Selvfølgelig skal hundens sind komme i første række, men det er altså ikke ualmindeligt at foretrække/bevidst vælge et bestemt køn.
Jeg har en tæve og en af de ting jeg er glad for at slippe for, ved at have valgt en tæve er, at jeg (sandsynligvis) ikke kommer til at skulle spørge hundeejere vi møder om kønnet på deres hund. Synes allerede vi har mødt mange, som spørger mig om min hun er en han eller en tæve, fordi deres egen er hankønsagressiv. Det tror jeg, at jeg selv ville være ærgerlig over. Især fordi hunden så ikke har samme frihed i eksempelvis en hundepark.
Jeg troede, at jeg skulle have en hanhund, for det har vi altid haft i min familie, men da jeg snakkede med opdrætter spurgte han om, hvorfor jeg ikke ville have en tæve. Han fortalte mig om deres erfaringer og jeg endte med at skifte mening fra den ene dag til den anden (google var til stor hjælp) :blink:
Det jeg blandt andet læste var, at tæver skal være nemmere til førstegangshundeejere (kan jeg så se ingen af jer er) fordi de generelt er mere lydige og kærlige (eller også var det, at de knytter sig mere til familien). Ved ikke om det sidste passer.
Bare husk, at sådan en labradorhan kan blive kæmpestor og kræver nogle kræfter. Der bor en lille dame i nærheden, som løbetræner med sin hund, og hvis den vil til højre, så løber den til højre og hun følger efter, hængende i snoren...
Held og lykke med beslutningen i hvert fald.