lilleraev
-
Antal indlæg
824 -
Medlem siden
-
Senest besøgt
Indholdstype
Profiler
Forummer
Artikler
Hunderacer
Indlæg skrevet af lilleraev
-
-
Jeg har en bekendt her i Doha, som har to hunde fra internat. Den ene fra internat i England, den anden fra internat her i Doha. Historien er rodet - men i hvert fald har hundene nogle meget ødelagte sind... Den fra internatet her i Qatar, et saluki-mix, har tydeligvis været misbrugt og lider meget af angst-agression. Den fra England, en korthåret bordercollie, er super stresset og den er agressiv hvis den anden hund er utryg.
Første gang jeg besøgte hundene var til en fest, hvor de var lukket inde ovenpå - de kom ud og skulle hilse på mig og to andre. Uden forvarsel sprang den engelske hund efter mig og var tæt på at bide mig. Adfæren blev hurtigt afbrudt og hunden blev pludselig tillidsfuld og ville lege bold med de to andre gæster. Rolo, hunden fra Qatar, opførte sig meget fint og var glad.
Anden gang jeg besøgte dem stod ejeren, en fælles veninde og jeg i køkkenet og var ved at tilberede mad, da Rolo pludselig bed vores veninde i achillessenen så der gik hul. Det var tydeligt at hunden var utryg, og begge hunde kom i deres bur resten af tiden vi var der.
Jeg er ellers ikke bange for hunde, men må indrømme at jeg er noget så bange for hunde der er utilregnelige på denne måde - der er ingen dæmpede signaler eller knurren før de går til angreb.
Jeg indvilligede i at hjælpe med at socialisere Rolo, da ejeren har en idé om at den engelske hund forsvarer Rolo når hun er utryg - så det er hende der er hovedproblemet. Vi havde en del uenighed om hvordan dette skulle forløbe, men nu er jeg lige kommet hjem derfra, og fra at begge hunde sad i deres bure og knurrede noget så voldsomt, endte vores træning med at begge hunde kunne være ude, at den engelske hund var fuldstændig optaget af leg mens Rolo endda kom over til mig og lagde satte sig, for til sidst at lægge sig ned og bede om at blive klappet på maven
Det gør altså at man bliver lidt glad - og nu ved vi hvordan træningen skal foregå, så nu er det bare at fortsætte meget stille og roligt...
Ville bare lige dele dette lysende øjeblik med jer!
-
Det hænger jo slet ikke sammen med at du aktivt vælger at modarbejde det ved at støtte det stik modsatte?
Så dit negative billede af en seriøs opdrætter bygger altså på at du engang har besøgt en grayhoundopdrætter der havde hunde på en måde du ikke bryder dig om?
Nu skal det ikke forveksles med at jeg forsøger at omvende dig og få dig til at vælge hvalp fra et seriøst opdræt, men jeg kan simpelthen ikke lade være med at skrive så andre måske kan forstå at du er helt galt på den. Specielt denne race som jo altså befinder sig bedst i en blød sofa, der vil mit bud være (uden at have regnet efter) at 90% af de danske opdrættere har mellem 1 og 6 hunde som alle lever på fuldstændig samme vilkår som det deres hvalpekøbere tilbyder den ene hvalp de køber af en af disse opdrættere.
Som bonusinfo vil jeg tilføje, at netop disse opdrættere er dem der bliver ringet op af folk som har været ude og spare penge på indkøbet, og derfor ikke kan få den ganske nødvendige rådgivning som man skulle mene burde komme fra sælgeren, når det går op for køberen at de er på skideren med den hvalp de har indkøbt.
Hvordan tror du de tavleløse hunde er blevet til?
Jeg kan sagtens forstå hvad du siger og mener, og havde opdrætteren jeg har kontakt med, haft hunde med tavle, var det stadig blevet en af disse.
Jeg har som sagt kigget MEGET og målrettet på nettet - i over et halvt år, men min kærlighed er altså endt her hvor den er. Og til det har jeg overvejet fordele og ulemper, og jeg mener ikke at ulemperne ved at købe en hund uden tavle overskygger fordelene, så derfor mit valg. Viser det sig, at min opdrætters tævehund ikke er drægtig med Kato, er jeg ikke sikker på jeg skal have hvalp derfra, da det var ham jeg var aller mest vild med.
Jeg håbede du kunne forstå fra mine tidligere tråde at jeg bestemt ikke er en fortaler for blandingshunde, men at jeg heller ikke er en fortaler for stamtavle. Jeg ved godt at blandingshundene kommer fra hunde med tavle, og det kan godt være jeg er naiv når jeg siger at jeg da tror at alle tæveejere som sætter hvalpe til verden er ude efter en specielt god hanhund der kan bidrage med gode gener til det kommende hvalpekuld.
Jeg læser medicin, og jeg ved hvor meget genetisk arbejde kan bringe med sig af gode egenskaber - men jeg ved også hvor meget der kan gå galt i den proces, så jeg synes ikke udelukkende det er godt at avle på bestemte kvaliteter, for man ved ikke hvilke der går tabt i arbejdet.
-
Alt kan trænes, så min næste hund skal uden tvivl være en GD. Jeg bare haaaaaader støvsugning.
Hehehe :blink: Dejligt med et HELT ukompliceret svar!
Nu var det lige bl.a. mig som havde skrevet det om tavle
Som du sikkert ved, har jeg selv en lille bastard, så jeg forstår ikke helt hvordan du kan mene at det er udtryk for at jeg skulle sætte spørgsmåltegn ved TS intentioner.
Jeg synes ikke man kan gå ud fra at en hver hvalpekøber er klar over hvad en stamtavle bruges til, synes meget ofte jeg ser folk skrive at sådan en vil de ikke betale for, for de skal alligevel ikke udstille.
Du kan da ikke nægte at der er visse fordele ved at vælge en hund med stamtavle? Altså er det ikke et spørgsmål om man mener at den fordel der er, er stor nok til at være pengene værd? Jeg synes f.eks. ikke den er pengene værd ved en gårdhund, da de ikke bliver tjekket for noget og racen er så ung at selv de "rene" kan være blandinger og det desuden er en blanding af to sunde racer jeg har valgt. Men med en race med så meget sygdom og kort levealder som GD'en ville jeg overveje en stamtavle bare for at være så sikker som muligt.
Kan ikke læse nogle som banker TS i hovedet med en DKK stamtavle, og kan ikke se noget forkert i at kommentere og fortælle hvad en stamtavle kan bruges til. For det er altså ikke alle som ved det, heller ikke folk som har haft hunde i mange år, det er ikke alle som kommer på fora eller i de kredse hvor man taler om den slags.
Jeg kan sagtens se det smarte i stamtavler - og jeg har faktisk brugt rigtig lang tid på at sidde og læse igennem -igen og igen- om hvilke svage sider GD'er har, hvordan man kan undgå det, hvorfor den grå harlekin skulle være 'farlig' - og slet ikke var det alligevel, hvilke gener der giver hvad osv. osv., og jeg er kommet frem til at det aller vigtigste når man udvælger sig en GD er at deres sind er rigtigt, at deres kost i hvalpe og voksentiden er nøje overvåget, at man tager det med ro, og at forældre og bedsteforældre skal have været sunde og raske - og disse ting passer alle med hvad opdrætteren kan tilbyde (ja ja, det kan godt være jeg overtænker, men for filen jeg glæder mig, og alt skal bare være helt rigtigt)
Jeg respekterer ENORMT meget det arbejde stamtavle-opdrættere laver, og jeg er imponeret over hvor stort et arbejde de gør med at overveje samtlige aspekter for at videreføre gode gener - så jeg er bestemt positivt stillet overfor deres arbejde, jeg tror bare jeg har et billede i hovedet af folk der har en 4-6 tæver og 1-2 hanner, og at de slet ikke har tid nok til at pusse og nusse og aktivere hundene. Var engang med min veninde ude at købe Greyhound, og det var enormt smukke hunde med fine, fine tavler, men deres hunde stod i bure ude i laden, og skiftede med at være indenfor i en uge
Det kunne mit lille hjerte ikke bære 
Og til det med stamtavle tror jeg også bare min personlige erfaring med hunde i familien viser mig at hundene uden stamtavle har været mere robuste end de to vi havde med stamtavle - selvom alle var ægte.
Jeg kan ikke finde ud af at putte mere end 2 tråde ind, men jeg vil også gerne lige skrive til hende med hundetegningen (var det umulia?) at jeg er en ung voksen, og at jeg for desværre har været ude i at omplacere mine hunde - ikke fordi jeg havde lyst, men fordi de simpelthen ikke havde det godt efter vi var flyttet, og jeg ikke havde mulighed for at ændre det på daværende tidspunkt. Det var det værste jeg har gjort - men samtidig det bedste jeg kunne gøre for dem- så det skal jeg bestemt ikke ud i igen, og derfor er ALT gennemtænkt denne gang!!!
(men skulle det gå galt, kan jeg høre at du ikke er hende der siger nej 
-ej det var bare en spøg!)Igen vil jeg gerne takke jer for alle jeres svar, er GLAD for jeg kom ind på HF - I virker enormt kyndige! :hjerte:
-
Æhj hvor er I altså søde og hjælpsomme alle sammen.
Jeg kan sagtens forstå hvad I mener med stamtavle, men det er bare ikke altid en garanti for at hunden ikke bliver syg - Vi har i mit barndomshjem altid haft hund. To af disse hunde har været med stamtavle, og de har været de eneste hunde der har haft problemer, så selvom intentionerne er gode, er jeg bare mest tryg ved at købe hvalp fra et hyggeopdræt, hvor hundene går som de eneste små englebasser og bliver passet og plejet efter bedste evne.
Jeg har naturligvis forhørt mig godt og grundigt efter sygdomme hos forældredyrene, og jeg ved at opdrætter har gjort det samme da hun skulle have sine hunde, så jeg er ikke et sekund i tvivl om, at det er nogle sunde hunde jeg har kig på.
Åh, jeg skal vel også bare lade være med at bekymre mig alt for meget og så bare glæde mig til at de kommer og tage den derfra.
BLIV NU JANUAR! -
Jamen jeg er ikke i tvivl om at jeg nok skal få en lydig hund - som sagt var mine to tidligere hunde traumatiserede før jeg fik dem, og de endte med at være gode familiehunde. Jeg vil mene jeg har et godt hundetække, og at konsekvent og kærlig opdragelse ikke bliver et problem, men jeg er på bar bund med denne race fordi den er så stor og fordi jeg ikke kender til den i 'praksis'... Det er også derfor jeg ikke helt tør lade mig falde for alfahannen
-
Og hvis en hun på 60-80 kg er nervøs, er den ikke nem at overtale, eller tage under armen, hvis den fx ikke bryder sig om at gå igennem en selvåbendedør, eller gå ind i bussen/toget
Nej det bliver lidt noget andet at vænne sig til, når mine gamle hunde var chihuahua! -
Jeg havde gjort min gd mere afhængig af min godkendelse, end egentlig godt var, hvis man kan sige det sådan. Men det er en reserveret race, så den er ikke labradorglad for mennesker, og det er en hund der har brug for at man lægger stor vægt på socialisering, som er vigtigst n fra de er 8 uger til de er 16 uger...
Jeg mener bare der er forskel på om man er afhængig af min godkendelse, fordi man bliver opdraget til det, eller fordi man af natur er en smule usikker/uselvstændig... Hvis du forstår hvad jeg mener? Jeg vil gerne have en hund der er selvsikker.
Når du siger man skal lægge MEGET vægt på socialisering, hvad mener du så? Racen har da ikke tildens til at blive agressiv, har den? For det kan da godt blive farligt med en han på godt 80 kg!
-
Min erfaringer siger mig, at en grand danois ikke er en særlig selvstændig hund. De ELSKER at være nær deres familie hele tiden og være med til alt! Bare lige så du er klar over, at det ikk er en selstændig race du har forelsket dig i...:blink:Har samme erfaring - og hvis de kunne hjalp de sku til med at støvsuge osv
Hehe.. den måde må de gerne være uselvstændige på.. Det er da bare hyggeligt... Jeg tænker mere en hund som ikke hele tiden skal have min godkendelse af om det mon er ok, at den lige snuser til den der hund der er derovre, eller en hund som bliver forskrækket hvis man har hængt tøj til tørre på en bøjle i kælderen
(ikke bange, bare som i -hey, den var her ikke før, må den være her nu-bjæffen)Det jeg mener med selvstændig er at den kan finde på at lege med sig selv, og at den godt lige kan være vaks og interesseret i andre ting uden at skulle have min godkendelse først.
-
Det lader til at du går forholdsvist meget op i at finde den rigtige hvalp - er der en grund til du ikke vælger at finde en opdrætter med samme interesse og mulighed for at rådgive dig?
Ikke noget andet end en mavefornemmelse og en rigtig god kemi med opdrætteren og begge forældredyr. Og jeg er da sikker på hun nok skal vejlede mig ud fra bedste evne når den tid kommer - jeg kan bare godt lide at være velforberedt.
Grunden til jeg spørger om hjælp er at jeg kun en enkelt gang har haft en hund fra hvalp. Den hvalp vi havde valgt, døde under mystiske omstændigheder og vi fik i stedet ham den lille pjevs der havde haft navlebrok som ingen ville have. Han er den bedste hund jeg har haft, ingen tvivl om det, men han var bare meget uselvstændig. De andre to hunde jeg har haft -som jeg havde samtidig- var begge hunde jeg fik fra de var knapt et år, og de havde begge ar på sjælen, så de har været hårdt arbejde. Selvfølgelig har det været skønt at se hvordan man kunne præge dem i den rette retning, men nu hvor jeg står til at skulle have en hvalp - helt fra start - kunne jeg bare godt tænke mig de allerbedste kår for at få en hund der er i balance.
Og når den tid kommer, vil jeg sikkert skrive tusinder af indlæg om hvordan man gør sin hund selvstændig osv.
-
Tak, det var helt sikkert en idé jeg kan bruge.
Har tænkt på ting som at tage en paraply med så jeg ka se hvordan de reagerer når jeg slår den op. At 'tabe' nogle nøgler ned i en madskål og se hvordan de reagerer på høje lyde, samt at se hvordan de vil reagere på at være adskilt fra resten af kuldet, men selvom jeg udfører disse tests, er jeg jo stadig en lægmand for hvordan det har betydning for dem som voksne hunde - og ligeledes vil jeg jo ikke kunne vurdere hvor jeg skal støtte op omkring usikkerheder osv. -
Der er nogle ting som du generelt kan se på ved "alle hvalpe"...
F.eks. om den selv sørger imod dig (som fremmede) eller om den holder sig tilbage... Det siger jo meget om hvalpen allerede på det tidspunkt hvordan den opfører sig i forhold til "verden"...
Vælger man en hvalp som bare sidder i baggrunden, så får man jo en tilbageholdende hund og lidt mere "utryg hund"... Selvfølgelig kan ændre sig, men det er de socialiseringen for indflydelse på.. Hvis du har en utryg/stille hvalp, som ikke bliver ført trygt ud i verden og får en masse gode oplevelser vil den blive utryg som voksen og reserveret...
Vælger man hvalpen der suse lige frem er det jo det modsatte...
Virker hvalpen bange skal du være opmærksom på at det sagtens kan blive en dejlig hund, men at det kræver mere af dig(andet) end hvis du vælger en hvalp som er lidt mere frygtløs... Men alle hunde kræver opdragelse og arbejde...
Men sådan en adfærd, kan det ikke være afhængigt af så meget? Som f.eks. om de lige har leget inden man kommer på besøg, om en har været aktiveret mere end den plejer osv.? Tænker bare at sidst jeg var på besøg hos opdrætteren og hun havde hvalpe (dog med en anden han) var der 3 hvalpe på 6 uger. Kun 1 af de hvalpe fes rundt. De andre to lå deres kurv og virkede ikke synderligt interesserede, men virkede bestemt heller ikke nervøse. Jeg så kun kuldet denne ene gang, da jeg jo havde besluttet mig at vente til næste kuld, så har ikke så meget at bygge på den ene episode.
Opfører GD'er sig lidt mere roligt end andre racer når de er små?
-
Jeg kender opdrætteren - det er et lille hyggeopdræt hvor hun havde både mor og far (far er dog lige blevet kørt ned
) Og de er simpelthen de mest fantastiske to hunde som supplerede hinanden godt. Mor er rolig, en smule reserveret, men bestemt kærlig og en kæmpe hyggehund. Faderen var frisk og elskede HELE verden. Han var den med det sind der tiltalte mig mest, selvom han sikkert var en stor opgave at holde styr på :slem:. Jeg tror ikke hun har i sinde at mentalteste dem, og jeg tror måske næsten jeg går mere op i det end hun gør - så jeg har luret lidt på forskellige hvalpe-teste man kan udføre - og så er jeg jo bare heldig at jeg har mulighed for at følge dem fra de er helt små. Jeg tror al den ventetid er ved at gøre mig skør, for man kommer jo til at vende alting - og vil så gerne gøre ALT helt rigtigt.. ihh ha!
Vil bare gerne bekræftes i de ting jeg har læst på nettet, så hvis der findes nogle som har styr på det der med hvad hvalpe af forskelligt sind vokser op og bliver til, ville jeg blive meget glad
-
Ikke andet end hvad man kan læse her på nettet og så har jeg læst en del tråde med folk som fortæller om deres GD.
Og hvis jeg har været så heldig at støde på en GD ejer, har jeg lavet politiforhør...
Så jeg tror jeg har et fint billede af hvordan den er. Har læst på div sider at den skulle være langsom til at lære, men har læst mange tråde hvor hundetrænere forsvarer dem, og siger at de lærer ligeså hurtigt som andre hunde.. Er det helt galt? -
Er det rigtigt? Uha, Vejle er sådan et dejligt sted! Hvor bor du henne? Jeg skal helt sikkert tilbage til Vejle når uddannelsen er færdig!
-
Grand danois
-
Hvad kigger I efter når I skal vælge hvalp?
Det er første gang jeg selv skal vælge en hvalp ud af et kuld.
Jeg planlægger at gå tur med den voksne hund ca 2 timer om dagen. Er hjemmefra max 4 timer om dagen, skal egentlig bare have en hyggehund, men vil enormt gerne have en robust hund der ikke er for uselvstændig, men heller ikke for fræk og oprørsagtig. Lidt fræk må den gerne være :blink:
Han (jeg er mest til hanhunde) må gerne være nem at træne med - men behøver bestemt ikke være verdens største pleaser.
Hvordan kan man se hvilken af hvalpene det skulle være? Jeg er som de fleste mennesker altid mest fascineret af de hvalpe der er mest fremme i skoene og bider i snørebånd m.m...
Håber at få nogle gode tanker ind over!
-
Min lillebror blev født død, og da han blev genoplivet blev resultatet at han var multihandicappet og psykisk retarderet. Han fik ergoterapeut på, som insisterede på at han skulle have kæledyr, så han fik 2 små marsvin. De hjalp ham når han havde vejrtrækningsproblemer og de stimulerede ham mentalt når han mærkede deres pels og bevægelser...
Efter han var død talte vi sammen om, om han mon egentlig kunne sige fra hvis der var ting der gjorde ondt eller var forkerte, og der insisterede vores ergoterapeut at det kunne han godt - det tog hende lang tid at komme ud med at en af marsvinene endag havde bidt ham i fingeren hvilket havde startet et hyl - så noget godt gjorde de da
Ved godt historien lyder lidt barsk, men det var nu en sjov episode i en tragisk periode.
-
Hej alle sammen!
Som overskriften siger, er jeg endnu ikke hundeejer, men bliver det forhåbentligt til marts.
Står skrevet op til hvalp fra et lille hygge-opdræt som havde de to skønneste Grand danois'er. Moderen er rolig, en smule reserveret men tolerant og med et hygge-gen uden lige, faderen var ufattelig glad og elskede hele verden. Den bedste kombination til nogle hvalpe, som får et sind i verdensklasse.. Desværre nåede de to kun lige at parre 2 gange førend faderen blev kørt ned
. Så jeg går og tripper til jeg får svar på om det mon bar frugt.I mellemtiden vil jeg da lige hilse pænt på jer andre.
Jeg er en 25 årig kvinde (ville helst sige pige, men den gælder vist ikke længere), som studerer medicin på 3. år. Jeg er bosat i Odense, men befinder mig pt. Doha i Qatar, hvor jeg er med i et forskningsprojekt om kameler og andre ørkendyrs lugtesans. Alt sammen meget spændende! Jeg kommer hjem i februar måned, og rykker derfra ind i en lejlighed med en anden pige, som i forvejen har en velopdragen lille blandingsdame på 2 år.
På den måde kan vores hunde få glæde af hinanden, og vi kan bo noget større til en mindre husleje. Smart! (så hvis der skulle være nogle med en 3-vær. eller større til under 7000 pr måned, må I endelig sige til!)
Jeg går meget op i dyr, og kan ikke forestille mig at leve uden hund længere. Jeg har stort set haft hund hele livet, men min første 'rigtige' hund var en Weimaraner som jeg fik da jeg blev konfirmeret. Han var et pragt eksemplar uden lige. Var renlig på et par dage, lystrede alt hvad der blev ønsket af ham - hans eneste fejl var at han var en strejfer - der er ikke de gange hvor jeg ikke har måtte hente ham i alverdens hjørner af Vejle by eller på politistationen - og det uanset hvor stort et hegn vi havde, eller hvor meget vi trænede 'bliv i haven' Og det resulterede desværre også i at han 2 gange blev kørt ned - men overlevede begge gange. Desværre måtte vi skille os af med ham da han var 6, da vores familie brød sammen. Han fik et fantastisk hjem hos nogle bekendte og levede der med en anden hund i bedste velgående til han døde af alderdom.
I 2007 var jeg på 'dannelsesrejse' og mødte i Thailand mit lille hjertebarn. En chihuahua på godt 6 mdr som havde udvalgt sig mig. Jeg blev nødt til at tage hende med hjem, selvom det kom til at koste mig godt 12.000 kroner. Jeg kunne ikke bære at hun skulle være hvalpe-maskine - og de ville ikke sælge hende. Så hun var ægte men uden stamtavle - og en meget dyr en af slagsen!
Hende og jeg fik i vores tid i Thailand opbygget en symbiose - vi vidste hvad hinanden tænkte og følte og vi gik igennem alle stadier sammen - hun lærte bl.a. hvad græs var, at jeg til enhver tid skulle beskytte hende fra dumme hunde osv. og da tiden kom til at hun skulle til Danmark, lærte vi også sammen hvad det vil sige at være en lille bitte hund i et iskoldt land, hvor man skal have snor på hele tiden, og hvor alle folk vil hilse.
Men hun var en skøn pige, der tog alt ind med godt mod (bortset fra fyrværkeri!!). I 2008 startede jeg på jordemoderuddannelsen, og vi valgte at forøge vores lille familie med en lille mand. Ham kunne jeg godt have valgt med mere omhu - og ville faktisk slet ikke have haft ham i første omgang, da jeg ikke ville støtte det opdræt han kom fra, men da opdrætteren ringede til mig og sagde at hvis jeg ikke tog ham, ville hun aflive ham, så kunne det ikke blive anderledes. Malte var 8 mdr da han kom ind i vores lille familie, og de første 2 uger var et helvede, da han og Lila ikke kunne sammen overhovedet. Men da jeg troede jeg havde fået nok, vendte alt sig 180 grader, og Malte og Lila kunne faktisk ikke leve uden hinanden. At have ham var en meget hård kamp, for i hans første 8 måneder var han blevet mishandlet af både mænd og hunde, så hans selvtillid skulle op at stå, han skulle vænnes af med sin angst-agression, han skulle lære at det IKKE var ok at strinte indenfor osv. osv. men han var simpelthen noget så dejlig - og kunne slet ikke putte sig langt nok ind i én. Og ham og Lila var uadskillelige. :hjerte:
Da jeg så valgte at skifte studie og flyttede til Odense efter knap 3 år, blev tingene pludselig lidt besværlige. Det første halve år af medicin var noget af en udfordring og krævede at jeg var væk hjemmefra i mange timer om dagen. Dét, oveni at vi var flyttet fra en 3-værelses lejlighed til en 1-værelses, gjorde mine to hunde rigtig kede af det. Og efter ca. 3 måneder hvor det ikke blev bedre, havde jeg SÅ ondt i hjertet. Det hjalp ikke at vi var ude AL den tid vi kunne, at vi legede med andre hunde osv. osv. lyset i deres øjne var bare slukkede, så jeg tudede mig selv i søvn om natten, og kiggede derefter efter annoncer på den blå avis efter om der mon skulle være en fantastisk familie på landet, som levede og åndede for hunde og som netop søgte efter en ny hund. penge betød ikke så meget, det var det fantastiske hjem de skulle have. Og sørme om ikke lige præcis der var en annonce som det - og endda hos en førtidspensionist, som var hjemme hele dagen, så jeg ringede til dem - og det viste sig at de var i odense i en periode, så vi kunne mødes og se om de mon ville passe til hinanden.
Jeg var meget urolig og havde sagt til dem flere gange, at det altså kom an på hvordan hundene tog det - og at det kun skulle være en prøve og at der skulle skrives kontrakt osv. osv. Men da vi mødte dem, og malte fór op i skødet på Charlotte og lagde sig på ryggen med det mest velfornøjede udtryk, vidste jeg at det var den rette familie (for han var altså stadig noget så sky). Men de kom på prøve i en måned - og i den måned var jeg knust og savnede dem noget så forfærdeligt - og selvom Charlotte og Lars var søde og sende MMS'er osv. troede jeg umuligt de kunne have det godt nogen andre steder end hos mig - men da jeg kom på besøg efter en måned, var det så tydeligt! De ELSKEDE deres nye hjem, og jeg måtte overgive mig og erkende at de kunne få hvad de havde brug for der.
Så nu er det to år siden, og jeg brugte det første halve år på at savne dem - men vi ses stadig ofte, så det hjælper lidt. Og ellers har jeg nydt at være fri og kunne tage i byen som alle mine venner og veninder - at kunne rejse når jeg ville osv. Man kan sige jeg har fået raset ud, men nu er det nok. Nu har jeg brugt det sidste halve år på at savne en hund i mit hjem - og jeg har mulighed for bedre bolig samt at jeg er vænnet til mit studie, så jeg ved hvornår jeg skal være der, og hvornår jeg kan læse hjemmefra - hvilket gør min situation ideel til at få min drøm opfyldt. De næste 4 år læser jeg, og derefter er det tid til at arbejde - så jeg kan ikke se hvornår det skulle passe mig bedre.
Jeg har brugt de sidste to måneder på at læse om hundefoder, krav for grand danois, opdragelse, grand danois' stærke og svage sider og ALT hvad man overhovedet kan finde på at læse om - så jeg glæder mig til at være en del af hundeforumet og at få råd og dele tanker med alle jer andre hundeelskere.
Håber I vil byde mig pænt velkommen - og skulle der være nogle af jer der har indvendinger eller rosende ord, må I meget gerne smide dem til mig :blink:
Mvh
Helene
Hvalpeudvælgelse
i Hvalpe
Besvaret
Som jeg har skrevet, er hvalpene ikke engang blevet født endnu - det eneste jeg ved er at der har foregået en parring. Det kan sagtens være hun er interesseret i at vælge hvilken hvalp der passer bedst til mig, det ved jeg ikke endnu, for så langt er vi ikke kommet. Jeg startede tråden for at høre jer om hvad I kiggede efter, og evt. kunne anbefale at kigge efter - fordi jeg gerne vil være så godt forberedt som muligt.
Men når det er sagt, synes jeg ikke kun det kommer an på om opdrætter vælger en hvalp til mig efter hvad hun synes passer - det må vel også have noget at gøre med kemi?