Audrey

Helt klart! Prins Voodoo skal ikke tro, at han er center of the universe

Tak Jeg krydser fingre for, at det er en hvalpeting, som I andre har oplevet det, og at tanden falder ud uden problemer!

Dejlige, dejlige dejlige billeder :klap: :klap: Du kunne da næsten ikke forlange et mere harmonisk broderskab mellem de to...

Ingen årsag civile hundeejer. Hvem gider ikke sørge for legekammerater til sin hvalp....? :blink: Vi hyggede os som sagt også rigtig godt. Ermelunden næste gang! :slem:

Hvor flot!!! Stoooort tillykke! :klap:

Nå, jeg fik min lille pige med hjem igen. :banan: Dyrlægen så på tanden, og hun og hendes kollega nåede frem til, at vi skal vente og se, om tanden ikke falder ud af sig selv. Hun virker jo ikke, som om hun er generet af det eller har smerter. Pyyyyyha! Men helt udramatisk har vores morgen dog ikke været. Vi havde bevæget os helt ned i den fjerne ende af stationen, hvor der er et læhus. Idet vi gik forbi, kom en ambull/amstaff farende ud og gøede meget voldsomt. Ejeren, som lå og sov inde i "huset", råbte og skreg på hunden, han blev dog siddende inde. Jeg blev bare SÅ chokeret, at jeg ikke fik et ord fremført, og skyndte mig bare væk med Audrey, som naturligvis også var blevet forskrækket. Hun virkede heldigvis, som om hun havde glemt det, da toget kom, men jeg kunne bare ikke rigtigt komme mig, og endte med at bryde sammen i gråd hos dyrlægen. Jeg fatter simpelthen ikke, hvordan man kan være så uansvarlig!

Åh hvor rart med noget erfaring (altså ikke at I også har været uheldige.. ) Jeg håber altså også, at det stopper nu. Har sgu ikke råd til, at tage til dyrlægen hveranden uge! Godt at I ikke har haft flere uheld. :5up:

Jo tak, det håber jeg også Hvis det var mig, så ville jeg godt nok finde det ubehageligt, at gå rundt med en knækket tand. Og hvalpe bruger munden og tænderne meget mere end os mennesker.. Hun tygger i lidt forskelligt, så hun er ikke ved at dø at smerte altså, men det bløder en lille smule. Tror faktisk ikke, at jeg ville være tryg ved, at den bare skulle blive siddende. Åh for fanden altså....! Godt hun ikke lader sig slå ud så let.

Tak alle :kys: Hewlett: Jeg stoler på hende, kunne ikke forestille mig, at hun ville trække tanden ud, hvis ikke hun mente, at det var nødvendigt.

Jeg er ikke dyrlæge (det havde ellers sparet mig for en masse regninger) Hun er 17 uger, og så vidt jeg ved/har lagt mærke til, så har hun ikke udskiftet fortænderne. Håber ikke jeg tager fejl!

Jo det kan næsten kun være en hvalpetand, men dyrlægen sagde, at den skulle fjernes. Hun nævnte først narkose, men bagefter sagde hun, at de skulle finde ud af, hvilken type bedøvelse hun skulle have. Den er knækket skråt, dvs. at den i den ene side er knækket helt ned til kødet. Hun har sovet siden vi kom op (hun er vist ude og løbe ), og hun har også spist efter uheldet, så indtil videre tyder det på, at hun ikke har smerter, men det kan jo også være, at hun bare er tapper.

Så skal vi til dyrlæge igen igen! Første gang viste det sig, at Audrey havde en hvalpeinfektion i skeden. Jeg fik noget antibiotika til hende. Anden gang var fordi Audrey kastede op fra kl. 3 om natten. Hun hverken spiste eller drak og var bare helt drænet for energi. Til dyrlæge og få taget røntgenbilleder. De viste, at hun havde noget i tarmen, som ikke skulle være der (muligvis et lille kyllingeben). Hun fik noget kvalmenedsættende og jeg fik en tube zoolac, som hun skulle have fra tre gange om dagen. Hun skulle på skånekost og jeg måtte lokke vand i hende med en blomsterbestøver. Tudede flere gange over at se, hvor afkræftet hun var. I dag har hun så knækket en tand, da vi legede med tov. Jeg skal aflevere hende hos dyrlægen imorgen tidlig. Hun skal i narkose, så tanden kan blive fjernet. Jeg er bare SÅ ked af det lige nu. Dels føler jeg, at det er min skyld, at hendes tand er knækket, men allermest har jeg bare så ondt af min lille prinsesse. Hvor uheldig har man lov til at være? Jeg er også rigtig nervøs for, at hun skal i narkose. Hun er så lille, og tænk hvis det går galt. Lige nu sidder jeg også og tuder, men Audrey sover, så hun bemærker det heldigvis ikke. Nu må det der uheld godt snart tage, og kravle ned af vores rygge!

HOLD PÅ HAT OG BRILLER FOLKENS! NU KOMMER DER BILLEDER !!!! Min computer har stået, og uploadet hele natten (picasa driller ), men nu er billederne klar, og I får en ordentlig r*vfuld af dem. Lille Gaby Hmm, plejer ellers ikke at have en hund, der tigger :hmm: Ja, så er Gaby i gang (hun er i øvrigt blevet omdøbt til Snappy ) De to snebolde finder lige kammertonen Det kan godt være, at man er den med mindst pels, men det ER altså bare hårdest at være sort Audrey på tiggerfødder igen.... Stakkels Voodoo bliver lige tromlet (IKKE for sidste gang) Jah, nuttet ser det ud. Meeeeeen... ...denne scene fulgte lige efter Så er Audrey med i legen igen Mors pige :hjerte: Voodoo har helt selv fravalgt rygning :klap: Mere dygtige Voodoo Bare fordi man er 12 kg. større, er det altså ikke ensbetydende med, at man altid er ovenpå... Snappys tænder kan Audrey ikke hamle op med. Kahlia får virkelig bare den værste side frem i min hund Audrey og jeg siger tak til Buddha og Voodoo og Kahlia og Snappy-Gaby for en rigtig dejlig dag. :banan: Vi var begge meeeeget trætte på vej hjem

Ih hvor han vokser og vokser! Hvor gammel er han nu? Smukke dreng

Jamen det er så skønt. Tænk at sådan et lille væsen kan åbne ens øjne, uden at sige et ord. :hjerte: Jeg har godt hørt fra andre herinde, at deres hund både fungerer som kæledyr, og som servicehund, og jeg synes, at det er så fantastisk, at eksempelvis du kan "glemme" din svaghed, fordi du, i stedet for at sluge en masse piller, kan gå en tur med din bedste ven, hvilket jo er så naturligt ved det, at have hund. :banan: for Maya.

Jeg var også lidt i tvivl, men så kom der andre bastarder på banen, og så længe man ikke er den eneste, som får skæld ud såeh... :slem:

Der kan komme mange ting ud af, at få hund. Jeg har nu haft Audrey i en måned, og det er fedt at mærke, hvordan vi udvikler os begge to. Jeg er ret utålmodigt anlagt, og har altid haft et meget voldsomt temperament og en kort lunte(hvis mennesker skulle avlsgodkendes, tror jeg ikke min far var sluppet igennem nåleøjet ). Det er blevet meget bedre, som årene er gået, men i pressede situationer, kan det vælte frem i mig. Det er ret svært at forklare hvordan det føles, men det er, som om man bliver styret indefra, af noget, som ikke vil gøre godt. Hjernen slår fra, og jeg er i skænderier med andre tit kommet til, at sige noget, som jeg efterfølgende har fortrudt. I dag prøver jeg, at tage mine forholdsregler, og mine venner ved heldigvis, hvor langt de kan gå. Jeg er på ingen måde selvhøjtidelig (på INGEN måde!), men hvis man provokerer mig længe nok, kan det gå galt. Dog bliver jeg aldrig voldelig, men finder noget andet at afreagere på. Som jeg sidder og læser hvad jeg har skrevet, virker jeg som et menneske, som ikke skulle have noget som helst med dyr at gøre. Men som overskriften afslører, så har min hvalp en terapeutisk virkning på mig, og hun er ikke det første dyr, som har ledt mig til, at forbedre min adfærd. Jeg har i en anden tråd filosoferet over, om Audrey kunne være en reinkarnation, eller i hvert fald have en form for åndelig forbindelse til min hest Lady, som blev aflivet for to år siden. Jeg er blevet styrket i min tro om, at det bare ikke kan være en tilfældighed, at det lige var Audrey, som blev min. Lady var, hvad man i hesteverdenen kalder "opmærksom". Hun var en rød hoppe på ALLE måder. Hun kunne være engleblid på ridebanen, men når vi så var i skoven, kunne hun danse rundt, hvis et blad lå forkert på vejen (og det gjorde de tit! ). Der var mange andre situationer, hvor hun lige skulle være interessant og danse rundt, eller tage et stort hop til siden, selvom hun godt vidste, at SÅ farligt var det altså heller ikke.. Hvor jeg normalt ville blive irriteret, lærte jeg, at grine ad min dejlige hest, når hun lavede fis. Hun fik mig til at styre mit temperament og se det positive; nemlig, at min hest havde en allerhelvedes stor personlighed. Hun var en ener og vi var bare hinandens! :hjerte: Audrey har fra start haft et rigtig godt indkald. Det er jeg jo (desværre) blevet godt vant til, så nu hvor hun en gang imellem ikke kommer, kan jeg godt blive irriteret. Især hvis hun står og spiser noget (kattelort ), som hun ikke skal spise. Når jeg så bliver skrap og kalder AUDREY! og går hen til hende, er hun ikke dummere, end at hun løber væk, for hun vil sgu da ikke indfanges af sådan en sur kælling. Selvom det er utrolig irriterende i situationen, er jeg bare SÅ glad for at hun er så klog, når jeg nu ikke kan være det . Hun minder mig om, at hun skal synes, at det er det fedeste at komme hen til mig, så hvor meget jeg end har lyst til at blive gal, så bliver jeg bare endnu mere munter og fjollet i stemmen, og hun kommer da, omend hun somme tider gerne lader vente lidt på sig. Hun har også hjulpet mig meget med mit problem med øjenkontakt. Det er noget meget intimt for mig, og jeg kan bliver helt vildt utilpas, hvis folk prøver at tvinge mig til at se dem i øjnene. Ved ikke helt hvad det handler om, for jeg har ikke nogle problemer med, at snakke med fremmede, men det er i meget høj grad et spørgsmål om tillid for mit vedkommende, og selv mine nærmeste venner må nogle gange undvære. Min mor er nok den eneste, med hvem jeg ikke tænker over det. Men Audrey har brug for øjenkontakt, og hvem skal hun få den fra, andre end mig? Jeg kan mærke, at det hjælper på mig. Der er stadig lang vej, men jeg ser hende dybt i øjnene hver dag, og det er faktisk ikke væmmeligt. Hun gør mig tryg. :hjerte: Det var så for, at gøre en kort historie lang...

Jeg har Audrey på 17 uger. Hun er en blanding af labrador retriever, F1 og flatcoat. Hun er så fuld af gåpåmod og hviler enormt meget i sig selv, hvilket gør, at hun tager de fleste ting med en imponerende ro for så ung en hund. Hun har et virkelig godt hundesprog, og elsker at lege, og så er vand hendes yndlingselement. Man er vel flabrador...

Tøser, tøser, ingen panik! Jeg har sat kameraet i oplader :5up: Jeg har nogle kagerester fra i fredags. Det kan godt være, at det er lidt tørt, men jeg tager det med alligevel. Der er lækker chokolade på toppen. :mums:

Passer fint her :5up:

Hey, vi vil da gerne være med, hvis vi må...

:lol: Der skal ikke meget til, før man føler sig ufatteligt gammel og klog i vore dage. :blink:

Mit slang er vist til, at få gøjseren over :blink: Jeg er født og opvokset i Hørsholm, og er nu bosat i Gentofte. Jeg forsøger mig tit med google translate, når jeg ikke lige forstår, hvad min veninde fra Nørrebronx skriver....