blevet informeret om. Han havde stress, han kunne ikke med andre hunde, og han havde tydeligvis været udsat for nogle ting, som gjorde, at han havde en aggressiv side. Selvom vi havde en hundeadfærdsterapeut ude at møde ham og snakke med os om, hvad vi kunne gøre for at hjælpe ham i forhold til hans stress osv, var der ikke noget, vi kunne gøre, som ville kurere hans aggressivitet. Det var dog ikke noget, vi mærkede noget til i det daglige, han var aldrig hidsig overfor os, kun andre hunde (hvorfor han naturligvis aldrig fik lov at snakke med hunde, for hans første reaktion var at fare i flæsket på dem). Først til sidst vendte han det mod min mand. De havde ligget og hygget på sofaen sammen (som vi gjorde på daglig basis med ham), for han elskede at ligge og putte med os. Jo tættere, jo bedre. Men Eddie fik så min mands briller i øjet, og i løbet af et splitssekund bed han ham på næsen og kradsede ham på halsen. Min mand måtte på skadestuen og syes, og det blev klart for os, at ligegyldigt hvor meget vi overdængede Eddie med kærlighed, så ville hans første reaktion, når han følte sig truet, altid være at gå efter struben, og det kunne vi ikke acceptere. Næste gang kunne det være et barn, det gik ud over, så vi besluttede os for at få ham aflivet. Det var en hård beslutning, for trods det at han havde stress, som var så slem, at vi så godt som aldrig kunne tage ham med hen til nye steder, fordi han simpelthen reagerede så voldsomt på det, så var han en højtelsket hund. Han var så kærlig overfor os, og han og jeg havde trænet så godt sammen i det fire år, vi nåede at have ham, at han kunne over 50 kommandoer, og han var meget, meget lærenem, da vi først gav ham chancen for at være det (han kunne intet, lige da vi fik ham. Der var ikke blevet trænet med ham overhovedet i det tidligere hjem). Han var livlig, legesyg og elskede som sagt at ligge tæt og putte, og var man ked af det, var han ved ens side hele tiden. Jeg kan huske, at jeg på et tidspunkt græd pga et eller andet, og Eddie sad med sit hoved på mit ben og veg ikke fra min side. Han var så god en hund trods alle sine problemer, og jeg var ødelagt af gråd, da vi kom frem til, at han skulle aflives. Vi vidste, det var den rigtige beslutning. Men derfor var den stadig hård at tage. Da vi skulle hjem fra dyrlægen, da vi havde sagt farvel, kunne jeg ikke få mig selv til at gå. Jeg følte, at jeg svigtede Eddie, hvis jeg forlod dyrlægen, og selvom vi var blevet ved ham til det sidste, og han for længst var væk, så følte jeg, at jeg svigtede ham, hvis jeg bare efterlod ham der. Jeg tror, jeg sad ude i venteværelset i tyve minutter, hvor jeg bare græd og græd, før jeg endelig følte, at nu kunne jeg gå. Det var forfærdeligt, og jeg tror aldrig, jeg har grædt så meget i mit liv. Jeg skal være hudløst ærlig og sige, at jeg sov med Eddies yndlingsbamse i flere måneder efter. Mit afsavn var så intenst, at jeg havde brug for noget, der gav mig en følelse af, at han ikke var helt væk. Nu er der gået over 6 måneder siden da, og jeg har det fint nu. Men jeg tænker på ham dagligt, og jeg savner ham stadig usandsynligt meget. Han var den dejligste hund, og jeg siger det for mig selv i håb om, at han kan høre mig. Mit ateistiske hjerte ved godt, at det kan han ikke. Men han var så meget mere end bare et kæledyr for mig, så mit behov for at sige det til ham er der stadig, og det går muligvis aldrig væk. Du var den bedste hund!
  3. Aya har siden hvalp altid slikket andre hunde i mundvigen uden nogen stopknap, og hun er meget svær at stoppe igen. Tænker det er en underdanig adfærd, men ved ikke hvordan jeg bedst stopper den. Det er ikke så meget med hunde hun går op og ned af i længere perioder, og det er ikke alle hunde. Ofte når hun gør det begynder hun også og halse så det er uden tvivl sammenkoblet med hendes stress. Lige pt. reagerer jeg ved at hun bliver bedt om at lægge sig hen for sig selv, og være i ro, og det hjælper lidt, men skal være opmærksom på hende hele tiden. Det er desuden også en tendens der ligger til familien, hun kan slet ikke være i selskab med sin mor eller nogen af opdrætters andre hunde uden at gå helt amok med slikningen, også på de yngre hunde, og ved at hendes mor har lidt af samme adfærd. Lige en film fra i dag, hvor jeg har min venindes to hunde på besøg. Nu ser i en film hvor de ligger ved siden af hinanden, men hun kan også finde på at gå efter dem og søge deres mundvige.
  4. Stress – ven eller fjende? Stress kan være din ven i træningen og dagligdagen med din hund, men den kan også dræbe. Stress hos hunde som en god tjener men en farlig herre er i fokus, når der er foredrag om hunde og stress i Viborg lørdag den 10. oktober kl 11 til 13.30. Her vil eksamineret adfærdsrådgiver Helle Lenschow fortælle om årsager til stress, lære dig at se forskel på god og dårlig stress samt give dig konkrete måder at forebygge den dårlige stress samt mindske og fjerne den, hvis din hund allerede er stresset. Helle Lenschow er uddannet ved Hund & Træning, hun er medlem af SEA – Sammenslutningen af Eksaminerede Adfærdsrådgivere, hvilket stiller krav til stadig efteruddannelse og brug af opdaterede positive metoder i arbejdet med hunde, og hun har en stor viden om adfærdsproblemer af enhver slags hos hunde af alle racer. Hun har gennem de seneste år overtaget flere stressede voksne hunde selv og omvendt dem. På dagen kan du møde en af hundene, som stadig er midt i dens træning for stress. Se mere på www.nemokatoghund.dk Foredraget varer 2,5 timer inklusiv en kortere pause midtvejs, og alle med interesse for hund uanset niveau er velkommen. Foredraget holdes ved mindst otte tilmeldte, og deltagerprisen er 120 kroner per person. Da Helle har sin egen hund med som stress-model, kan der ikke medbringes andre hunde til selve foredraget. Det sker i Søndergade 56, 7850 Stoholm ved Viborg, og du skal tilmelde dig hos Kadia på 60 18 21 24. Betaling sker efter tilmeldingen via mobilepay eller kontant ved foredraget. Sidste frist for tilmelding er den 8. oktober.
  5. Aslan er en meget intens lille fyr, og glad Det er jo dejligt, men når han skal ud af hoveddøren eller i haven tager det overhånd. Han ryster og ryster og flyver rundt og vælter og skrider på gulvet og hopper op af mig, småbider og er bare stresset på en rigtig dum måde. Når han når døren, drejer han rundt og rundt på stedet eller også sidder han helt op af den og ryster. Han kan endda tisse fordi han kører sådan op. Det dur ikke. For det første er jeg fuld af blå mærker fra hans klør pga den hoppen - han hopper ikke ellers i andre situationer mere - det har vi trænet væk. For det andet, så har han skadet sig selv ved denne opførsel - fx slå han sit lille hoved ind i en krog på en dør, fordi han ikke så den i farten og det var lige ved øjet Og så har han haft slået sit bagben fordi han gled. Endelig bor han med fire katte. I går ramte han så en kat, der angreb ham. Jeg er ved at rette deres forhold op igen. Jeg vil gerne filme det, hvis nogle vil se den her stress. Han har den kun i disse situationer. Jeg har forsøgt flere ting - uden virkning. Tale ro på. Ingen effekt. Fodre ro på. Ingen effekt. Tvinge ro på via en snor, der begrænser herlighederne naturligt. Ingen effekt. Skæld ud - i afmagt. Naturligvis ingen effekt. Denne er jeg ked af, men i afmagt råbte jeg op selvom jeg ved bedre. Vente i døren til han er i ro. Effekt indtil næste gang. Dvs ingen varig effekt. Åbne døren, lukke foran ham, åbne lukke. Åbne på ro, lukke på stress. Ingen varig effekt. Berolige ved at ae. Lille effekt, lige indtil næste gang. Gå lidt, sit. belønne, gå lidt, sit, gå lidt, sit. Ingen effekt. Vente i total stædighed indtil hunden falder til ro selv. Han falder til ro - lige indtil jeg bevæger mig det mindste, så starter festen igen. Dvs ingen effekt. :stupid: Jeg lukker ham aldrig ud straks jeg kommer hjem, da han viste denne adfærd fra start. I stedet har jeg ventet til han var i ro og så lukket ud. Men det virker ikke. Hunden kører helt op i en spids. I forvejen belønner vi aldrig urolig, rastløs, stressende adfærd, da han var voldsom stresset, da han kom. Vi arbejder med impulskontrol, stressreducerende træning generelt og han er velstimuleret og rolig ellers, og jeg er meget OBS på hvilken hund jeg former frem. Jeg ved, at han i tidligere hjem, er vant til at når en dør åbnes, så stormer man ud sammen med en flok andre hunde i fuld galop. Dette har han øvet i tre år, og det fungerer der, men ikke hos mig mellem katte og med skader. Vi ser ingen stress hos ham mere i andre situationer end denne. dvs han responderer lynhurtigt på træning normalt. Jeg må derfor gøre noget forkert som vedligeholder det.... Med hvad? Da jeg fik ham hjem hoppede han i luften foran mig højere end mig - jeg er ca 1,75 cm høj. Det er heldigvis blevet til stress på gulvet i stedet nu, men det dur jo ikke.... Han ender med at komme til skade. Eller kattene bliver så bange for ham, at det går galt mellem dyrene... Jeg har gået i nogle dage og tænkt - hvad gør jeg? Jeg har før haft hunde, der gjorde dette - her virkede nogle af disse tiltag, men denne hund.... forleden lå han allerede på gulvet i stuen og rystede af stress, før jeg rejste mig fra sofaen efter morgenkaffen for at lukke ham ud. Det er en forventningsstress... Han elsker haven. Han elsker ture. Han elsker bilen. Han elsker at komme med. Det er jo dejligt, men vejen til disse ting skal helst ske lidt mere roligt... Jeg har overvejet i går om det jeg skal er, at begynde at gøre alt klar til at lukke ud af disse dører. Stille mig med ham der, træne roen og så gå ind igen dvs træne det uden for kontekst hvor han ikke til sidst kommer ud. Så bliver det uigennemsigtigt for ham, hvad han skal, når vi går mod en dør. Tror jeg?.... Hvad tænker alle I hundefolk herinde? Alternativt skal jeg give snor på ham - og gå ud hver gang og begrænse skadernes omfang efter bedste evne. Dette tror jeg dog bare vil give mere og mere stress i forventning over tid. Og så løser det jo ikke en dyt... Plus han er så vild, at jeg næsten ikke kan give snoren på....:damn: Jeg er simpelthen så afmægtig over dette, og da han slog sit hoved, kunne han lige så godt have ramt sit ene øje Han fik en dyb flænge af det Nogle forslag, så hører jeg dem meget gerne.
  6. Jeg opretter denne tråd fordi jeg aldrig har hørt om emnet før og vil dele min erfaring, og måske høre om andres Tirsdag i sidste uge flækkede Luna sin ulveklo og vi var nødt til at tage til dyrlægen for at få den revet af. Luna kom i fuld bedøvelse, og herefter ville dyrlægen give hende lokalbedøvelse så det ikke ville gøre ondt når hun vågnede igen. Men da dyrlægen forsøgte at give hende lokalbedøvelse vågnede Luna og skreg i et væk. Vi blev enige om at vente til helbedøvelsen virkede lidt bedre, men dyrlægen ville dryppe noget af lokalbedøvelsen på for at gøre tåen mindre følsom til senere når hun skulle stikkes, men igen skreg Luna helt vildt, så dyrlægen måtte stoppe også med dette. Da der var gået et kvarters tid ville dyrlægen forsøge at lokalbedøve igen, men igen vågnede Luna og skreg (på trods af hun virkede fuld bedøvet), så vi besluttede at give hende noget mere helbedøvelse. Efter denne ekstra dosis havde fået lov at virke kunne dyrlægen langt om længe få lov at lokalbedøve uden Luna mærkede noget. Dyrlægen sagde bagefter at han aldrig havde oplevet noget lignende og at hun måtte være meget følsom. Lørdag aften fik vi gæster og i blandt gæsterne var der en lille pige på 3 år med, pigen var rigtig sød og hende og Luna gik fint i spænd, men det var tydeligt at Luna syntes hun var en underlig en og var usikker på hvad hendes pludselige bevægelser og lyde betød. Luna blev til sidst meget træt, hvilket var forventeligt idet hun ikke er vant til gæster, og slet ikke til børn. Natten til søndag tissede Luna i vores seng, ikke bevidst, men hun sover i vores seng og i løbet af natten sev det bare ud af hende. Søndag sev det også ud af hende imens hun sov i vores sofa. Natten til mandag var der ingenting, men natten til tirsdag nåede hun at tisse 4 gange i vores seng og blive lukket ud for at tisse 3 gange. Så tirsdag tog vi til dyrlægen, jeg troede hun havde blærebetændelse, og det kombineret med at hun er lidt inkontinent var roden til hendes ufrivillige tisseri. Men dyrlægen fandt ikke noget i hendes urin (andet end at den var fortyndet), så vi tog en blodprøve for at se om der var nyreproblemer eller sukkersyge. Dyrlægen ringede så i dag og fortalte at der heller ikke var noget at se i blodprøven. Men hun kunne fortælle at der rent faktisk findes en psykisk sygdom der gør at hvis hunden bliver meget stresset, så begynder den at drikke mere, og dermed tisse mere. Jeg kan selvfølgelig ikke huske hvad sygdommen hed, men sammenholdt med Luna's oplevelser i den foregangne uge, så giver det god mening at hun er stresset. Hun har også været lidt mere pylret end hun plejer, men det har jeg tilskrevet ømhed i tåen efter at få hevet neglen af. Men den nat hvor hun ikke tissede i sengen var netop efter en dag hvor vi intet havde lavet, vi havde ingen gæster og vi var heller ikke ude og gå tur, så det med stressen giver god mening. Så nu står den på afslapning og så må vi se om det virker. Men er der nogen herinde der nogensinde har hørt om hunde der begynder at drikke voldsomt pga. stress?
  7. Hej erfarne hundeejere.... Jeg har nu, efter en del års overtalelse, "fået grønt lys" (af chefen i huset) til at anskaffe mig en hund.... Min hustrus opfattelse af en hund stammer fra hendes barndom og ungdom, med hund på landet, det var en "brugsting", og ikke en kælepotte der måske for lov til at tage sig en lur i sofaen. Men, - da vi de senere år, har haft vores voksne børns hunde i pleje i kortere eller længere perioder, er hun nu tøet lidt op. Jeg samlede engang en Golden Retriever op på en tankstation, hvor den tilsyneladende kun havde levet af det olierede vand den kunne finde i vandpytterne. Dette var da jeg var emigrant i Australien tilbage i 70erne. Den fik et varmt bad, noget god mad, og kom ind på mit værelse og overnattede. Den besørgede (selvfølgelig) over det hele i løbet af natten, og var tydeligvis meget ked af det, men kunne ikke holde på det, sikkert på grund af det den havde levet af inden. Den blev(selvfølgelig) ikke skældt ud, og fulgte mig da også tæt i rengøringsfasen, og ville herefter ikke forlade min side, dog var den nød til det når jeg skulle på job, og gemte sig under huset, indtil jeg dukkede op igen, - og sikke en modtagelse, - så hvad tror i jeg kaldte den? - Dino, selvfølgelig Da jeg skulle rejse hjem til Danmark igen, vidste jeg ikke hvordan jeg kunne få den med, - det havde sikkert også været både bøvlet og meget dyrt, - men valgte at få den aflivet, da det at have hund som kæledyr ikke var oppe i tiden dengang(i Australien). Jeg husker tydeligt hvordan den sad på gulvet i bilen, med hovedet på mit skød, og bare kikkede på mig, som om den vidste at vi nu skulle skilles for altid, - ja, nu bliver jeg sku berørt igen, for det var hårdt, men frem for at sende den ned på "tankstationen" igen, så var dette mit valg.......... Men, - vi skal nu have en hvalp, - en gul Labrador, her til foråret Jeg glæder mig usigeligt, men der er så frygteligt mange spørgsmål som jeg gerne vil have på det rene(samlet, derfor dette indlæg). Jeg ønsker det allerbedste for min nye bedste ven, så vil I ikke godt hjælpe mig? Jeg har valgt en han, - da jeg har læst meget om tævers "problemer" omkring bl.a. livmoder betændelse, og de deraf skrækkelige historier om hurtig død, eller langvarig dyr sygdom, med mere. Samt det faktum at det er billigere at få kastreret en han, kontra sterilisering af en tæve(tag det nu ikke ilde op, for differencen kunne jo bruges på hunden, ikke? ). De umiddelbare spørgsmål der ligger mig på sinde er: Hvor placerer jeg dens "domæne" bedst? Vi har overvejet en tilstrækkelig stor transportkasse den kan vokse i, som placeres bagerst i stuen, så den kan trække sig tilbage når den bliver træt og vil have fred, - eller skal det være i nærheden af os, for at den kan føle sig tryg? Transportkasse, - for at den så kender den, når vi skal ud at køre.... Er det i orden, - at lukke transportkassen om natten de første par måneder, så den ikke splitter huset ad før den har lært at møbler ikke er gnaveben? Eller skal den have en plads lige ved siden af sengen på dens eget tæppe, - IKKE I sengen............. Er det i orden at "lukke den inde" i en lille korridor, når vi kun skal på en kort shoppingtur på 20 - 30 minutter? Eller kan den "bare" lukkes inde i sin transportkasse i stuen? Mad, - er der godt nok mange meninger om, - men hvad er det bedste, sammenholdt med en sund økonomi? Og, - hvor tit, og hvor meget skal den have i starten? Træning, - hvornår er det bedst at starte, og hvad kunne jeg selv gør helt fra starten, - lydighed, og specielt det med "pottetræning" ? Leg og "nusseri", - hvor tit, og hvor meget, fra dag et? Motion? - hvor tit og hvor langt går vi i starten? Vaccinationer, - hvor ofte, og hvad koster de? - mere for ikke at få et chok når/hvis dyrlægen siger "det bliver lige 82.000 plus det løse" :stupid: Ja, som I ser, så er der meget, selv en gammel garvet rotte, skal/kan lære, - så lad mig høre om I kan blive enige, så jeg ikke vælger at melde fra på grund af stress
  8. NickiA

    Stress hos hunde?

    Nogen der har forstand på arveligheden af stress? Altså hvis enten tæve eller hanhund er stresset, vil det så blive givet videre til hvalpen? Og skal stress ved tæve eller hanhund være medfødt, eller kan det påvirke med stress som er opstået fra en grim episode, så at det eventuelt kan sætte sig i hvalpene? Er der forresten nogen der ligger inde med god viden på hvordan man bedst håndterer en hund der nogen gange stresser op, det kan være i situationer hvor hun møder nogen bestemte personer eller hunde og slet ikke kan være i sig selv. Eller at hun ikke kan passes hos nogle bestemte mennesker især folk med mere end en hund. Fordi hun ikke kan finde ro, og ender med at blive urenlig og begynder at gø og hyle. Hun er desuden også meget lydfølsom. Og reagerer især om aftenen, hvor jeg må kalde hende ind og holde hende tæt for at få hende til at falde til ro.
  9. For ca. et år siden fik mine forældre en Lanser hvalp og Bella og Frida har været rigtigt gode venner hele tiden. Da jeg gik en del hjemme i starten af året, var det Bella og mig der passede Frida når mine forældre skulle på arbejde, hvilket jeg er sikker på har været godt for dem begge. Nu er Frida kommet i løbetid og Bella har haft trynen i rumpen og sprunget på hende. Vi har været nødt til at have meget fokus på dem, så der ikke skulle opstå problemer mellem dem senere. Jeg har læst en del herinde, at det skyldes stress og ikke dominans, hvilket jeg absolut er enig i. Det der får mig til at tænke er, at da Frida nu er højløbsk og virkelig lugter, så er Bella fuldkommen ligeglad.... Kan nogen give mig en forklaring på den adfærd?
  10. Jeg har Fie på 7 måneder (bomuldshund). Hun har generelt rigtig svært ved at falde til ro og jeg synes faktisk hun nogle gange virker enormt stresset og kan være virkelig svær at få ned igen. Specielt om aftenen oplever vi, at hun er rastløs og går rundt og gør. Specielt de sidste par dage har det været slemt, og det er virkelig frustrende, og jeg kommer til at føle mig helt afmægtig og som en dårlig hundemor Når der snakkes stress og frustation bringes ofte aktivering og specielt den mentale aktivering frem. Så jeg overvejer om vi gør det for meget eller for lidt? Eller måske skal vi forsøge at gøre vores hverdag mere rutinepræget? Eller er det bare en periode vi skal igennem? Det jeg egentlig godt kunne tænke mig at høre, hvordan ville en ideel dag for sådan en hund se ud? Hvor længe skal hun f.eks. have været vågen inden hun kan efterlades? Og hvilken form for aktivering kunne være ideel om morgenen? - jeg har orlov indtil januar, så lige nu kan jeg strukturere dagene efter egne og hendes behov. I må meget gerne komme med nogle forskellige bud eller måske fortælle, hvordan jeres hunds hverdag ser ud.
  11. Nu er jeg jo i den heldige situation, at en tredje lille vuf flytter ind på matriklen til jul. :banan: Det betyder så, at der bor 3 styks hundekræ på adressen og jeg tænker, at lidt mere struktur i træningen måske ville være en god ting? Jeg har været syg og senere sygemeldt med stress og depression i 2013 / starten af 2014, så jeg bliver nødt til at have en realistisk plan, for ikke at overvælde mig selv. Før i tiden - da jeg var "normal" i hovedet kunne jeg klare hvad som helst, men det kan jeg altså ikke mere. Da jeg kun havde 1 hund, havde hun holdtræning 2 gange om ugen og træning på næsten hver eneste af hendes gåture dagligt. Da jeg fik 2 droslede det ned til holdtræning een gang om ugen, fælles selvtræing 1 gang om ugen og så lidt hyggetræning hjemme eller på gåtur hver eller hver anden dag. Så blev jeg syg og al træning, pånær den ugentlige holdtræning blev sat i bero. Nu begynder jeg at vejre morgenluft igen og hundene får mere træning, dog sjældent på gåturene (udover gå pænt og indkald). Men der er holdtræning ugentligt, havetræning 1 gang ugentligt og lidt hyggetræning indendørs ca. hver anden dag. I denne uge har jeg fx. trænet: Mandag: agility dirrigering med begge hunde samt distancearbejde med Karla (Johna ca. 15 minutter, Karla ca. 30) Tirsdag: Rallytræning på hold med Johna, rally selvtræning med Karla (Johna ca. 45 minutter, Karla ca 20) Onsdag: HTM træning med begge hunde hjemme (ca 15 minutter med hver) Torsdag: Agility på hold med Karla, rally selvtræning med Johna. (Karla ca 50 minutter, Johna ca 15) Idag, fredag, regner jeg med bliver hviledag og så træner vi lidt HTM i udestuen i weekenden tænker jeg. Men måske er det ok, at det ikke er dem alle der bliver trænet hver dag? Måske kan man skiftes? eller? Jeg har forhørt mig lidt omkring i min omgangskreds og her er svarene vidt forskellige. Har endda en enkelt der ligger alle de øvelser hun er i gang med i en bowle, og så trækker hun een hver dag, som hun så træner. Så det jeg søger med dette indlæg er nok egentlig lidt inspiration. Hvordan strukturerer i træning med flere hunde? Træner I med alle hundene hver dag? og hvis nej, hvordan "roterer" i så - og afhænger det af udefrakommende begivenheder, som fx en konkurrence med en af hundene eller lign? Hvis ja, hvordan får I det så til at gå op i en højere enhed, og hvor længe træner i?
  12. Jeg har brug for et godt råd. For nogle år siden trænede jeg med min søsters hund(joy). Han var en hund med MEGET lyd på når man trænede med ham. Han kunne bogstavelig talt gå den smukkeste fri ved fod, mens han galpede hele vejen rundt. Når man selv har sådan en hund, så hører man jo ikke larmen, når man først vænnet sig til det. Men det er jo forfærdeligt for alle andre der skal høre på det. Jeg har så været ret besluttet på at det skal min egen hund bare ikke. Så fik jeg Cassi, og hun er en hund der ikke er meget lyd på når hun arbejder. Der kan komme lidt brummeri fra hende, når hun er lidt utilfreds, og et enkelt vov hvis hun bliver meget tændt. Det har været herligt at arbejde med hende, og de gange hvor jeg har haft fingrene i Joy efterfølgende, har jeg været ved at blive skør over den larm. Carla siger heller ikke noget, er bare sød og stille. Og indtil for nylig har der ikke været noget lyd på Calle, og derfor blev jeg noget overrasket, da jeg i sidste uge arbejde med at sende ham ud om noget, hvilket betyder at han skal løbe. Og så kom der ellers lyd på ham. Og det er noget skidt af flere grunde. Det er irriterende at høre på, og betyder at jeg ikke vil kunne arbejde med ham herhjemme. Det er noget skidt i forhold til min planer om at han en dag skal ud og arbejde med freestyle, hvor jeg ikke vil have lyd på ham. Og så er det jo et udtryk for en form for stress inde i ham. Så det skal bare stoppes nu! Inden det overføres på andet arbejde. Lige nu bryder jeg ham i arbejdet ved at dække ham af, så snart der kommer ro på ham, men tænker på om man skal bide i det sure æble og helt fra tage ham muligheden for at lave noget. Ja, jeg ved det ikke, for jeg har ikke taget hånd om det problem før. Joy blev dækket af når han gik igang, og så gik jeg fra ham. Det hjalp, men han var syv år gammel og kunne aldrig finde på at forlade sin position. Calle er jo bare en lille dreng. hvad ville I gøre?
  13. Hej. Jeg har lige brug for nogle råd til at takle Loui når vi kommer til træning. Bare så der ikke bliver udviklet nogle dårlige vaner. Loui er en blanding på næsten 7 måneder og vejer 37 kg. Han er blanding af lab, schæfer, broholmer og ukendt. Indtil for nylig har han været rolig, energisk og fokuseret når vi har været til træning. Men han er nu ved at blive teenager og det mærkes tydeligt. Nå vi ankommer til parkeringspladsen, så går vi en tur væk fra træningspladsen. Når vi så kommer tilbage og skal til at gå ned mod træningspladsen, så begynder han at trække. Jeg stopper op. Han kommer tilbage og så snart vi går fremad trækker han igen. Jeg stopper op. og sådan kan vi blive ved. Han kører sig selv op og trækker nærmest hårdere jo tættere vi kommer. Jeg prøver at gå den anden vej. Han følger efter og jeg får kontakt, men så snart vi vender igen trækker han. Når vi så engang er kommet ned til de andre. Så begynder han at snuse og jeg har meget svært ved at få kontakt. Og hvis der ikke lige sker noget med lidt aktion, kan han finde på at sætte sig foran mig og gø. Jeg tænker det må en eller anden form for "forventnings stress". Samtidig kan han sikkert mærke min frustration efter gåturen til pladsen og det selvfølge gør ham lidt frustreret. Jeg tænker om jeg skulle prøve at ligge ham i bilen igen, hvis han efter et par forsøg ikke går ordentligt ned til pladsen. Eller hvad tænker i?
  14. Gladfordyr

    Skygger!

    Hej i foraet Jeg har en Field Trail Spaniel som er en ellers glad hund på 5 år, men hun har i den grad problemer om sommeren i haven, hun jagter nemlig skygger, hun kan løbe rundt i haven i timevis alene for at fange skygger, når hun så "fanger" en skygge så laver hun nogle grimme huller i græsset, men det har også en anden bivirkning, hun får tynd mave efter noget tid, som nok skyldes en form for stress. Nogle der har formået at kurere dette problem ? Mhv. Jan Jørgensen - Gladfordyr.dk
  15. Vi er nærmest nået til enighed om at vi skal have en hund mere... På halv tid. Så vi deler Arne med svigermor. Arne er kuldbror til vores Lily, men tror dog han har gårdhund som far hvorimod Lily vist er delvist westie. Moderen er yorkie og de er ud af et ups-kuld, hvorfor ophavet er lidt ukendt. Arne har egentlig været ude i et hjem, men desværre blev han ikke behandlet godt. Han boede i have og baggang, havde stort set ingen menneske kontakt og fik ikke nok mad. Da han juridisk var svigermors (ikke betalt + ikke flyttet i hunderegister, to af mange ting hvor aftaler blev brudt), valgte hun at hente ham efter at flere venner af hans nye ejere havde kontaktet hende og fortalt om misrøgt. Da han blev hentet hjem var han vitterligt skind og ben. Trods hans yorkie-pels fældede han voldsomt og han havde meget skæl. Han var dog rask, bortset fra at han var voldsomt underernæret. Efter én måned på hvalpefoder var han gået fra 4 kg til 7 kg. Nu, ca. 2 måneder senere, vejer han omkring 8 kg og er i god stand. Han mangler meget i socialisering, men er kærlig og glad. Han er dog hurtig til at fare op og virker umiddelbart kronisk stresset, eks. farer han op hver gang der går en dør - uanset at det bare er toiletdøren. Vi har valgt at opsætte adaptil som diffusor for at afhjælpe stress af samme grund. Derudover arbejder vi meget med tillid. Han er klog og vil gerne lære. Vi spillede hundespil i går og han var vildt god! Og så de obligatoriske billeder: Arne "smiler" altid - Det har han gjort siden han var ganske lille hvalp. Det er hans kendetegn Min Arne-mand. Han har en svaghed for Mads, men om natten er det mig han putter ved. Og er Mads ikke hjemme er jeg også ok at sidde ved Arne i baggrunden, Futte og Lily (til højre) i forgrunden. Arne (venstre) og Lily.
  16. Ulla H

    Ansvarforsikring

    Så fik jeg for 1 ste gang en skade, forårsaget af en af mine hunde. Og en meget kedelig sag for mig. Min ene hund fik en aften fat i naboens ene kat i min have og nu har den unge ca 1 årige kat måtte have et bagben amputeret. Klokken var over 23 og selv om jeg straks kunne høre, der var ballade, kunne jeg jo intet se, da hunden er sort. Naboen har 2 unge meget nysgerrige katte og det har hele tiden været min skræk, at de af stress skulle falde ned fra træhegnet og blive flået, hvis hundene rottede sig sammen. Jeg frygter om den nu 3 benede kat igen skulle komme herind, nu som handicappet. Kan jo ikke have hundene rendende rundt med mundkurv i egen have. Jeg har anmeldt skaden til min forsikring og er i tvivl, hvad de yder i denne sag.Katten er en almindelig huskat. Dyrlægeregning bliver nok ca. 15000 kr. Ingen af mine yngre hunde er opvokset med katte i huset. Mener skaden henføres til det, der kaldes Objektiv ansvar.
  17. Hejsa i kloge hundeglade mennesker Jeg er vil sååå gerne have hund igen, men er sååå meget i tvivl om det er en god idé. Det der primært holder mig tilbage, er at jeg allerede har haft to hunde. Jeg har ingen af dem længere, jeg kan komme med mange grunde til hvorfor, jeg ved at jeg er blevet klogere siden, men er jeg blevet nok? Jeg er lige nu i overvejelsesfasen om vi skal have en hund i familien eller ej, og jeg er utrolig splittet. På den ene side ved jeg at hvis vi finder den rigtige hund, kan vi give den et dejligt hundeliv. Hele familien er generelt glade for dyr, ikke mindst hunde. Vi har en hverdag hvor der er plads til gode gåture, træning, omgang med andre hunde, at hunden kan være en del af familiens aktiviteter og vi kan lave aktiviteter for hunden. Men... Jeg har allerede måttet sige farvel til to hunde, og det gjorde rigtig møg hamrende ondt, begge gange. Den ene Samson er aflivet, da han havde nogle mentale problemstillinger som hverken jeg eller den hundeterapeut og træner som hjalp mig igennem 1 1/2 meget langt år, kunne få styr på. Den anden, søde Mollie, er heldigvis kommet i trygge hænder hos et sødt, tålmodigt og hundekyndigt par, som har hjulpet hende med hendes vanskeligheder. Jeg har dummet mig med disse hunde, jeg skulle slet ikke have købt dem. Samson var staldopdræt, uden tavle, og han var rigtig hård ved sine søskende som så syge og nedtrygte ud, moderen var nervøs og faren var så vild at ejeren måtte lukke den væk. Men mit hjerte tog over og min hjerne slog fra, hvodan kunne jeg ikke tage denne hvalp, hvordan kunne jeg efterlade den der? :damn: Mollie var lidt anderledes, hende fik jeg nogle år efter, og hun var 6-7 måneder gammel. Hendes ejer virkede utrolig oprigtig, og fortalte mange ting om hende. Hun fortalte også at Mollie og hedes andre hunde af og til stod i hundegården (jeg tænker idag, at det nok var en mere permanent parkeringsplads). Da vi fik hende hjem var hun hverken renlig eller kunne være alene hjemme. Hun var utrolig nervøs og lystrede ikke sit navn, jeg trænede med hende og tingene blev bedre, og Mollie blev et dejligt familiemedlem, men jeg måtte opgive alenehjemme træningen, det lykkedes ikke, det var mere end jeg kunne klare. Heldigvis var der en sød pige herindefra som skrev til mig, og Mollie har det godt, og det betyder meget for mig. Men de har også lagt et kæmpe stykke arbejde i Mollie og jeg tror at Mollie har fundet støtte i deres anden hund, da der også var andre hunde der hvor hun kom fra, så hun havde aldrig prøvet at være helt alene før end hun kom hjem til mig. Jeg vil så gerne have en hund, og jeg har lavet nogle af de dummeste fejl man kan når man anskaffer sig en hund. Jeg kan ikke lade være med at tænke på om der måske også var noget af det jeg gjorde hjemme der var forkert, om jeg var medskyldig i disse hundes problemer, det er helt klart at jeg ikke magtede opgaven, da der kom rigtige problemer til, begge hunde har ødelagt store ting i mit hjem, gulve, vægge, trapper, karme og møbler, når de var alene, det var dog mest Samson. Samson fik jeg inden jeg fik børn, vi gik til hvalpetræning og derefter lydighedstræning, jeg gik meget op i at han blev socialiceret som hvalp, han fik masser af motion og mentalstimulering, og han var skam ikke en dum hund, og han var kærlig, han havde bare en uro inden i, som endte ud i gentagende tvangshandlinger og andre stress symptomer. Jeg søgte hjælp flere steder, en kaldte ham for evigt umoden en anden sagde at der var noget helt galt i hovedet på ham, og at der ikke var noget at stille op. Tilsidst synes jeg ikke længere hans liv var værdigt, han fik flere og flere mærkelige idéer, som fx at el-skabe var farlige, at han skulle gå en bestemt rute i huset inden han ville gå ud, han jagtede sine hale, høl og beb når familen slappede af om aften, han høl ikke for at få opmærksomhed, han lå gerne i sin kurv med ryggen til. Jeg havde selvfølge også en dyrlæge indover, men de kunne ikke finde noget. Han endte med at flytte ud til min mor, som han kendte godt og var tryg ved at besøge, hun er hjemmegående og hun dedikerede al sin tid til ham, det var bare ikke nok, så efter et halvt år derude blev han himmelhund. Kan Man virkelig få en ødelagt hvalp, og kan en hund der ikke er blevet trænet og socialiseret det første halve år, have så store problemer at man som alm. ikke hundeekspert hundeejer, med et hverdagsliv med arb. og børn ved siden af hunden, ikke kan rette op på det, eller har jeg været et forfærdeligt menneske, som aldrig mere burde overveje at få en hund i familen? Døm bare løs, jeg vil gerne enten slippes fri af mine selvbebrejdende tanker, eller have af vide at jeg helt skal droppe idéen om at få hund igen. Hvis jeg skal have hund igen engang, bliver den ikke købt ud fra hverken kærligheden til et fortabt hvalpeblik eller af medlidenhed.Og jeg køber den bestemt ikke fra hvem som helst.
  18. - at overlade det mest værdifulde, man nogensinde har ejet, til lettere fremmede mennesker og tro på, at de ikke slår ham ihjel. Taiki skal kastreres, om ret præcist 1 time. Vi sidder og venter på Falck, som giver et lift. Vi gik en dejlig lang morgentur, hvor der blev skidt og tisset til den store guldmedalje, og leget med bold fik vi også. Taiki vil gerne klage over manglende morgenmad - men han har været fastende siden i går aftes. Jeg véd, at beslutningen er den rigtige og at jeg /vi bliver glade for det på sigt. Overboens tæve, som Taiki er meget gode venner med, er netop i går blevet højløbsk - og flere beboere i vores område venter også løbetid inden for de næste 3-4 uger. Det havde været 3-4 uger med konstant stress for Taiki, hvor træning og mental stimulering havde været en kamp, en mental kamp for mig som ejer at være mere interessant end hans hormoner, og hvor mangel på mental stimuli gør ham endnu mere rastløs og "umulig" og ude af stand til at være i egen krop nærmest. En negativ spiral, fordi han så kun meget vanskeligt kan køres træt og dermed undgå at fiksere yderligere på de dejlige damer. Jeg har ikke lukket et øje hele natten, og kommer nok heller ikke til at sove i nat. Men tjekke op på Taiki hele tiden. Jeg havde egentlig sagt til min kæreste, at han ikke skulle komme forbi, da Taiki vil trænge til ro. Men måske det alligevel vil være en god idé i morgen, hvis jeg er helt ødelagt af at være vågen. Kryds lige fingre, tak.
  19. … og det har sat en masse tænker igang hos mig. Pajko er en ganske sensitiv hund, som altid har boet hos mine forældre og nydt det stille liv. Men nu flytter han endeligt op til mig i Norge i et bofællesskab med to andre piger i et hus med have. De to andre piger er indforstået med at Pajko skal have lidt tid til at falde til og at han nok ikke kaster sig kærligt i armene på begge. Men hvordan håndtere jeg bedst at han skal være et nyt sted og nye mennesker - flere mennesker - så det bliver en god oplevelse? Han har prøvet at flytte en gang før sammen med mine forældre og alene hjemme var ikke noget stort problem der, men nu skal han jo være alene hjemme, selvom der måske er andre i huset. Jeg overvejer at have en radio tændt, når han er alene, så det giver lidt baggrundslarm. Vi starter alene hjemme træning hurtigt, fordi mine forældre og bror kommer med Pajko, dagen jeg starter i skole igen, så de har tid til at hjælpe. Jeg overvejer om han evt. skal have noget zylkene, bachs dråber eller royal canin calm foder i en periode, for at mindske hans stress. Tror I det er en god idé? Og er der nogen som har erfaring med royal canin calm? Er der andet jeg skal tænke på i forhold flytning?
  20. Her er Aja historie – vi er nye herinde og hun har været igennem så meget det lille skind. Vi passed Aja (Bichon havanaise, fire år i næste uge) sidste sommer for nogle bekendte. De skulle på ferie og kunne ikke finde passere. Vi havde overvejet (eller drømt om) i noget tid, at få en hund (vi overvejre faktisk Labrador)) og da de var desperate tænkte vi, det prøver vi da. Aja blev afleveret på mit arbejde og vi to blev venner med det samme. Tog hende med hjem og da min kæreste kom, løb hun ind under et bord og knurrede af ham. Hun var meget bange for ham. Pasningen gik rigtig godt, selvom hun virkede ret bange for.. ja alt. Hun krøb sammen når hun skulle have snor på, krøb over til sin vandskål og ville ikke tale med fremmede og især ikke andre hunde. Hun ville ikke rigtig spise (hendes ejere havde sagt vi ikke skulle blive bange hvis der kom støv på hendes mad) og hun var også meget tynd. Og for at været helt ærlig, trængte hun til lidt soignering (hun have filtrede knuder flere steder i pelsen og lugtede af sure tær). Hun ville gerne gå tur, men ikke for langt (højst 1 km), så satte hun sig ned og nægtede at gå videre. De par uger vi passede hende livede hun lidt op. Efter en uges tid var hun vild med min kæreste og hun blev glade for at gå ture. Da dagen kom hvor hun skulle hentes, var vi lidt triste. Her hos os har hun en stor have, skov, strand og massere af opmærksomhed. Og vi var blevet meget, meget glade for hende. Hun skulle tilbage til en to karrierer voksne med hele fire børn inde midt i KBH (men sikkert massere af kærlighed). Vores bekendte skulle hente hende om onsdagen – jeg arbejde hjemme, så vi var parrate, da vi ikke havde fået af vide, hvad tid de ville hente. Dagen gik og vi hørte ikke noget. Min kæreste der nærmest græd da han tog på arbejde, blev så glad da han kom hjem og erfarede at Aja stadig var hos os. Vi prøvede at kontakte hendes ejere, men hørte først fra dem om fredagen. De sagde ”gud hunden, den havde vi glemt”. Vi tænkte, at der måske var lidt stress på, med fire børn osv. Og tilbød at tage hende weekenden over. Efter et par uger (hvor afhentningen ikke rigtig skete), endte det med, at vi blev enige om at Aja skulle blive her. Vi var lykkelige, for vi havde virkelig knyttet os til den lille hund og omvendt. Vi tog hende til dyrlægen, fik ordnet hendes pels, skiftede hendes foder og gav hende en masse omsorg. Min kæreste begyndte at tage hende med på arbejde og Aja blev mere og mere positiv. Efter nogle måneder var hun i form til at løbe 7 km med mig i skoven. Hun tog ½ kg på (hun vejede 2,5 kg da vi fik hende og var på grænsen til at være for tynd iflg. Dyrlægen) og blev mere og mere legesyg. Vi tog kontakt til hendes avler som vi nu ser jævnligt og alt gik bare fremad. Efter 1 halv år var hun en komplet anden hund. Så positiv og optimistisk, nem og kærlig og alle de andre positive tillægsord der findes). Min kæreste og jeg havde planlagt en længere rejse det år, som vi aflyste, da vi ikke ville være væk fra Aja – eller da vi ikke ville lade Aja være alene for længe. I stedet ville vi tage af sted 14 dage og Aja skulle passes hos min kærestes søster, som Aja kender godt og elsker højt. Det var selvfølgelig meget svært at forlade hende. Jeg kan huske, at hun løb så glad med hendes passer og ikke så sig tilbage da vi kørte fra hende. Vi var dog sikre på, at Aja ville have det godt og trygt hos hende. Efter bare tre overnatninger på ferien vækker min kæreste mig. Han er oprørt og viser mig en sms fra hans søsters (der passer Aja) mor. Der står ”jeg passede Aja i nat. Hun løb ud af døren og jeg kunne ikke finde hende. Der er nok snart nogle søde mennesker der ringer til jeg når de har fundet hende”…. Det var januar. Aja har ingen underuld. Hvorfor er hun ikke hos hende vi havde aftalt skulle passe hende???…Vi forstod ingen ting. Vi prøvede at kontakte hendes passer, men vi kørte på en helt anden døgnrytme. Da vi endelig fik at i hende, var hun slet ikke informeret om, at Aja var løbet væk, og hun var også helt ulykkelig. Hun var blevet indlagt på hospitalet. Vi skrev til dem begge, at de skulle finde hende NU. At hun ikke kunne overleve i kulden uden underuld. At hun ikke ville opsøge fremmede osv. Vi skrev til alle om hjælp med at finde hende. Hun blev efterlyst vidt og bredt. Efter en uge var der intet sket. Vi sad bare og stortudede på hotelværelset og kunne intet stille op. Vi skrev til hendes gamle ejere og beklagede og vi frygtede det værste. Jo længere tid der gik, des mindre blev håbet. Ferien blev slut og vi tog flyet hjemad. Vi var så triste og vi havde ikke lyst til at komme hjem til et tomt hus uden vores elskede lille ven. Da vi lander for Anders en besked – nogle har vist fundet Aja i live. Jeg tuder når jeg skriver dette. Den lille tosse overlevede 9 lange mørke dage alene i den danske vinter før en kvinde fangede den. I kan nok forstå vores lykke. Endelig kom vi hjem og ud til Aja. Det var et lagt kærligt gensyn og alle, vist også Aja, græd af glæde. Hun var blevet væmmeligt tynd. Hun var beskidt, havde rifter og næste ingen kræfter. Vi satte mad og vand frem i hele huset og sov i stuen med hende, tæt på haven. Hun skulle tisse hele tiden. Dagen efter gik vi til dyrlægen som konstaterede at hun var ok, men havde blærebetændelse (det havde vi nu opdaget). De første par uger måtte vi løfte hende op i sofaen og i hendes stor. Hvis hun skulle ovenpå skulle hun også bæres. Men stille og roligt gik det fremad. Så gik det nedad igen, hun begyndte at kaste op. Og fik udslæt. Til dyrlægen igen og så fik hun ny medicin. Lidt efter lidt fik hun det dog rigtig godt igen. Efter en måned havde hun taget den tabte vægt på og lige så stille gik det stabilt fremad. Efter nogle måneder var der intet at mærke mere. Dette skete i Januar, efter Aja havde været hos os i ca. 6 mdr. Aja er nu helt ok igen. Hun er mere glad end nogensinde. Hun er stærk og frisk og meget glad. Hun er meget legesyg og meget velopdragen. Hun er lærenem og elsker at træne forskelligt tricks. Hun er stadig bange for fremmede og andre hunde, men vi synes det går den rigtige vej. Vi elsker hende overalt på jorden. Hun er det bedte der nogensinde er sket for os <3
  21. Jeg har i dag fået min nye hund hjem - en voksen Clumber Spaniel tæve på 3 år. I forvejen bor min kat her i huset, og da min nye hund Høne ikke er vant til kat - er jeg naturligvis beredt med tid og tålmodig, og havde forinden forsøgt at sætte mig grundigt ind i sagerne. Desuden er vi to - en til at belønne hund og en til at belønne katten. Jeg har sørget for at motionere og stimulere hende grundigt, inden vi tog hjem, så hunden ikke havde en masse overskudsenergi til første møde med min kat. Desuden har jeg den sidste måned op til afhentning, kommet og luftet hende hver anden dag i hendes oprindelige hjem, og hun er derfor meget glad for og tryg ved mig. Tanken var at belønne begge dyr for at være rolige, i hinandens nærvær. Katten er fint rolig, men hunden reagerer meget voldsomt ved synet af katten - nærmest skriger og vil desperat hen til den! Er i stress mode og kan ikke spise/høre ros/have kontakt, etc. Katten er heldigvis hundevant og er efter omstændighederne rimelig cool - men gider dog ikke snakke med en skrigende, larmende og voldsom hund. Jeg har forsøgt at gå længere væk med hunden, hver gang hun bliver ophidset, men intet punkt synes at være langt nok væk - før vi ikke længere kan se katten, og selv der kan hun heller ikke falde ned. Jeg vil lige nævne at, jeg under ingen omstændigheder forventer at hund og kat skulle være bedste venner første dag - men jeg er grundet min hunds reaktion, blevet i tvivl om jeg gør det rigtige - og vil nødig introducere på en forkert måde. Jeg vil SÅ gerne have at det skal lykkes. Hvad gør jeg? Hvordan kan jeg hjælpe Høne? Hvordan kan jeg lære hende en ny måde at gebærde sig på, når hun er så oppe at køre, at hun slet ikke kan opnå indlæring?
  22. Lab Tasso Chanti (labtasso.dk) er en knap 5 år gammel hanhund. Han har 0 på albuer, A hofter og ingen sygdomme - fri for flere genetiske sygdomme via forældrene. Han har været trænet af mig tidligere til jagt (ej gået aktiv jagt) og gået flere markprøver og har kunne dirigeres på land og vand og apportere alt vildt - endda en ræv. Han er blevet spået til af flere dommere og jagt instruktører, at kunne komme langt indenfor jagt verden. Men grundet daværende problemer med andre hunde, rykkede vi ikke op til højere niveau da det krævede at han var fri med andre hunde. Med min mors labrador har vi snildt kunne træne åben klasse træning mm. Vi har ikke trænet decideret jagt i 2 år. Vi har trænet en del spor, både schweiss og id fært (kurus hos en narkohundefører i nordsjælland). Pt træner vi på c konkurrence niveau hos DCH Slagelse hvor han i efteråret blev nr 2 til klubmesterskabet. Han fik ved et stævne en halv oprykning og er derfor godkendt til, at træne på b konkurrence hold. Han kan det meste her. Han synes agility er utrolig sjovt og ville kunne føre det langt med rally lydighed, hvis man er interesseret i et hundeliv på det plan. Han kan flere tricks og er eminent til, at lære nyt. Han er godkendt som besøgshund via Trygfonden og vi er 1 gang om ugen på besøg på det nærmeste ældrecenter. Han er ikke så god til, at blive hos folk os nusse længe men er eminent til at aktivere dem motorisk - apport, indkald mm. Han er en hund som spørger med sit udtryk og kropssprog - om han må de forskellige ting og holder øje med en for, at vide hvad han skal - meget af vores kontakt foregår non-verbalt. Han er mad glad som de fleste labbere og kan motiveres til meget med en godbid. Vi har tidligere løbet sammen og han holder sig præcis ved ens venstre ben. Han har også prøvet, at trække en mountain bike iført slædehunde træk sele og elsker det simpelthen. Han er hurtig, stærk og udholdende. OBS: Han har et problem i forhold til andre hunde grundet tidligere overfald samt egen seksuel drive. Han er pt. kemisk kastareret med god effekt og er i kontakten med andre hunde blev ret hvalpet og pt. uden konflikter. Han er ikke en hund jeg ønsker skal med i hundeskoven m.m. Så hvis man søger en hund til sådan social omgang med andre hunde, så skal man ikke have ham. Han kommer fint ud af det med hunde han lærer, at kende. Det er hunde han ikke kender der er trigger punkterne - hvilket er logisk i forhold til de overfald han har oplevet. Han har ofte været med på stutteriet når jeg har været ved hestene og har respekt for disse dyr og passer på sig selv i omgangen med dem. Han elsker gårdlivet, børn - leg med disse - mm. De eneste dyr jeg oplever vanskeligheder med er katte - han vil gerne jagte dem. Jeg tænker det kan læres - har set det gjort i andre tilfælde, også med hunde der har været trænet til jagt. Jeg har ikke et krav om, at han skal bruges til det ene eller det andet. Jeg forestiller mig, at han ville nyde et liv på en gård. Men samtidig kan man tage ham med overalt da han har været med fra hvalp af i ALLE situationer - han er ikke bange for noget som helst. Han er skud fast pga jagt træning og nytårs aften mærker man intet på ham. Han lå til nytår op ad en terasse dør og en bryggers dør mens de bragede og lyste fra fyrværkeriet udenfor og enten sov eller kiggede på hvad jeg lavede. Hvis han er ude og der er fyrværkeri, så kigger han op som om han tænker "hvor er den anden der kommer dumpende" Trods hans stress over andre hunde og søgen hen til disse hvis han slippes, så er han eminent til at være indendørs. Han ved hvor han må være - selvom der ikke er gitter for - og bliver der. Han går aldrig i møblerne, gør ikke indendørs, er helt renlig, ødelægger intet og kan være alene hjemme uden problemer. Han er god til, at lære andre hunde at finde ro indendørs og der har aldrig været problemer med andre hunde og ham indendørs - men det har heller ikke været her han har oplevet at blive overfaldet. Han er en god vagthund - han gør ikke af folk der banker på hoveddøren som han kender, men hvis han hører eller ser nogen han ikke kender, så bliver han vred som en brølende bjørn. Der kommer ikke nogen hen til en i mørket, hvis han ikke mærker, at man er okay med det eller man giver lov til det. Den brune han på et af billederne er hans far. På billedet hvor der er to labradorer er det hans helsøster til højre og ham til venstre da de var to år gamle. Hvis der er nogen videre nysgerrighed, så spørg endelig. Med venlig hilsen, Nanna
  23. Gæst

    Min hund kan ikke finde ro

    Hej med jer... Jeg står med en labrador på lidt over et år, han er en dejlig, meeen jeg har en haft en del problemer med ham. Jeg synes ellers jeg har gjort alt efter bogen, for ca 2 mdr siden har Hunter haft tynd mave, og når jeg siger tynd mave er det ren vand vi snakker om, han skid ca hver anden time og tabte sig 4 kg. Jeg var til dyrlægen med ham og de fandt intet unormalt ved ham der blev taget afførrings prøve som intet viste... vi sad så og snakke her hjemme om det evt kunne være stress, og vi lave nogle ting om her hejmme og stoppe træningen så der INTET press var på ham. Det virkede JAAA. MEEN nu står jeg så med nogle andre problemer, han kan ikke finde ro, når vi er inde kan jeg ikke få han til at ligge sig i sin kurv eller på sit tæppe i stuen, han ligger der i 5-10 min og ligger sig så et andet sted eller går rundt i hele huse hele tiden, går katten forbi render han i røven på den hele tiden. rejser jeg mig følger han med mig over alt i stedet for at sove som han var i gang med, når vi er ude og gå tur, trækker han en del, og ser vi en anden hund, trækker han endnu mere, og piver så højt at det ikke er til at holde ud. vælger jeg at gå forbi den anden hund, stopper han bare og forsætter med at pive og kan slet ikke konsentre sig om at gå den anden vej før den anden hun er væk. Jeg synes ikke han mangler at få lov at hilse på andre hunde for det gør han tit, for mig virker det som om han synes jeg er en dårlig leder, hvis ikke han prøver at tage leder rollen fra mig, han har respekt for mig når vi er inden for, tit behøver jeg ikke sige noget men bare kigge på ham, så stopper han med de ulykker han han er igang med. men når vi er ude er det ham der har kontrolen, kan heller ikke kalde ham til mig hvis han ser en anden hund, så løber han hen til den, og når jeg kommer der hen stikker han af, og kan ikke fange ham. Han er også begyndt at tage vores datters tøj og handklæde og bide i stykker som ligger fremme på bordet. selvom han har legetøj og tyggeben tilgænelig. Det skal lige siges jeg gåt arbejdes og jeg bruger meget tid og aktivring på ham, både med snuden og fysiks. Jeg håber i har nogle gode råd til mig jeg er åben for alt. Hilsen en hunde ejer som følger sig fortabt.
  24. Gæst

    Jack Russell - BRUG FOR RÅD :)

    Jeg har en JRT tæve på små 3 år der er steriliseret. Vi har fået hende i en alder af 2 år, og jeg har et specielt tæt forhold til hende. Både min mand og jeg bruger meget tid med hende mht træning, motionering og putning. Hun har før boet med 2 større hunde som har mobbet hende. Hun er virkelig en dejlig loyal hund, der er bare nogle situationer, jeg ikke ved, hvordan jeg skal håndtere. Hun bliver let stresset, hvis der er mange mennesker på besøg. Håber nogle herinde har nogle gode råd. Hun gør/rejser børster fuldstændig umotiveret af forbigående folk - det er lige meget om de kigger på hende eller går forbi hende.. Hun virker ikke utryg. Hun kan virke lidt stresset, og derfor gør. Hvordan får jeg hende til at stoppe og ikke blive stresset? Hvis min mand klapper mig i hånden, og det giver en lyd markerer vores hund straks ved at flyve hen mod ham og knurre. Jeg ved, hun er meget beskyttende overfor mig - men hvor går grænsen, og kan jeg sætte en grænse? Hun gør og rejser børster af børn - det er absolut NO GO! Hvad gør jeg? Hun har for første gang mødt en baby, hvor hun slikkede ham i hele hovedet - hun var lidt voldsom, men til gengæld gøede hun ikke. alt i alt synes hun babyen var spændende. Til tider har vi svært ved at kalde hende til os, hvordan gør jeg hende total lydig overfor mig? Jeg ønsker, at hun uanset om hun ser et egern og hendes jagtinstinkt slår ind, så skal hun blive ved min side. Hun bliver teritoriel og besiderisk når hun får et legetøj eller fx da hun lå med babyen.. Ingen anden hund må lege med det. også hvis hun sidder på mit skød og en anden hund går forbi knurrer hun og springer ned og puster sig op. Hvordan markerer jeg overfor min tæve, at jeg ikke vil have det? Udover de ting er hun en typisk aktiv jack Russell der ELSKER at putte, jage, grave og være aktiv Hun er en fantastisk følgesvend. Vi er SÅ glade for hende, og hun er super skøn og dejlig finurlig. Alt i alt er hun en velafbalanceret hund med nogle brister, som jeg ønsker at få rettet op på, så hun kan leve et mere stress frit liv :hjerte: Venligste hilsner Liselotte
  25. Hej Jeg står i lidt af et dilemma... Jeg har en lille han yorkie på 5 1/2 år. Jeg elsker ham over alt på jorden, og det har kun været ham og mig fra starten. Men jeg var ung da jeg fik ham, og jeg kan mærke nu at jeg har bundet mig meget ift. det ansvar der følger med at have en hund. Jeg tænker overhovedet ikke på min situation som værende af den type at jeg hoppede med på en dille om at mange unge piger anskaffede sig en lille taske hund. Jeg har taget mig godt af Kenzo, men at være helt alene med en hund og ikke rigtig have nogle der kan tage ham en gang imellem, eller gå med ham - det kan jeg mærke er begyndt at blive hårdt. Jeg har ikke samme tålmodighed til ham mere og synes at det mange dage bliver præget mere af stress end af lyst for at gå med ham, han elsker at hygge og ligge og nusse og det er den måde vi bruger det meste af vores tid sammen på udover vores ture, som for det meste er korte, med mindre vejret er godt så kan vi godt gå en lang tur. Jeg leger ikke rigtig med ham, da han larmer for meget - han er en terrier og det er ret tydeligt i forhold til hans gøen. Han er heller ikke en den type hund der synes det er sjovt at lege med andre hunde, så det er ikke sjovt for ham at gå i hundeparker og møde andre hunde, hvilket jo ellers kunne aktivere ham lidt. Jeg har så svært ved at finde ud af om det er mig der beholder ham fordi JEG har brug for det, eller fordi jeg tror HAN har brug for mig. Der er ingen tvivl om at han ser mig som sin mor (eller hvad man nu vil kalde det), han vil altid være hos mig, så tæt som muligt også når der er andre mennesker er det altid mig han ligger hos - igen det har været ham og mig i 5 år. Vil det være for hans bedste at få en ny familie? Og hvad med mig - vil jeg kunne vænne mig til at han ikke er der (jeg græder jo nærmest bare ved tanken)... Udover det ved jeg at mit liv på et senere tidspunkt forhåbentlig vil blive fyldt ud med en hund - kan jeg virkelig tillade mig at anskaffe mig en hund om nogle år når jeg synes det passer bedre ind og når jeg har stiftet mig en familie, hvis jeg nu bestemmer mig for at det ikke gik denne gang??? Jeg vil rigtig gerne bede om gode svar og please ikke nogle fordømmende svar, det vil overhovedet ikke hjælpe mig.. Jeg ved godt selv at det hele er en smule 'fucked up' men har brug for noget råd og vejledning... Mvh. den fortvivlede...
×
×
  • Tilføj...