Camilse

Nr. Broby er fuldt booket, så man skal være heldig hvis der kommer plads på ventelisten. Min er pt. på venteliste, da vi gerne vil have pindene i øvet inden jul(vi har slet ingen endnu i DKK og en enkelt i DcH, men skal til Årslev og Sorø i november). Så vidt jeg kunne forstå, så kommer de nye skilte først i spil pr. 27/1-14(noget med noget dommerhalløj, der skal på plads), så hvis man kan komme med til en prøve i januar, så er det jo muligt at komme op i kun de gamle skilte der. Jeg står lidt i en lignende situation, dog i øvet klasse. Når vi starter i 2014 så skal vi til at have 85 point for en pind. Det kombineret med de nye skilte kan betyde at der skal kæmpes lidt mere for det. Hun har ingen problemer haft med de øvelser der pt. er i øvet, og af de nye op til øvet er der fire, som skal finpudses. Det er sidestep til venstre, 1 skridt til venstre, venstre om- bliv- et skridt og så sykronvendinger til højre. Alt det andet er sådan set piece of cake for hende. I ekspert klassen er der så spring - ro og gå hen og læg dig, som er fuldstændig på status quo. Og så den æresplads. Så selvom jeg regner/håber på at få vores pinde i 2013, så regner jeg ikke med at skulle ud i ekspert, i hvert fald ikke i DKK. Planen er ret klar, vi skal ud til nogle konkurrencer afholdt af DKK's kredse og se om det ikke kunne lade sig gøre at få et godt resultat i øvet, og så vil vi se om vi ikke kan komme til DM. Selvom det er svært. I DcH stiller vi i ekspertklassen, udelukkende for at få lov til at stille i de åbne klasser. Jeg ved at Cassi ikke er et sted hvor hun er i stand til at sidde eller ligge i 2½ minut, så vi kommer ikke op i champion lige med det samme. Men skulle det ske at den er helt fantastisk sej i DcH og vi begynder at få pinde der, så overvejer jeg måske at stille hende i ekspert i DKK. Men jeg har ikke travlt. Hun fylder 3 år til april, så vi har jo nærmest ti år til at jagte en rally super champion titel i :slem:

Jeg tænker også at med en hund der måske lider af en mild grad af autisme og derfor ikke tåler for meget variation uden at verden kan bryde helt sammen, så er det måske meget godt med noget simpelt. Egentlig tror jeg ikke på at der findes et handlingssystem som er ultimativt det bedste, men nogle handlingsystemer matcher bare nogle hunde og førere bedre end andre.

Jeg tror Cassi skal meldes til de prøver der er hos Sydskysten her i det nye år. Det lyder jo også spændende med den Rally Cup... Overvejer så om jeg skal skynde mig at melde til det dobbeltstævne D. 5/1 eller om jeg lige skal vente til efter den første, så der er lidt mere luft i budgettet. Jeg havde jo egentlig planlagt at hun skulle ud i nogle kredskonkurrence også, så vi kan prøve at lave et godt resultat og måske komme til DM i øvet, planen er jo at hun skal have et helt år der i DKK og så ikke i ekspert før hun gør det fornuftigt i DcH.

Jeg tror at det her er et af de punkter hvor Cassi og Iso adskiller sig fra hinanden. Hvis der er et godt flow på banen og alt handling sker bagfra, jamen, så er hun så sød at løbe med. I går var vi ude og selvtræne sammen med to andre fra klubben, og der var mulighed for at arbejde med fjernhandling, som i at hunden kunne rende igennem en tunnel under en balance og tage tre spring, mens man selv befandt sig på den modsatte side af balancen. Cassi tøvede ikke et sekund(men det gjorde de to mere erfarne agilityhundene tilgengæld), når hun først fik sin ud kommando. Der er god ro på hende, når det er det vi arbejder med, og Karin, som jeg var ude og træne med, har nok en god point i at når vi sender vores hunde ud at arbejde, så er vores handling mere rolig. En situation viste især hvor meget det at jeg er tæt på forstyrrer Cassi. Hun lavede de flotteste slalomindgange, og hver gang måtte hun søge dem selv, for jeg var jo langt bagefter :pift: Og det var ikke kun indgangene hun gjorde det godt med, det var flot tempo hele vejen igennem. Vi valgte så at se hvad der skete hvis jeg pressede hende, som i at jeg var en meter ved siden af hende. Hun kom fint ind i sin slalom, men efter de fire første pinde, røg hendes rytme og hun sprng hver anden pind over og røg til sidst helt ud af slalommen. Og det vi så fik en snak om med den slalom, det er om jeg ikke på det punkt har været så opsat på at få en sikker, selvstændig slalom, at jeg helt har glemt den voldsomme forstyrrelse, der hedder Camilla. Jeg tænker også lidt om jeg går lidt forkert til den. Måske er det en fordel at kunne styre hende mere på verbale kommandoer :hmm: Og så droppe alt det fancy handling, og holde os til noget simpelt, som fx Gregs handlingssystem:vedikke: Åh, suk, der er så mange ting at spekulere over...

Så er det lykkedes for mig at snige mig afsted til træning. Ved ikke hvornår muligheden igen byder sig, så vi benytter os lige af muligheden. Er spændt på hvad vi skal lave...

Amocca: Og jeg tror faktisk det er en af grundene til at hun har det bedst ved at have mig enten bag ved eller på afstand. For når det er den handling vi har hevet frem af skabet, jamen, så er det jo en mere rolig måde jeg bevæger mig på, og hun bliver knap så stresset. Problemet er bare, hvad sker der når vi støder på noget med handling. Jamen, så står jeg igen med et styks frustreret Cassi.

Som PP mener jeg jo også godt at man kan have hundens fulde opmærksomhed, uden at det hele nødvendigvis går op i en større enhed. Fx er det vigtigt for Cassi at vide hun skal samle sig inden en skarp vending. Er jeg lige et splitsekund for sent på den, jamen, så kan hun have meget vanskeligt ved at lave den vending, netop fordi hun er så fremadrettet som hun er. Det har så betydet at hun tit stryger lige forbi et spring, for hun har endnu ikke rutinen til at tænke at det nok er det hun skal tage. Og hvis den lille frøken mener jeg ikke lige har helt styr på det, så tager hun hellere end gerne selv tøjlerne, eller hun går helt i sort og er umulig at få til noget som helst, med mindre jeg fysisk flytter hende fra hvor hun er gået i koma. Hun et en speciel lille dame, med massere af power og vilje, det hele handler bare om at kunne tøjle det.

Mht. Kontakt, så tror jeg faktisk hun har god opmærksomhed rettet mod mig og der er kontakt. Jeg tror bare at problemet opstår når jeg ikke formår at styre hende og når jeg forsinket/upræcis i min handling stresser jeg hende. Der er ingen tvivl om at hun har alt det der skal til. Desværre er vi to om at sætte baren for hvor langt vi kan nå. Om vi er gået for hurtigt frem er svært at sige. Vi har trænet meget på mindre moduler, og hun kan efterhånden rigtig mange ting. Vi mangler så bare at kunne bruge det inde på banen. Lige nu er jeg så meget begrænset af ikke selv at kunne komme rundt nogen steder, så der går i hvert fald en måneds tid før det er muligt at få noget undervisning alene. Lige nu er jeg glad for at have lavet denne tråd, og ved hvad vi nok ender med at gøre.

Min træner sagde en gang noget som rammer os rigtig fint. Det kan se rigtig godt ud at komme med en Ferrari, men det kan gå rigtig galt hvis man ikke kan styre den. Der er ingen tvivl om at Cassi er Ferrari, og det er altså svært at styre, når man indtil nu har været vant til at køre skoda(ja, lige undskyld mange gange til Joy, men selvom han havde fart på, så er det intet sammenlignet med den unge). Det her skal ikke forstås som at jeg ønsker at droppe agilityen, men egentlig høre hvad andres tanker er omkring det her med at holde lidt konkurrencefri hvad angår agility. Hvordan er holdningen til om en sådan pause kan give hende lidt hoved. Planen er så at pausen skal bruges på at få mere grundtræning i hende(holder skarpt øje med Rikke W kurser, da jeg godt kunne lide hvad jeg fik derfra sidste gang). Det skal heller ikke forstås som at jeg vil prøve at pille alt fart og initiativ ud af hende, men hele hendes måde at gå til opgaven på er bare ikke god(her tænker jeg på hendes helbred, der er så meget og power, men ikke så meget tankevirksomhed).

Jeg synes selv at jeg holder meget øje med kursusgruppen på fjæs, men der er bare intet i nærheden. Skulle jo have været afsted på den næste del med springteknik hos Rikke, men det blev aflyst fordi der var for få tilmeldt Det et jeg skal afsted på på lørdag er noget jeg fandt frem til gennem mine egne "forbindelse" som i at vi mødte nogle fra naboklubben da vi var i Sorø og de manglede hunde til det kursus. Nå, men i går beklagede jeg min nød til min far, da jeg jo skal have en ramme til det løbe A kursus. Han ringede for en time siden og han har fået en af håndværkere på arbejdet til at lave et til mig :slem: Og tænker at det bagefter kan bruges som felt til Rally. Så det skulle gerne komme i morgen, så prinsesse lige kan blive klikket til det, så vi har lavet de lektier Tina har bedt os om.

Nu synes jeg ikke selv jeg på noget tidspunkt har givet udtryk for at ville til tops inden for noget som helst :blink: Jeg vil egentlig bare gerne ud og lave noget godt hundearbejde med Cassi. Og jo, man kan det hele. Det er bare svært at kunne det hele når man kommer hjem klokken halv fire når man tager hjemmefra halv seks om morgenen, og så er ens arbejdsdag ikke slut, for der skal lige forberedes en masse. Det er jo lidt derfor at både agilityen og rally'en er så god, for det skal helst ikke på i for store doser, og det sidste kan vi lave hjemme på stuegulvet. Men jeg kunne bare mærke hvor skønt det var i lørdags at arbejde med det pokkers lydighed. I samtlige øvelser sad hun klar ved startmarkeringen og lignede en der var klar til at springe i luften af spænding og vi nød bare hvert sekund. jeg ved at lige nu, hvor jeg ikke har egen bil, så bliver der ikke gjort mere ud af det. Men jeg håber at kunne lægge lidt til siden over de næste måneder, så vi kan få vores egen dyt. Det ville i hvert fald give noget handlefrihed. For egentlig kan jeg træne hele stuedressuren og det frie søg her hvor jeg bor. Men spor og rundering, det er svært at klare midt inde i byen, og uden hjælp. Der er jo heldigvis tid at tænke i. Her i weekenden tager vi på et agilitykursus og så er der en for sjov konkurrence søndag. Og så bliver der ellers lagt fokus på rally'en. Men hvor er det dog irriterende at man ikke bare kan sige at det her vil man.

Mit problem er jo at jeg egentlig synes det hele er fedt, og ja, borderen er taknemlig. Alt hvad jeg smider efter hende synes hun er det fedest i hele verden. Jeg tror også at vi skal have arbejde med noget helt grundlæggende hvad gælder agility. Jeg tror bare hun også har brug for at blive en smule mere voksen. I går var hun ganske forfærdelig at løbe agility med. Hun var fuldstændig uden for pædagogisk rækkevidde og for første gang har jeg måtte forlade banen til en konkurrence med hende. 10 minutter efter laver hun 96 point i en rally øvet Jeg tror simpelthen hun har brug for roen i agilityen, og det er så bare at finde vejen frem til det.

Mit svar var til Doberfan :blink:

Jeg forstår godt hvad du mener, men med en hund som Cassi, så kan den tænkning blive farlig. Hun skal ikke have lov til at holde en fest på agilitybanen(det er jo netop det der er vores problem), for så stopper hun med at tænke. Og der skal helst ikke opstå flere skader.

Og lige tak til dem der nåede at komme igennem mit meget lange indlæg.

Tror jeg har skrevet et lignende indlæg tidligere. Men jeg er nået til et punkt træningsmæssigt, hvor jeg ikke helt ved hvad jeg skal gøre. De fleste herinde kender jo egentlig godt til Cassi. Hun er lige blevet 2,5 år gammel, og er en kvik lille border collie med massere af lyst og vilje til at blive brugt, dog uden at hun går i spåner, hvis hun ikke bliver brugt hver dag. Hun har prøvet lidt forskelligt. I 2012 var hun ude i C-klassen, fik sin oprykning til B, da hun var små 13 måneder gammel. Det gav blod på tanden, og jeg havde sa næsen op efter en DM-udtagelse. Men Cassi er jo kun en hund, og pludselig var der en øvelse som gik i ged hver evig eneste gang, og som vi først fik løst op for efter DM var afviklet. Det var dybt frustrerende, for hun var rigtig stabil i alle de andre øvelser, men de 20 point vi mistede hver gang, gjorde bare at det ikke var godt nok. Og hele problematikken tog lige som lysten fra mig til at gå videre med det her lydighed. Over foråret og sommeren startede hun så småt op med agility, og det er noget hun synes er virkelig fedt, og det var også med det formål for øje at hun blev købt. Hun er en fremadrettet lille dame, meget selvstændig og vil helst arbejde på afstand. Desværre sker der noget kort før den konkurrence som skulle have været hendes første, og hun pådrager sig en skade i det højre knæ. Det er et langt skadesforløb, med mange opture og nedture, og i den periode laver hun ikke meget andet end lidt let stuedressur. Da vi når slut februar får vi grønt lys og må genoptage træningen. Der er ingen tvivl om at hun er glad for at måtte arbejde igen, men jeg er jo blevet lidt skræmt af den skade hun har haft, og jeg beslutter mig for at enten er det agilityen eller også er det lydigheden vi satser på. Hun skal ikke presses til at bruges til noget som jeg alligevel ikke vil 100 %. Her vinder agilityen stort. I den tid hun er skadet får jeg så øjnene op for det rally der:slem: Det matcher os perfekt, hun elsker jeg må tale med hende og for en stor del af øvelserne gælder det at de rent faktisk er med til at styrke hende bagparti. Jeg beslutter mig derfor at det er noget som jeg vil arbejde med ved siden af agilityen. Vi starter på hold og hun er en lille stjerne. Vi begynder at tage til konkurrencer og den lille hund gør det faktisk fornuftigt og jeg bliver ret bidt af det. Agilityen går det tilgengæld noget trægt med. Eller, nej, der er jo fart over feltet. Problemet er bare at jeg er begyndt at frygte at jeg aldrig får rigtig styr på hende. Nogle gange er hun uhyre fornuftig at løbe med, andre gange er det som om man løber med en tikkende bombe der kan gå af hvert øjeblik det skal være. Jeg er dog stort set altid glad når jeg har været afsted til konkurrence med hende, for det er jo dejligt at den er frisk nok til at kunne løbe agility igen. Men hvis jeg graver dybt nok, så kan jeg mærke at de er frustrerende. Vi har haft gevaldige problemer med nedrivninger, det er der løst op for nu. I stedet har vi nu problemer med en slalom, som hun død og pine, kun kan tage hvis indgangen er vanskelig. Jeg ved det godt, det er altsammen noget som hører sig til hos en ny agilityhund. Der skal rutine i den og så kommer det nok med tiden, men altså For en små tre uger siden for jeg så en pludselig indskydelse. Det kunne da være meget sjovt at se hvordan det står til med det lydighed. Hun bliver meldt til en lokalkonkurrence velvidende at hun ikke har gået mere end ti spor i år, hun har ikke set et spor med genstande siden foråret og der var hun ikke stabil på den, og at antallet af B-runderinger kunne tælles på en enkelt hånd og det er ikke noget hun har prøvet for alvor siden jeg besluttede mig for at nu skulle vi ikke mere af det lydighed. Hun overrasker positivt. Sporet er noget møg, men hun kommer igennem. I runderingen formår hun at lave alt løbearbejdet(som har været vores akilleshæl), men påvisningen glipper. Alle de øvelser som jeg for et halvt år siden besluttede mig for at det klarer jeg aldrig at få styr på, men som jeg alligevel vælger at træne hjemme i stuen og ude på min egen græsplæne, dem brilliere hun med. For at sige det på godt dansk, hun tog sgu røven på mig. det vare ikke prangende, men hvem forventer det, når man ikke bruger tid på at træne. Og nu sidder jeg så her, med mit dilemma. En ting jeg ikke er i tvivl om, det er det rally. Det skal der satses på, og det er en god sportsgren, når man ikke har mange timer hver dag at træne i. Men det agility går mig på, og det jeg overvejer lige nu, det er at sige vi holder en pause fra det, forstået på den måde at hun de næste måneder kun får lov at træne små moduler, så der kommer ro på hende, og hun lærer at arbejde tæt på mig, uden at hun lyder som en der har lyst til at slå mig ihjel. Jeg overvejer at lade hende få en enkelt indendørskonkurrence i starten af 2014 for at se hvordan det nu går, og går det helt galt så forsætter vi med de små basis ting hele foråret og så kommer hun først afsted til sommer igen. Og så er problemet at det her lydighedsspøgelse pludselig er kommet ind fra sidelinjen. For måske har hun bare brug for at modnes lidt mere mellem de små ører:hmm: Måske skulle planen hedde at vi satser på lydigheden i forårssæsonen og arbejder for at få en oprykning til A. Og så kan jeg bruge vores agilitykonkurrence i maj måned til at se hvor hun er der(bare de to kl 1). Og så først for alvor gå igang med agilitykonkurrencer når vi rammer juli/august. Og så indtil da arbejde med mindre sekvenser og få styr på hende. Nu skal det ikke forstås som om hun bare skal ud i konkurrencer, men hun er en hund der er lidt speciel af sind og hun har brug for at arbejde forskellige steder med forstyrrelser på i forhold til rally. Og jeg aner jo slet ikke hvordan konkurrencekalenderen ser ud der. For er der mange rallykonkurrencer, så er det bare ærgerligt med den lydighed. Rally'en kommer før alt andet i 2014. Men hvad ville I gøre jer af overvejelser? For der kan vel ikke herske nogen tvivl om at vi har brug for at få styr på vores samarbejde før vi kan forvente at få bare det der minder om succes med det agility. Og hun er kun på vej til at blive tre år, så der er jo intet galt i stadig at give sig god tid:vedikke: Det er jo ikke sådan at vi skal være verdensmester ej heller Danmarksmestre, jeg kunne bare godt tænke mig at vi en dag kunne komme i kl 3.

På lørdag smutter vi til kursus i løbe A. Da jeg fortalte det til min træner, var kommentaren at et kursus i 100 meter sprint måske var bedre :klap: Planen en er ikke løbefelt til Cassi, men bare at blive klogere på det. Så jeg glæder mig.

personligt synes jeg jo at en hund der skal bruges til noget arbejdsmæssigt(uanset om det er topplan eller ej) fortjener at blive tjekket hele vejen igennem inden man bruger den. OCD viser sig ikke nødvendigvis med halthed. Cassi har OCD påvist i den højre skulder og det har aldrig generet hende det mindste(og hun har et aktivt hundeliv). Men jeg er glad for at jeg ved at det er der, for så kan jeg tage de hensyn der skal tages, akkurat, som at hund med dårlige hofter sagtens kan arbejdes med, hvis man tager de forholdsregler der skal tages.

Lille Cassi blev i dag klubmester i rally, med 96 point i øvetklasse(vi dyster på tværs af klasserne). Hun havde ellers rigeligt at se til, for der var agility lige ved siden af, og så fik hun pludselig øje på nogen der flyttede rundt på sig. Vi blev trukket et point i helhedsindtrykket, et fordi hun strejfede et skilt i en 270 vending, en skævsidning, og så gik hun ind i min bane.

men der kan vel også opstå en uønsket adfærd hos en dsg som er nødvendig at træne væk:vedikke: Mit største problem med Cassi er hendes signalfølsomhed. Hvis vi arbejder med fremadsendelse eller rundering i forbindelse med lydighed, så skal jeg være hamrende præcis og ikke den mindste smule sløv i optrækket, for ellers løber hun en meter frem og glor på mig(og det er altså træls når man lige har stået med en hund som har været super klar til at løbe afsted og tydelig er klar over hvad hun skal). Det sker heldigvis sjældent på en agilitybane, men der er forhindringerne til at trække hende, og her arbejder vi meget med få, simple verbale kommandoer i stedet for for meget kropssprog(nu her mens vi løber kl1 bruger vi stort set kun front, rear og back). Og jeg synes umiddelbart at jeg kan se en generel tendens der hedder at borderen helst ikke skal stresses for meget af sin fører, for så begynder pindene at falde, men det er måske bare blandt dem jeg har oplevet. Mht. Sundhed. Hvordan er det med OCD? Personligt er det noget jeg synes er relevant, fordi jeg kender en del der har fået det konstateret.

Cassi opfyldte i den grad mit mål med at få over de 100 point. Vi startede dagen med at skulle gå spor. Jeg fortæller dommeren at Cassi har besluttet sig for at hun vil stå for genstandene, og vi går af sted. Hun er et rigtig sjuskehoved og det er jeg nok også, men vi finder hen til første genstand. Og hvad gør min lille frøken. Hun ligger sig ned som om hun ikke har lavet andet :stupid: Vi forsætter og efter en masse kæmpen kommer vi rundt i de to knæk og op ad det sidste ben. Halvvejs får vi en tilrettevisning, for vi er ude af sporet. Til sidst finder hun den sidste genstand(efter hun da lige har tisset undervejs ) og står så nydeligt for den. 3,5 for søget og 9 for genstandene.Jeg er udemærket tilfreds, for jeg havde regnet med 0 point for de to ting. Efter en pause hvor C-hundene er på skal vi igang med næste dommerhold, og skal have stå-sit-dæk-fremadsendelse. Stå laver hun til UG, ingen slinger der. 10 point Sit ryger i 0 point da hun synes jeg var så glad for ståøvelsen lige inden, så hun laver da den en gang til. Dæk, hun ligger rigtig fint, hele tiden ud(vi har stort set ikke trænet med at jeg går i skjul). Jeg kommer frem og laver indkaldet. Cassi kommer susende og løber lige forbi mig og bag om ryggen på mig og så direkte ind i en skæv plads. Jeg tror hun lige skulle se hvad jeg lavede der bag volden. 8,5 point. Fremadsendelsen, der var hun så skide tændt og smutter før kommando(men det opdagede dommeren heldigvis ikke). Jeg synes selv hun kommer lidt for skævt ud og er lang tid om at lægge sig, men dommeren mente at det eneste der var galt var en skævsidning til sidst efter indkaldet. 9,5 point Igen har vi en pause, og kommer så hen til et dommerhold hvor vi kører med klatten. Spring med apport har vi ikke arbejdet voldsomt meget med, men vi blev kun trukket for en skæv plads. 9,7 point Apport var OK, bortset fra at jeg slet ikke kunne finde ud af at kaste den, da det var en 100 grams apport vi måtte nødlåne, da jeg havde glemt min egen. 10 point Feltsøget er hun jo altid rockersej til. 10 for søg og 10 for genstande. Så skulle vi til det sidste dommerhold. Lineføringen har altid været min hadeøvelse i C-klassen, og mit forhold er ikke bedre til B-klassens fri ved fod. Hun går faktisk pænt, men jeg for forvildet mig ud i noget højt græs(fordi hun presser lidt i venstrevendingerne) og hun vil så ikke gå i den position hun skal, så jeg giver en pladskommando, så hun lige kan forstå hvor hun skal være henne i verden. Det alene trækker et point. Der er så lidt vigende afstand i tillæg til hendes presseri i venstrevendingerne, og vi ender med 7 point, ikke prangende, men hæderligt taget i betragtning af hvor galt det kan går. Runderingen havde jeg ingen forventninger til. Og hvad gør hun så lige. Tager fuldstændig fusen på mig. Hun stryger afsted, ud til det tomme skjul, vender på kommando, krydser forbi mig uden at tøve og ud til figuranten. Her glemmer hun bare en væsentlig detalje. Hun skal have sit bringsel i munden, så hun står længe og kigger på figuranten, og beslutter sig til sidste for at løbe tilbage til mig. Jeg giver hende så en apport, og hun tager sit bringsel i munden, og jeg får lov at gøre øvelsen færdig. Er stadig ret imponeret over at det løbemønster stadig sidder så godt fast, at hun da kan lave det til UG efter 8 måneders pause(og hun har trods alt kun arbejdet med det ganske få gange). Vi får kun 2 point for det tomme skjul. I alt ender vi med 140,05(havde hun lige taget sit bringsel i munden havde hun haft til en oprykning), og det er sgi ikke så ringe, når vi ikke har arbejdet meget med det her lydighed det sidste års tid, og jeg ved at der har knoklet for de samme point, så jeg kan ikke brokke mig over noget. Men måske jeg skulle begynde at træne igen:hmm:

Lige nu render Cassi i pendulfart mellem soveværelset og hoveddøren. Hun er klar til at skulle ud at lege. mine forventninger til sporet er skruet endnu mere ned. Det blæser voldsomt, og hun er meget ustabil, hvis hun skal gå i kraftig modvind. Udover det er det hele pakket. Troede jeg, for så kom jeg i tanker om at der er noget med en startbog. Og da den var pakket sætter jeg mig tilfreds ned og så husker jeg at der vist også var en pokal fra sidste år der skulle afleveres. men nu er det hele pakket, og Cassi er lige rendt ud for at tjekke om der er kommet nogen for at hente os. Tror vi bliver hentet inden for de næste ti minutter, og så kan jeg jo senere skrive og fortælle om hvordan det gik med den debut i B :slem:

Jeg synes man skal bruge god tid på at finde de forældredyr man vil have en hvalp efter. Jeg ventede godt ti måneder fra jeg sagde ja til en hvalp, til jeg kunne hente Cassi. Jeg valgte ikke efter om forældrene kunne bruges til agility(tror ikke nogen af dem har været sluppet fri på en agilitybane), men tæven var nem og tilgængelig, og begge forældredyr gjorde det godt med lydighed på et plan, hvor jeg vidste at det ville blive en god arbejdshund at få(personligt vægter jeg DcHlydigheden højt, da det for mig i højere grad viser hvor alsidig hunden er, og her var begge hunde elitehunde, faren var Danmarksmester året før og var så i tillæg lydighedschampion). Det så jeg lidt som en garanti for at jeg fik en hund som kunne bruges til hvad som helst, og det har jeg. Vi er den type makkerpar, hvor det er mig der sætter grænsen for hvor langt hun når. Det skal lige siges at jeg allerede har i kikkerten hvilken hund jeg godt kunne tænke mig en hvalp efter. Der er nemlig en halvsøster til Cassi(og hvor faren til tæven oven i købet er halvbror til Cassis far) som skal have hvalpe i foråret, og da jeg ikke ønsker at lave hvalpe på min egen, så er dette jo en klar mulighed.

Min tæve hyrdede kun på en ting i starten. Og det var biler Det blev der arbejdet på og i dag går vi tur langs vejen uden at behøver at frygte det værste. hun har så efter vi har været til agilitykonkurrencer over sommeren udviklet en enorm lyst til bare at skulle efter ALLE border collier der løber agility. Heldigvis er det ikke være end at hun får smidt et ruskereb i munden og så er det glemt. hun und er på ingen måde en arbejdsnarkoman. Eller dvs. beslutter jeg at vi arbejder, så arbejder hun til hun segner. Men ellers så er hun bare på standby. i min verden er der hyrdelinjer(arbejdslinjer) og udstillingslinjer. Sportslinjer er et lidt for poppet begreb. Tror dog mange ville betragte min som en sportsmodel.

Tjah, Cassi må have haft det meget hårdt:vedikke: Fik hende da hun var otte uger, på tredje dagen skulle jeg på arbejde. Hun blev lukket ude i bryggerset, hvor hun havde en kurv og lidt andre ting og der blev smidt en håndfuld godbidder. Jeg tog afsted omkring klokken halv syv og omkring middag kom min far forbi og luftede hende. hun havde ingen problemer med at være alene hjemme, tilgengæld blev hun godt 8 måneder før hun var renlig(bryggerset blev nærmest et indendørs toilet for hende og længe ville hun slet ikke skide udenfor). Hun har aldrig bidt noget i stykker og naboerne har intet hørt til hende(bor i rækkehus). I dag har hun hele huset, men tror hun ligger i sengen og sover når hun er alene hjemme.